Den ikoniske urfugl var både kendt og elsket af befolkningen. De jyske digterpræster Steen Steensen Blicher og Kaj Munk var ikke kun ivrige urfuglejægere, men udødeliggjorde også hedens sorte kok i deres skrifter.
I dag kan man ikke længere opleve urfuglenes mærkværdige parringsspil om foråret, hvor hannerne opførte spektakulære danse med hævet hale og udstødte en strøm af boblende lyde. Det er ikke længe siden, at urfuglen forsvandt, men uddød er den, officielt i 2001. Andre ikoniske fugle som havørn, rød glente og trane er vendt tilbage. Og ulven, der fandtes i det samme kulturlandskab som urfuglen, er hjemme igen. Så hvad gik der galt – og kan urfuglen komme igen?
Søren Olsen
Naturjournalist ved Dagbladenes Bureau og forfatter til en række fagbøger, senest ’Kampen om Danmarks natur’ om naturfredningssagens historie i Danmark.
Der blev i sin tid gjort rigtig meget for urfuglen. Hedereservaterne blev plejet og passet efter alle kunstens regler, og i 1972 blev urfuglen jagtfredet. På Vind Hede Urfuglereservat, Ulfborg Statsskovdistrikt, gik man endda så grundigt til værks, at man indfangede og aflivede 25-30 duehøge om året. Det gjorde man gennem knap 20 år. Men lige meget hjalp det: Urfuglen uddøde.
Alt tyder på, at urfuglen blev fredet ihjel. Det mener ornitolog og kunstner Jens Gregersen, der i sin nyeste bog, ’Den jyske hede – I urfuglens tid’ (Gads forlag), gør op med misforståelser og myter. Det er et smukt og billedrigt bogværk om det mangfoldige kulturlandskab, der fandtes i urfuglens tid. Jens Gregersen bor på Vorsø i Horsens Fjord og har i årtier arbejdet med naturovervågning, ikke mindst på den jyske hede.
Hans historiske gennemgang af hederne og deres natur viser, at urfuglen var stærkt afhængig af den ydmyge hedebondes opdyrkning af heden. Det ideelle landskab for urfuglen var hedeområder med landbrugsdrift i nærheden. Og den form for landskab var mest udbredt i store dele af Jylland omkring 1930. Samtidig toppede den danske urfuglebestand.
Men da man begyndte at frede de sidste rester af heder, stoppede enhver aktivitet derude. Samtidig blev dyrkningen af arealerne uden for hederne mere intensiv, og grænsen mellem fredet hede og landbrug blev til skade for urfuglene. Deres bestandsmæssige opblomstring faldt sammen med det tidspunkt, hvor der var størst variation i landskabet. Hvor heder vekslede med fugtige ådale og moser, marker og små plantager. Et herligt mosaiklandskab.
Jens Gregersen konkluderer, at urfuglens succes var baseret på hedens opdyrkning, men at den gik tilbage i antal, da de fredede hedearealer blev pakket ind i intensivt dyrkede områder. Med dette som udgangspunkt analyserer han mulighederne for at få urfuglen tilbage til den danske natur. Det er ikke så umuligt, som man skulle tro. Det kræver blot ønsket og viljen.
For at gøre det meget konkret foreslår han en fremtidig hede-nationalpark, der binder de nuværende midtjyske hedereservater Harrild Hede og Borris Hede sammen. Sådan et naturområde, der skal drives som et delvist kulturlandskab, ville også være til gavn for en lang række andre dyr og planter, der er knyttet til heden.
Når der er grund til at se positivt på den mulighed, skyldes det de gode erfaringer, man har gjort på Lüneburger Heide mellem Hannover og Hamburg. Her var bestanden nede på 20 urfugle i 1998 (omkring det tidspunkt, hvor urfuglen uddøde i Danmark), men ved en målrettet pleje er den i dag vokset til over 250.
Det bemærkelsesværdige er, at hederne ved Lüneburg ligner de jyske, og at urfuglene på Lüneburger Heide er begyndt at sprede sig til andre heder i Tyskland. Så hvis man ønsker og formår at genskabe et hedekulturlandskab i Danmark, er der en chance for, at hedens sorte kok kan vende tilbage af sig selv. Det rigtige ville være at give bestanden et forspring med udsatte urfugle fra Tyskland. Men betingelsen er, at der er redt op til dem, mener Jens Gregersen.
Læs også: Agerhøns
