VED NIELS DYGAARD.
En dag i juni ringede min ven, Jens og spurgte, om min kone og jeg ikke ville med på en safari-ferie i Sydafrika. Vi sagde ja med det samme uden at vide mere. Men vi vidste, at Jens mente, at vi skulle ned til Limpopo, hvor hans far, Knud Eskildsen for en del år siden havde købt en farm, som Jens nu skulle være en del af. Eskildsen Safari, hvis man ser helt formelt på sagen.
Turen fra Joburg – som de lokale kalder Johannesburg – til farmen i Limpopo tog godt en dag, og vi ankom i skumringen til Gin&Tonic og lækker mad. Helt fantastisk. Og så skulle vi jo på jagt allerede næste morgen. Jeg havde taget min 70 # PSE compound bue med, og der var trænet og indskudt med de tunge pile. Jeg var klar.
Jeg havde besluttet, at det kun var buen, jeg ville jage med. Den første dag sad jeg 9 timer i streg på en platform i et meget stort træ med udsigt til et flodleje, hvor der residerede en stor krokodille. Det fik min kone ikke at vide før bagefter. Peter (assistent til vores PH) sad med mig hele tiden. Varmen var konstant, men vi blev på platformen, for det var det, jeg ville. Vi så et glimt af en impala og ellers en masse forskellige fugle. Fuglene var en fantastisk oplevelse, som er svær at beskrive – for der er så mange flotte og spændende arter, at ord ikke rigtig kan gengive, hvad man bliver udsat for. ’Go-Away-Birds’ med deres markante skrig, gæs og ænder, utallige farverige fuglearter, man ikke kender. Det vildeste den dag var nu nok alligevel en afrikansk flodørn, der fløj ind på en gren på et stor træ blot 4 meter fra os og sad der i 10-15 minutter.
Sådan gik der hurtigt 5 dage på forskellige poster. Jordposter, hvor vi klippede os ind i en busk, en dag på et stort gammelt termitbo ved en helt fantastisk veksel – i stegende hede, en dag med min kone i et nedlagt pumpehus ved et naturligt vandhul – hvor vinden drillede, hvorfor vi kun hørte hove men ikke så de kuduer, vi efterfølgende fandt spor fra. Her fik vi også en af turens helt store oplevelser sammen, idet der pludselig kom en giraf ud af ingenting for at drikke. Vi var omkranset af tæt krat, men den bevægede sig helt lydløst – som på en luftpude. Den stod i laaaang tid og vejrede, inden den gik på knæ og drak. Man kan ikke forklare sådan en oplevelse.
Pludselig var det sidste dag. Jeg havde ikke fået trukket buen, men jeg var nærmest lykkelig alligevel. Dog var det ikke anderledes, end at, da vores PH (Stephan) spurgte, om jeg virkelig ville tage tilbage til Danmark uden at prøve at gå på jagt med ham (med riffel), så kunne jeg godt mærke, at det ville da også være spændende at prøve. Altså sagde jeg ja til krudtjagt med Stephan den følgende (og sidste) dag.
Vi tog afsted i morgengryet, og det var dejlig koldt. Vi kørte ud i terrænet, og pludselig så Peter spor på vejen og signalerede til Stephan, at vi skulle stoppe. Stephan gik forrest, dernæst Peter, og dernæst jeg. Stephan og Peter konfererede livligt med fingertegn og pegefingre på sporene – og de gik hurtigt de første kilometer. Dernæst blev farten sat noget ned, og vi gik i lang tid. Jeg tror i 1½ time – og varmen var vild. Flere gange blev jeg bedt om at ’stay close’ – og jeg forstod lige pludselig hvorfor, da Stephan trak mig frem, satte skydestokken op og pegede frem i terrænet: ’can you see them’. Det kunne jeg dog ikke. Jeg forsøgte ihærdigt, men så hørte vi dyrene løbe.
Stephan blev tydeligt overrasket, måske lidt frustreret, men vi fik en snak om det og blev enige om, at han skulle prøve at skaffe bedre skudmulighed, og at jeg skulle holde mig tættere på og være hurtigere, når det gjaldt. Sveden drev, og vi gik videre. Dernæst fulgte endnu 1½ times pürsch igennem et vanvittig flot, men svært terræn. Pulsen var høj hele vejen igennem, og det er nok den mest spændende pürsch, jeg har prøvet med riffel til dato.
Og så skete det. Stephan flyttede sig til siden, satte skydestokken op og pegede. Pludselig kunne jeg se 3 waterbuck-hunner og nogle horn ved siden af. Det føltes som en evighed, men pludselig var muligheden der: et hul i vegetationen, hvor jeg kunne se forkrop og hals på den waterbuck-han, vi havde forfulgt så længe. Han gik ned i skuddet, og så ventede vi lidt, inden vi gik frem. Stephan gik forrest med ladt våben og pludselig råbte han begejstret. ”It’s dead and it’s huge”. Det var en stor oplevelse, men jeg kunne ikke rigtigt greje, hvorfor han var SÅ begejstret. Han fortalte så, at det var den største waterbuck-han, de havde skudt i 5 år på dette terræn!
Der er ikke noget som den første Afrika tur! Sanser og følelser er max. på, og jeg havde bare SÅ meget lyst til at tage af sted igen – med det samme…..!!
Med til historien hører, at det HAR vi været, og at det også var en vidunderlig tur, hvor jeg fik en impala med min bue, OG at jeg, fordi vi skulle flytte, fik taget min waterbuck ned fra kippen og målt den op. Det VAR en stor en af slagsen – 79 6/8 points for ’Common Waterbuck’ – mere end nok til en guldmedalje.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
