TEKST: MOGENS LINDBJERG. FOTO: MICHAEL HJULMAND MADSEN.
I dag angives Sverige som hjemland for Dreveren, der er blevet til på baggrund af den tyske race Westfälische Dachsbracke. I Danmark gik den under navnet Strellufstøveren. Den blev skabt af ejendomsmægler F. Chr. Frandsen og opkaldt efter hans fødeby, Strellev i Vestjylland. Hans kennel hed i øvrigt Kennel Strelluf. Strellufstøveren blev udviklet til jagt på råvildt, hare og ræv i de store plantager i Midt- og Vestjylland. Racen blev FCI-anerkendt i 1937.
Dansk dreverklub
Dansk Dreverklub blev stiftet i 1929 under navnet Dansk Støverklub. I 2014 blev det vedtaget at ændre navnet til Dansk Dreverklub og hunderacens navn, som klubben bruger, fra Strellufstøver til Drever. Blandt andet fordi Strellufstøver har en negativ klang i nogle jægerkredse. Det bunder dels i, hvordan støveren blev brugt for lang tid siden, som er meget anderledes end brugen i dag, dels i at vores svenske og tyske kolleger ikke kender til navnet Strellufstøver men kender til Drever. Dansk Dreverklub har i dag 57 medlemmer. Klubben arrangerer drevprøver, udstilling, schweissprøve og schweisstræning.
Der bliver lavet omkring to kuld hvalpe om året i Danmark og importeret 2-3 hvalpe fra Sverige om året.
Der er nogle, der har Drever kun som familiehund, men de fleste har den både som familiehund og som jagthund.
Effektiv og skånsom jagt med dreveren
Dreveren har umådelig stor jagtlyst og egner sig fortrinligt til jagt på hjort, hare, ræv og vildsvin. På grund af sine korte ben arbejder den langsomt og stresser derfor ikke vildtet, hvilket giver en skånsom jagt.
Under jagt med drever er det meget vigtig ikke at få lavet uro i skoven, alle går på deres poste roligt, ingen råben eller anden larm, som kan gøre vildtet bange, ingen store hunde, som skræmmer vildtet.
Vildtet er helt tryg ved en Drever, vildtet kan hele tiden følge med i, hvor hunden er, da den giver vedvarende hals på foden. Vildtet vil nu bugte sig rundt i sit territorium, komme ofte fordi, hvor de er startet. Hvis vildtet bliver skræmt, kan de gå væk fra deres territorium og ud af såten.
Vi har i dag GPS på hundene, der viser, at hunden driver i et tempo på cirka 7 til 9 kilometer i timen. Det rolige tempo bevirker, at vildtet ofte stopper op og orienterer sig, hvilket giver jægeren gode skudchancer, og nedsætter risikoen for anskydning af vildtet.
Dreveren er robust, selvstændig, ihærdig og vedholdende og kan drive vildtet i lang tid. Når den driver, giver den hals. Den er ikke avlet til at dræbe vildtet, og når den kommer til skudt vildt, går den videre, finder sin ejer, og er vi stadig på jagt så med stor lyst til at finde noget nyt, den kan drive med.
Denne vedholdende egenskab hos Dreveren er det største og vel også eneste minus i forhold til fremmede lodsejere og andre jægere. Drever respekterer ikke skel, men går trofast på foden af det vildt, den har rejst i såten. For dem, der ikke kender til Drever, lyder det også voldsomt, når en Drever kommer på foden af et stykke vildt med fuld hals igennem deres skov. Men da den kun følger det stykke vildt, den driver med, og vildtet i den pågældende skov kan høre hunden komme, bliver det ikke bange. Vildtet ved hele tiden, hvor hunden er, og den kommer langsomt, så det bliver trygt stående. Så der sker ingen skade ved, at en Drever driver igennem et stykke skov, vildtet vil stadigvæk være der.
Jagt i Danmark
Dreveren bliver mest brugt i plantager til bevægelses/trykjagter:
Jægerne bliver sat på post oftest i tårne rundt om i terrænet, hvor vildtet forventes at komme, og hvor der er oversigtsforhold og skudmuligheder ofte med riffel. Dreverne bliver sluppet forskellige steder i såten, tre til fem stykker, alt efter hvor stor såten er. Dreverne skulle gerne få hver deres drev. Hundeføreren går stille rundt for at trykke vildtet lidt. Skytterne kan hele tiden følge med i drevet fra Dreveren, fordi drevet som tidligere beskrevet sker for fuld musik. Skytterne skal hele tiden tænke på, at vildtet er 50 til 150 meter foran hunden. Vildtet kommer i langsomt tempo ad kendte veksler. Vildtet stopper ofte op, orienterer sig, lytter efter hunden og går så roligt videre. Jeg tror på, at Dreveren har lysere udsigter i Danmark. For det første er der kommet flere krondyr, desuden jages råvildt for en stor dels vedkommende med riffel, og sidst men ikke mindst går man mere over til bevægelsesjagter, som er mere effektive og spændende for jægerne med små drivende hunde.
En kommentar fra en jæger som var med for første gang på bevægelsesjagt med drever: ”Det er ikke til at holde ud, det er så spændende, at jeg ikke engang har tid til at komme ned fra tårnet og tisse.”
Jagt i Sverige
En del jægere med Drever bruger deres hunde i Sverige til bevægelsesjagt, som de bruges i Danmark.
I Sverige bruges Dreveren også stadig til rigtig gammel støverjagtform. Som er for én til tre mand og en god Drever. Men støverjagt er en krævende jagt. Jægeren skal kende sit terræn og vildtets vaner. Da der ikke er nogen fast post, kræver det stor forsigtighed, når der er mere end én mand. Hunden kan være mange minutter bag vildtet. Så det gælder om at tænke frem foran hunden: Hvor går dyret hen? Hvilken veksel har dyret valgt? Lyt efter hunden, og så er det om at komme hen til den rigtige veksel. Det er den mest originale og den mest charmerende måde at drive jagt på.
Når man kender sin hund rigtig godt, kan man på dens halsen høre, hvad den driver med, da der er forskel på, om drevet er på ræv, hare, råvildt eller kronvildt. Det indebærer, at du skal kende terrænet, så du ved, hvor vekslerne er, og hvilken veksel de forskellige arter benytter sig af.
Her til sidst en lille advarsel: Det er lige så farligt at starte med støverjagt, som det siges at være med golf, når man først har prøvet det, er det ikke til at stoppe igen. Støverjagt tager tid, sommetider lang tid, men der er hele tiden en vis spænding til stede, for du kan som regel følge med i, hvad der sker.
Jagt i Tyskland
Mange jægere med Drever kommer på jagt i statsskovene i Tyskland, hvor vi er meget velkomne.
Alle dem med Drever kommer til at sidde i et tårn på lige fod med andre skytter. Dreveren arbejder fra tårnet. Fordelingen af tårne sker sådan, at de med drivende hunde bliver fordelt over hele området, ikke i kanterne men helst inde i midten, så der er større chance for, at de ikke driver ud af terrænet.
En Drever kan fint drive med vildsvin, som der er mange af i Tyskland. Da Drever er en langsomtgående hund, stiller de ikke en gris i skoven, som så angriber. Terrierne og større hunde kan stille et vildsvin, fordi de er hurtigere.
Vildsvin opfører sig på næsten samme måde som ræv, når de bliver drevet af en Drever. De kommer listende i det tætte krat. Hvis de skal over, hvor det er mere åbent, observerer de først, måske med hovedet ude for at se, om der er fare på færde, men den årvågne jæger kan høre, at hunden kommer nærmere – en 50-100 meter efter vildtet.
Når jeg sidder i tårnet og har GPS på mib hund, kan GPS’en ligge ved siden af mig. Så kan jeg hele tiden følge med i, hvad hunden laver. For eksempel når der bliver skudt for hunden, og den bliver ved vildtet lidt, inden den kommer tilbage til det tårn, hvor jeg sidder. Derefter tager hunden ud og rejser nyt vildt igen. Når jagten varer 2-3 timer, går det lidt i bølger med, hvor meget der sker. Der kan være meget gang i hundene og falde mange skud for senere at dø lidt ud, derefter kan der komme gang i den igen, når hunden har været tilbage og har fundet noget nyt at drive med.
Opdragelse og træning
Det er altid en god ide at gå til hvalpetræning og almindelig lydighedstræning med sin hvalp. Og derfor også med denne race. Den kommer nok ikke til at vinde præmier på lydighed, dertil er den for optaget af at stikke næsen i jorden for at undersøge, om der skulle være spor. Når man træner lydighed, skal man medbringe en stor portion tålmodighed og stor opfindsomhed. Det er sjældent nok at belønne med godbidder eller med boldleg. Det bliver nemt kedeligt for hunden. Beløn derfor med en ny leg eller med kontakt.
Alligevel kan den lære det mest almindelige som sit, dæk, spring og så videre.
Jeg går til almindelig lydighedstræning i en klub under DKK, hvor den lærer at gå pænt, sit, dæk med videre.
Jeg har prøvet at få fint med point til lydighedsprøver, så det kan lade sig gøre. Engang havde jeg en hund, der hed Gina, og som var temmelig dygtig. Jeg troede, at med hende havde jeg måske chancen for kunne vinde den lokale prøve. ……Det blev dagens sjove indslag, den charmerede sig rundt og gjorde alt forkert. Den huskes i årevis, efter det var sket.
Ved siden af lydighedstræning med den nye Drever-hvalp laver jeg sportræning. Det elsker den. Det kan være alle slags spor: en person gemmer sig, hvalpen følger sporet ud til personen, slæbespor af pølse, lever, hjerte, skind, det kan være alt, bare det lugter lidt. Jeg går hurtigt over til schweiss-spor. Den første prøve 3 timer gammel 400 meter lang kan Drever-hvalpen klare, så snart den er stor nok til, at den kan slæbe den 8 meter lange line, som der kræves til prøven.
Jagttræning skal helst ikke sættes i gang, før hvalpen er ni måneder gammel. Først på dette tidspunkt er hundens lunger udviklet godt nok til, at den kan halse og løbe samtidig – hvilket unægtelig kræver nogen lungekapacitet. Få at få en god drivende hund er det bedst at starte op på hare, som er det sværeste at drive med, den snyder hvalpen med det samme.
Man kan ikke regne med, at Dreveren kan gå løs rundt og blive inde i haven, uden at den har fået en temmelig god opdragelse, eller der er sat hegn op. Den har så stort lyst til at gå på spor, at den vil søge det, og da den skal kunne arbejde selvstændigt, kan den fint gå ud i verden selv og finde et spor! Den er ikke afhængig af føreren. Hunden kommer altid hjem igen og er meget god til at finde tilbage. Den har et indre pejl. Hvis den er gået på et spor, kommer den tilbage til udgangspunget igen, så det er bare at vente. Hvis den eksempelvis er på spor efter et rådyr, og den tager en bue rundt, kan den gå den korteste vej tilbage til dig. Man troede engang, at den skulle tage sin bagfod tilbage, men efter vi har fået GPS på vores hunde, kan vi se, at de er meget dygtigere, end vi troede, til at finde tilbage. Selvom det er på lokaliteter, hvor hunden aldrig tidligere har været, kan den finde tilbage til udgangspunktet på tværs af skov og krat.
Dreveren vil gerne samarbejde med sin fører. Føreren skal bare lave noget med hunden, som den synes er sjovt. Derfor er det ikke nok med lydighedstræning – der skal også sportræning til. Efterhånden som den ved, at der foregår noget sjovt sammen med føreren, bliver føreren også mere interessant, og hunden vil derfor opsøge samarbejdet.
Dreveren i familien
I gamle dage skulle Dreveren hverken høres eller bruges uden for jagtsæsonen. Den stod i hundegården eller i kæde, fra jagtsæsonen var slut, til den begyndte igen. At være i stand til det kræver i den grad et roligt temperament – og det er en egenskab, der også ligger i nutidens Drevere. Således er Dreveren en meget rar og rolig hund at have inden døre. Den gør ikke ret meget og egner sig derfor ikke som vagthund. Det skyldes formentlig, at den er avlet til at kunne klare hundegården og holde mund, mens den opholdt sig der.
Dreveren er ingen slagsbror, men en selvstændig hund og meget børnevenlig. Den tåler fint samvær med børn med høje, lyse børnestemmer og andet livligt. Den forbliver rolig. Selvom det er en decideret arbejdshund, har den brug for at være tæt på sin familie, og den går ikke af vejen for en hyggelig tur i sofaen. Dermed er Dreveren et rigtig godt bud på en dejlig familiehund i en aktiv familie, der forstår at stimulere og nyde godt af hundes stærke jagtbehov.
Se mere på www.drever.dk og www.stoever.dk
Fakta om drever
TEMPERAMENT
Effektiv, rolig og ligevægtig med stor arbejdslyst. Venlig og omgængelig både i forhold til mennesker og andre hunde.
BEHOV
Det vigtigste for Dreveren er at få tilfredsstillet sit store behov for jagt- og næsearbejde. Den har også stort behov for nærhed og menneskelig kontakt.
STØRRELSE
Ideel skulderhøjde for hanner:
- 35 cm. (tilladt spillerum: 32 til 38 cm.)
Ideel skulderhøjde for tæver:
- 33 cm. (tilladt spillerum: 30 til 36 cm.)
PELS
Pelsen er grov og lige og ligger tæt ind til kroppen. På hovedet, ørerne og nederst på benene er pelsen kortere. På halsen, ryggen og bagsiden af benene er den længere. På halens underside er hårlaget busket, men uden at danne frynser. Pelsplejen er meget overskuelig – hunden tørres blot over med et opvredet vaskeskind eller lignende.
FARVER
Alle farver med hvide aftegninger er tilladt. Farverne skal være helt klart definerede. Hvide aftegninger skal kunne ses fra alle sider og foretrækkes placeret som en blis, som fuld halskrave, på ben, poter og halespids. Der foretrækkes symmetriske aftegninger.
Dreveren skal mere virke robust og stærk end elegant og hurtig. Den har en stolt holdning, veludviklede muskler og ser adræt ud.
Dreveren elsker at have næsen i jorden og gå efter sporet, men er ikke interesseret i at dræbe eller fange.
Dreverens hoved er stort i forhold til kroppen. Udtrykket er stolt.
