Jeg er netop kommet hjem fra en skøn tur til de polske jagtmarker. Sammen med et par gode venner var vi på bukkejagt, og selvom det jagtlige resultat endte med en stribe fantastiske bukke og nogle skønne minder i bagagen, så sidder jeg alligevel nu og er lidt småirriteret, samtidig med at jeg klukker af grin over nogle af de oplevelser, vi havde med de polske guider…
Jeg har efterhånden været på jagt i Polen 20 gange, og selvom jeg har rejst lige så mange gange i resten af verden, så er det altså de polske guider, som har givet mig de fleste frustrerende oplevelser!
Hvert år er der tusindvis af danskere, som rejser til Polen, og de kommer alle hjem med fantastiske jagtoplevelser, men jeg tror også, at mange af dem kan nikke genkendende til nogle af de følgende oplevelser…
Jeg vil nedenfor forsøge at genfortælle nogle oplevelser, som jeg har haft, og så vil jeg også sætte et par ord på, hvordan man kan forsøge at undgå at stå i de samme hovedrystende situationer, som jeg og mine venner har haft…
De første genvordigheder
Normalt, når jeg møder op i Polen, har jeg en fotograf med for at filme jagten. De første par minutter går som oftest med, at guiderne brokker sig over, at det bliver vildt besværligt med en fotograf på slæb! Vi vil være for mange i bilen, der er ikke plads i hochsitzen, og bukken vil se os på lang afstand! Alt dette beroliger jeg dem så med, at vi har prøvet det før, og selvom det ikke er det nemmeste i hele verden, så skal det nok gå. Derefter skal der så oftest lige bruges lidt tid på at forklare os, at den forestående jagt er ekstra svær, for enten er det for varmt, eller også er det for koldt. Det kan også være, at det regner, eller også har det ikke regnet nok. Kornet og bevoksningen er i øvrigt også for højt, eller også er græsset for lavt… Der er altid et eller andet, og dette skal bare tages med ophøjet ro, det skal nok gå alt sammen…
Når det kommer til bukkejagt, så forklarer jeg altid min guide, at jeg ikke vil skyde fra bilen, jeg vil helst pürsche, altså gå og ikke bare sidde i en bil og ræse rundt efter bukkene. Derudover skyder jeg kun gamle, abnorme eller gode bukke og er nok en snert kræsen efterhånden, når det kommer til opsatsen eller alderen… Alt dette plejer guiden at nikke ivrigt til, og det virker altid, som om at det har han helt styr på. Derefter lader jeg det så være op til ham at lede slagets gang med den første buk.
Oftest foregår dette nogenlunde således:
Vi starter med at køre rundt i bil temmelig længe, hvor vi kigger efter bukke på forskellige gode lokationer, som guiden helt typisk kender. Vi går ikke ret meget, og så snart vi ser en lovende buk fra bilen, stopper guiden bilen og spørger, om jeg vil skyde bukken… Når jeg derefter rækker efter min håndkikkert for at kigge ordentligt efter, får jeg at vide, at jeg bare skal skyde den ud ad vinduet…
Når jeg så nægter, får vi os begge bakset ud af bilen, mens bukken nu helt sikkert har opdaget, at noget er galt!
Vi sætter skydestokken op, og jeg skyder bukken…
Fremme ved bukken viser det sig så, at det er en udmærket lille, lovende seksender, som helt sikkert skulle være blevet et par år ældre!
Her tager jeg så konsekvensen og føringen og forklarer guiden, at jeg ikke vil køre så meget bil.
Jeg vil slet ikke skyde fra bilen.
Jeg vil heller ikke ret gerne bare stige ud af bilen og så skyde en buk, og til sidst så vil jeg ikke skyde de unge og lovende bukke!
Min erfaring er, at, når vi først har en buk bag i bilen, så er det meget nemmere at tale fornuft med guiden.
Efter denne indledning kan vi så gå i gang med at jage på den måde, som jeg ønsker det!
Overordnet sagt og det vigtigste aspekt at huske på, når vi rejser ud i verden, er, at det er altså os, som er kunden og os, som bestemmer, hvornår og hvordan der skal trykkes på aftrækkeren! Derfor er det også vigtigt, at vi selv tager ansvar for vores oplevelse og siger fra, når vi bliver sat i en situation, vi ikke bryder os om.
Dårlig vind.
I Polen er der ofte så meget råvildt, at guiderne nærmest virker lidt ligeglade og useriøse, da man blot skal gå eller køre et par hundrede meter længere, så opstår der nok en ny chance…
For et par år siden var jeg på en aftenpürsch med min guide.
Klokken var lidt over fem om eftermiddagen, og solen bankede ned fra en skyfri himmel. Temperaturen var langt over 20 grader, og jeg skulle nok have byttet myggesprayen ud med solcreme!
Vi var ikke nået langt igennem den braklagte eng, som omringede et moseområde, før jeg havde set utallige veksler og seriøse fejninger på alle de små tjørnebuske og træer rundt om os. Guiden stoppede op og kiggede på mig med nedslåede øjne…
Han fortalte mig, at dette var et super område, hvor han ofte så to rigtig gamle og store bukke. Problemet var bare, som han sagde: ”Det er alt for varmt, og det er alt for tidligt på dagen! Vi går i øvrigt også i dårlig vind, så vores fært driver lige ind i mosen, hvor bukkene holder til!”
Med et lavmælt ”Kurva” (Et rigtig grimt polsk bandeord!) fortsatte han igennem den høje vegetation. Jeg hev fat i hans arm og sagde: ”Hvis det er alt for tidligt, alt for varmt, og vi går i dårlig vind, hvorfor kører vi så ikke et andet sted hen, og så kan vi komme tilbage hertil senere og måske endda i bedre vind?”
Guiden rystede blot på hovedet og fortsatte… Jeg kapitulerede og sjoskede bare bagefter. Jeg behøver vel ikke at sige, at vi aldrig så de to store bukke?
Hvorfor var det, at jeg ikke blot insisterede og måske endda bare vendte om på hælen og gik tilbage til bilen?
Jagtreviret var på over 20.000 hektar, mon ikke vi kunne have kigget et par andre steder, før vi kunne komme retur til dette helt tydeligt gode område?
Jeg ved det faktisk ikke… Jeg har en teori om, at vi danskere oftest er så godt opdraget i jagtens takt & tone, at vi ikke så gerne vil stille os på tværs af en jagtguide, som jo egentlig burde være en autoritet og den erfarne lokale jagtfører…
Jeg burde have insisteret på en anden slagplan, men fulgte bare med, og jeg var ærlig talt temmelig irriteret resten af aftenen. Ikke så meget på guiden, men nok mest på mig selv for at gå med til en helt tydelig dårlig plan!
Fotografens skyld.
Når vi laver jagtfilm, så er fotografen altid den sidste, som er klar. Der er altid et eller andet, som skal ordnes, og det tager bare længere tid. Jeg oplever rigtig tit, at fotografen falder lidt bagud, måske for lige at lave et flot billede af et edderkoppespind i solen eller noget lignende. Guiden fortsætter ufortrødent, selvom jeg gør ham opmærksom på, at han skal vente lidt. Så stikker guiden hovedet op over en bakketop og ser en god buk! Bukken ser selvfølgelig også guiden, og nu vifter guiden os frem med ivrige håndbevægelser og hviskende kommandoer!
Jeg lister mig frem og stiller mig klar med skydestokken, men fotografen er naturligvis lidt længere om det… Rigtig sjældent gider bukken at være med til alt dette, og han vil 9 ud af 10 gange løbe smælende væk! Derefter vil guiden blive sur og bebrejde både mig og fotografen…
Omvendt så kunne han jo have ventet på os, så vi sammen kunne kigge over bakketoppen. På den måde ville der måske være tid til, at både jeg og fotografen ville være klar i tide, og derved ville vi kunne nedlægge bukken.
Skydestokken.
Jeg har for vane altid selv at bære på min skydestok. Jeg er efterhånden blevet så gode venner med min Viperflex, at jeg aldrig rejser nogen steder uden den! Ikke nok med, at den er fantastisk at skyde fra, så er den også vildt god til at støtte min håndkikkert, så jeg slipper for at bære vægten, når jeg kigger efter dyrene. Hver eneste gang jeg stiger ud af en bil, om det er i Polen, Afrika eller i det skotske højland, skal jeg minde guiden om, at jeg selv vil bære den. Derfor oplever jeg ikke selv følgende situation, men hører den rigtig ofte fra mine venner, som en gang imellem lader guiden bære deres skydestok.
Guiden går forrest med skydestokken i hånden. Efterfølgende kommer skytten, og når de ser en buk, så kigger de først godt efter med deres håndkikkerter… Rigtig tit har bukken også opdaget de to forstyrrende skikkelser, og mens guiden stadig kigger igennem kikkerten, måske endda med skydestokken som anlæg, hvisker han ivrigt: ”guuuutes bock. Schissen!”
Det er meget fint, men når det så betyder, at skytten først skal have udleveret skydestokken, hvis da ikke guiden selv forsøger at stille den op (med svingende succes!), så har bukken altså oftest mistet tålmodigheden og er forduftet! Min gode ven, Christian oplevede dette et par gange på vores sidste tur og endda med mindst én medaljebuk foran sig!
Bilen.
Jeg syntes helt generelt, at der bliver kørt alt for meget bil under den polske bukkejagt. Jeg ved godt, at det er store revirer, og mange gange har guiderne nogle gode hotspots, som de gerne vil tjekke ud så hurtigt som muligt. Det er jo spild af tid at vandre kilometer efter kilometer, og jeg forstår, at bilen skal bruges… Men at de så bruger den, som de gør, begriber jeg ikke!
Rigtig mange gange, når jeg sidder på passagersædet af en polsk bil, så ved jeg jo i sagens natur ikke, hvor vi er på vej hen. Derfor er det oftest også for sent at sige noget til guidens taktik… Det har så resulteret i adskillige gange, hvor vi kører bilen ud af skoven og langt ud på en skøn skoveng, før han stopper bilen og kigger rundt. Her har alle de rådyr, som måtte stå eller sidde på engen allerede både hørt og set bilen, så de står typisk alle op og sikrer mod os… Efter et mislykket forsøg på at komme ud af bilen og få sat skydestokken op ryster guiden på hovedet og forklarer, hvor uheldige vi har været… Jeg vil jo nok mene, at vi ikke var uheldige, men decideret dumme! Vi kunne jo ligeså godt have parkeret bilen et par hundrede meter inde i skoven for så at liste os frem til lysningen…
Hvis det skal blive bedre
Selvom vi ofte oplever disse hovedrystende situationer, så ender vi dog alligevel med at stå den sidste dag til protokollen og beundre den lange stribe af gode bukke, som vi har nedlagt.
Måske er det, fordi resultatet altid er temmelig godt, at polakkerne ikke rigtig forbedrer sig? Måske er det, fordi mange af deres kunder alligevel helst vil skyde fra bilen? Jeg ved det ærlig talt ikke, men jeg ved, hvad jeg selv kan gøre, hvis jeg vil have det på en anderledes måde!
Langt de fleste polske guider er først og fremmest passionerede jægere og derefter professionelle guider. Hvis jeg på en fast men venlig måde kan forklare, at det handler lige så meget om, hvordan vi får bukken nedlagt, som om hvor stor eller gammel den er, så er der en chance for, at han vil forstå, at det ikke handler om kvantit men kvalitet!
Selvfølgelig gælder det for reviret og jagtklubben om at få nedlagt så mange bukke på kvoten af betalende udenlandske jægere som muligt, men det er altså også muligt at flytte fokus fra den økonomiske del til den rene jagtoplevelse!
Et andet aspekt er det med at tage kontrol og ejerskab over jagten. Vi skal ikke glemme, at vi er kunderne, og hvis vi vil have noget anderledes, så er det vores ansvar at sige det højt. Som nævnt tidligere så føler jeg, at vi er meget velopdragne, når vi danskere rejser ud på jagt. Det er en rigtig fin kvalitet, men det gælder altså ikke, når guiden okser afsted med din skydestok og vinden i ryggen! Stop ham, tag din skydestok og forklar ham på en venlig og rolig måde, at du altså vil noget andet.
Italesæt, at, hvis det så ikke lykkes, så er det jo heller ikke hans skyld, men din egen, men du skal ikke betale mange penge for en jagtoplevelse og så samtidig gå og være småirriteret over måden, det bliver gjort på.
Det er efterhånden mange år siden, at jeg har haft en uoverensstemmelse med en polsk guide, men jeg føler altså også, at, når vi først har kommunikeret om, hvordan vi skal gå på jagt, så vækker det jagtlysten i guiderne, og bilen bliver efterladt for at pürsche os på fod ind på en rigtig god råbuk…
Det altoverskyggende gode råd i denne sammenhæng må derfor være, at man selv skal tage ansvar for sin egen jagtoplevelse, og min erfaring har efterhånden lært mig, at det sagtens kan lade sig gøre…
LÆS OGSÅ
