TEKST OG FOTO: KIM LYNGGARD VESTER.
Endelig blev der tid til at komme en tur i prammen. Det var allerede midt september, og jeg havde stadig ikke været ude i prammen endnu. Indtil videre var det kun blevet til et par aftentræk, så lysten til at komme ud på vandet var stor. Jeg havde fra starten af september løbende holdt mig ajour med optællinger af fugle i landet og beretninger fra jægere, og selvom der ikke var kommet ret mange ænder til landet endnu, var jeg spændt som et lille barn op til juleaften. Det er vel lidt tosset, at man som voksen mand, der trods alt har været på jagt mange gange før, stadig kan få den følelse. I øvrigt en følelse man næsten skal være jæger for rigtig at kunne forstå.
Planen blev lagt aftenen før. Vi skulle ligge på åbent vand i de hvide Randers-bobler. Min gode ven Thomas, der også er ivrig strandjæger, skulle med, og vi blev hurtigt enige om, at vi skulle ud på et lavvandet område i den nordlige del af Limfjorden. Der burde være størst chancer for krikænder, pibeænder og muligvis gæs, så en større mængde lokkefugle bestående af svaner, grågæs, canadagæs, gråænder, krikænder og pibeænder blev taget med. På åbent vand fungerer det nemlig bedst med mange lokkere.
Jeg fik pakket prammen på traileren og smidt alt nødvendigt grej i bilen aftenen før. Men før der var smurt madpakke, pakket gevær og patroner, andekald, tøj, og jeg lige havde tjekket vind, vejr og vandstand på computeren nogle ekstra gange, var klokken blevet næsten elleve. Vi havde aftalt at mødes i god tid kl. 03:40, så med ca. halvanden times kørsel var der ikke tid til megen søvn. Det var skydetid kl. 5:20, så der skulle være god tid til at trække prammene de ca. 1,6 kilometer og lægge alle lokkefuglene ud.
Jeg ankom først til pladsen og skyndte mig ud for at tjekke vandstand, og om jeg kunne høre ænder i området. Vandstanden var et godt stykke over normalen, hvilket ikke er optimalt, da ænderne så har svært ved at nå bunden og derfor søger efter andre steder at fouragere. Jeg stod længe og lyttede intenst, men der kom ikke et eneste fløjt fra en pibeand eller et rap fra en gråand. Ville der overhovedet komme en and for i dag?
Lyset fra nogle billygter skinnede henne ad grusvejen. Det var Thomas, der også kom med traileren læsset med pram og lokkefugle. Da alt grejet var læsset på de tæt pakkede bobler gik turen afsted i mørket. Vi ville ud og ligge i nærheden af en ø, så vi kom til at ligge i læ for vinden, der var sydvestlig.
Den høje vandstand gjorde det ekstra hårdt at trave igennem vandet, så vi sprang om bord i prammene og padlede afsted hjulpet af medvinden. Da vi nåede ud til et område med flydende bælter af ålegræs, opdagede jeg til min store ærgrelse, at jeg havde tabt en 12 rums taske fyldt med pibeænder et sted. Jeg havde været så dum at placere tasken bag på prammen, hvor den var gledet af og ned i vandet, uden jeg havde hørt det. Jeg kunne ikke spotte tasken, så jeg måtte springe i vandet og gå tilbage ad vej, vi var kommet. Pandelampen blev stillet på maks. styrke, og med hastige skridt gik jeg tilbage i mørket for ikke at spilde for meget tid, mens Thomas blev ved prammene. Efter ca. 200 meter fik jeg øje på tasken og skyndte mig at få fat i den. Jeg kunne godt mærke i benene, at det var lang tid siden, jeg sidst havde været i mine waders og bevæget mig med hastige skridt.
Vi nåede pladsen i fin tid og fik efter lidt overvejelse bestemt os for en placering. Vi kunne høre en del grågæs inde på øen bag os, hvor de havde overnattet, så det kunne give skudchancer til gæs.
Med en lille halv time til skydetid begynder vi at lægge lokkefuglene ud. Jeg ligger til højre i min pram med ca. 25 meter over til Thomas. Denne afstand giver os begge mulighed for at få skudchance, hvis der skulle komme større flokke ænder eller gæs for. Lokkesvanerne bliver placeret tæt på prammene for at skabe illusionen om, at vores pramme blot er en samling fredelige svaner. Lokkegæssene bliver placeret både bag, mellem og lidt foran prammene. Lokkeænderne kommer et stykke ud på fløjene og placeres, så hele formationen skaber en stor U-lignende formation.
Jeg bliver først færdig med at lægge mine lokkefugle ud, og mens Thomas gør de sidste ting klar, hopper jeg i prammen og finder patroner og den trofaste gamle Baikal 153 halvautomat frem. Den hvide anorak trækkes over hovedet, og bæreremmen med de alt for mange lokkekald trækkes om halsen. Geværet lades med et par Hypersteel patroner. Klokken er nu 5.25, og der må skydes. Vejret er skyet med jævn vind, og det er meget mørkt. Thomas er også blevet klar nu og ligger i prammen.
En skikkelse dukker pludselig ud af mørket foran mig. Det giver et sæt i kroppen, og med et slår instinktet til. Det er en and, og geværet ryger automatisk til skulderen. Anden har set lokkefuglene og flyver langsomt ud på højre side, da skuddet lyder. Den pakker fint sammen, men i mørket er det svært at se, om den er død. Hurtigt springer jeg ud af prammen, og da jeg nærmer mig anden, kan jeg se, at den ligger livløs på vandet. Da jeg står over anden og strækker hånden ned for at samle den op, afslører det overdimensionerede næb, at det er en skeand. Dejlig start med en af de lidt mere sjældne ænder. Da jeg igen er ved prammen, råber jeg til Thomas, at jeg fik en skeand. Han havde intet set i mørket.
Det er stadig temmelig mørkt, og vi ser små flokke af ænder trække spredt i området. Pludselig er der en flok ænder ude foran os. Det er en lille flok pibeænder, og vi finder hurtigt vores kald frem. En blanding af gråande-rap og det for pibeanden så karakteristisk fløjt sendes ud over vandet. Den lille flok reagerer og kommer hurtigt ind mod os. De er tydeligt interesserede i lokkefuglene og kommer ind forfra mest til venstre, hvor Thomas ligger. Han ryger op af prammen og træffer en and i første skud. Flokken spredes lidt, mens ænderne slår af og kommer også på skudhold af mig. Både Thomas og jeg skyder to skud, men kun én and mere går ned. Hvem af os, der træffer anden, er uvist, men den er ikke ramt ret godt og svømmer hurtigt udad, så snart den rammer vandoverfladen. Jeg eftersætter den til bens i det lave vand, mens Thomas samler den anden pibeand op. Jeg spotter anden et stykke ude, men det er svært at se den i mørket, og jeg mister den hurtigt af syne. Desværre får ingen af os øje på anden igen, og vi må opgive eftersøgningen.
Det lysner lidt, og vi kan se nogle få ænder trække hist og pist. Det står dog klart, at det store træk af ænder fra de nordlige egne slet ikke er begyndt, og mine tanker vandrer hen på tidligere sæsoners ture til området, hvor himlen var fuld af pibeænder, og prammen var tungt lastet på hjemvejen. Lyden af et skud rykker mig dog hurtigt ud af mine tanker, og jeg ser en and dale mod vandet henne ved Thomas, mens en lille flok pibeænder hastigt trækker væk. De var kommet ind mod hans lokkere ude fra venstre. Selvom man ligger på åbent vand med god sigt hele vejen rundt, kan ænderne stadig ”snige” sig ind, hvilket tit giver nogle overraskende pludselige skudchancer, som man ikke altid formår at udnytte.
Mens jeg ligger og kigger mod venstre, hvor der til tider trækker lidt ænder rundt, dukker to små hurtige skikkelser pludselig frem med kurs mod mig – krikænder! Jeg har endnu ikke skudt krikænder i år, så jeg er ivrig efter at få dem på skudhold. De kommer heldigvis lige ind fra højre side mod de forræderiske plastikænder, og da de er på fint hold, sætter jeg mig op og trækker hen på den første and, der tegner fint og går i vandet, da skuddet går. Den sidste krikand fortsætter lige ind over mig op i vinden, og jeg holder skuddet tilbage, da jeg ikke vil skyde den på for tæt hold. Den hænger i luften lige over mig, hvilket i øjeblikket føles som en uendelighed. Da afstanden syntes passende, trykker jeg på aftrækkeren og skyder forbi. Ja, ja, det er først på sæsonen, og man skal lige i gang, tænker jeg, mens jeg henter krikanden ind.
Solopgangen nærmer sig, og rundt omkring i det fjerne kan man høre fiskernes påhængsmotorer, der bringer bådene mod deres garn. Måger og en masse skarver trækker jævnligt forbi os på tæt hold. Havde vi haft tilladelse til skarvregulering, kunne vi let have nedlagt en større bunke. Et eller andet får grågæssene, der har rastet for natten inde på øen bag os, til at gå på vingerne. En pæn flok gæs trækker med vinden ind over os, og de kommer på skudhold af Thomas. Det tager ingen af dem dog skade af denne gang, selvom Thomas er temmelig træfsikker med sin SX3’er.
Tre ænder kommer flyvende ude til højre. Det er igen pibeænder. Vi bruger vores pibeandekald, og det fanger deres interesse. De har tydeligvis set lokkeænderne og kommer lavt mod mig fra højre, men pludselig smider de sig på vandet ca. 100 meter ude på højre side. Øv! et eller andet har fået dem til at tænke sig om en ekstra gang. Pibeænderne ligger dog ikke længe på vandet, før de beslutter sig for, at det alligevel ikke ser så farligt ud, og de sætter kurs mod lokkerne. Jeg ligger helt stille kun afbrudt af lidt brug af andekald indimellem for at lokke pibeænderne helt ind. Da de svømmer ind mellem lokkerne på ca. 25 meter, sætter jeg mig op. Ænderne letter ikke med det samme, så jeg råber, hvilket får dem til at gå på vingerne i en fart. Første skud træffer fint – så hurtigt hen på næste and med samme resultat. Sæsonens første pibeænder er i hus.
Solen er stået op, og med kun let skydække er det nu meget lyst. Ofte kan man opleve et pænt træk af ænder på vandet efter solopgang, men bestemt ikke i dag. Thomas kommer hen til min pram med et stykke kage, og vi snakker lidt. Vi overvejer, om vi skal pakke sammen, men da vi ser lidt ænder i luften, og det stadig kun er lidt efter solopgang, giver vi det lidt længere tid.
Det er ganske stille det næste stykke tid, og vejret klarer endnu mere op. Solen står nu næsten lige ned på os og giver varme i kroppen. Et par gange kommer der små flokke af pibeænder forbi, men de holder sig på sikker afstand. Jeg spotter en and af nogen størrelse – måske en gråand – et godt stykke ude. Da jeg rapper løs med andekaldet, stemmer Thomas også i. Selvom anden i starten blot lige kunne anes, kommer den nu på magisk vis lige direkte imod os. Da den beslutter sig for at slå på lokkerne, trækker den mod min side til højre. Jeg sætter mig op, da den er på godt hold, og bevægelsen får den til at slå lidt op i vinden. Lige før skuddet lyder, afslører den lange hals, at det er en spidsand. Den går ned i skuddet, og lidt efter kan jeg hente endnu en andeart ind.
Jeg har fået mest aktion denne dag, så håber lidt på, at der snart kommer en and til Thomas. Lidt efter spotter vi igen ænder langt ude foran. En lille flok ænder ledsaget af en enlig and. Vi bruger flittigt både gråande- og pibeandekaldene, da vi ikke med sikkerhed kan afgøre, hvilken art det er. Ænderne kommer mod os – dog højt oppe og for langt til højre, og de trækker forbi os. Men pludselig vender den enlige and rundt og slår en stor bue uden om vores lokkere på højre side, og nu sætter den kurs lige mod os. Den holder en anelse til Thomas side, og da den krænger sin krop ned igennem luften for at tabe højde, kan jeg se, at det er endnu en spidsand. Sekundet efter skyder Thomas et skud, og anden rammer vandet.
Det er blevet godt vejr nu, og i takt med det gode vejr svinder jagtlysten ind. Et par krager trækker mod os langt ude og ser ud til at komme for. De skal nok holde, den første krage kommer mest til min side, og da krage nummer to er et stykke bagved, lader jeg den første krage trække helt ind, før jeg kaster geværet til skulderen, så vi kan få begge krager på skudhold. Kragen er temmelig tæt på mig på min venstre side, og da skuddet går, kan jeg tydeligt se, at den bliver hårdt ramt – og fra begge sider. Thomas har nemlig krummet sin finger om aftrækkeren på samme tid som jeg, så det er en stendød krage, der rammer vandet. Sekundet efter skyder Thomas den anden krage i et flot skud.
Kort tid efter pakker vi grejet sammen i høj solskin, og en lille time efter er vi tilbage ved bilerne. Det blev en fin dag med gode oplevelser. Paraden tæller otte ænder fordelt på fire forskellige arter og to krager. Når trækket af ænder fra nord for alvor begynder, skal vi nok igen mødes her til endnu en tur på vandet.
