Trofæer fragtes hjem fra hele verden – Labrador Cargo

Den fynske speditør, Labrador Cargo er blandt Europas førende, når jægernes trofæer skal hjem.

AF THOMAS JERICHOW
FOTO STEEN ANDERSEN, POMELO/SHUTTERSTOCK OG LABRADOR CARGO

Der mangler ikke indtryk fra den store verden, når Marlene Jürgensen hver morgen, møder ind til arbejde på Ravnholt Gods sydøst fra Odense. Hun og speditørfirmaet, Labrador Cargo lever nemlig af at hente trofæer fra hele verden og aflevere dem til glade jægere. Russiske bjørne, canadiske elge eller elefanter fra Sydafrika. Intet er for stort eller for småt for det fynske speditørfirma.

Det flotte trofæ fra Afrika pryder væggen, men inden da har det været forbi myndighederne.

Der er faktisk meget få grænser for, hvad vi kan hente, bare kunden har tid og finanser nok,

”Der er faktisk meget få grænser for, hvad vi kan hente, bare kunden har tid og finanser nok,” fortæller Marlene Jürgensen. Hun har drevet Labrador Cargo siden 2009 og er efterhånden en af Europas mest rutinerede speditører, når det gælder trofæer fra hele verden. Alligevel kan hun stadig overraskes over, hvad der ankommer nu og da.

”Jeg husker en gang, hvor vi hentede en hel elefant i Namibia. Den fyldte en del,” smiler Marlene. Hun blev ikke mindre imponeret, da hun ringede til den norske kunde for at arrangere videretransporten fra Oslo lufthavn. ”Intet problem. Jeg sender min helikopter ned og henter den,” forklarede nordmanden. Og sådan blev det. En anden gang skulle en giraf fra Afrika til Fredericia.  Afrikanerne havde rigeligt med folk til at bakse den ind i Containeren, men Labrador Cargos mand ved destinationen viste ikke helt, hvordan han skulle få krabaten ud ene mand. Den grinede de lidt af på kontoret.

Trofæet er ankommet, og Labrador Cargos arbejde er ovre.

Masser af regler

Men det er ikke sjovt alt sammen. Trofæerne er nemlig ikke blandt de letteste laster at transportere rundt i verden. Der er stramme regler for import af dyr til det meste af Europa. Myndighederne er meget optagede af fødevaresikkerhed og risikoen for sygdomme. Samtidig vokser listen af såkaldt truede dyrearter, som ikke altid må importeres til EU.

”Det er et kompliceret spil at sikre de rette tilladelser for at få trofæerne hjem. I mange tilfælde skal der indhentes tilladelser, inden trofæet ankommer. Andre gange skal trofæerne gennem særlige kontroller, når de ankommer til Europa,” fortæller Marlene Jürgensen.

Flere luftfartsselskaber har forbudt trofæer. Nogle alle trofæer, nogle ”the big 5”, andre elfenben og endelig nogle på CITES I dyr (Cites er truede dyr, I, II, III er efter, hvor truede de er – I er mest truet). Derfor kan det være lidt et puslespil, og det er da sket en enkelt gang, at Marlene har skilt en forsendelse i flere dele, fordi hun ikke kunne finde et selskab, der accepterede hele indholdet.

I Danmark arbejder Labrador Cargo mest med Naturstyrelsen og Fødevarestyrelsen. Er trofæerne, det speditørerne kalder ”dip and pack” (ferske eller saltede), skal Fødevarestyrelsen åbne og kontrollere hvert enkelt trofæ i Kastrup lufthavn. Er trofæet ikke renset godt nok, eller er der andet organisk materiale med, så forbydes import, og jægeren står med et problem. Trofæet skal enten retur eller destrueres for jægerens regning.

”Derfor anbefaler jeg gerne jægere, der skal til lidt mere eksotiske destinationer som for eksempel Kasakhstan eller Mongoliet, at bruge jagtrejseselskaber. De har lidt bedre mulighed for at sikre, at trofæerne ankommer i ordentlig tilstand,” fortæller Marlene Jürgensen.

Hun skal også forholde sig til Naturstyrelsen, der har ansvar for import af truede eller direkte forbudte dyrearter. Også her bliver reglerne i Europa mere og mere besværlige.

”For nogle år siden stod jeg med to løver, der var pakket og skulle fra Afrika til en kunde i Holland. Pludselig forbød hollænderne, med kort varsel, import af løver. Jeg kæmpede længe for at få en dispensation for de to løver, der jo var pakket, før forbuddet trådte i kraft, men fik nej. Hollænderen fik aldrig sine løver. Det var bittert,” fortæller Marlene Jürgensen, der også har oplevet hollænderne blokere for en russisk bjørn, som heller aldrig nåede hjem til skytten.



Trofæer flyver hjem

I gamle dage sejlede mange trofæer fra eksotiske steder til Europa. Sådan er det ikke mere. I dag er der faktisk kun et eneste rederi, som transporterer trofæer. Derfor foregår det meste transport med fly. Priserne er faldet, og kunden har sine trofæer hurtigere. De fleste kunder kan forvente deres trofæer inden for 10 dage efter afsendelsen.

Til gengæld er der store forskelle på, hvor lang tid de lokale konservatorer behøver. I enkelte tilfælde tager det et helt år, før trofæerne er klar til transport, og i den tid kan meget nå at ske, sådan som synet på visse typer jagt udvikler sig i Europa for tiden.

Forbud og begrænsninger fyger ned over jægerne. Holland har indført vidtgående begrænsninger på jagt og trofæer. Frankrig har strammet op omkring import af visse dyr, og i England er der en voldsom debat om trofæjagt. Nogle grupper i samfundet er villige til at forbyde både import og eksport af trofæer, selvom det vil betyde tusindvis af tabte arbejdspladser i hele Storbritannien.

”Jeg følger udviklingen nøje og må erkende, at jeg ser kedelige tendenser. Mange mennesker i Europa har stærke synspunkter om trofæjagt uden at have det store indblik i jagt og jagtens samspil med naturen. Det kan ende med flere forbud,” siger Marlene Jürgensen.

De neutrale kasser til lufttransport indeholder jægernes gode minder.

Foreløbig holder hun dog øjnene mest rettet på de mange hundrede trofæer, der er ved at blive pakket for transport hjem til Europa, og dér er der også rigeligt med oplevelser for den travle speditør.

”Hvem kan for eksempel undgå at kigge en ekstra gang, når der lander en Bavianrumpe lavet om til fadølsanlæg eller en komplet giraf uden bagben,” smiler Marlene Jürgensen, inden hun vender tilbage til de mange dokumenter, der skal håndteres, når man transporterer omkring 10.000 trofæer til Europa om året.

LABRADOR CARGO

Holder til på godset Ravnholt på Fyn men har også et firma i Norge og en fast samarbejdspartner i Schweitz.

Leverer trofæer fra hele verden til de fleste lande i Europa.

Ejer, Marlene Jürgensen støttes af 2 medarbejdere.

Labrador Cargo transporterer årligt omkring 10.000 trofæer fra hele verden til Europa.

Læs mere

Nyheder