TEKST OG FOTO: STEEN ANDERSEN
Det er kun en halv snes år siden, Lasse første gang var på jagt efter vildsvin. Det blev en ganske skelsættende begivenhed:
”Jeg tror, det var fordi, jeg var nyjæger. Det var en ny type jagt, som jeg ikke havde været med på før.
Det var i Sverige, jeg var gæst, og så kom der sådan en brun størrelse på 30 kilo. Den skød jeg!
Jeg ved ikke, hvad der er i det ”griseblod”. Der er i hvert tilfælde et eller andet, som er gået mig i blodet. Og jeg har lige siden ikke kunnet lade de jagter være.
Det er helt utroligt, at det kan ramme en på den måde. Det er smitsomt. Til alle, der kommer ind og fortæller mig, at nu skal de på vildsvinejagt for første gang, siger jeg:” Tænk dig rigtig, rigtig godt om. Det er ikke bare for sjov at tage på grisejagt – det smitter værre end corona.”
Fra de første vilde adrenalinpumpende jagtoplevelser til i dag har jagten på vildsvin ændret karakter for den nu meget erfarne vildsvinejæger, der gerne rejser langt for at opleve grisejagten under nye omstændigheder og himmelstrøg og helst jager de prægtige vildsvin efter mørkets frembrud:
”I starten gav det mig et kick. Nu giver det mig en indre ro. At sidde der i mørket, og vide, at de er derude, og man kan høre grenene knække, når de kommer.”
Nu bruger jeg det efterhånden – fordi jeg har en travl hverdag – lige så meget som meditation. Man sidder derude, det er mørkt, og du kan ikke andet end at sidde stille.
I starten er der jo, ligesom når man skal sove, et mylder af tanker, men til sidst ebber det ud, og så er der bare stille.
Og så sidder man der og venter. I dag er det faktisk ret ligegyldigt for mig, om grisen kommer eller ej. For man ved, de er derude, og man ved også, at mange gange så står de og kigger på en. Og kødet smager jo fantastisk, så er man heldig, er det bare en bonus.”
