Det egentlige våben
I forrige nummer gennemgik jeg det teoretiske grundlag for riffelprojektilernes dødbringende arbejde i vildtkroppen.
Nu er vi nået til den praktiske del af øvelsen.
Denne artikel handler om valget af projektil til en given kaliber og jagtform. Da flertallet af de danske jægere ikke lader deres ammunition selv, bliver valget af projektil i praksis oftest også et valg af en færdigladet patron. Et valg som først og fremmest bør fokusere på projektilet.
Jeg begrænser mig i denne omgang til de ekspanderende projektiler, som i Skandinavien er påbudt til jagt på klovbærende vildt og andre større vildtarter.
Ekspanderende projektiltyper
Nosler Ballistic Tip er et meget følsomt projektil, hvis virkning er decideret betinget af en voldsom fragmentering. Da projektilet også er meget strømlinet, er det ofte bjergjægernes fortrukne valg til de lange skud, hvor trofæet vægtes højere end vildtkødet.
Konventionelle kappeklædte projektiler er enkle at fremstille og dermed billigst. De findes i et utal af variationer, som det er for omfattende at gå i detaljer med her. Typisk består de af en simpel blykerne omgivet af en hårdere kappe af tombak eller en anden kobberlegering. Blykernen, som er fritlagt i projektilspidsen, er ikke på nogen måde fastgjort til kappen. Kernen fragmenterer derfor let med lav restvægt til følge. Det ses relativt ofte, at disse projektiler ændrer kurs eller opbremses fuldstændigt, fordi de splittes i atomer – f.eks. ved træf i store knogler eller ved høj anslagshastighed. Hvor let projektilet ekspanderer, og hvordan ekspansionen forløber, afgøres dels af designparametere såsom kappetykkelse og af materialernes styrke. Projektiler af denne type anvendes mindre og mindre til jagt på større arter, men de har fortsat en berettigelse bl.a. til skadedyrsregulering og jagt på meget lange afstande, hvor anslagshastigheden bliver lav. Projektilerne findes i rigt mål i de fleste ammunitionsproducenters udvalg. Eksempler på denne projektiltype er Nosler Ballistic Tip, Remington Core-Lokt, Norma Vulkan, Hornady Interlock og Winchester Silvertip.
I en bonded kugle – som denne Norma Oryx – er projektilkernen fysisk hæftet til kappen. Det giver imponerende restvægte i klasse med selv de bedste premiumprojektiler. Opsvampningen ved lavere hastigheder er klart bedre.
En moderne variant af det traditionelle kappeklædte projektil er de såkaldte bondede projektiler. Her er blykernen loddet eller på anden måde fastgjort til kappen for at undgå separation af kappe og kerne. Det fører til stærkt reduceret fragmentering af blykernen og dermed højere restvægt, hvilket giver en bedre dybdevirkning. Ikke overraskende er bondede projektiler langt mere konstante og effektive i deres virkning på større vildt end de gammeldags kappeklædte typer. Projektiltypen er i voldsom fremgang og er på mange markeder dominerende. Eksempler på denne projektiltype er Norma Oryx, Speer Deepcurl, Federal Fusion og Nosler AccuBond.
Moderne blyfri alternativer som denne Barnes TTSX er fuldt ud brugbare. Typisk kræver de dog en større anslagshastighed end projektiler med blykerne for at virke optimalt. Der udvikles dog på området og disse projektiler bliver mere og mere følsomme.
Betegnelsen ”premium-projektiler” bruges lidt i flæng om projektiler, der alle er kendetegnet ved kontrolleret ekspansion og minimalt vægttab, hvilket naturligvis resulterer i god dybdevirkning. Typisk for disse projektiler er ekspansion til knapt dobbelt kaliberdiameter og restvægte på omkring 80-90 %. Enkelte meget kraftige typer bevarer en restvægt på 95-100 %. Eksempler på denne projektiltype, der også omfatter de fleste blyfrie projektiler, er Hornady GMX, Norma ECO-strike, Barnes X, Lapua Naturalis, Swift A-frame og Woodleigh Weldcore.
Sikkerhed og miljø
Resterne af en konventionel Remington CoreLokt og en Barnes X – begge i kaliber .270 – indskudt i ballistisk gelatine og bjerget stump for stump. Sådan ender den del af blykernen, som fragmenterer – ofte går det voldsommere til end vist – f.eks. ved træf i knogler.
Overvejelser omkring sikkerhed og miljø er ikke er ligegyldige i relation til projektilvalget. Stærke og ekspansionstræge ”superprojektiler” er alt andet lige farligere efter gennemskud eller som opspringere end svagere konstruktioner. Det er derfor absolut relevant at give sikkerheden en ekstra tanke med på vejen – ikke mindst når der skal vælges projektil til fællesjagter, hvor hundene kommer i farezonen ved gennemskud, og medjægerne i særlig grad er sårbare for opspringere.
Miljøet kan man også skænke en tanke i lyset af det voksende udvalg af miljøvenlige konstruktioner. Problembarnet er ikke overraskende bly, som er og bliver et giftigt tungmetal, som bør holdes ude af fødekæden. Når et ekspanderende projektil med blykerne fragmenterer, kan blystumper, der ofte er små som flagerne fra peberkværnen, genfindes i overraskende stor afstand fra sårkanalen. I den udstrækning det sidder i muskulaturen ender en del af blyet i maden, mens det, som findes i indvoldene, ofte efterlades på skudpladsen. Det er fortsat uklart, om de blyfragmenter, mennesker indtager, har nogen reel sundhedsmæssig betydning. Desværre er det derimod dokumenteret, at det bly, som indtages af ådselsædende fugle såsom musvåger, ørne og kragefugle, fører til alvorlige blyforgiftninger på samme måde, som blyhagl forgifter andefugle. Større klumper af metallisk bly i naturen – f.eks. i form af hele projektiler – har formodentlig ikke de store miljømæssige konsekvenser.
Valg af projektil
Når jeg skal vælge et projektil, er det første jeg ser på, projektilets evne til at dræbe det vildt, som jeg ønsker at jage.
Hvis vildtarten er i den øvre ende af, hvad kaliberet kan klare (f.eks. 6,5×55 til vildsvin), vælger jeg et stærkt projektil med en kuglevægt i den tunge ende af skalaen for at opnå bedst mulig dybdevirkning. Omvendt kan jeg vælge en let kugle, hvis kaliberet i realiteten er ”overkill” i forhold til den pågældende vildtart (f.eks. .30-06 til råvildt). Dette vil mindske rekylen, mens en tung kugle i kraft af lavere hastighed vil mindske kødødelæggelsen. Jeg prioriterer vildtkødet højt og tager gerne ”lidt rekyl-bank” for at redde middagsmaden – jeg skyder derfor konsekvent med tunge kugler til vildt, som skal i fryseren.
Næste overvejelse går på, hvilke afstande jeg typisk kommer til at skyde på, og hvilke anslagshastigheder dette resulterer i. Her begrænses udvalget – for det er naturligvis vigtigt at vælge et projektil, som fungerer godt ved de forventede anslagshastigheder.
Relativ høj anslagshastighed nødvendiggør stærke projektiler. Det er her, det ofte er nødvendigt at vælge dyre ”premiumprojektiler” – det er simpelthen prisen for at benytte en magnumriffel på almindelige skudhold.
Når vi taler om gængse jagtkalibrer med udgangshastigheder på 700-900 m/s, er det sjældent hverken nødvendigt eller specielt fordelagtigt at vælge ”premiumprojektiler” af hensyn til at slå vildtet humant ihjel. Faktisk vil selv de mest primitive, gamle kappeklædte projektilkonstuktioner oftest dræbe humant og effektivt.
Forventer man derimod meget lave anslagshastigheder, må man vælge et ekstra letekspanderende projektil. Dette bliver f.eks. relevant, hvis man opererer med meget lange skudhold.
Dernæst er det tid til en vurdering af de ballistiske egenskaber. Taler vi om typiske skudhold ud til maks. 200 meter, går jeg ikke så højt op i kuglebaner og ballistiske koefficienter – det har ingen reel praktisk betydning med gængse jagtkalibrer. Sagen stiller sig naturligvis anderledes, hvis jeg drager afsted på mit livs jagtrejse efter ibex i Kirgisistan med forventede skudhold på over 400 meter.
Mine sidste overvejelser, inden turen går til skydebanen, kredser om sikkerhed og miljø. Jeg fravælger af den årsag konventionelle kappeklædte ekspanderende projektiler med ”løs” blykerne. Ikke fordi de generelt har en dårlig effekt, men fordi de fragmenterer for voldsomt. Jeg ønsker ikke at servere stumperne for hverken mine børn eller for havørnene, som rydder op efter mig på reviret.
Moderne bondede projektiler med moderate anslagshastigheder sviner langt mindre og er derfor oftest mit foretrukne valg. Om der står Norma Oryx, Winchester Power Max, Geco Plus eller noget helt fjerde på pakken er ret ligegyldigt, sålænge projektilet er bonded. Skal der for alvor fart på, kører jeg helst helt blyfrit – Norma ECO-strike og Hornady GMX er to fremragende valg i denne kategori.
Efter det beskrevne udskillelsesløb er det kun en afsluttende test af de tilbageværende kandidater, der mangler. Jeg vælger den, som skyder bedst i min riffel, og så køber jeg så mange pakker med samme lotnummer, som jeg har råd til på én gang. Prisen pr. patron? Den er jeg sådant set ligeglad med, så længe vi taler jagt – og ikke træningsammunition. Projektilet er altid den billigste del af fornøjelsen – det er et tåbeligt sted at spare.
Det siger loven
Ekspanderende projektiler er påbudt ved lov i de skandinaviske lande ved jagt på klovbærende vildt og andre større arter. De er da også langt den mest udbredte projektiltype ved jagt på alt andet end pelsdyr og tykhuder i andre dele af verden, selvom der i dag findes formstabile alternativer – også til jagt på klovbærende vildt.
Læs artiklen:
