TEKST OG FOTO: TORBEN MØLLER-NIELSEN
Normalt pürscher jeg kun en smule om foråret og sommeren efter en rød sommerbuk, og om efteråret foretrækker jeg at sidde i en af mine stiger på reviret og spejde efter en rå eller et lam eller måske et krondyr.
I løbet af disse utallige timer i stigen har jeg ofte haft stor fornøjelse af at iagttage fasankokkene, når de har stillet sig op på det højeste muldvarpeskud, de kan finde, og med stor blafren selvhøjtideligt har advaret alle andre kokke i området om, at her er der en herre, man ikke ustraffet udfordrer om damernes gunst.
Hen på efteråret og vinteren har jeg utallige gange siddet med begyndende bukkefeber ved lyden af knasende siv og lette tråd, for det måtte da være et rådyr, som var i gang med at bane sig vej frem til engen gennem de to meter høje siv. Og ud er trådt en flot, kobberrød fasankok, som årvågen har inspiceret omgivelserne.
Fordi fasanen orienterer sig lige så meget opad efter rovfugle som nedad efter ræve og katte, er jeg næsten altid blevet opdaget oppe i stigen, hvis kokken har været tættere på end 50 meter. Til gengæld har jeg også observeret, at fasankokken er et vanedyr, som ofte følger den samme veksel og holder til i et ret afgrænset område.
Dette gør, at den både er et udfordrende, men også overkommeligt bytte at pürsche sig ind på. Udfordrende, fordi den er så vagtsom. Overkommeligt, fordi den er et vanedyr, som ikke just er kendt for sin store intelligens.
Pürsch med salonriffel
En dag skulle det være. Nattefrosten havde lagt et lag af iskrystaller over landskabet, men til gengæld var solen kommet frem, og alt glitrede og funklede i den klare, rene luft. Jeg havde iført mig fuld feltmæssig camouflage med hat, sløringsnet, handsker osv.
Når man pürscher efter dyr, som ser rimeligt godt, er det altid en god ide at sørge for, at ens hvide flag gøres usynlige. Det er først og fremmest ansigtet, men også et par blege hænder kan virke opsigtsvækkende på den ufede måde.
Min .22 LR var indskudt med CCI Blazer, en ret hurtig patron, som går godt i min Winchester Wildcat salonriffel, og kuglen på 40 grains har en god anslagsenergi til et bytte på størrelse med en fasan. Da jeg ikke regnede med at kunne komme meget tættere på end ca. 50 meter i det flade moselandskab, havde jeg sat en Nikko Sterling Mountmaster 3-9×40 på riflen. Det er en meget billig kikkert, men den er faktisk forbløffende god, så længe lyset er godt.
Ellers var der ikke behov for det store udstyr. En kikkert kunne jeg da godt tage med, men fasankokken lyser faktisk godt op i landskabet i modsætning til hjortevildtets jordfarver, så normalt kan man se fasanen med det blotte øje på lang afstand – også fordi den næsten bevæger sig hele tiden.
Nyis, rimfrost og græs er ikke en god kombination, hvis man vil pürsche lydløst.
Skynd dig langsomt
Det vigtigste, når man pürscher, ikke bare fasaner, men også alt andet, er at skynde sig langsomt. Og hvad betyder det så? Jo, det betyder, at selvom man kan se byttet, og selvom man har fået pulsen helt op at køre, så maksimerer man sine chancer ved IKKE at skynde sig, men derimod gøre alting endnu langsommere.
Se efter, hvor du sætter fødderne, så du ikke træder på en tør gren, og lyden af knækket advaret alt og alle i flere hundrede meters omkreds om, at nu kommer der noget stort denne vej. Minimér, hvor meget du fylder i landskabet. Du er noget sværere at få øje på, hvis du lige så stille kravler af sted, end hvis du kommer spankulerende, som var du på vej hen til købmanden efter en ½ sød og et rugbrød.
Sørg også for at have noget i ryggen, der bryder dit omrids. Du er meget sværere at få øje på, hvis du sidder med ryggen til en busk, et træ eller et krat, end hvis du sidder og troner midt ude på en mark, hvor alle dine bevægelser bliver meget mere tydelige mod himlen end mod en spættet baggrund af buske og træer.
Kend dit område. Hvis du ved, hvor fasankokken plejer at gå, så ved du også, hvor den nærmeste mulighed for skjul er. Så kan det godt være, at det tager et kvarter længere at komme ud i nærheden af, hvor dens territorium ligger, fordi du skal bevæge dig langs skovkanten, undgå tørre siv og det kortklippede markspor, hvor der ingen dækning er. Men gør det noget? Er den del af jagten ikke også næsten lige så spændende som selve drabet? Det synes jeg. For mig er forventningens glæde næsten den største. Er fasanen der, når jeg kommer frem? Kan jeg få mig placeret, så jeg kan afgive et sikkerhedsmæssigt forsvarligt skud?
Pas på!
Mange regner ikke en salonriffel for noget særligt farligt våben. Nogle tror, at det nærmest er en slags luftbøsse på steroider, og i fordums tider var det ikke usædvanligt, at man blev udstyret med en salonriffel i konfirmationsgave.
En salonriffel er dog absolut ikke et våben, man skal spøge med. Sikkerhedsafstanden på 2.000 meter fortæller lidt om, at det ikke er legetøj, men et rimeligt potent jagtvåben, som kan slå endog meget store dyr ihjel. For en del år siden verserede en sag om en fanger fra Østgrønland, som havde nedlagt en isbjørn med en salonriffel.
Det er ikke en jagtaktivitet, som kan anbefales, og som ud over at være temmelig hasarderet også er ulovlig. Men det kan altså lade sig gøre at fælde et af verdens største rovdyr med den lille kaliber, hvis man ved, hvor man skal placere kuglen. Det betyder altså også, at når du får fasankokken i trådkorset, skal der også været godt kuglefang bag den.
At der var fasaner i mosen, var jeg ikke i tvivl om. Men om sporet var fra en kok eller en høne, dét kunne jeg ikke se.
Et sidespor
På vej ud til stykket, hvor jeg vidste, at der plejede at gå en fasankok rundt, kunne jeg se spor fra en anden fasan. Fristelsen til at lege rigtig indianer og følge sporet var stor, men på den anden side vidste jeg, at hvis jeg først begyndte at afvige fra min slagplan, så var risikoen for, at jeg slet ikke fik noget på tasken, større end chancen for at komme uset på skudhold.
Det kunne jo også lige så godt være en høne, der havde sat sporet. Jeg kan i hvert fald ikke se forskel. Så jeg fulgte min plan og gik med langsomme, forsigtige skridt langs skovkanten ud til det store sivstykke. Området her var det mest kritiske. Sivene var to meter høje, og hvis en fasan kunne lyde som et stykke råvildt derinde, så ville jeg sikkert lyde som et næsehorn, der lige havde opdaget charmen ved at danse engelsk vals.
Ved siden af sivstykket ligger en tre meter bred slået markvej op ad et birkekrat. Jeg havde egentlig tænkt mig at liste af sted i kanten af krattet på vejen, men dels var græsset der dækket af knitrende rim, og hvad værre var, så var der masser af små vandpytter med nyis, som ville gøre det komplet umuligt at bevæge sig bare nogenlunde lydløst.
Godt to meter inde i birkekrattet havde frosten dog ikke fået fat. Der var jorden blød og bladene våde, så der kunne jeg faktisk godt bevæge mig lydløst af sted – hvis jeg altså kunne undgå at træde på nogle af alle de visne grene og kviste. Men så måtte jeg jo bare skynde mig langsomt.
Der er så smukt i mosen en frostklar morgen. Nu manglede jeg bare en kobberrød kok.
Et skridt ad gangen
De 200 meter ud til stykket, hvor jeg håbede at finde målet for min pürsch, plejer normalt at tage et par minutter at tilbagelægge. I dag tog det en halv time. Ét skridt ad gangen, spejde efter tørre grene, holde øje med, at jeg ikke var ved at gå ind i et krat, jeg ikke kunne komme igennem, og tjekke at jeg var på ret kurs.
Endelig nåede jeg kanten af birkekrattet op til stykket og satte mig ned på knæ ved siden af et stort, tæt buskads af hunderoser, som jeg vidste var et af målene for kokkens udflugter fra skjulet i sivene. Cirka 40 meter ude på engstykket står et gammelt pæretræ. Guderne må vide, hvor det kommer fra, men både hjortevildtet og fuglene er glade for nedfaldsfrugterne, så jeg sørger for at slå græsset omkring træet med brakpudseren.
Det betyder også, at området omkring træet altid er velbesøgt af harer, duer og fasaner, som nyder det korte græs og den tryghed, som et godt udsyn kan give. Og jeg har nydt at pürsche krager og skader, som ynder at sætte sig i toppen af det gamle træ, men det er en anden historie.
En smuk dag
I dag var der helt stille omkring pæretræet. Ikke en fugl og heller ingen insekter, hvilket ellers i resten af jagtsæsonen kan gøre en mosetur til noget af en prøvelse. Men jeg satte mig godt til rette og nød synet af rimen på græsset og solens stråler, som endnu ikke havde magt nok til at smelte de glitrende juveler af rim. I det fjerne kunne jeg høre en musvåges lidt vemodige skrig, mens den sejlede rundt i store cirkler og spejdede efter en uforsigtig markmus.
Efter en halv times tid var jeg ved at være både kold og øm i de nedre regioner og begyndte så småt at overveje, om jeg alligevel skulle prøve af følge fasansporet, som jeg havde set på vejen herud. Men så raslede det i sivene ca. 30 meter borte. Jeg fik i slowmotion placeret mig i knælende position, så jeg kunne komme til at afgive et skud uden at bevæge mig, når kokken kom frem. Fordelen med en salonriffel er, at den nok kun vejer det halve af min jagtriffel, så jeg kan sidde med riflen i anslag i ret lang tid uden at blive træt i armene.
Efter lidt knagen og bragen i sivene var kokken der – og jeg var klar!
På skudhold
Det puslede igen i sivene. Nu skulle det lige passe, at det var et rådyr, som var på udflugt. Igen var der helt stille. Jeg sad i kanten af krattet og forsøgte at være en ubevægelig del af omgivelserne. Det må have virket, for pludselig trådte kokken et par skridt ud af sivene og stod helt stille, mens den tjekkede omgivelserne.
Desværre for mig var den selvfølgelig kommet ud lige i den vinkel, hvor den delvist var i skjul af pæretræet, så der var ikke andet at gøre end at væbne sig med tålmodighed og håbe på, at det korte græs omkring træet havde en uimodståelig tiltrækningskraft.
Det havde det! Langsomt og årvågent gokkede kokken sig vej nærmere og nærmere træet. Om det bare er mit jagtheld eller fasankokkens instinkt, ved jeg ikke, men det var først, da den var helt tæt på træet, at der faktisk var frit skud. Men nu var min puls også ved at være helt på højde med det taktslag, der eller kun er reserveret store 6-endere.
Om fasankokken havde en 6. sans, eller om jeg bare var uheldig, det ved jeg ikke. Men der gik lang tid, inden der var frit skud.
Skuddet falder
Kuglefang? Tjek! Var brystet frit? Ingen græsstrå eller andet, der kunne forstyrre kuglens vej til de vitale organer? Tjek!
Jeg lod trådkorset hvile midt på kokkens kobberrøde brystfjer, tog en dyb indånding, afsikrede riflen, åndede halvt ud, og lod kuglen gå.
Fasankokken tumlede omkring i et virvar af blafrende vinger og lå stille et par meter fra pæretræet midt ude i det rimfrosne græs. Jeg repeterede en ny patron i kammeret og var klar, hvis kokken skulle få mod på at rejse sig igen.
Stadig kuglefang? Tjek! Fasanen lå på siden med hovedet pegende hen imod mig, så jeg holdt trådkorset på det øverste af kroppen lige over vingen. Hvis den fik en kugle der, ville den sandsynligvis gå hele vejen gennem fasanens krop. Men kokken lå helt stille.
Jeg sad og nød scenariet i et par minutter, mens pulsen fandt et mere normalt leje. Det her, det var altså god jagt!
