Pürschjagt på vildsvin er ikke så udbredt blandt svenskerne, der ynder at jage med løshund eller ved anstand på foderplads. Dog er det en meget skånsom jagtform, der kan bedrives overalt og næsten uanset revirets størrelse. Derfor kan vi danskere, der typisk har adgang til mindre revirer, glæde os over denne mulighed.
Jagten bedrives som pürschjagt efter andet vildt, og ofte jages ikke kun vildsvin. Man skal dog tage højde for vildsvinets sanser, når man lister sig af sted gennem terrænet. Deres lugtesans er ualmindelig skarp, så vinden skal absolut være god. Hørelsen er god, så man skal være påpasselig med ikke at støje, nøjagtig som over for andet vildt. Vildsvinets syn er dog ualmindeligt dårligt, så man kan være mindre opmærksom på beklædning og sløring end ved hjortevildt. Vildsvin har dog en ejendommelig evne til at fornemme jægerens tilstedeværelse og lunter uden større postyr hurtigt videre, hvis de aner uråd. Derfor kan man af og til se en rotte forsvinde, uden er der skulle være nævneværdig årsag hertil eller alarmering fra et dyr i rotten. Hvis vildsvinene forstyrres, er man dog sjældent i tvivl, da flugten akkompagneres af utilfredse grynt. Søerne grynter ofte lavmeldt et par gang som for at kalde deres små til sig.
I skov, hvor vildsvinene har deres hvilepladser, kan man med god vind og tilpas forsigtighed overraske en gris og næsten træde på den, inden den rejser sig. Man ser dog sjældent grisen forinden, og man skal være hurtig på aftrækkeren, hvis den skal med hjem i fryseren.
En skydestok er fordelagtig at have med, ligesom en god håndkikkert hjælper med at spotte dyrene, mens det stadig er næsten mørkt. Pürsch kan derfor med fordel bedrives om morgenen fra halvanden time før solopgang, hvor man kan liste omkring, uden at dyrene kan se én. Man kan ofte kun finde grisene i håndkikkerten uden at kunne se dem med det blotte øje eller i sigtekikkerten. Man kan dog sagtens begynde at pürsche sig på skudhold, hvis man kender sit revir, og man skal ikke vente mange minutter, før det dæmrer, og skudchancen opstår. Igen er det rart med en lysstærk sigtekikkert eventuelt med belyst trådkors, så man kan udnytte dæmringen fuldt ud. Så snart solen viser sig over horisonten, er de fleste grise trukket ind i skoven igen.
Pürsch kan dog bedrives hele dagen særligt i skov og også om aftenen, der kan være ligeså udbytterig som morgenjagten. Her har man dog det tiltagende mørke imod sig og skal hurtigere kunne bringe sig i stilling til skud, inden mørket erklærer lukketid. Om vinteren, når der ligger sne, forlænges mulighederne både morgen og aften, da de sorte skikkelserne skiller sig markant ud fra den hvide overflade. Derudover er grisene hæmmede af deres korte ben i sneen, der ofte også skaber en del støj. Derfor er det faktisk tit en fordel at pürsche, når der ligger sne. I stjerneklare vinternætter omkring fuldmåne er der lyst nok til, at man kan pürsche natten igennem. Det er en umådelig stemningsfuld jagtoplevelse.
Uforstyrrede vildsvin, der går og mæsker sig i en moden kornmark, gumler, smasker og grynter højlydt og veltilfreds. Derved skaber de så meget støj om sig, at det letter pürschen ganske betydeligt. Hvis vinden er god, og man ellers er forsigtig, kan man faktisk pürsche sig helt ind på et stenkasts afstand af dyrene og nogle gange pludselig opdage, at man står midt inde i en større flok.
Skuddene kan være svære, da de små grise helt er dækkede af vegetationen, mens man kun kan se ryggen og ørerne af de større dyr. Af og til vejrer de ældre dyr med trynen i sky. Så ved man, at de er ved at fornemme ens tilstedeværelse, og man skal få udvalgt sig sit dyr. Søer kan blive meget aggressive, hvis de opdager en jæger mellem dem og deres smågrise, så det er med en vis varsomhed, man skal begive sig så tæt på.
Det er umådeligt spændende at være så tæt på så store dyr, men så snart chancen byder sig, bør man udnytte den, så der ikke opstår farlige situationer.
Vildsvin tager stort set altid flugten ved skudafgang i modsætning til eksempelvis råbukke og harer, der ikke påvirkes betydeligt, så længe de ikke har identificeret kilden til larmen. Råbukke og yngre ræve kan endda nysgerrigt komme springende for at se, hvad det nu går ud på. Så hvis den første gris ligger synligt forendt, kan man derfor med fordel pürsche videre og se, om man skulle være heldig at have chancen igen andetsteds. Hvis fødekilden er god, eller der for eksempel lige er blevet spredt gylle, som er uimodståeligt for vildsvin, kan rotten fra den første mark endda være vendt tilbage, når man selv er på vej for at brække den første gris.
Vildsvinets rytme varierer året igennem. Visse afgrøder som modne kornmarker i højsommeren og sensommeren tiltrækker ofte grise. Når afgrødedækket nedvisnes i det tidligere efterår, trækker planterne saft og kraft ned i rødderne. Derfor roder grisene i langt højere grad markerne op i denne periode, og inden frosten sætter ind. Om vinteren er føden mere begrænset, og vildsvinene skal bevæge sig over større afstande for at finde føde nok. Omvendt hviler de også mere for at spare kræfter, og snelaget gør, at de i højere grad bruger faste veksler. Det gør det meget nemt at se, hvor dyrene bevæger sig, og man kan indrette sin jagt efter det.
Pürsch kan nu foregå døgnet rundt, året rundt, da de svenske myndigheder har tilladt brug af termisk kikkert og natkikkert ved jagt på vildsvin. Dette har givet meget større muligheder for at jage vildsvin, der som nataktive dyr er vanskelige at komme til. Jagten foregår på samme måde som om dagen. Dog behøver man ikke bekymre sig om, at dyrene ser jægeren, i hvert fald ikke før man kommer helt tæt på. På den måde er det lettere at pürsche om natten end om dagen. Forhold som vindretning og lydløs fremfærd er der dog ikke ændret på, så det er stadig en udfordring at komme på skudhold af grisene. Derudover giver de tekniske hjælpemidler fine muligheder for at observere vildsvinene agere naturligt, da man kan komme ganske tæt på dem og blot nyde synet. Det er der stor læring i.
Indtil termisk og natkikkert blev tilladt, brugte en del jægere almindeligt lys i form af en lommelygte monteret på riflen. Det virker også, hvis man ellers er påpasselig med ikke at flakke lyset, da dyrene ellers hurtigt bliver urolige. Mange steder er vildsvinene dog så sky, at metoden ikke fungerer overhovedet. Hvidt lys er bedst til længere afstande, mens grønt lys er bedre på nært hold, da det er mindre forstyrrende, men ikke rækker så langt ud.
