Rekyl og optiske sigtemidler

Rekylkræfter kan ødelægge følsomme optiske og elektroniske sigter på et øjeblik. Med en grundlæggende forståelse for, hvad der sker, kan jægeren forebygge skaderne…

I gamle dage var det et udbredt problem, at helt almindelige sigtekikkerter uden varsel brød sammen under brug. Trådkors væltede, og linser raslede løse eller sprækkede. Synderen var naturligvis de kraftpåvirkninger, sigterne blev udsat for under rekylen.

Nu om stunder er de konventionelle optiske sigter langt mere robuste, og det er yderst sjældent, at der forekommer rekylbetingede skader på kvalitetskikkerter. Dette gælder dog ikke for de mange elektroniske natsigter, der i øjeblikket vælter ind i våbenskabene. Disse er langt mere følsomme, og de forskellige fabrikanter og importører går da også ud med anvisninger på, hvilke kalibrer deres sigter må forventes at kunne holde til. Desværre er den tekniske baggrund for rekylskader på sigter ikke så enkel, at man kan vurdere risikoen ud fra et simpelt kendskab til kaliberen.

På en riffel i kaliber .308 Winchester og med en samlet vægt på 4,5 kg, udsættes sigtet ofte for mere end 500 g under affyring. Stødet svarer til, at sigtes tabes fra en meters højde og opbremses på to millimeter.

Rekyl

Enhver riffeljæger ved, at han får et betydeligt større spark af en riffel i kaliber 9,2×62, end han får af en i øvrigt identisk riffel i kaliber .243 Winchester. Det skyldes at rekylenergien – altså den bevægelsesenergi riflen rammer skulderen med – er 7-9 gange større for den tunge kalibers vedkommende.

For kikkerten på toppen af riflen forholder det sig imidlertid anderledes. De stødfølsomme elementer i en sigtekikkert er ufleksible og går i stykker ved en vis kraftpåvirkning, uanset hvor kortvarig den er. Energien i rekylen – som er den skytten for alvor mærker – er ret ligegyldig. Vi har alle set den lille plasthammer med rundet stålspids, der sidder ved siden af de store ruder i bussen. Et lille barn kan uden kraftanstrengelse smadre ruden med den i tilfælde af en ulykke, men ofte vil det være vanskeligt for en stor stærk mand at sparke den samme rude i stykker, selvom han bruger al sin styrke. Årsagen er at kraften, der koncentreres på spidsen af den lille sikkerhedshammer, overstiger glasrudens brudstyrke ved selv et let slag. Der skal ikke mere til.

Hvis en kikkert bryder sammen under rekylen, sker det groft sagt, fordi den smadrer sig selv under den voldsomme acceleration. Præcis som en jagerpilot, der kun kan tåle en vis acceleration (typisk målt i ”g”) bryder elementerne i et sigte sammen under deres egen vægt, hvis accelerationen bliver tilstrækkeligt stor.

Den største acceleration af riflen – og dermed sigtet – under skudafgivelse optræder, når kammertrykket topper.

Gastrykket virker på bunden af projektilet på et areal svarende til et tværsnit af løbet og trykker projektilet frem imod mundingen og riflen tilbage imod skytten med en kraft, som er et produkt af trykket og det areal det virker på. Arealet som gastrykket virker på stiger med kvadratet på løbsdiameteren (løbets kaliber) – en fordobling i kaliberen giver en firedobling i arealet.

I modsat retning virker en betydeligt mindre kraft, som skyldes af projektilets friktion imod løbet. Denne friktionskraft er svær at beregne da den varierer med en masse faktorer – herunder projektilets materiale og overfladebehandling. Generelt bliver friktionskraften relativt mindre i forhold til den bagudvirkende kraft jo

større løbets kaliber bliver. Det skyldes, at kontaktfladen mellem projektil og løb – som er ophavet til friktionen – ikke vokser i samme takt som løbets tværsnitsareal ved stigende kaliber.

Når risikoen for rekylskader skal vurderes er det rimeligt at se bort fra friktionskraften eftersom den dels er lille og dels betyder mindre og mindre ved voksende løbsdiameter. Vi får med andre ord en mere konservativ vurdering af risikoen, når vi sammenligner maksimale rekylkræfter for forskellige kalibrer ved at se bort fra friktionen.

Større tryk og større løbsdiameter (kaliber) resulterer begge i større rekylkraft. Accelerationen er et produkt af massen der accelereres og kraften. Det betyder, at en tungere riffel oplever mindre acceleration end en lettere under den samme kraftpåvirkning.

Hvad vi har brug for at vide i forhold til at vurdere påvirkningen af kikkerten er det maksimale forventelige tryk i patronen, løbets diameter (kaliber) og den samlede vægte af riffel og sigte.

Det er brøkdelen af et sekund, hvor kammertrykket topper, der kan koste et fintfølende sigte livet.

I praksis

De maksimale kammertryk for fabriksladet ammunition er fastsatte af hhv. SAAMI i USA og CIP i Europa. Man opgiver typisk det maksimale gennemsnitlige kammertryk, men i denne sammenhæng er det maksimalt tilladelige udsving (som i CIP er +15%) mere interessant. Det er det, fordi det er den patron i pakken med det højeste tryk, der udgør den største risiko.

Lad os som eksempel se på de føromtalte kalibrer 9,3×62 og .243 Winchester. Det maksimalt tilladelige tryk for en enkelt fabriksladet patron er hhv. 4773 bar for .243 Winchester og 4485 bar for 9,3×62. Det betyder, at .243 Winchester resulterer i en maksimal kraftpåvirkning af kikkerten, som er godt 53% mindre

end den tilsvarende kraftpåvirkning fra en kaliber 9,3×62 i en riffel af samme vægt. Projektilvægt, udgangshastighed og så videre er helt ligegyldige i dette regnestykke.
Går man op løbsdiameter uden at gå ned i maksimalt kammertryk går det helt galt med kraftpåvirkningen.
En .416 Remington Magnum påvirker sigtet med en maksimal kraft, som er næsten dobbelt så stor som kraften fra en .300 Winchester Magnum alene på grund af en større løbsdiameter (hvis riflen vejer det samme).

Eksempel

Når en fabrikant skriver, at et givet sigte kan holde til at blive anvendt med kaliber .308 Winchester, er det i virkeligheden en meget ufuldstændig oplysning. Hvis vi tillader os at gå ud fra at sigtet rent faktisk kan holde til at sidde på en riffel i kaliber .308 Winchester af nogenlunde normal vægt – f.eks. 4,5 kg inkl. sigte og eventuel lyddæmper – betyder det at:

Den samme kikkert ville uden risiko kunne bruges på en riffel i kaliber 9,3×62, hvis den samlede vægt af riflen overstiger ca. 6 kg.
Den samme kikkert vil uden risiko kunne bruges på en riffel i kaliber .243 Winchester, der kun vejer omkring 3 kg.

Et brugbart mål for sigternes stødsikkerhed ville være den maksimalt tilladelige g-kraft. Med den ville det være ganske simpelt, at vurdere om man befandt sig på den gode eller den dårlige side af sigtets styrke.

Et par håndgribelige råd

En hel del moderne natsigter koster i omegnen af 30.000 kr. Det er mange penge og der er ingen tvivl om, at disse sigter er betydeligt mere følsomme end konventionel optik. Hvis udgangspunktet er, at det går fint at montere sigtet på en 4,5 kg tung riffel inkl. sigte og lyddæmper i kaliber .308 Winchester, så kan du med sindsro vælge en riffel i samme vægt i en hvilken som helst standardkaliber med samme (eller mindre) løbsdiameter.

Kaliber .30-06 er dobbelt så hård ved kikkerten som .243 win – dette alene i kraft af større løbsdiameter (kaliber)

Vil du have en lettere riffel skal du gå ned i tryk eller løbsdiameter.

Hvis du vil montere kikkerten på en riffel i kaliber 9,3×62, bør den samlede vægt af din riffel være mindst 6 kg. Går du yderligere op i tryk og/eller løbsdiameter, så beder du for alvor om ballade, men i sidste ende er det kun et spørgsmål om, at gøre riflen tung nok.

Genladning er risky business i denne sammenhæng, da du må forvente, at der kun skal et enkelt tilstrækkeligt hårdt slag til at ødelægge din kikkert. En enkelt patron med f.eks. 30% overtryk kan nemt betyde døden for dit nye dyre sigte

Læs også artiklerne:

NIGHT VISION:

GUIDE TIL ELEKTRONISK LYSFORSTÆRKNING I SIGTEKIKKERTER
TIL JAGT”

TEST
SWAROVSKI Z8I SIGTEKIKKERT

TEST
PULSAR APEX XD50
TERMISK KIKKERTSIGTE

Rekyl og optiske sigtemidler