TEKST OG FOTO: TORBEN MØLLER-NIELSEN, KLARTXT
Jeg er en smule ambivalent, når det kommer til rågeregulering. Af princip synes jeg, at regulering er noget fis,. Jeg vil meget hellere have jagttid på rågerne, så man ikke behøver et stort, administrativt arbejde for at få lov til at skyde nogle fugle, der både laver markskader og generer fredelige borgere med deres infernalske larm i kolonierne. Men når det nu ikke er muligt med jagttid, så synes jeg faktisk, at flødestegte rågeunger med masser af persille er en dejlig vildtret, og så er det også en mulighed for at lufte et af mine absolutte favoritvåben – min lette Winchester Wildcat kaliber .22 med lyddæmper og subsonisk ammunition. At der så ikke er den store skydetekniske udfordring, når man står 10-15 meter under reden, og den næsten flyvefærdige rågeunge bare sidder og afventer skæbnen, tager jeg med.
Skarpe hunde til skarpt vildt
Men så fik jeg en ide. Hvad nu, hvis man kunne kombinere lidt rågeregulering med noget gedigen hundetræning? Det er jo ikke meget varmt vildt, vores jagthunde har mulighed for at apportere om foråret. Og så er sådan en anskudt rågeunge også lidt af en mundfuld. De har usædvanligt skarpe kløer og spidse næb, så hunden skal ikke være en ren novice. Ellers vanker der hurtigt en blodtud.
Så da Morten S. Knudsen ringede og spurgte, om jeg havde lyst til at regulere lidt råger sammen med nyjægeren Christoffer V. Kragh, så sagde jeg ja, men på én betingelse; at min hustru, Sussi Neergaard, kom med sammen med Dare, en af vores Chesapeake Bay Retrievere, til at apportere de skudte råger. Alle, der har været på rågeregulering i maj måned, ved, at allerede på det tidspunkt kan det være ret besværligt at finde de skudte fugle, når de dumper ned mellem meterhøje brændenælder og andet skrub, så Morten syntes heldigvis, at det var en fremragende ide.
En svær start
Vi mødtes ved første såt, en genbrugsstation i det Vestsjællandske. Allerede da vi kom, var der en værre tumult i luftrummet over os. De voksne råger var godt klar over, at der var noget galt. De store unger ville sikkert gerne med, for en del af dem satte sig ud på grenene ved siden af reden, man når man ikke har lært at flyve, så er det en dum ide, når der kommer nogle skarpskytter som os. Ja, det vil så sige, at jeg fik æren af at skyde til den første rågeunge, og brillierede ved at skyde rent forbi. Det må have været et pludseligt vindstød. Eller noget. Nå, men næste skud fik rågeungen til at tumle mod jorden.
Dare var endnu ikke helt klar over, hvad det egentlig gik ud på. Han er jo som regel kun med, når det er hagljagt, og der er voldsom stor forskel på lyden af jagtgeværet og en lyddæmpet kaliber .22 med subsonisk ammunition. Både Sussi og jeg havde dog bidt mærke i, at rågeungen var forsvundet i bevoksningen til højre for den lille sti, vi gik på.
Sussi sendte Dare mod stedet, hvor han snusede lidt rundt, og derefter forsvandt han over i bevoksningen på venstre side af stien. Vi kiggede lidt på hinanden, og jeg tror, at alle tænkte, at det blev en laaang eftermiddag, når hunden ikke engang kunne finde en varm fugl på 10 meters afstand.
Stol på din hund
Men så dukkede Dare op med en spillevende og meget utilfreds rågeunge i gabet. Da jeg tog fuglen fra Dare, satte fuglen omgående kløerne i min ene finger, så blodet flød, og jeg fik travlt med at dreje halsen om på kræet, inden den gik i gang med at demontere mig fra en ende af. Da fuglen lå stille med en fatal funktionsfejl, kunne jeg se, at jeg havde smadret den ene vinge med kuglen. Det havde været nok til at få den ned fra træet, men ikke nok til at få den til at blive på stedet. Så den var lynhurtigt krabset over stien, hvor vi aldrig ville have fundet den, hvis vi ikke havde haft en hund med. Endnu en gang måtte jeg sande de vise ord: Stol på din hund!
Teknikken bag en sikker apportering
Efter genbrugspladsen var vi forbi den lokale skoles grønne anlæg. Det var hverken svær skydning eller svære apporter, men til gengæld en rigtig god måde at se, hvordan Dare tacklede de anskudte rågeunger. Her blev han sendt 40-50 meter ad en bred grussti efter rågeungerne, der lå i det kortklippede græs. På dette tidspunkt havde Dare for længst fundet ud af, at han skulle holde øje med os, der stod og pegede op i luften med salonrifler. Hvis der kom et ”puff”, så var det bare om at markere, for så faldt der sikkert en fugl ned.
Hvis fuglen ikke var død, når Dare kom hen til den, gik den typisk i forsvarsposition, det vil sige lagde sig på ryggen med åbent næb og kløerne parate. Dare gik som altid seriøst til opgaven, dansede lidt rundt om fuglen, rullede den lidt, og greb den bagfra, så han var i sikkerhed for næb og kløer. Så var det op til Sussi eller mig at sørge for den videre ekspedering, når han kom med fuglen.
Alt i alt har der vel været 6-7 fugle, som stadig var levende, da Dare apporterede dem. Jeg tror ikke, at det skyldes dårlig skydning, men nok nærmere at fuglene blev fundet med det samme af hunden, og ikke som normalt uden hund, hvor fuglene let kan ligge 5-6 minutter, inden de bliver samlet op.
Også med publikum
Vi sluttede dagen i en lille, indhegnet hundelufterskov, hvor der var masser af rågeunger, og hvor der dumpede skudte rågeunger ned om ørerne på Dare, både når han var på vej ud, og når han var på vej hjem med apporteringen. Jeg kunne se på Dare, at øjne og ører hele tiden kørte rundt, så han kunne markere de faldne fugle. En fantastisk god træning af en jagthund under meget kontrollerede forhold. Selv da en ældre herre dukkede op med en fransk bulldog i sele og spurgte, om han skulle slippe hunden, så den kunne hjælpe Dare (der kom løbende hjem med endnu en rågeunge i gabet), bevarede han fokus og lod som ingenting, da bulldoggen bjæffende gjorde opmærksom på sin eksistens. Jeg takkede manden for tilbuddet, men forklarede ham, at det ikke var helt ufarligt for hunden og viste ham min finger, som stadig var smurt godt ind i blod fra dagens første rågeunge. Så kan det nok være, at sele-hunden blev trukket i sikkerhed, så Dare kunne få lov til at arbejde i fred.
Dares bedste forårsdag
Alt i alt fik vi skudt og apporteret cirka 30 rågeunger den dag. Alle rågeunger, der faldt ned, blev fundet af Dare. Som altid var der også et par stykker, som blev hængende i en grenkløft højt oppe i træerne. Det er en del af gamet, men jeg ved ikke, hvem det ærgrede mest, Dare eller os. I hvert fald stod han og kiggede længe efter dem. I modsætning til hagljagt er der ikke noget krav om, at man skal have en apporterende hund med, når man jager eller regulerer med riflede våben. Men baseret på dagens oplevelser, så vil jeg absolut anbefale det. Dels er der en, som hele tiden sørger for, at de skudte fugle bliver hentet – også når det brænder på – og dels var det en fornøjelse for hunden. Det var helt tydeligt, at det var en af de bedste dage for Dare det forår. Så kan en apporteringsprøve med iskolde duer, fasaner og ænder godt gå hjem, når man i stedet kan få lov til at apportere varmt vildt. Og det fine er også, at hvis man har en hund, som er lidt uerfaren, eller bliver lidt for varm af apporteringerne, så kan man bare tage en pause og med næsten usvigelig sikkerhed levere en god fugl til apportering lidt senere, så hundens arbejde fintunes under kontrollerede forhold.
Tak til Morten og Christoffer for god skydning og godt selskab, og tak til Sussi og Riverrun Dare To Dream for superbt hundearbejde. Det må vi prøve igen!
