TEKST OG FOTO: JENS LINDSTRØM
Bayersk bjergschweisshund
Den Bayerske Bjergschweisshund er en ægte specialist på sit område, og her taler vi om en renavlet schweisshund. Som mange af jagthunderacerne er Den Bayerske Bjergschweisshund opstået som et resultat af et praktisk behov hos jægere, nemlig behovet for en virkelig fremragende hund, som efter skuddet med stor sikkerhed kan opspore et anskudt dyr. I mere end hundrede år er denne race således blevet fremavlet med kun dette ene mål for øje.
Lidt historie
Den første gang, man støder på hunde, som udelukkende avles og bruges til schweissarbejde, er i 1812 hos fyrst Thurn und Taxis, som havde et omfattende opdræt af schweisshunde. I 1850´erne og -60´erne blev mange af de store bayerske jagtrevirer således forsynet med schweisshunde fra det Taxiske revir, Thiergarten, og denne type hund blev dermed vidt udbredt i Bayern. I de bjergrige og ofte svært tilgængelige bayerske jagtrevirer, hvor en forendt kronhjort i princippet kan ligge gemt i tæt buskads to meter fra jægeren, uden at denne opdager dyret, blev schweisshundene snart en uundværlig del af jagten.
Ret hurtigt indså man dog, at det bjergrige Bayern krævede en mindre og dermed mere adræt, schweisshund, end det havde været tilfældet for de oprindelige og noget tunge bracke-typer.
Joseph, friherre til Karg-Bebenburg var manden, som op mod år 1900 samlede de forskellige stammer af de såkaldte ”Gebirgsbracken” og påbegyndte et rent avlsarbejde, der mundede ud i en hund, som lignede den oprindelige Gebirgsbracke, blot var den netop mindre og lettere. Den Bayerske Bjergschweisshund – næsten som vi kender den i dag – var dermed en realitet. Racens stamfar, en hanhund ved navn ”Hirschmann I”, som var den første Bayerske Bjergschweisshund, der blev optaget i den tyske hundestambog, var da også opdrættet af friherre von Karg.
I 1912 grundlagde man ”Klub für Bayrische Gebirgsschweisshunde”, der eksisterer den dag i dag, og som er den eneste anerkendte specialklub for Bayersk Bjergschweisshund i Tyskland. Allerede i 1921 afholdt klubben sin første store schweissprøve på kunstig fært, dvs. blod fra kronvildt.
Den bayerske Bjergschweisshund kom til Danmark i midten af 1980`erne. P.t. er der registreret 33 stk. af racen i det danske schweisshunderegister. Bayerne er udbredt i Norge og Sverige ligesom resten af Europa. Her har man også specialklubber for racen.
Ikke for nybegyndere
Den Bayerske Bjergschweisshund er ikke en nybegynderhund. Det er absolut ikke en hund, der er egnet til førstegangshundeejere, og heller ikke velegnet til folk, som for første gang skal arbejde med at træne og uddanne en schweisshund. Dette fordi Bayeren er så overlegen på spor, at den uerfarne hundefører ikke evner at udnytte racens naturlige egenskaber for at udrede vanskelige spor. Tilrettelægger man ikke træningen med dette som den primære ledetråd, vil hunden trodse sin ejer og hele tiden lave svinkeærinder, da det er mod dens natur ikke at gøre det, som den er født til: nemlig at udrede et spor, som i sidste ende kan stille dens sult. (i overført betydning)
Den Bayerske Bjergschweisshund som i daglig tale kaldes ” BAYER ”er en kærlig og følsom, men også en barsk jagthund, der med mod og skarphed evner at affange et stykke råvildt eller hetze og stille en anskudt hjort – for ikke at nævne et arrigt vildsvin.
Bayeren er i det daglige en venlig og let omgængelig hund, der knytter sig meget stærkt til sin familie, mens den over for alle andre mennesker godt kan være noget reserveret, ligesom den kan være meget vagtsom. Den Bayerske Bjergschweisshund er om nogen primært en brugshund, og racen egner sig ikke til at blive holdt kun som familiehund. Tilføjes skal det dog, at såfremt den Bayerske Bjergschweisshund får lov til at bruge sin fantastiske næse på spor, så kan den sagtens leve i harmoni med dens mennesker resten af tiden.
Mine schweisshunde
Jeg har arbejdet som registreret schweisshundefører i 35 år – de første år med retrievere, men er skiftet over til den bayerske bjergschweisshund, bl. a. fordi jeg havde læst en spændende artikel om racen. Jeg troede, at når jeg havde fået en Bayer, så havde jeg en hund, der ville være nem at træne og dermed være suveræn til at klare alle eftersøgninger til ug. Her tog jeg fejl. Først efter at jeg havde fået den første Bayer trænet til registreret schweisshund, fandt jeg ud af, at man ikke skal træne en Bayer til at gå på spor, men udnytte hvalpens medfødte egenskaber for at få den perfekte schweisshund. Den kan det som hvalp. Og her skal man selv lære, hvordan man får det optimale ud af at se, hvordan hvalpen arbejder. Det tog mig lang tid at lære, inden jeg havde løst gåden til fulde. Jeg starter hvalpen på spor, når den har været i hjemmet ca. en uge, det vil sige når den er 9 uger gammel. Så laver jeg et foderslæb på ca. 50 meter med et 90 graders knæk. For enden af sporet ligger der en godbid i form af det foder, jeg har slæbt. Umiddelbart efter bliver hvalpen sat på sporet og får selv lov at udrede sporet. Det sker uden snor og uden indblanding fra mig. Her ser man, hvordan hvalpen i sin iver efter at finde foderet stopper op en gang i mellem for at æde det foder, som er spildt undervejs. Går den af sporet, søger den hurtigt rundt for at finde det igen. Når den er kommet til enden af sporet og har ædt foderet, begynder den at søge tilbage igen for at finde mere foder. Dette er starten på en god schweisshund. I den videre træning lader jeg hvalpen/ unghunden løse opgaven uden min indblanding, jeg følger bare med for enden af schweissremmen.
Efterhånden lærer jeg hunden at kende på dens adfærd, bl.a. når vi møder fært af frisk vildt. Her får den lov at undersøge færten, og med tiden lærer den at skelne mellem den friske fært og det rigtige schweissspor. Med denne form for træning er det lykkes mig, at få hundene klar til optagelsesprøven til schweissregistret, når de er et år gamle. Endvidere er flere af dem blevet Sporchampion i en alder af halvandet år. Til forskel fra de retrievere, jeg har haft, er Bayerne meget mere vedholdende på sporene, og på hetzene gør deres forfædres gener som støvere sig gældende. De kan godt hetze i flere timer.
Jeg har haft 6 Bayere, hvor af nogle er døde af alderdom, og jeg har mistet en på en eftersøgning, men i dag har jeg to registrerede schweisshunde. Mine hunde er altid klar til at rykke ud på en eftersøgning. De kan ligge i den dybeste søvn, men ringer telefonen, jeg tager nøglen til våbenskabet, eller jeg rører ved bæltespændet på mine jagtbukser, så rejser de sig omgående og render hvileløst rundt i huset og småpiber.
Er jeg på jagt, er hundene altid med i bilen, der kan de ligge en hel dag uden problemer for så at være klar, hvis der skulle komme en eftersøgning.
En bukkeeftersøgning
En sen aften i bukkejagten blev jeg ringet op af en schweiss-kollega. Han vil gerne have hjælp til at finde en buk, som han havde gået efter med sin unge hund. Bukken var formentlig ramt i et forløb. Det er vurderet ud fra jægerens beskrivelse af bukkens reaktion i skudøjeblikket, endvidere var der jævnligt schweiss på sporet, som indikerer at bukken er ramt lavt. Da de havde fulgt bukken 2 km. uden at komme i nærheden af bukken, vælger hundeføreren på grund af mørket at stoppe og genoptage eftersøgningen dagen efter.
Her kommer Silas og jeg ind i billedet. Da bukken er gået så langt uden at være gået i sårleje, er der ingen garanti for, at den kan findes, men den bedste chance for, at det skal lykkes, kan være at prøve med en mere erfaren hund, og vi følges ad 2 mand, én med hund og én til at se efter schweiss – samt være klar til at skyde, hvis bukken skulle flygte. Her er det vigtigt ,at det er en anden schweisshundefører, som har bemyndigelse til at skyde på anden mands jord, hvis vi skulle krydse et naboskel.
Svært terræn
Terrænet er meget kuperet hovedsaligt løvskov og lidt brombærktrat på bakkerne. På nogle af bakkerne og i dalene veksler det mellem skov og græsningsarealer, hvor der går noget kødkvæg.
UDFORDRENDE SPOR. Silas starter der, hvor den unge hund var stoppet aftenen før. Det viser sig, at bukken havde lavet en tilbagegang på ca. 60 meter, inden den havde ændret retning. Efter udredningen af dette gik det godt, indtil vi kom ud over en rydning med tør jordbund og stærk vindafdrift. Kollegaen er meget god til at se schweiss og melder flere gange på hele sporforløbet om fund af schweiss. Med flere knæk på sporet krydser vi en bæk, fortsætter op ad en stejl bakke i bøgeskoven. På toppen ad bakken begynder Silas at cirkle meget rundt, og pludselig ser vi et rålam ligge tæt op ad en bøgestamme. Silas ser den ikke, men søger videre rundt i forskellige retninger.
Jeg vurderer, at vi måske er kommet på afveje og vælger at tage hunden med tilbage til bækken, hvor vi sidst havde set schweiss. Silas følger det samme spor igen op på bakken, forbi stedet med rålammet, der i mellemtiden var smuttet. Ca.10 meter herfra finder vi et sårleje. Altså havde bukken ligget her om natten sammen med en rå og hendes lam. Vi følger sporet rundt i en stor bue og krydser den samme bæk i modsat retning. Igen op ad en stejl skrænt. Efter længere tids sporing kommer vi til en græseng. Her stopper Silas og søger tilbage i alle retninger. Bukken var ikke gået ud over engen mod mosen, men tanken var nærliggende. I stedet finder vi sporet skråt tilbage op over en stejl bakke igennem brombærkrat, videre ud af skoven over en græsmark, ind i et ca. 50 meter bredt og 300 meter langt skovstykke. Her går vi et godt stykke på langs i midten af stykket, indtil Silas pludselig vil tilbage igen. Ca. 5 meter tilbage ser jeg bukken, som pludselig springer ud af stykket – ud mod kollegaen, der har fulgt os på ydersiden. Godt skydende, som han er, får han nedlagt bukken, der viser sig at være ramt lige over kloven.
Godt samarbejde
Bukken havde klaret sig rimelig godt i det vanskelige, kuperede terræn og havde formentlig også klaret sig videre gennem livet med en klov mindre, hvis vi ikke med det gode samarbejde, vi har i schweissregistret, samt godt hundearbejde, fik gjort ende på dens lidelse. Kollegaens hund havde gået 2 km. Og Silas yderligere 2,5 km. Godt at vi fik den.
