AF MATHIAS VOGDRUP-SCHMIDT
FOTO MATHIAS VOGDRUP-SCHMIDT SAMT TAVIPHOTO/SHUTTERSTOCK
”Enhver tilføjelse af viden og deling af erfaringer vil blive modtaget med stor interesse, så kommenter og skriv endelig. ”
God fornøjelse
Våbentyper
Repetérriffel med cylinderlås er den mest udbredte type af jagtrifler i både Danmark og Sverige og bruges til alle former for vildsvinejagt. Og det er der en grund til: De er enormt pålidelige og driftssikre i al slags vejr og i alle situationer – også til vanskelige skud til løbende vildt og farligt vildt som eksempelvis bjørn.
Knæklåsvåben som en dobbeltriffel giver mulighed for et meget hurtigt opfølgende skud, hvilket kan være nyttigt til vildt i bevægelse som under en drivjagt. Som skytte er der sjældent mulighed for flere end to skud af gangen, og en dobbeltriffel er derfor en oplagt mulighed. Som hundefører bliver man dog begrænset af manglen på magasin, hvis der opstår behov for flere opfølgende skud. Samskydningen af piberne gør også, at en dobbeltriffel er knap så hensigtsmæssig på pürsch og anstand, hvor afstandene er længere og mere varierende.
Øvrige knæklåsvåben som drilling, büchsflinte og bockbüchsflinte er mindre oplagte som deciderede vildsvinevåben, da man ikke anvender haglskud mod vildsvin. Dog er de meget anvendelige på meget anden jagt i Sverige og ses i langt større tal end i Danmark.
Halvautomatiske rifler er også populære, da man hurtigt kan følge op med flere skud i træk. Rekylen er begrænset, hvilket giver bedre mulighed for at holde geværet på målet. I Sverige må de lades med én patron i kammeret og to i magasinet. Nogle forstyrres af deres ringere aftræk, hvilket dog ikke spiller så stor rolle på drivjagt og på nært hold. Dog fravælger nogle hundeførere dem, da de kan have problemer med driftssikkerheden ved hårdt brug, og fejl kan være sværere at udbedre end ved cylinderlåsrifler.
Bøjlespændere, eller leveraction rifler, anvendes primært med kaliber 45-70 Government, da de ikke er konstrueret til den mest gængse klasse 1 ammunition. De giver en hurtig repetering, men har udfordringer med præcisionen på længere hold. Som hundeførervåben og på afstande op til 100 meter er de dog ganske udmærkede.
Rettrækkere, som der til stadighed kommer flere og flere af på markedet, er ligeledes et oplagt våbenvalg til vildsvin.
Enkeltløbede haglgeværer ladet med brenneckekugler eller slugs anvendes også både på drivjagt, men særligt som hundeførervåben. Man er dog begrænset i rækkevidden af disse, da man ikke forsvarligt kan afgive skud på over 50 meter selv med moderne sigtemidler. De kan have samme udfordringer som halvautomatiske rifler, men er til gengæld relativt billige, og det kan være mentalt rart, når man kravler rundt over klipper, stenblokke og gennem tæt krat og skovmoser.
Andre forhold
Der er mange forhold, der spiller ind ved valg af våben. Pengepungen skal selvfølgelig række til ens ønskede våben og optik, og man bør også skele til priser på og tilgængeligheden af træningsammunition. Stil spiller som altid en stor rolle for mange, ligesom tradition og andre subjektive vurderinger selvfølgelig kommer ind i billedet. Skæfteforhold er vigtige, da våbnet ofte skal bringes hurtigt i anslag. For eksempel er mange bøjlespændere lidt for korte i skæfterne til mange velvoksne mænd. Man bør overveje, om det skal kunne tåle hårdt fysisk brug, eller om det skal skånes som et værdifuldt arvestykke. Derudover ønsker mange ikke udelukkende at have et våben til vildsvinejagt, men også at kunne bruge det til andet vildt. Der er meget sandhed i, at den bedste skytte, er skytten med kun ét gevær, idet vedkommende så gennem erfaring lærer at anvende det instinktivt i alle situationer. Nogle anvender af samme grund udskiftelige piber, så riffelsystemet og måske endda optikken altid er den samme. Andre igen har to rifler af samme model med forskellige kalibre.
Vildsvin er skudstærke
Til jagt på vildsvin er al riffelammunition i klasse 1 tilladt og fuldt ud tilstrækkeligt ved kontrollerede skud. Et velplaceret skud i træfområdet sikrer altid et hurtigt blodtab, og selvom dyret ofte spurter af sted uden synlige skudtegn, finder man oftest grisen liggende inden for 50 til 100 meter fra skudstedet.
Vildsvin er dog ualmindeligt skudstærke. Det skal man være særligt opmærksom på ved skud på dyr i bevægelse og i mindre kontrollerede situationer. Særligt ved eftersøg skal man være sig dette meget bevidst.
Selv en lille gris kan gå langt med en god kugle. Vi kom først frem til denne, efter at ravnene og rævene havde fundet den.
Et vildsvins hjerte er omgivet af en kraftig hinde, der sikrer øget stabilitet omkring det. Dertil lukker hinden sig sammen om hjertet ved en hjertekugle, hvilket mindsker blodtabet betydeligt. Vildsvin har særligt om efteråret og om vinteren et tykt fedtlag, der lukker sig om både indgangs- og udgangshullet. Sammen med den tykke pels gør det, at man kun sjældent finder betydelig schweiss på skudstedet eller under et eftersøg.
Ornen har desuden bruskpanser under huden på forkroppen, der beskytter den mod rivaliserende orners hjørnetænder under brunstkampene, men som også gør det vanskeligt at opnå gennemskud og forhindrer større udgangshuller.
Skudtegn for vildsvin ligner tegn for øvrigt klovbærende vildt, men generelt tegner vildsvin langt mindre, og man kan oftere være i tvivl om, hvorvidt man overhovedet har truffet dyret, når det bare stikker af i fuld galop. Vildsvin har i modsætning til hjortevildtet tendens til at afgive kraftige hyl ved dårlige træf, hvilket er meget behjælpeligt for jægeren til at opklare, hvad der skete ved skudafgangen.
Kalibre
Den gamle svenske og norske militærkaliber 6,5×55 er en yndet kaliber for både danske og svenske jægere, og med god grund. Den er ualmindelig præcis og ganske behagelig at skyde med. Til de fleste situationer er den fuldt tilstrækkelig. Det samme gør sig gældende for den almindelige kaliber .308 Winchester og kaliber .270 Winchester. Kaliber 7×57 er også en fremragende kaliber, der giver behagelig skydning, ligesom 7x57R i dobbeltrifler eller kombinationsvåben fungerer udmærket til vildsvin. Igen handler det mere om evnen til at træffe nøjagtigt i træfområdet end om kaliberens grovhed. Kaliber .30-06 Springfield ligger i den kraftige ende for de mest gængse kalibre og giver lidt mere overhøjde i forhold til usikre skud, uden dog at kunne kaldes en decideret vildsvinekaliber. Af kraftige standardkalibre kan nævnes 7×64, 7x65R, 8x57JS og 8x57JRS, der er ganske udmærkede til langt de fleste møder med vildsvin.
Hvis man begiver sig ud i mere krævende jagtformer, hvor skuddene, selvom de ofte er på kort hold, er chancebetonede og afgivet under pres, kræver det dog en endnu grovere kaliber; både af hensyn til vildtet, men i høj grad også for jægerens egen sikkerhed. Man skal ikke spøge med en anskudt vildsvineorne, og selv mindre dyr er enormt stærke og kan optræde aggressive under pres.
Hvis man vil have en decideret vildsvinekaliber, er kaliber 9,3×62 fremragende til formålet. 9,3x72R og 9,3x74R er ligeledes formidable i et knæklåsvåben. Kaliber 8×57 JS er også udbredt hos erfarne vildsvinejægere, da den har en rar rekyl og giver god effekt i vildtet.
Magnumkalibre som 7mm Remmington Magnum, .300 Winchester Magnum, .338 Winchester Magnum og .358 Norma Magnum kan også med fordel anvendes, selvom de i højere grad er skabt til langdistanceskydning end til at have en stoppende effekt på dyr på kort hold. Deciderede safarikalibre som .375 Holland & Holland Magnum og .416 Rigby giver også fuld effekt for pengene, hvis man kan håndtere rekylen, men det kan nok diskuteres, om det ikke trods alt er for voldsomme kalibre selv til en stor vildsvineorne.
Af kalibre i en anden konstruktion er 45-70 Government ganske udmærket, da den giver en dyb gennemtrængning og en stor stopeffekt. Den er dog ikke anvendelig på de lange afstande, men som hundeførervåben og til eftersøg er den i høj grad velegnet.
Projektiler
Valg af projektil har også stor betydning ved vildsvinejagt, da man i de fleste tilfælde vil efterstræbe gennemskud. Tunge kugler er at foretrække, og man skal udse sig en bonded, premium- eller H-mantelkugle eller blyfri ammunition frem for traditionelle blødnæsede projektiler. Sidstnævnte vil give fin effekt på langt de fleste dyr, men usikkerheden opstår ved større dyr, vanskelige skudsituationer og særligt, når man er så heldig af have chancen til en stor orne. Derfor er det rart at være klar til alle tænkelige situationer med en passende kugle.
For hundeførere og eftersøgningsjægere kan de blødnæsede projektiler være at foretrække, da hunden eller hundene ofte deltager i jagten på helt nært hold og ofte i ophedede situationer. At afgive skud mod et vildsvin, der er stillet af hundene, og som hver især gør udfald mod hinanden er en yderst risikabel situation. Ofte er jorden dækket af sten og klipper, hvilket øger risikoen for rikochetter yderligere. Derfor foretrækker nogle de blødnæsede projektiler, så man netop undgår gennemskud og minimerer risikoen for rikochetter. Af samme årsag anvender flere derfor også slugs og brennekekugler i enkeltløbede haglgeværer til disse situationer med stor fordel.
Optik
Valg af optik afhænger meget af jagtformen. Overordnet er behovene de samme som til jagt på andet vildt. En sigtekikkert med stor forstørrelse og objektiv er ideel til pürsch og anstand. En sigtekikkert med lav forstørrelse er velegnet til drivjagter og andre situationer på nært hold. Rødpunktssigter med og uden forstørrelse er også almindelige til disse situationer og hos hundeførere, da mulighed for den instinktive skydning med begge øje åbne er fordelagtigt i pressede omstændigheder. Et dioptersigte og åbne sigtemidler skal man heller ikke kimse ad, hvis ellers træningen er på plads. Man bliver dog udfordret på lys i tæt skov og i de mørke timer. Det er et usædvanligt syn, selvom en del eftersøgningsjægere bruger åbne fluorescerende sigtemidler for at have størst muligt overblik ved skudafgang.
Mit valg
Over en årrække har jeg som hundefører personligt afprøvet cylinderlåsrifler, en bøjlespænder, en dobbeltriffel og en bockbüchsflinte i forskellige kalibre i kombination med forskellige sigtekikkerter, rødpunktssigter og åbne sigtemidler. Mit valg ud fra erfaringer på mit terræn og med min hund er faldet på cylinderlåsriffel i kaliber 9,3×62 med sigtekikkert med variabel forstørrelse og belyst trådkors, afkortet pibe og kort lyddæmper. Det giver fleksibilitet i skudafstande, manøvredygtighed i tæt krat, tager det værste rekyl og har den ønskede effekt i målet, men mister nogen præcision ud over 100 meter. Jeg supplerer derfor med en riffel i samme model i kaliber 6,5×55 til pürsch og anstand. Over 90 % af mine vildsvin er nedlagt med 6,5×55, da det er foregået under relativt kontrollerede forhold, men også under jagt med hund. Træffer man ordentligt, er den fuldt ud tilstrækkelig. Den større kaliber er erhvervet for at få lidt overhøjde på de sidste ti procent, særligt under jagt med hund og på eftersøg. Det fungerer for mig. Kort sagt, så handler det om at prøve sig frem og finde ud af, hvad der virker for én selv. De fleste våbentyper kan fås til relativt få penge, og selvom om kvalitet og udseende er derefter, giver det mulighed for gennem en sæson at afprøve våbentypen på praktisk jagt. Så kan man altid opgradere til de lækre og dyre udgaver over tid, når man har truffet sit valg af våben.
