Foto: Lebeau-Courally
Allerede tidligt i historien var Liège i Belgien politisk set en neutral, uafhængig stat. Det begunstigede i høj grad byens handel med alle parter i de mange krige, der har hærget Europa. Liège er også et af verdens ældste centre for våbenfremstilling. De første sikre indikationer på våbenfabrikation i denne region går tilbage til år 1350. I det 17. århundrede når produktionen et første højdepunkt – godt hjulpet af 30 års-krigen og andre internationale konflikter.
Byen ligger i et område, der er rigt på malm, og som drager fordel af floden Meuse, både som energikilde og som en vigtig handelsåre. Sammenholdt med sin strategiske beliggenhed ved vigtige handelsveje over land, der forbandt Frankrig, Tyskland og England, gav dette Liège en stor konkurrencefordel i forhold til andre centre for våbenfabrikation, blandt andre Suhl i Tyskland og St. Etienne i Frankrig.
Bøssemagere i Liège
Under den franske besættelse fra 1794-1814 måtte mange af byens bøssemagerfirmaer give op, og op imod 90 % af egnens faglærte bøssemagere blev tvunget ud i arbejdsløshed eller til at søge beskæftigelse i andre industrier.
Efter at besættelsen var ophørt, kom hjulene langsomt i gang igen i våbenindustrien i Liège, og indtil udbruddet af Første Verdenskrig oplevede byen virkelig et gyldent århundrede. Der fandtes selvstændige våbensmede, der som underleverandører fremstillede løb og andre dele til de mere etablerede bøssemagerfirmaer. En opgørelse fra 1896 indikerer, at mindst 8.000 såkaldte ’hjemmearbejdere’ var aktive i Liège, hvilket svarer til to tredjedele af alle beskæftigede i byens forskellige industrier.
Antallet af bøssemagerfirmaer blev ved med at stige – fra 36 registrerede firmaer i 1816 til 195 i 1909. Dertil skal lægges 75 virksomheder, som fremstillede våbendele, og 13, der udelukkende lavede skæfter. De fleste våbenproducerende firmaer var primært våbenhandlende, der fik deres våben fremstillet af våbenmagere, som arbejdede i egne værksteder. Før 1914 var der angiveligt kun to firmaer, der var i stand til at fremstille våben på deres egen fabrik: FN og Établissement Pieper.
Stor våbenproduktion
Et stadigt stigende behov for faglærte bøssemagere til våbenindustrien førte i 1897 til oprettelsen af en bøssemagerskole i Liège, Ecole d’Armurerie León Mignon, der blev opkaldt efter en berømt belgisk skulptør, León Mignon. Oprindeligt blev skolen drevet i fællesskab af våbenfirmaerne, staten, provinsen og byen Liège, men i dag er den en selvstyrende institution, der er særdeles aktiv, og som er søgt af mange elever fra hele Europa.
The Liège Proof House – Banc d’Epreuves des Armes a Feu blev grundlagt allerede i 1672. I 1868 blev det officielt udnævnt som den højeste autoritet vedrørende våbenfremstilling i Belgien. Hvis man kigger i deres arkiver, er det muligt at danne sig et indtryk af størrelsen på tidligere tiders våbenproduktion i Belgien, hvilket i realiteten vil sige i byen Liège. Det ældste officielle dokument er fra 1823. Dette år blev der fremstillet 107.173 våben, men rekorden er fra 1907, hvor der blev produceret svimlende 1.549.479 våben.
Våbenmagerne fra Liège var opfindsomme håndværkere. Herom vidner blandt andet det antal patenter, som de blev tilkendt: Fra 1830 til 1907 opnåede de ikke færre end 6.331 patenter på jagt- og håndvåben.
Tilbagegang
Det 20. århundrede krige og konflikter gik hårdt ud over den belgiske våbenindustri: Landet blev besat to gange, og dets våbenfirmaer blev tvunget til at omlægge til militærvåben. Efter krigene bukkede den engang så blomstrende våbenindustri næsten under for konkurrencen fra England, Italien og Spanien, som var langt mindre ramt af følgerne af krigene.
Indtil disse ulykker havde Liège været et af de vigtigste centre for våbenfabrikation i Europa. Selv de mest chauvinistiske London-bøssemagere måtte indrømme, at de bedste våben, der blev fremstillet i Lièges gyldne æra, besidder en kvalitet, der ikke kan anfægtes.
De europæiske kongefamilier blev hurtigt forbundet med de legendariske britiske bøssemagere, men ofte var deres foretrukne bøssemagerfirmaer belgiske, i særdeleshed Lebeau-Courally. Blandt de belgiske bøssemagerfirmaers prominente kunder var bl.a. den russiske zar Nicolaj II og den spanske konge Alfonso XIII.
Lebeau-Courally
Blandt de belgiske våbenfirmaer med et verdensomspændende ry for at fremstille jagt- og sportsvåben af højeste kvalitet er Lebeau-Courally sammen med Browning (tidligere FN) de eneste, der stadig er i fuld aktivitet. Foruden fremstilling af jagtvåben har Browning en meget stor produktion af håndvåben til militær og politimæssig brug. Virksomheden beskæftiger flere end 2.500 i sin fabrik i Herstal, en forstad til Liège. Ved siden af disse to firmaer kæmper nogle få våbenfirmaer for at overleve med en meget begrænset produktion, primært baseret på dele, der er fremstillet af underleverandører.
Firmaet, der i dag hedder Lebeau-Courally, kan spore sine rødder tilbage til 1865, da Auguste Lebeau, en kendt og velrenommeret bøssemagermester, besluttede sig for at åbne sit eget våbenproducerende firma. Lebeau knyttede nogle af egnens bedste bøssemagere til sig og begyndte at lave jagtvåben af den fineste kvalitet.
Bøssemageren Auguste Lebeau
Auguste Lebeau var en opfindsom og teknisk dygtig bøssemager med et sikkert øje for detaljen. Foruden en stadigt voksende produktion af standardvåben, såsom haglgeværer og drillinger, blev han berømt for at udvikle usædvanlige konstruktioner.
Et af hans mere kendte påhit var en femskuds fuldautomatisk riffel i kaliber .22, som var specielt fremstillet til jagt på ænder, gæs og andet vildt, som det hedder i firmaets salgsmateriale. Denne specielle riffel blev fremstillet på en købsordre fra en våbenhandler i St. Petersborg, der havde en bestilling på den fra den russiske diplomat og statsmand prins Alexander Gorchakov. Den fandtes stadig i firmaets katalog fra 1910 som nummer 95. Oplysninger om, hvor mange eksemplarer af denne kuriøsitet det lykkedes firmaet at sælge, er i tidens løb gået tabt.
Lebeau var berømt for sine produkters høje kvalitet, og han modtog en række internationale hædersbevisninger. Eksempelvis vandt han førsteprisen ved The Philadelphia Exhibition, og i 1878 modtog han Le Diplome d’Honneur og en guldmedalje ved en udstilling i Paris.
Partner i firmaet
I 1894 besluttede Auguste Lebeau at optage Ferdinand Courally, en selvstændig bøssemager, som partner i firmaet. To år efter, i 1896, døde Auguste Lebeau, og under Courallys ledelse fortsatte firmaet med at vinde priser ved diverse udstillinger og blev udnævnt som kongelig leverandør til hoffet i Spanien, Italien og Rusland – hvilket på den tid havde en stor betydning for salget.
Det kan tilføjes, at Ferdinand Courally er forfatter til bogen ’Les Armes de Chasse et leur Tir’, som i den fransktalende verden anses for at være en af de mest betydningsfulde bøger om jagtvåben.
I 1902 besluttede Ferdinand Courally at indgå partnerskab med Webley & Scott, det berømte britiske våbenfirma. Efterhånden som Belgiens imperialistiske interesser tog til, steg også efterspørgslen efter storkalibrede revolvere. For at tilfredsstille dette ønske skulle Lebeau Courally introducere Webley & Scotts storkalibrede tjenestepistol på de fransktalende markeder.
Som følge af dette partnerskab ændrede firmaet navn til The Webley Lebeau Courally Continental Fire Arms Co. På våben, der blev fremstillet i denne periode, stod firmaets fulde navn, efterfulgt af ’Liège & London’. Aftalen gav også Lebeau-Courally adgang til Webley & Scotts store showroom i London. Partnerskabet med Webley & Scott ophørte i 1908, og firmaets navn blev på ny ændret, denne gang til S.A. Continentale pour la fabrication a feu Lebeau-Courally Fire Arms Co.
Engelske forbindelser
Under Første Verdenskrig flyttede Ferdinand Courally til Frankrig, og i 1919 besluttede han sig for definitivt at trække sig ud af firmaet. Til at erstatte ham blev en britisk forretningsmand fra våbenindustrien, Philippe Reeve, udnævnt som administrerende direktør, en stilling han beklædte til sin død i 1956.
Nogle har påstået, at det lykkedes Reeve via sine kontakter til den britiske våbenindustri at indgå en aftale med det berømte London-firma Boss & Co., der tillod Lebeau-Courally på licens at producere Boss’ over/under. Boss & Co. benægter, at en sådan licensaftale nogensinde er blevet indgået, men det er indiskutabelt, at en af de bedst sælgende Lebeau-Courally-haglbøsser på mange måder minder om Boss´ over/under – en model, som med navnet ’Baron’ stadig indgår i Lebeau-Courallys sortiment i dag.
Familierne sælger virksomheden
Mellemkrigsårene var en ganske succesfuld periode for Lebeau-Courally, men under Anden Verdenskrig havde jagtvåbenindustrien det svært i hele Europa, og i de følgende år blev det ikke lettere. I de første fem år efter krigen blev der kun fremstillet 15 geværer om året hos Lebeau-Courally. I 1955 havde firmaet kun én bøssemager ansat, og for at gøre en alvorlig situation endnu værre døde Philippe Reeve året efter.
Lebeau- og Courally-familierne, som stadig ejede firmaet, havde ikke længere nogen interesse i at drive virksomheden videre. De besluttede sig derfor at acceptere et tilbud fra en vis Joseph Verrées om at købe firmaet, der endnu engang skiftede navn, nu til S.A. Verrées & Cie-Lebeau-Courally.
Joseph Verrées arbejdede som bankier fra 1930 til 1945. Han havde fået interesse for våbenfremstilling uden selv at have en uddannelse som bøssemager. I 1945 etablerede han sit eget våbenproducerende firma, og i 1949 tog han en bøssemager fra Liège ved navn Oste som partner, og sammen stiftede de Verrées & Oste S.A.
Partnerskabet med Oste varede kun i tre år, og Verrées blev igen eneejer af firmaet – nu under navnet Verrées & Cie S.A. I 1954 flyttede firmaet til en nyopført fabrik på adressen Rue Saint-Gilles 386 – samme adresse, som Lebeau-Courally har i dag. Den tre etagers store bygning huser produktionslokaler, kontorer og et showroom.
En kvinde ved roret
Joseph Verrées var på mange måder en bemærkelsesværdig mand, og uden hans indsats er det yderst tvivlsomt, om Lebeau-Courally havde eksisteret den dag i dag. Han have store ambitioner med firmaet, og det lykkedes ham at tiltrække nogle af de bedste bøssemagere, fx Gilles Baron, der er krediteret for at have spillet en vigtig rolle ved udviklingen af selskabets Boss-Verrées-over/underhaglgevær, som blandt andre detaljer har en forenklet single trigger-mekanisme, sammenlignet med det originale Boss & Co-gevær. Denne model er fortsat en af Lebeau- Courallys bedst sælgende modeller.
Ved Joseph Verrées død i 1982 overtog hans niece, Anne-Marie Moermans, selskabet. På den tid var det – som i dag – højest usædvanligt med en kvinde i direktørstolen for et våbenfirma. Men Anne-Marie Moermans vidste noget om fremstilling af fine våben, og hun var især optaget af at fastholde Lebeaus-Courallys ry for kvalitet. Dette gav sig udslag i en kompromisløs tilgang til såvel selve håndværket som til selskabets markedsføringsaktiviteter.
Våben og ure
Til trods for de kvaliteter, som jagtvåben fra Lebeau-Courally repræsenterer, har det historisk set været svært for firmaet at vinde et solidt fodfæste på de store markeder som USA og Storbritannien. Lebeau-Courallys vigtigste markeder har primært været det europæiske kontinent og Rusland.
I 2010, 30 år efter at hun havde overtaget firmaet, mente Anne-Marie Moermans, at tiden var kommet til, at nye kræfter skulle tage over, og hun besluttede sig for at sælge. En ny partner trådte ind i firmaet og overtog aktiemajoriteten: den succesfulde forretningsmand Joris Ide.
Joris Ide havde en klar strategi om at bygge Lebeau-Courally op som et stærkt internationalt luksusvaremærke, der tilbød en række forskellige produkter inden for luksussegmentet. Et godt eksempel er en limiteret kollektion af armbåndsure, som man for nyligt har lanceret. Urene er håndlavede i Schweiz og har en række designmæssige elementer, som peger på deres oprindelse fra jagtvåben – fx findes på der urranden en lille toplukkenøgle, som skjuler dets serienummer. Produktionen og markedsføringen af urene sker i et særligt selskab, men ledes af de samme personer, som står i spidsen for våbenfirmaet.
Jagtvåben
Blandt Lebeau-Courallys våbenmodeller kan nævnes ’Prince’, som er en side-by-side med sidelås; ’Baron’, som er en over/under med sidelås; ’Dauphin’, som er en dobbeltriffel med sidelås; ’Marquis’, som er en klassisk Mauser-riffel; ’Chevalier’, som er en take down enkeltskudsriffel med faldblok; ’Archiduc’, som er en enkeltskuds-kipplaufriffel; og ’Big 5’, som er en dobbeltriffel med sidelås til storvildt. Firmaet har også købt en lædervarefabrik i Dion i Frankrig, hvor alle firmaets rejse- og håndtasker bliver lavet – og ligeledes jagttaskerne.
Alle våbnene bliver udelukkende lavet på bestilling. I 2015 kunne Lebeau-Courally fejre 150 års-jubilæum som producent af individuelt tilpassede våben. De nye ejere har fokus på at styrke selskabets position som et af det europæiske kontinents førende producenter af luksusvåben.
