FOTO CHRISTIAN EILERS.
Når jeg mødes til jagter og taler om semiautomater med andre, oplever jeg ikke Franchi som et super stort eller kendt mærke her i lille Danmark, så mærket vil for mange nok fremstå relativt nyt, selvom Franci har mange år på bagen.
Jeg har selv tidligere haft en Franchi. En gammel sag – Franchi 48iøvrigt med en ret gennemprøvet motor. Det er nemlig en kopi af Brownings model 5 fra starten af 1900-tallet. Franchi 48 er stadig en smuk sag, selvom jeg for længst har skiftet den ud med en moderne Winchester. Det var således med gensynsglæde og store forventninger, at jeg tog denne Affinity i hænderne.
Som med Typhoonen skal vi også have Franchi´en igennem de tre temaer:
- Det umiddelbare indtryk
- På jagten
- Hjemvendt fra jagten
Slutteligt bliver der også tid at komme ind på den problematik, der synes at fylde en del, når diskussionen falder på for og imod halvautomater. Det er naturligvis patronerne, som flyver til højre og venstre, der er med til at dele vandene.
Selve testen
1. UMIDDELBART INDTRYK
Mine forventninger blev nærmest på stedet indfriet. Her får jeg helt uden forbehold fornemmelse af jagt. Den ligger rigtig godt i mine hænder, og den er, uden at jeg har vejet den klart den letteste af de tre testede, og den er også lettere end min egen Winchester. Den har en ret markant bundstykkeudløser, som er nem at ramme selv i en lidt hektisk situation. Det kan jeg lide. Håndværket er pænt hele vejen rundt. Der er ingen gummi på hverken forskæfte eller skæfte, men nedskæringerne er tydelige, og det giver følelsen af et sikkert greb, også selvom bøssen skulle blive våd.
Aftrækkerbøjlen oplever jeg lidt lille, men den er dog anvendelig også til en større hånd
end min. Sikringen sidder bag aftrækket, og er lidt for klejn i efter min smag. Aftrækket virker lidt stramt, men den er jo også spritny. På mange måder fremstår Franchi´en helstøbt på den fine måde, og selv med camotryk virker den elegant. En semiautomat der i den grad føles lækker, flot og alligevel er klar til det hårde liv i en strandjægers pram.
Der er flere muligheder for tilpasning af skæftet. Man kan både forlænge bagkappen og sætte skiver ind ved skæftestart, så man kan tilpasse skæfteryggen og afstand fra pistolgreb til aftrækker. De er smart. Som den eneste af de tre testbøsser er Franchi´en ikke gasdrevet men rekyldrevet. Det er jeg spændt på, hvad får af betydning ude på vandet.
2. PÅ JAGT
Den ser altså godt ud, som den ligger der på prammen, og jeg har ladet op med 3´ 32 gr. Selvfølgelig den samme patron som i Typhoonen.
Der er lidt vind, klar sol, og det er varmt. Ænder er der ikke mange af, og de ænder, der er, sidder utroligt let, så der skal flere kravl til, før jeg endelig kommer på skudhold af en pibeand. Jeg skyder ganske enkelt for kort, og samtidig bliver jeg bekræftet i ulempen ved letheden. Rekylen kan mærkes, og jeg er længere tid om at komme tilbage på anden. Franchi´en er både let og rekylgenlader, det giver noget mere bevægelse i semiautomaten, end jeg er vant til. Men jeg lader mig ikke slå ud af en enkelt misser. Jeg kan høre gråænder længere inde i fjorden, så jeg lægger mig tidligt ned, og denne gang går det bedre. Et langsomt kravl. Andrikken går på vingerne, men jeg piller den fint ned i et skud. Denne gang var der ingen problemer. Franchi´en ligger fint til kinden, men rekylen oplever jeg umiddelbart som irriterende, og det betyder, at jeg er lidt langsommere på fuglen igen efter skud. Rekylen kan man sagtens vænne sig til. Selv om den var irriterende, var den jo ikke hård på den kedelige måde. Der er bare mere af den end i de gasdrevne. Rekylen var i øvrigt ikke en udfordring på min gamle Franchi. Der kommer ikke flere chancer på ænderne, så for at teste repetition og hurtighed laver jeg et par skud på vandet. Ingen problemer, og den genlader rigtig, rigtig hurtigt.
3- HJEMVENDT FRA JAGT
Hvad der tabes på gyngerne vindes på karrusellen. Den er hamrende nem at skille ad. Da jeg trækker løbet af, følger bundstykket med ud. Smart. Franchi´en er super enkel at skille ad og hurtigt at rense. Det er en af de klare fordele ved rekylgenladerne.
Alt i alt en rigtig fin semiautomat som jo sådan set gør, hvad den skal, og så fremstår den klart mere jagtlig og bedre forarbejdet end Typhoonen. Ingen markante kanter. Gode muligheder for justeringer af skæfte og ikke mindst let at skille ad. Det, at jeg ikke ramte pibeanden, var ikke geværets skyld. Selv om den er testens letteste, står jeg alligevel med en fornemmelse af en robust semiautomat. Jeg vil klart forvente at den problemfrit håndterer forskellige ladninger.
Den har halvanden udfordring. Den halve først: Den genlader med rekylen (en stor fjeder). Det giver bare mere rekyl i skulderen, men når det så er sagt, er det altså stadig mindre rekyl end en almindelig over/under giver, så det er helt klart et spørgsmål om tilvænning. Jeg er vant til en gasdrevet semiautomat, som betyder mindre rekyl, og derfor er jeg også hurtigere på fuglen igen efter skud.
Sikring og aftrækkerbøjle er til gengæld til den klejne side. Sikringen oplever jeg klart for lille, og det synes jeg er lidt mærkeligt, idet både bundstykkeudløser og ladegrebet er over-sized. Med handsker på kan jeg godt blive usikker på, om jeg vil ramme sikringen. Når det er sagt, er det faktisk også det eneste, jeg har af kritikpunkter på Franchi´en, for resten spiller, og som jeg flere gange har pointeret, er det et lækkert jagtvåben.
Chokes
Jeg har intet nævnt om chokes. Det er ganske enkelt fordi, der er de klassiske tre indvendige chokes, som følger med, og dem er der ikke noget at udsætte på.
Den vejledende pris for Franchi Affinity 3.0 er kr. 9499,-
Patronudkast og halvautomater
Patronhylstre og problematikken omkring patronudkastet og udfordringen herved er reel nok. Vi er som ansvarlige naturbrugere selvfølgelig forpligtet til i videst muligt omfang, at sørge for at vores affald kommer med hjem igen. For mit eget vedkommende kan jeg godt pudse glorien i forhold til kravlejagten. Det er vel omtrent 99 ud af 100 hylstre, som jeg får med hjem. Som man måske har set på nogle af mine youtube film, lander patronerne ofte ret tæt på prammen, så det at samle op kan ikke problematiseres. Det gøres bare, og sådan er det for langt de fleste kravlejægere, jeg kender. Nogle har et lille fiskenet eller akvarienet med i prammen, så man er fri for at dyppe fingrene i det kolde vand.
Se video
VIDEO: Kravlejagt en kold dag i december.
VIDEO: Sæsonens sidste tur.
VIDEO: Godmorgen fra fjordjægeren.
Hav- og trækjagt
På havjagt og trækjagt er problemet lidt større, På trækjagten er problemet størst, når man ikke rammer og derfor skal ud af båden udelukkende for at hente patroner. De fleste har den strategi at man lader patronerne ligge til næste and ligger til næste skudmulighed, eller at de af anden årsag skal ud af prammen, hvor man så samler dem op. Det fungerer fint og mit helt klare indtryk er, at langt de fleste patroner kommer det rigtige sted hen.
Havjagten er klart der, hvor problemet er størst. Det er især på de større både kostbart i tid og energi at ligge og sejle rundt efter patronhylstrene. Jeg ved at rigtig mange samler op, men der er også hylstre der ikke nås, før end de går til bunds.
Desværre findes der ikke ret mange reelle brugbare løsninger til at undgå, at patronhylstrene i at nå vandet. Dem der er, har jeg svært ved at finde en reel jagterfaring med.
Sidste år havde min lokale forening den årlige strandrensedag. Her kunne vi heldigvis endnu engang konstatere, at patronhylstre var det affald, som der på enkeltniveau var færrest af.
Min konklusion er at problemet med patroner i naturen ikke er ret stort. Det kan faktisk diskuteres om det overhovedet er et problem i dag, som det ellers var for 20 år siden.
Men hvad er det da, der har forandret sig. En semiautomat er jo stadig en semiautomat, men strandjægeren har forandret sig. Vi er i dag langt mere opmærksomme på konsekvenserne af vores handlinger og i dag tager vi i langt højere grad ansvar. Det er jo i grunden ikke så ringe.
