TEKST OG FOTO: PER KAUFFMANN
Det lyder vel egentlig ret elementært, men der er altid et eller andet, der gør sådan en jagtdag ualmindelig og minderig – især for nogle. Tag nu for eksempel tagdækkeren…
Traditionen tro
“Rend mig i traditionerne” hed Leif Panduros roman fra 1958 om den livsforvirrede David, der en dag får sit slips i klemme i en cigaretautomat og derefter bliver anbragt på et sanatorium, hvor han fortæller sin livshistorie til en døv medpatient. Her i Nordjylland render vi ikke traditionerne over ende, ej heller når man er inviteret på jagt hos Lange-Lars fra Kaas. Udkanten af Kaas, nærmere bestemt. I første såt er der intet vildt, hvilket der ikke er noget mærkeligt ved, for det er der aldrig. Der går dog vedholdende rygter om, at greven skød et skud til en bekkasin en gang, men det er aldrig bekræftet. Hvert år snakker Lars – som er dagens jagtvært – om at ”nu skal det altså være slut med den såt”. Alligevel er det tradition, at det er her man starter, så sådan fortsætter det nok. For traditioner skal man ikke rende nogen i – Panduro eller ikke. Lars har inviteret dem han skylder, og dem han håber at kommer til at skylde. Det er nogenlunde de samme fra gang til gang – traditionen tro. Lige så sikkert er det også, at han er forberedt til fingerspidserne. Bålet står klar på paradepladsen, og der er lagt grangrene både her og i bunden af den trailer, der skal transportere det skudte vildt. Den eneste fejl jeg bemærker er, at trailerens strømstik ikke er sat fast i bilen, men det ordner vi hurtigt. Ellers er Lars egentlig bare bekymret over manglen på ænder i sine vandhuller, og det har han snakket om et par uger nu. Ofte har vi skudt 30-50 ænder fra disse huller, men det kommer ikke til at ske i år, hertil har vejret været alt for godt i for lang tid.
Fuld drøn på
Vi starter dagen allerede 7.30, hvilket er urimeligt tidligt i forhold til den type selskabsjagter. Til gengæld indleder vi med en overdådig morgenmad – jeg tæller blandt andet 9 slags ost. Herefter er traditionen, at vi går på jagt til det næsten er mørkt. Vi ræser gennem såterne uden mange pauser, og der er noget militæragtig effektivitet over det. Om det skyldes hans ansættelse på en militær flyveplads eller noget psykisk er ikke til at vide. Men travlt har vi gennem hele dagen.
I anden såt er der da også mere smæk for skillingen, for der er lidt ænder i skovsøen. Ikke den sky, der normalt stiger op, men dog nok til at blive forvirret over de overflyvende flokke. Det første hold kommer lige ind over mig og minkavleren, der står til højre for mig. Det første skud sender jeg forbi – eller rettere sagt bag ved. Men det næste rammer andrikken, der lander med et hult drøn bag mig. Traditionen tro, skyder jeg også bag ved den næste, men retter op med mit andet skud.
Hvor svært kan det være at lære af sine erfaringer? Åbenbart ret svært, for det gentager sig en tredje gang, da en lettere anskudt and kommer sidelæns ovre fra minkavleren, der også kæmper lidt med at lære af sine forbiskud. Så begynder der at komme nogle få krikænder tilbage over søen. Også den lille and holder fast ved traditionerne, og nægter at lære noget af sine erfaringer. De to små ænder deler sig, og den ene kommer ret over hovedet på mig. Jeg skønner den for langt oppe, og undlader at skyde. Det gør tagdækkeren dog ikke. Fra sin position lidt længere ude til højre, trækker han ”en 3-personers sofa” frem, og sender den lille and stendød til jorden med et enkelt skud. Han har ry for at være både en god jæger, en god kammerat og ikke mindst godt skydende, hvilket med sit sidste skud har bevist igen. Dertil kommer, at han har skudt en gråand i mere rimelig højde, så jo, han er kommet godt fra start. Hans begynderheld synes at fortsætte, for straks i tredje såt kommer en knopbuk ud foran ham. Jeg går som næste mand, og ser haglene slå ind på hals og hoved af dyret næppe mere end 10 meter fra mig. Den fortsætter dog nogle meter længere frem, og Lars får sat endnu et skud på den, inden den forender. Selv om hovedreglen er “første kugle, sidste hagl”, vil jeg nok lade den gå på tagdækkerens konto.
Jagt mellem såterne
Efter såten deler vi os. Nogle går via søen hjem, for at bringe det dusin ænder vi har skudt op til bilen. Jeg bliver hos Lars, for at hjælpe med at brække rådyret, og bringe det samme vej. Hov, nu lyder der to skud inde ved søen og kort efter endnu et skud. Det må være aflivning af en anskudt and, for ellers går vi normalt ikke på jagt mellem såterne. Da vi mødes ude på asfaltvejen, viser det sig, at de to første skud er til en ræv, der pludselig kom over sporet, mens holdet var på vej tilbage med de nedlagte ænder. Havde det været en and eller en fasan, ville det ikke have været acceptabelt, men med en ræv må det være i orden. Ræven rullede, men fortsatte – altså lige indtil den passerede tagdækkeren, som skød et enkelt og dræbende skud.
Men han er ikke helt færdig, ham tagdækkeren, for han slår til igen i næste såt, som er Gregersens vandhul. Tre ænder letter, og han skyder en ubesværet doublé, da de alle kommer op foran ham. Her mangler vi de 47 andre ænder, som plejer at lette herfra, og Lars er synligt pikeret ved situationen, som han beklager gentagne gange. Der er dog set en krikand, som forlod vandhullet ude til siden, så der mangler vel egentligt kun 46.
Et sjældent forbiskud
Næste såt er relativ begivenhedsløs, og kun tagdækkeren får skudt – denne gang dog forbi til en hare. Der springer lidt råvildt, som ingen dog får chance til. Så gør vi klar til at drive et lille skovstykke, hvor der traditionelt er meget vildt. Jeg får en glidende sidepost, og tagdækkeren skal drive yderst ud mod mig. Straks da han slipper hunden, kommer et stykke råvildt bagud ud af såten. Dyret løber 100 meter ud, drejer 180 grader og kommer så tilbage – ret imod mig. Jeg står urørlig og venter på denne gode chance, men da rådyret mangler 20 meter i at være på skudhold, lyder der et enkelt skrald fra tagdækkeren, der endnu ikke er kommet ind i skoven.
Smaldyret forender på stedet, og der er ikke andet at gøre end at løfte på hatten ned mod ham, da han kommer til syne ved det afsjælede dyr. Senere brækker tre stykker råvildt ud af skoven foran mig, men desværre for langt ude. Enkelte fasaner letter derinde, men flyver enten frem eller tilbage i såten. Det samme sker med sneppen og de skovduer, som vi endnu kun må kigge lystent efter her i oktober.
En længere skovsåt viser sig resultatløs bortset fra nogle få stykker råvildt – og et enkelt skud til et og andet. Det viser sig senere at være tagdækkeren, der denne gang har skudt sig en sneppe. Han er ustoppelig, den mand…
Det var alligevel ikke Oles fasan
I løbet af de næste to små såter hos Gregersen, ryger der en enkelt fasan. En af de tre jægere, der lyder navnet Ole denne dag, har den hængende i galgen, hvorfor jeg fejlagtigt tror at det er ham, der har skudt den. Senere viser det sig at det er – ja du har nok gættet det – der har nedlagt den med et enkelt velrettet skud. Snart efter får jeg selv en chance for en fasan. Den passerer lige over hovedet på mig, så jeg må vende mig 180 grader og skyde den med et meget vanskeligt bagskud. En anden af Ole´rne må notere en forbier på en anden kok. Oven i købet en rigtig svider, da de fleste af jægerne kan følge den store kok, da den kommer lige, lumsk og langsomt og efterfølgende se den passere efter de to forbiere. Heldigvis skyder minkavleren en tredje kok snart efter, så den situation overtager opmærksomheden – lidt. Den sidste af Ole´rne skyder senere et rådyr, som forender i naboens have. Der er lidt skuffelse over det lave antal fasaner, vi har set på dagen. Til gengæld er der ingen udsatte fugle på terrænet,
og jeg skyder da også hellere en enkelt vild fugl fremfor 10 udsatte. Det samme gælder ænderne, der også alle er vilde. Sidst på eftermiddagen driver vi en stor skov-trekant, hvor der ofte er en del råvildt. Det holder også stik i dag, men de fleste går bagud eller ud af siden. Der lyder kun et enkelt skud, og ikke overraskende kommer tagdækkeren slæbende på et lam.
Vi samles og glæder os på hans vegne – igen – og beslutter os for at søge til bilerne, for at holde en af de meget sjældne pauser mellem såterne. Således opstemte over den kærkomne mulighed for at læske ganen, bevæger vi os knap 50 meter, inden Lars kommer i tanke om, at vi da lige kan tage en enkelt såt mere inden vi holder pause. Den ligger jo lige rundt om hjørnet. Lidt modvilligt driver vi så en meget lang, træls og vindblæst marksåt, der ender med ingenting, men så er der til gengæld pause i nogle få minutter. Mit motto: “aldrig færdig, altid på vej”, synes Lars at have overtaget.
Pære til forret
Vi slutter ved Gregersens gård, hvor det eneste opløftende element er pæretræerne ved gavlen. Engang var de espalierede, men nu er de løbet vildt. Det ændrer dog ikke ved den kendsgerning at de er fyldt med saftige pærer af forskellige sorter, og således fungerer godt som et oplæg til den storslåede middag som Lars senere byder på. Dådyr-ragout med alt tilhørende, og senere æblekage, kaffe og cognac. Tagdækkeren sidder centralt i midten og undlader beskedent at fremhæve at han har skudt 4 ænder, 3 rådyr, ræv, fasan og sneppe – 6 forskellige vildtarter – og på kun 11 skud. Til gengæld kommer vi rundt om hans polske eventyr, idet han havde sparet sammen til en 6 kilos kronhjort for nogle år siden. Da den polske guide endelig finder en passende hjort, som han beder tagdækkeren om at skyde, viser det sig at den i stedet vejer 9.7 kilo. På grund af guidens fejlagtige vurdering, slipper tagdækkeren med kun at betale marginalt ekstra for sit livs kronhjort. Jo, heldet følger en vis slags…
