AF ROLF ANDERSEN
FOTOS: ROLF ANDERSEN MED FLERE.
”En ædel og velproportioneret hund.”
Når man tænker på Italien, springer billeder op på ens indre skærm af romerriget. Antikkens kæmpe imperium omkring Middelhavet, som de selv i al beskedenhed kaldte Mare Nostrum, Vort hav. Riget dækkede ikke kun middelhavsområderne, men strakte sig lige fra Indien til England. Nogle vil tænke på supersportsvogne og så maden selvfølgelig. Men ikke så mange kommer til at tænke på jagthunde.
Det er baggrunden for dette hundeportræt, for italienerne har nemlig en spændende hund ved navn bracco italiano, og den har nu indtaget Danmark. Endnu i det små, men jeg håber, at vi vil få flere at se i fremtiden som et værdigt alternativ til de mere kendte jagthunderacer. Mangfoldighed er godt, og bracco italianoen har mange kvaliteter.
Racen
Den kunne sådan set godt ligne en broget eller spættet blodhund, hvilket der sikkert også er et eller andet sted i dens forfædre. Braccoen er en ret stor hund, vægten ligger på mellem 25 og 40 kg, alt efter om det er hun- eller hanhunde. Højden er mellem 58 og 62 cm.
Grundfarven er hvid med brune, nogle gange næsten orange spætter og plamager. Der kan være så mange småspætter, at grundfarven næsten ser cremefarvet ud. Ørene er ret lange, og poterne er meget store.
Braccoen kan virkelig flytte vand, når den svømmer – hvilket den gerne vil. Pelsen er kort og glat. Det skal der tænkes over, når der skal apporteres om efteråret. Den kommer nok til at fryse, hvis man ikke lader den bevæge sig eller giver den et varmedækken på efter en dukkert. Jeg synes, at den fremstår som en ædel og velproportioneret hund.
Historie
Hvis man ikke kender fortiden, forstår man ikke nutiden, og braccoen er historie og fortid klar til en fremtidig plads på de danske jagtrevirer.
Det er muligvis den ældste jagthunderace i verden, hvis rødder man kan finde helt tilbage til antikken 500-600 år før vor tidsregning, hvor grækerne, og senere romerne, skrev om jagttræning af hunde, der netop lignede vores nuværende bracco italiano rigtig meget. Det ved man, da de også skrev om udseendet af denne hund, ligesom man har fundet billeder af jagthunde, der ligner braccoen rigtig meget. Nogle kilder mener endog, at den er stamfader til alle andre stående jagthunde.
I middelalderen og renæssancen blev braccoen især brugt af adelen og kongelige til fuglejagt med net. Braccoen blev spredt ud over Italiens grænser, blandt andet som gaver til andre kongelige og adelige i Europa.
Vi taler om tiden, før man brugte skydevåben til fuglejagt. Hundene rejste bare fuglene, som fløj ind i udspændte net. Oftest brugte man hunde i kobler, og der var ikke meget stand over det – sandsynligvis stødte hundene bare fuglene. Det var først, da anvendelige geværer blev opfundet, at standen og apporten kom ind i billedet, og jagten med få hunde tog form. Der blev det vigtigt, at hundene lettede fuglene tæt på jægeren, så der kunne skydes til dem.
Italienerne brugte braccoen op gennem tiderne til fuglejagt. Især i Lombardiet var den udbredt, og jagt på stenhøns og snepper i uvejsomt terræn var den en mester til.
Krig er sjældent godt for noget, heller ikke for braccoen. Verdenskrigene tyndede gevaldigt ud i racen, måske ikke så mærkeligt, at folk havde andet at tænke på end hundeavl. Det var ved at gå rigtig galt for denne gamle race, men i sidste øjeblik blev den dog reddet af nogle dygtige opdrættere, så vi kan glæde os over at have denne race hos os i dag.
Italienerne har holdt kortene ret tæt til kroppen, for først for mindre end 20 år siden kom den til Danmark, men da flere danske kenneler nu opdrætter bracco italiano, er det muligt at købe den sympatiske hund uden at skulle helt til Italien for at hente den.
Temperament og anvendelse
Lad det være slået fast: Braccoen er ikke en racerhund – og det skal opfattes som en fordel, da et relativt kort søg i et ikke for hurtigt tempo er en fordel i meget kuperet terræn og på mindre revirer. Den flintrer ikke ud over en bakketop og falder ned. Braccoen er kendt for et roligt, jordvindende trav, og det kan alt efter jagtområdet være en absolut fordel, men er der plads og udsyn, er det en fordom, at en bracco ikke kan galopere. Den kan faktisk løbe temmelig hurtigt. Uden at komme op på pointerhastighed, men det er så heller ikke dens metier. På store, åbne revirer går den gerne i større søg.
Braccoen er en stående hønsehund og skal anvendes som sådan. Den er en habil apportør både fra land og fra vand og holder god kontakt til sin fører, hvis den er trænet fornuftigt. Det er en meget venlig og som regel en blød hund, der er nem at ødelægge med for hård træning. Med braccoen gælder i høj grad reglen om at gøre sig selv til det mest interessante og resten af verden til det mindst interessante. Hvis en bracco ikke får nok motivation, vil den klare det selv. Den skal overbevises om, at det er føreren, der er nøglen til spændende opgaver. Sagt på en anden måde: Der er ingen tur i rutsjebanen, hvis man ikke har fået en billet af konduktøren. Men hvis den bløde og motiverende træning gennemføres, vil den være en nem og god jagthund.
Den er i tilgift god til familielivet, hygger sig godt inde i den varme stue og er glad for alle familiemedlemmer uden at være klæbende. Den springer ikke op, hver gang man rejser sig, men den holder hele tiden øje med, om der skulle ske noget sjovt.
”Det er svært at komme hjem uden en bracco under armen, for man falder pladask for dem.”
Træning
Begynd tidligt. Ikke med decideret træning, men med en fornuftig prægning, og skynd dig langsomt. Der er masser af tid. I min verden gælder det for øvrigt for alle hunde, men med braccoen er det særlig vigtigt, da det er nemt at tage glæden ud af arbejdet. Arbejdet er lønnen i sig selv.
Prægningen handler om, at hunden bliver overbevist om, at det bedste er at gøre, hvad føreren mener, der skal gøres. Det er til hundens egen fordel, og derfor bliver det glæden ved arbejdet, der er fællesnævneren. Undgå irettesættelser, gør du det rigtigt, vil det ikke blive nødvendigt, men går noget ikke helt efter planen, så gå lidt tilbage i træningen, og start igen, fra da det virkede. Med andre ord: Helbred sygdommen, ikke symptomet.
Gør meget ud af at rose den ved kontakt. Når den er hvalp og ser på dig, bør rosen komme prompte. Ikke voldsomt, bare 2dyygtig” med lav stemme. Her mener jeg selvfølgelig ikke, at man ikke må irettesætte den eller for den sags skyld en hvilken som helst hund, der er på vej op på kaffebordet. Det, jeg mener, er, at hunden ikke skal irettesættes, hvis den ikke forstår øvelsen. Det kan den jo ikke gøre for. Den skal nok forstå øvelsen, hvis føreren er tydelig nok i indlæringen. Det er værd at huske på, at i en hundehjerne er der ingen måske’er, ingen gråzoner. Verden er sort eller hvid. Enten går den ved fod, eller også gør den det ikke, når den øvelse sidder fast og er forstået. Når den er det, kan den ikke længere gå lidt ved fod, ligesom man heller ikke kan være lidt gravid …
Apporteringen skal være sjov for den unge bracco. Apporten kan nemt gøres til en kedelig øvelse, og så spiller braccoen ikke med mere. Giv den meget få apporter i starten og ikke samme sted. Blæs på knaldapportering og fine afleveringer, det kan den lære senere, når glæden ved at hente sidder klippefast.
I begyndelsen skal det bare være kæmpesjovt at hente.
Det er vigtigt kun at træne en ting ad gangen. Fokuser på, hvad der er formålet med en øvelse, og hold dig til det. Husk timingen, reaktionen skal komme omgående. Det nytter ikke meget at småsludre med hunden om dagens oplevelser på vej hjem.
”Sørg for, at der er forskellige kommandoer for førskudssøg og efterskudssøg.”
Braccoen er utrolig nem at lære at gå fri ved fod, men vent med den øvelse, til hjernen kan kapere det – altså hundens. Jeg synes sådan cirka i seks-syv-måneders alderen alt efter modenhed. Jeg ved godt, at nogle ejere af stående hunde ikke vægter at lære deres hunde at gå fri ved fod særlig højt. Det synes jeg er lidt synd. Det er meget behageligere uden snore, alle hunde kan lære det ret nemt, og de kommer endda til at holde af det, for så er de jo lige der, hvor tingene foregår. Forudsat at man har gjort sig selv interessant nok i træningen.
Sørg for at få apporteringstræningen sat ordentligt på plads, før selve marktræningen. Gøres det i omvendt rækkefølge, er der risiko for, at Balder ikke gider apportere, men meget hellere finde fugle at stå for. Sørg for, og det her er vigtigt, at der er forskellige kommandoer for førskudssøg og efterskudssøg, så hunden er helt klar over, hvad den skal.
Jeg har flere gange oplevet hundeførere i et førskudsdrev sige “find apporten” til deres hunde. Jep. Samme kommando som under en apport, og de stakkels hunde løber så forgæves rundt for at finde en død fugl, uden der er nogen. Ja indimellem bliver der da lettet en fugl, på slump, men egentlig forstår hunden ikke, hvad der sker, og det ødelægger tilliden til føreren.
Prøv selv at få ros fra chefen, uden at ane hvad du har gjort rigtigt. Det er ikke noget, der fremmer en gentagelse af succesen. Der skal være succes i træningen, det skal nytte noget, for risikoen er, at hunden bare fjumser rundt, og så bliver succeserne og jagtudbyttet noget af en tilfældighed.
Fordele og mangler
Noget, der er mangler for nogle, er fordele for andre. Bracco italianoens malende førskudstrav vil nogle jægere finde vel langsomt, mens andre vil opfatte det som en fordel. Dels kan snudeskaftet nå at følge med – en bracco misser ikke mange fugle, og har man et mindre stykke at gå på jagt på, er det temmelig rart, at det ikke er gennemsøgt på 30 sekunder, for vi går jo ikke på jagt på akkord.
Jeg vil egentlig tro, at braccoen kan blive en god schweisshund, da tuden bestemt ikke fejler noget. Det vil nok være rigtigt først at begynde på den træning, når hunden er gammel nok til at kunne koncentrere sig ordentligt og har lært alle de øvrige basale sager. Men alle hunde er forskellige, og man kan nok se på sin hund, når man arbejder med den, om den har talentet for det.
Jeg vil også tro, at man skal holde øje med græsfrø i dens øjne. Den har lidt tendens til hængende underlåg, og frø kan skabe lidt betændelse.
Det gode, rolige sind er en klar fordel i rollen som familiehund, som den jo også vil være uden for jagterne. Hvis man prøver at se objektivt på ens jagt og jagtbehov, kan en bracco være et fint valg af næste jagthund. Og nej, jeg ville nok ikke vælge en bracco, hvis jeg kun apporterede på godsjagter. Her vil noget andet nok være bedre, men hvis jeg skulle hygge mig med fuglejagt i blandet terræn og holdt af at gå med et par venner i ny og næ, vil den være et godt og lidt anderledes alternativ til både gammel dansk hønsehund og breton.
Efter min helt egen mening er den en smuk hund med masser af charme og personlighed.
En hund man falder for
Det ville glæde mig, hvis flere ville få øjnene op for denne hund med det lidt sørgmodige udtryk i ansigtet. Den pynter både på jagterne og i hjemmene. Der er ikke så mange, der kender den herhjemme endnu på trods af den meget lange historie, men jeg holder meget af mangfoldigheden af hunderacer på jagterne, så jeg håber, at denne artikel kan løfte kendskabet lidt.
Bracco italiano har ingen specialklub endnu, men der er dygtige opdrættere i Danmark, der ved alt om denne hund og hellere end gerne vil hjælpe. Kontakt dem, og kom ud og se hunden i arbejde. Tag hellere pengepungen med. Det er svært at komme hjem uden en bracco under armen, for man falder pladask for dem.
