TEKST: CLAUS WEST.
FOTO: FRANK RATTLEFF, JONAS GREDAL, THOMAS TJEP, THOMAS NISSEN OG CLAUS WEST.
Storkøbenhavns jagtforening er særdeles aktiv, og foreningen har blandt et af mange tilbud vildsvinejagt i Sverige på programmet. På denne tur, som gik til et areal, der ligger ca. 45 km fra Kalmar, var vi seks mand afsted. Området er berømt og berygtet for sin store bestand af vildsvin, som på godt og ondt fouragerer her, men i år har det været en mild vinter, og der har været overflod af naturlig føde. Derfor har det været sværere at få vildsvinene frem på åtlerne/foderpladserne end i de tidligere år.
Dagen startede med en rundvisning på det 550 hektar store areal, som vi havde til rådighed. Vi kørte ud til alle pladserne og besigtigede dem i fuldt dagslys, så vi var sikre på at kunne genkende dem, når mørket faldt på. Vi markerede de enkelte positioner i vores telefoner, så vi ikke ville fare vild i tusmørket i det store skovområde.
Lyset på alle åtlerne blev samtidig kontrolleret, så der var sikkerhed for at det fungerede, og at alle mand havde tjek på, hvordan det skulle tændes. Efter den grundige rundvisning gik turen retur til hytten, hvor aftensmaden blev tilberedt.
Vejret var heldigvis med os, men bare få dage før vi kom, havde området været dækket af 10-15 cm sne. Det var nu næsten smeltet helt væk, og vinden var heldigvis også meget svag. Det tegnede godt.
Under aftensmaden blev pladserne fordelt. Alle mand var meget spændte, og forventningerne var tilsvarende store. Ved 7-tiden var der afgang fra hytten, og ikke længe efter at jeg er på plads, modtaget jeg med SMS med besked om, at lyset ikke virker på den plads, som Steen har fået.” Det var ligegodt s…..” tænker jeg. Vi har vi jo lige gennemgået proceduren, og alt virkede, da vi testede det… ”Nå – anyway” Jeg finder en anden plads til Steen og sætter mig op i hans köje (et lukket tårn), for jeg har nemlig tilladelse til at skyde med natkikkert i området og har derfor ikke behov for lyset. Lyset må vi så tjekke, inden vi tager hjem.
Om det skæbnen eller jagtheld, skal jeg lade være usagt, men allerede efter en time kommer der 2 grise luntende på et skovspor ikke langt fra mit tårn, og da den ene vender bredsiden til, afgiver jeg et velplaceret skud på 50 meters afstand. Den lægger sig prompte i skuddet. Det hele går så hurtigt, og det er først bagefter, at mærker jeg hjertet banke og adrenalinen, der bruser i kroppen. Jeg suger oplevelsen til mig og nyder stilheden i skoven i fulde drag.
Vi kontrollerede i øvrigt efterfølgende lyset på pladsen, hvor Steen jo sad til at begynde med, og det virkede upåklageligt. Sjovt nok står der svagstrømsingeniør på Steens visitkort, så kom til at høre meget for dette på resten af turen.
På den anden plads har Thomas Tjep skudt en stor gris på 112 kg, så vi SMS´er frem og tilbage i mørket om vores bedrifter, mens vi venter på flere svin. Der sker ikke mere denne aften, og efter et par timer begynder vi at pakke sammen. Jeg kører først ud til Tjep og hjælper ham med at få læsset hans gris, og sammen får vi også læsset min, inden turen går tilbage til slagtehuset. Her mødes vi alle seks, fortæller røverhistorier og får en velfortjent øl, mens vi slagter grisene. Frank beretter, at han set en stor keiler, men at han ikke kunne komme til at afgive skud, så den lever derude et sted i skoven endnu.
Dagen efter sover alle mand længe, og midt på formiddagen tager vi på en lille drivjagt. Vi ser råvildt, harer og en enkelt ræv, men det kommer desværre ikke til skud. Dagen går, og under fredagsmenuen fordeles pladserne til aftenens anstandsjagt på ny. Thomas Tjep, Steen, Jonas og Frank ”mandsopdækker” et område, hvor der har været rigtig meget aktivitet, så vi er ”jæger sikre” på, at mindst én vil få skudt en gris, og det skulle også hurtigt vise sig at holde stik.
Vi har ikke været på plads i mere end en times tid, før vi bliver klar over, at en rotte grise rumsterer rundt i området. Der er en 5-7 stykker, og deres færden rundt i terrænet afsløres af deres puslen rundt i vegetationen, og lyden af kviste der knækker. Alle er meget ”tændte” og Jonas, som er på vildsvinejagt for allerførste gang, har dem gående lige bag sig i næsten en halv time. De grynter, larmer og plasker i smeltevandet, så Jonas får sig noget af en intens oplevelser og kan mærke sit hjerte slå for fuld kraft. Grisene kommer desværre ikke frem til skud, og til sidst går de i retning af Tjep´s tårn. Han kan høre dem, men kan heller ikke komme til skud i første omgang. Der går 10 minutter, der går 20 minutter, og så efter en halv time kommer de igen, og denne gang får Tjep mulighed for skud. Tjep lader den første kugle gå, og den sidder godt – men vildsvin kan være seriøst hårdføre, og grisen begynder at bevæge sig væk fra skudstedet. Tjep afgiver andet, tredje og fjerde skud – alle fuldtræffere. Ved sidste skud bliver vildsvinet endelig liggende, og der falder igen ro over området. ”Uha, det var spændende”. De 3 andre skytter kunne helt tydelig høre Tjep afgive de 4 skud, og nu sidder de helt klar i tilfælde af, at der også kommer vildsvin til dem. Men skoven forbliver tavs, og der kommer ikke noget for, så nogle timer senere mødes vi atter i slagtehuset.
Lørdag aften – den tredje og sidste aften hverken ser eller hører vi noget til grisene, men vi ser til gengæld en elgko, en ræv og noget råvildt. Søndag er der afgang, så formiddagen går med oprydning og grovpartering af vildsvinene og derefter er vi seks godt brugte vildsvinejægere, som vender trynen mod Danmark efter en spændende og hyggelig jagttur i det svenske.
