Skjult læring – den oversete faktor i hundetræning
Tekst: Niels Egelund Faddersbøll | Foto: Nick Ridley
Langt de fleste hundeejere, både nye som gamle, skaber mønstre og gentagelser i deres måde at træne og omgås den nye hvalp på.
Det er en god ting, da netop korrekt udførte øvelser og indlæring, vil sætte sig som vaner hos hvalpen. Men der er en overset faktor her.
Også forkerte øvelser og indlæring skaber vaner hos hvalpen, selv om det altid er ubevidst fra hundeejerens side.
Så helt uden at vide det går hundeejeren i dagligdagen og i træningen rundt og indlærer vaner, som reelt er fejl, og som konflikter med selve træningen.
Det betyder, populært sagt, at man i stedet for at have et enkelt fremadrettet spor i træning og udvikling, hvor alt er gået rigtigt, så har man nu flere spor, hvoraf en del er fyldt med fejl.
Så træningen kommer nu til at bestå af en masse små eller store fejl, som skal trænes ud af hunden, hvorefter træningen skal gentages, men med korrekt og fejlfri indlæring.
Hvalpen skal kunne sidde og vente – og være stille. De almindeligste fejl – hvalpe
Ser man på en hundeejer med en ny hund, så er det første, man lægger mærke til, at der afgives forskellige kommandoer til samme øvelse.
Det kan for eksempel være kommandsoen SIT suppleret med SÆT DIG og igen SÆT DIG NED.
Altså er der en stakkels hvalp, der skal kunne håndtere 3 forskellige kommandoer til en simpel øvelse.
Hvalpen modtager ikke klar kommunikation fra førerens side og vil derfor også reagere langsomt og uvilligt, læs uforstående.
Det næste, der ofte viser sig, er, at hundeejeren afgiver flere kommandoer til samme øvelse.
Hunden får en sitkommando, som den ikke lystrer, derefter følger flere sitkommandoer, og tonen skærpes fra hundejeren, og hunden sætter sig til sidst.
Hvalpen har nu lært først at lystre den tredje eller fjerde kommando, og den har lært, at dens ejer ikke har autoritet/lederskab og ikke forlanger noget konsekvent af hvalpen.
Hvad skulle hundeejeren have gjort? Valgt en enkelt kommando til øvelsen, afgivet kommandoen med autoritet og appel, og forlangt øvelsen udført efter første kommando.
En anden typisk ting for hvalpe er, at de specielt i en træningssituation bliver utålmodige.
Hvalpetræning bør normalt ikke være tilrettelagt med for meget ventetid, men ofte er det holdtræning, hvor hvalpen skal vente næsten lige så længe som voksne hunde.
Hvalpen bliver utålmodig og piber.
Hundeejeren klapper hunden og forsøger at berolige hvalpen.
Hvalpen har nu lært, at den ved at pibe får opmærksomhed og bliver klappet, altså får ros.
På den lange bane kan det give en jagthund, som både i almindelige og pressede ventesituationer vil pibe til stor irritation for hundeejeren og andre jægere.
I de mest grelle tilfælde ser man hundeejere, som tager hvalpen op i favnen, når den piber.
Altså endnu mere ros og opmærksomhed, det er slemt.
Hvad skulle hundeejeren have gjort? Ventet med at tage den til holdtræning. Rettet på hvalpen når den piber, med en skarp kommando, eventuelt et ryk i linen. For små hvalpe prøve at undgå ventetiden, men stadigvæk må hvalpen lære, at skal den være sammen med sin ejer, så skal den tie stille.
Hvis man kigger på indkaldet på en ny hvalp, så vil rigtig mange hundeejere gå og kalde på hvalpen og måske synes, at det er godt nok, at den kommer, måske med lidt forsinkelse, men den kommer da.
Men hvalpen lærer, at her at det er ok at komme, når den selv synes, at den har tid og lyst.
Når hvalpen så bliver ældre og mere selvsikker og derfor også mere fræk, så vil det ikke længere være et lille problem, men hvalpen vil være svær at kalde hjem
Hvad Skulle Hundeejeren Have Gjort? Tilrettelæg Indkaldet Som En Øvelse, Og Vælg Et Sted Med En Smal Passage, F.eks. En Gang Inde I Huset Eller Lignende. En Hjælper Holder Hvalpen, Og Der Kaldes På Den Med Navn Og Et Forudbestemt Fløjtesignal. Sid På Hug Og Udvis Et Åbent Og Venligt Kropssprog, Samt Modtag Hvalpen Med Ros Og Godbidder. Start Ikke Med At Forlange, At Hvalpen Skal Sidde Pænt, Når Den Kommer. Denne Øvelse Handler Udelukkende Om At Skabe En Positiv Vane, Hvor Hvalpen Kun Tænker På At Komme Hurtigt Og Direkte Til Sin Ejer. Gentag Øvelsen Flere Gange Dagligt.
Når hvalpen luftes i haven, vil rigtig mange hundeejere lukke hvalpen ud, så den selv kan klare det nødvendige.
Det kan skyldes uvidenhed, gamle vaner fra tidligere voksne hunde, eller slet og ret dovenskab.
Hvalpen kan så løbe rundt for sig selv, jagte med småfugle eller dovne skovduer, der sidder på græsplænen.
Her lærer hvalpen for det første at jage ukontrolleret med alt, der bevæger sig, men vigtigere endnu, den lærer, at den kan have det sjovt for sig selv, uden at ejeren er til stede
Hvad skulle hundeejeren have gjort? Aldrig lade hunden løbe alene rundt i haven eller senere i terrænet, men altid gå med og holde øje med hvalpen og sørge for, at den ikke laver noget, der udvikler vaner, som vil give problemer i den senere træning. I øvrigt skal hundeejeren holde kontakt med hvalpen, jævnligt kalde den ind og rose den.
Positiv apportering – Lad hvalpen holde dummyen, mens den får ros.
Apportering med hvalpe er både sjovt og spændende, men også her er der fejlmuligheder, som næsten kan være sværere at rette end de andre træningsmomenter.
Ofte ser man hvalpe, som har apporteret tilfældige emner, for eksempler deres legetøj/kødben, som de altså også kan ligge og tygge i til hverdag.
Det lærer hvalpen en rigtig dårlig vane omkring det at lege og tygge i emnet.
I andre tilfælde bruger ejeren den dummy, han brugte til sin forrige hund, som jo var voksen.
Den dummy er svær at løfte og bære, og hvalpen får lært en vane med dårlig opsamling, samt at tabe dummyen med efterfølgende grebskifte.
Endelig vil de fleste hundeejere gerne have hurtigt fat i dummyen, når hvalpen kommer med den, fordi de er bange for, at den smider dummyen.
Det lærer hvalpen en sjusket aflevering, hvor den netop får lært at smide i afleveringen.
Hvad Skulle Hundeejeren Have Gjort? Anskaf En Hvalpedummy, Som Ikke Er for Stor, Og Som Kun Bruges Til Træning
De almindeligste fejl – Voksne hunde
I starten skal hunden have kontakt med vildt under kontrollerede omstændigheder.
Ro på post er en vigtig del af en jagthunds træning. I virkelighedens verden venter en jagthund ofte ret så meget. Både før og under jagten skal hunden kunne vente i absolut ro, til den bliver bedt om at søge, apportere o.s.v.
Mange hundeejere træner slet ikke denne del grundigt nok.
I stedet lærer hundeejeren hunden at sidde, men begynder alt for hurtigt at gå væk fra hunden. Hunden, som ikke er færdigtrænet, kender ikke øvelsen og bliver ikke siddende. I stedet går eller kryber den efter hundeejeren.
Det skyldes både usikkerhed og manglende grundighed.
Hvis hunden så bliver siddende, så går hundeejeren væk fra den, venter et øjeblik og kalder på den.
Hunden har nu lært, at den kan flytte sig, selv om den er blevet sat af, og den har yderligere lært, at hundeejeren altid kalder på den.
Da de fleste, der træner hund, ubevidst venter samme tidsrum, før de kalder hunden ind, så lærer hunden sig selv at kende denne tidsfaktor, og den vil være klar til at komme løbende, hvis hundeeje-ren venter lidt længere.
Hvad skulle hundeejeren have gjort? Gå mere langsomt og grundigt til værks. Træningen, hvor hunden skal blive siddende, skal trænes over tid, uden at man går fra hunden. Stå foran hunden og forlang, at den ikke bare bliver siddende, men også at den kigger på sin ejer. Først når denne træning er på plads, kan man forsigtigt gå nogle skridt væk, men ikke for langt. Sørg for at have øjenkontakt til hunden hele tiden. Og det vigtigste, gå altid tilbage til hunden igen, så bliver hunden totalt lydig i øvelsen.
Brug linen i grundtræning, så hunden lærer at sidde/blive siddende og at holde kontakt.
Stoplydighed er en anden super vigtig faktor.
Jeg plejer at sige, at hvis en hund altid stopper på fløjte og altid kommer på fløjte, så vil den være bedre end de fleste andre jagthunde.
Træningen bliver sjældent gjort så grundigt, som den burde, så det snarere bliver stoplydighed med modifikationer.
De fleste hundejere lærer hunden at sidde på kommando og senere også at sidde på stopfløjte.
Denne træning går som oftest for hurtigt frem, så når hunden kan sidde på fløjte, så prøver hundeejeren at fløjte hunden stop på afstand.
Hunden kender ikke denne øvelse, bliver usikker og løber hjem og sætter sig ved ejeren.
Hundejeren forsætter ofte træningen herfra og vil måske gradvist få hunden til at stoppe på afstand, men ikke perfekt.
Hunden vil som oftest tage nogle skridt eller flere, inden den stopper.
Nu har hunden lært sig selv, at hvis den stopper nogenlunde efter et stykke tid eller nogle meter, så er det ok.
Men det holder bare ikke i forhold til det pres, hunden skal lystre under på jagt.
Hvad skulle hundeejeren have gjort? Træne meget mere grundigt og systematisk. Starte med at træne med kort line. Lære hunden at sidde på fløjte ved at give den sitkommandoen, fulgt op af stopfløjt og eventuelt en løftet hånd. Da hunden kender sitkommandoen, lærer den, at stopfløjtet betyder det samme på et øjeblik. Der gås så langsomt frem med træning lige omkring ejeren, og så først derefter øges forsigtigt med en meter af gangen. Hav altid kontakt med hunden, så I har front mod hinanden, når der trænes stop, og vær klar til at rette og flytte hunden tilbage til der, hvor er blev fløjtet stop, hvis den ikke stopper ordentligt. Ellers er det tilbage og træne på kort afstand igen. Husk at en hund, der er trænet ordentligt, har ingen bremselængde, kan stoppe øjeblikkeligt. Og brug kun stopfløjten, når det er nødvendigt. Overdreven brug vil fløjte hunden i stykker, og så lystrer den ikke.
Hvis hunden for tidligt kommer for vildt eller på jagt, kan den lære at prelle.
Når en hund er trænet, skal den også ud i terrænet, og den skal også på jagt.
Her er en klassisk situation, hvor mange hundeejere overvurderer hundens træning og tager den for tidligt ud, hvor den får kontakt med vildt.
Jeg plejer at sige, at hvis der starter 5.000 nye hunde på jagt, så skulle de 4.000 nok have ventet lidt.
Men hundeejeren vil jo gerne i gang med at bruge sin hund og tager måske chancen.
Hunden kommer så ud og rejser noget vildt. Nu er vi i den virkelige verden, og andrealinet ruller raskt i hundens årer.
Der er en stor risko for, at hunden vil få en fristende situation med at rejse vildt, i værste fald rejser den en hare og preller.
Det er ikke sikkert, at hundeejeren lige kan få fat i hunden i samme sekund, det sker, så hunden får prøvet at jage og prelle vildt, og den lærer sig selv, at det her, det var ikke bare sjovt, men meget sjovt!
Der er mange ting, der kan trænes tilbage, når det er gået galt, men den her situation, der er det op ad bakke.
