TEKST OG FOTO: STEEN ANDERSEN.
Skraldet runger mellem træerne i den gamle allé. Første skud rammer ikke, og jeg tager et egentligt sigte på den smukke fugle, der flyver ret væk fra mig mellem de løvløse trækroner. Flugten er flaksende, men afstanden efterhånden så stor, at jeg kan dække det meste af flyverens bane.
Andet skud slynger sneppen til jorden.
Røgskyen fra mit sidste skud hænger en stund i den fugtige vinterluft som en visuel salut for den fældede fugl og det element, som den behersker så overbevisende.
4000 Snepper
Den sorte labrador er straks på vej frem efter fuglen, som vi finder samtidigt.
Sneppen kigger på mig med sine store, sorte øjne, inden det allersidste liv forsvinder, og halsen bliver slap, så det stærke hoved med det lange slanke næb ligesom bliver tabt, og spidsen af den lange ormesonde peger lige ned mod den jord, hvor disse legendariske fugle finder deres føde.
Der lyder kontante lykønskninger fra Børge og Poul, som har fulgt hele situationen på nærmeste hold fra deres positioner ved siden af mig. Nu har vi alle tre skudt snepper denne dejlige jagtdag i det sønderjyske, ganske tæt på den dansk-tyske grænse.
De andre har selvfølgelig skudt mere end jeg, men de er også ekstremt rutinerede, for de to pensionerede forretningsmænd laver ikke meget andet end at efterstræbe de smukke fugle, så snart de første snepper sætter deres klør på dansk jord.
Poul Buchtrup er af mange betragtet som en regulær sneppelegende. Han fortæller selv, at ”sneppen er det ædleste vildt af alt, der skal skydes” og at han holdt op med at tælle sine succeser, da han rundede de 4000 nedlagte snepper. I den netop afsluttede sæson fik han også en del snepper, skønt det kniber med bentøjet, og han næste gang fylder 90 år.
Jagten er livet
Poul er helt klar i mæglet om, at det er jagten, der holder ham i live – og så hans hunde antageligt. For de giver ham i alt fald anledning til en masse motion, når han skal træne dem, hente dem, dirigere dem og ikke mindst rose dem, når de atter har haft stand for en sneppe, som vi så kan lette, når vi er kommet på plads rundt om standen.
Indtil fornylig gik Poul igennem selv det vanskeligste krat. ”Det er jo derinde fuglene er,” forklarer han med en stemme dirrende af energi, som forplanter sig til resten af hans slanke skikkelse. Hundene cruiser om benene på den passionerede sneppejæger, og han sender dem af sted med korte kommandoer og fløjt.
Hundene er forsynede med store, orange halsbånd, som er udstyrede med en bevægelsescensor. Når hundene står stille, fordi de har stand (eller besørger), udsender censoren en lyd, så man kan finde frem til hunden og ikke mindst den fugl, som den nu har stand for. En elektronisk udgave af de mere gammeldags sneppeklokker, der jo virker omvendt. Klokkerne hører man, når hunden bevæger sig, og når klokkeklangen ophører, står hunden stille, og så skal man forsøge at finde hund og fugle dér, hvor man sidst hørte klimten fra hundens bevægelse.
Stand
Pouls system virker bedre, fandt jeg hurtigt ud af for år tilbage, da jeg første gang mødte Poul, og jeg vil lade min beretning fra vores første jagt fortsætte her:
Hundene har på skift stand inde i den lave nåletræsplantning, hvor bundvegetationen udgøres af stride græsser og sejt tornekrat. Terræner som man normalt kun vil sende topatleter igennem – og så Poul Buchtrup, som gør det helt frivilligt og med stor entusiasme.
Både Poul og jeg er inviteret på sneppejagt af Børge Skafte fra Aabenraa. Jeg har mødt ham ved et tilfælde nogle måneder tidligere, hvor han blev præsenteret som Danmarks første dampbarn. Diagnosen er næppe korrekt, men der er helt indiskutabelt fart på den pensionerede vognmand, der på dette tidspunkt netop har rundet de halvfjerds, og som ikke kender til hverken rist eller ro. Så snart jagtsæsonen er forbi, trækker han sin potente motorcykel af stalden og turer Europa tyndt. Bukkejagten deltager han nok kun halvhjertet i, for der er jo fremragende asfalt på denne årstid, dejligt vand i fjorden at fiske i og ingen snepper at efterstræbe. Børge er en ligefrem type, som går i folk med træsko på, og som hele foråret og sommeren nyder hvert et sekund af livet med en altid smittende begejstring, mens han venter på, at det atter skal blive efterår, regn og rusk. For så begynder det allervigtigste.
Dagligt – ja vel næsten på timebasis – følger han med i, hvor langt sneppetrækket er kommet, og hvornår de første af de trækkende fugle bliver observeret og nedlagt oppe mod nord. De dage og uger taler vi meget i telefon sammen, og det tror jeg, at der er mange, der gør med Børge.
”Har du hørt noget?” spørger han tit, og det er altså ikke valutakurserne eller regeringens meningsmålinger, han spørger til. Nej, den stovte jæger vil vide nyt om snepperne. Så snart de begynder at komme, så tager Børge på jagt – og helst i gode venners lag.
Når jeg tager til Sønderjylland for at jage med Børge, så er jagterne linet op som perler på en snor. Det kunne såmænd være muligt at jage i hans selskab en eller sågar flere uger i træk. Nogle dage er vi bare et par stykker af sted, andre gange er det egentlige selskabsjagter, men fælles for dem alle er, at sneppen er på parolen, og når Børge er med, så er de også ret tit på paraden.
Første gang
Min første jagt med Poul og Børge står stadig her et par år efter i klingende klar erindring. Poul var den dag på jagt for tyvende dag i træk. Hans store bil er til reparation, så han kører i en almindelig personbil, hvor de tre store, våde hunde hopper lykkelige rundt inde i møblerne. Bilens indre er naturligvis tydeligt mærket af den rustikke brug, men intet kunne bekymre Poul mindre. Hans største problem denne dag er at få aflyttet den telefonbesked, der ligger på hans nye mobiltelefon, som udpeger mødestedet for den næste dags jagt…
Vi jager på vidtstrakte områder ved Rens, hvor krattet er tæt og fuglene rimeligt repræsenteret. Børge kører i sin store, gule firehjulstrækker, som har en stor sneppeplakat på køleren. Humøret er i top. Og vi kører fra den ene såt til den næste.
Så ud med hundene.
”Klar?”
”Go!” Børge styrer det hele med smil og tempo. Vi skal videre på jagt. Der er kun få timers dagslys tilbage og stadig så mange fugle at komme efter.
Hundene styrter af sted. Så er der stand. Det svage bip-bip fortæller, at hunden står helt stille. Vi aser gennem den stride vegetation og kommer op til et lille tæt skrub af lave nåletræer. Den ene af Pouls hunde står i en perfekt stram stand, mens en af de andre sekunderer. Der er god tid. Vi organiserer os omkring træerne og de to hunde.
Poul giver kommando til at rejse fuglen, og hunden springer frem mod et af træernes rodfæste. Et brunt lyn skyder op fra græsset og tager en lav, zigzaggende flugt over mod Børge, der slynger sin haglbøsse til kinden.
Skuddet runger, og fuglen falder. Børge synger en lille fanfare og udbryder ”Så er der fugle, drenge”
Vi står et øjeblik og lader hele situationen bundfælde sig. Børge skal selvfølgelig også lykønskes, men det varer ikke ret længe, for så er der atter stand. Så frem til hunden, der denne gang har fikseret en fugl inde højskoven. Vi kommer rundt i en fart. Standen er ikke så fast denne gang, og hunden flytter sig først én, og så én gang til. Vi mister troen på standens lødighed, går ud af det knivskarpe beredskab og slapper en smule af. Så kommer fuglen som skudt ud af en kanon. Den flyver væk fra mig, slår så over mod Børge, der hæver bøssen, men sænker den igen, da fuglen atter skifter retning og flyver over mod Poul. Han har betragtet det hele med rutine og koncentration. Nu hæver han sin smukke patinerede side by side med de elegante graveringer og sender et enkelt skud i luften. Sneppen pakker straks sammen og falder til jorden.
”Fik du den?” vil Børge vide.
”Jo, den er her,” svarer Poul, mens hunden afleverer den afsjælede luftakrobat.
”Det var godt. Tillykke.” Børge er fyr og flamme. Her er der snepper, og hundene er allerede af sted igen.
Bip-bip-bip. Vi har fået travlt.
Selskabsjagter
De større selskabsjagter i det sønderjyske er også en sag for sig. Så mander de lokale typer op med 20-30 jægere, hvoraf halvdelen er med hund. Nogle steder inddeles vi i tre hold, så det er lettere og hurtigere at placere de mange folk på post.
Det er dage med stor livskvalitet, hvor latteren og den behørige fysiske aktivitet går op i en højere enhed. Transporten inde på reviret foregår på specialbyggede overdækkede trailere, hvor der er indbygget gasgrill, vandpost, kaffeforsyning og sågar et velassorteret tobakslager. Vildtet hænger på et gitter forrest på traileren, der er dækket med friskklippet gran, og der serveres morgenmad efter et par af de første såter. Altid på det samme knudepunkt på reviret, hvor et særligt træ ser ud til at være i stand til at byde på knageplads til ethvert våben.
Paraden holdes på pladsen foran jagthytten, og maden kommer udefra – som det udtrykkes. Det betyder eksempelvis, at der står et par slagtere ude foran jagthytten og vender et stort, helstegt svin. Der er flæskesvær i lange baner, og mørt, lyst kød, så alle går segnefærdige fra de veldækkede borde.
Synderjyderne forstår i sandhed at nyde, hvad tilværelsen byder.
På et af de andre revirer slutter jagten i en af de deltagende jægeres jagtstue få hunderede meter fra paradepladsen.
Børge og jeg plejer at trutte os gennem frokostsignalet inde i den lavloftede hal, hvor hver en tone giver genlyd, så man frygter, at fajancen springer.
Frokosten afsluttes med et sært kortspil, som alle deltager entusiastisk i.
Kortene sælges på auktion et, to eller tre af gangen. Der bydes 100, 200 og sommetider helt op til 400 kroner for sådan en håndfuld kort, som overdrages til den, der bød højest, så snart betalingen er faldet kontant. Der er altid én, som lige skal høre, om man må betale med sorte penge. Svaret kommer prompte; ”Selvfølgelig, men så er prisen den dobbelte!”
Buddene falder på klingende sønderjysk ligesom al anden kommunikation disse dage, så man somme tider er nødt til at bede om oversættelse for at være sikker på ikke at komme galt af sted.
”Hunred” Twohunred” buddene stiger efterhånden, som det tynder ud i kortbunken. ”Sejshunred” Finalen nærmer sig.
Så snart det sidste kort er solgt, kommer gevinsterne på bordet. En kasse vin her, en flaske cognac der, og gavekort af stor værdi.
Så trækkes der kort fra et andet spil. Der er gevinst på eksempelvis hvert tiende kort, som trækkes fra den blandede bunke.
Hvert kort vendes under stor ståhej.
”Der er IKKE gevinst på klør dam´!” skuffelsen høres rundt om bordet, efterhånden som nitterne råbes op.
”Men der er gevinst på spar sejs”
”Her!” en vinderarm stryger i vejret, og ledsages af en frisk sønderjysk kommentar, der udløser buldrende latter over hele linjen – hos dem, der forstod, hvad der blev sagt naturligvis.
Sådan er de hernede. De fryder sig over egen lykke og deler gerne det hele med sidemanden. Uden forbehold og smålighed. Der kan være, der er andre, som ikke helt forstår systemet. Men det tager de sig ikke det fjerneste af.
Dagene efter fortsætter jagten. Snart i nye selskabelige konstellationer, snart nogle få folk med hunde, der kan jage fugle.
”Så er der stand!” råbet gjalder gennem skoven.
De nærmeste skytter rykker tættere på. Hunden rejser fuglen, men denne gang var ingen af skytterne hurtige nok. Børge ærgrer sig højlydt. Den kom ellers så godt – spidst på.
Men det varer ikke længe, før der atter er stand, og skytterne igen flytter sig hurtigt og målrettet.
Lige om lidt står bukkejagten for døren. Dejlige forårsdage med solopgange og lange timer i frydefuld forventning. Derpå følger så højsommeren, ringridderfesterne, løv- og siden sneppefaldet, og det glæder de sig selvfølgelig alle sammen til derovre i det sønderjyske, men ikke mere end til så meget andet, er jeg sikker på, for på de kanter er det højtid, hver dag livet skal leves – og det mestrer de til fulde i den landsdel.
