TEKST: PER KAUFFMANN.
FOTO: PER KAUFFMANN SAMT MICHALICENKO OG WILD MEDIA FRA SHUTTERSTOCK.
At dele en ungjægers bestræbelser, bekymringer, ærgrelser og endeløse glæde, når deres første buk endelig ligger der, står fuldt mål med ens egen premierebuk. Måske er det oven i købet mere spændende at guide en ny riffeljæger til en buk end selv at jage, for gennem deres fejltagelser genoplever man sine egne fejl og mindes svundne tiders sejre.
I begyndelsen gik jeg meget på bukkejagt, lavede mange fejl og skød ikke så mange bukke. Senere gik jeg stadig meget på bukkejagt, lavede færre fejl og skød mange bukke. Det kaldes at udnytte sin erfaring, erfaring bygget på myriader af fejl, som man har lært af. Men mange af de fejl, jeg begik i begyndelsen, er blevet indhyllet i glemsel på samme måde som nogle af bukkene. Opsatserne hænger der, og med en vis portion koncentration kan jeg genkalde mig situationen, selv om jeg nogle gange må støtte mig til jagtjournalen. Anderledes forholder det sig med de fejl, jeg har begået, for derom er der ikke mange noter. I forbindelse med to ungjægeres bestræbelser for at skyde deres første buk har jeg nu haft lejlighed til at se mine egne fejl gentaget og dermed også vækket minder til live. Minder, som jeg ellers troede, var gået tabt. Egentlig en stor fornøjelse, for præcis de fejl danner baggrund for den erfaring, jeg trækker på i dag i forbindelse med riffeljagt.
Lige på bladet
Det første år Rasmus fik riffeltilladelse, besøgte han mig for at skyde en buk. Det lykkedes ham ikke, hvilket han naturligvis var ked af. Jeg havde det egentligt godt med det, for det skal jo heller ikke være for nemt, og det gør ikke noget, at de unge mennesker lærer at arbejde for sagen. Jo vanskeligere det er, jo mere sætter man pris på det, når det lykkes. Året efter var Rasmus på besøg igen for at forny sin chance. Efter et par dages udbytteløs jagt ringer min mobil midt om natten, klokken har vel ikke været mere end seks. I den anden ende af linjen forklarer en ophidset og lettere brødbetynget Rasmus, at han har skudt på en buk, der imidlertid forsvandt. Der er schweiss og hår på stedet, men ingen buk. Jeg iler straks til undsætning, og sammen følger vi blodsporet et stykke, inden det forsvinder for os. Schweisshundefører Niels Guldager rekvireres, og hans hund finder den anskudte buk ikke så langt derfra, og vi får den affanget. Historien har gentaget sig, for Rasmus har lavet samme fejl, som jeg lavede med en af mine første bukke: skudt til den, som om den var en skive. Hermed mener jeg, at vi i vores træning til riffelprøven skyder på en endimensionel skive, hvor bukken står med bredsiden til. Vi lærer at finde bladet og placere trådkorset præcist der. Problemet er bare, at det ikke er altid, at en buk står med bredsiden til. Ofte er dyrets placering nemlig (mere eller mindre) skråt på kuglebanen, vi siger, at dyret står spidst.
Sigt efter hjertet
Det, jeg ikke havde lært noget om, og Rasmus måske heller ikke, er hele tiden at overveje, hvor hjertet INDE i dyret befinder sig og indrette sigtet derefter. Rasmus havde skudt på bukken, da den var på vej skråt fremad, og den havde altså været et eller andet antal grader spidst på kuglebanen. Det er der ikke noget problem i. Problemet består i, at Rasmus havde sigtet på bukken, hvor han havde lært at sigte – på bladet. Og han havde ramt præcis der uden at tænke på, at så vil udgangshullet være placeret et stykke bagude og skuddet være ikke dræbende. Den samme fejl gjorde jeg med den seksender, der kom op mod mig mens jeg sad og sigtede på den, og hjertet hamrede i kroppen. Den fortsatte fremad på trods af mine bønner om, at den måtte dreje af og give mig et sideskud. Tyve meter var den fra mig, da den vinklede sig en anelse, og jeg placerede kuglen perfekt på bladet og gennemskød den skråt helt uden tanke for at holde længere fremme på bringen og derved ramme hjertet. Sådan er der så meget, når man lever sit liv forlæns, men forstår det baglæns. På grund af gode schweisshundeførere fik både jeg og Rasmus dog vores bukke og blev en erfaring rigere.
Vedholdenhed
Året efter oplever jeg flere situationer med Rasmus, der bringer minder frem om andre ærgerlige fejl, jeg selv begik i min ungdommelige uerfarenhed. Første morgen kommer han til den nybryggede morgenkaffe lidt efter klokken 7. Ikke udefra med riflen over skulderen og med duften af forsommer i tøjet. Nej, inde fra gæsteværelset med morgenhår og små øjne. Her på stedet har vi solopgang lige omkring klokken 5, så den unge mand har altså været ude i mindre end to timer. Senere på dagen tager jeg diskret emnet op og forklarer, at en buk har en fourageringscyklus på 2,5 – 3 timer, hvorfor det er en rigtig god ide at være ude i mindst 3-4 timer for at sikre, at man sidder en hel ”omgang”. Jeg forklarer, at bukkejagt er næsten lige så effektiv om dagen som ved solens op- og nedgang. Måske er det en overdrivelse, men som bekendt fremmer det forståelsen. Rasmus holder dog fast i sit mønster, og de følgende morgener mødes vi i køkkenet til tidlig kaffe og nedslående beretninger. Igen minder jeg diskret om, at der er større chance for at se bukken, hvis man er ude i terrænet, end når man ligger i sengen. Jeg har garanteret ikke nævnt, at ungdommen nu til dags ikke har nogen vedholdenhed, men jeg har måske tænkt det. Ved 11-tiden kører vi en tur ud gennem mosen, og jeg viser Rasmus de mange biler, der er parkeret langs den kilometerlange ringvej. ”Se, Rasmus, det er bukkejægere, og de er ude endnu”. På et tidspunkt bør det vel sive ind, for vedholdenhed er en del af succeskriteriet.
Frokostbukken
For at vise Rasmus, at man godt kan finde dyr midt på dagen, går vi en tur op i mosen lige efter frokost. Kort efter får Rasmus øje på et dyr. Det må man give ham – han så den før jeg. Den står i skovkanten og esser i honningurten, vel knap 200 meter ude. Jeg trækker Rasmus med, og vi avancerer ret hurtigt hundrede meter i ly af et birkekrat. Jeg rækker hånden tilbage mod Rasmus og beder om kikkerten, men den har vi så ikke med. Han troede vel, at jeg tog den og omvendt. Jeg stiller skydestokken op og beder ham kigge nærmere på dyret gennem sigtekikkerten. ”Det er en rå”, siger han ret hurtigt. Det undrer mig, for jeg synes, at jeg så den fejede og skrabede for et øjeblik siden. Jeg overtager derfor sigtekikkerten og kan straks fastslå, at det er en buk. Og ikke bare en tilfældig buk, det er den seksender, som jeg efterhånden kender så godt. Opsatsen er ganske vist ikke ret meget over ørehøjde, men sprosserne er gode, og den er tung i bunden – måske en returbuk. Bukken bevæger sig lidt frem og er nu dækket af vegetationen, hvorfor jeg pakker skydestokken ned, og lydløst bevæger vi os ind på 60 meters afstand. Jeg glæder mig over vores held, mens jeg forsigtigt stiller den trebenede skydestok op på ny og beder Rasmus om at skyde bukken. Den står med hele bredsiden til, en perfekt situation. Forgæves venter jeg på skuddet. I stedet går tiden, og så spørger Rasmus, om det går an at skyde gennem de græsstrå, der stikker op foran bladet. Hvad skal jeg sige? Havde det været mig, havde jeg skudt for længst, for de strå har ingen betydning. På den anden side skal Rasmus naturligvis have ros for at være opmærksom på den potentielle risiko. Så træder bukken to skridt frem, springer over den store kanal og er væk i skoven.
Den fejl kender jeg
Mine tanker går straks tilbage til den store seksender på Sydsjælland, som jeg undlod at skyde på grund af nogle græsstrå. På det tidspunkt havde jeg kun skudt få bukke, men havde flere gange set den enorme seksender i mosen – altid på for lang afstand. Sæsonen gik på hæld, da jeg endelig lurede ham. Det var en tilfældighed, at jeg fandt det nedtrampede otte-tal, han havde lavet i brakmarken på den modsatte side af mosen. Et ganske snedigt sted tæt ved pilekrattet men placeret, så han kunne komme og gå uset. Det var altså her, han havde tænkt sig at invitere sine damer hen, køre dem rundt i ring og til sidst beslå dem. Jeg brugte en hel dag på at slå et smalt pürschspor med leen, så jeg også kunne komme uset frem, og næste morgen sad jeg i mørket og ventede på ham. Solen havde netop spredt det første gyldne skær over mosen, da han kom. Og han ikke bare kom, han kom med fuld damp ud af mosen som skudt ud af en kanon. Ti meter fra mig begyndte han at skabe sig helt vildt, kartede sig rundt og kastede bunker af græs og siv langt op i luften. Jeg fik riflen i anslag, og pludselig stod han stille med bredsiden til. Dampen stod rundt om ham, og han var næsten så tæt på, at jeg kunne have slået ham med riffelpiben. Trådkorset hvilede på ham, men så var der de græsstrå mellem os. Jeg opfordrer ikke til uforsigtig og lemfældig omgang med vildt, men det siger sig selv, at den kugle var gået lige gennem hjertet på ham, hvis jeg havde trykket. Men det gjorde jeg ikke, han forsvandt i skoven igen, og jeg så ham aldrig siden. Man siger, at man ikke fortryder et skud, man ikke tager, men det er forkert, for den situation har jeg fortrudt mange gange siden. Som måske Rasmus også gør i dag. For naturligvis skal vi være forsigtige, når vi slipper kuglen, men det må heller ikke tage overhånd, for så får vi bestilt for lidt.
Sabelbukken
Min nevø, Alexander har det jæger-gen, som også hans far og onkel er befængt med. Han bestod sin riffelprøve i begyndelsen af bukkesæsonen, der nu gik på hæld. Han havde været en del ude med sin far, dog uden det var lykkedes. Da hans far også gerne selv ville jage lidt, fik jeg overdraget Alexander i håbet om at kunne bringe ham lidt mere held. Allerede første aften starter vi med at se den seksender, som Rasmus ikke fik skudt. Vi får øje på den langs et læhegn, allerede inden vi når ud af indkørslen. En hurtig og spontan pürsch kaster dog ikke noget af sig. Siden hygger vi os med adskillige råer i det område, hvor Alexander tidligere har set en spidsbuk. Den har fået navnet ”Sabelbukken”, idet min bror gerne navngiver det vildt, han ser. Jeg mener, at vi kan finde en bedre buk, men fornemmer, at Alexander er lidt forelsket i Sabelbukken – dens lidenhed til trods. Det sjoveste er jo også at skyde en buk, man kender og har set før, end den der pludselig dukker op, også selv om den er større. Vi er kommet lidt for sent ud, og Sabelbukken står på sin favorit-eng, da vi kommer. En lang pürsch indledes, men han fortrækker, inden vi når frem. Vi sidder resten af aftenen, uden at han kommer ud igen. Til gengæld kommer der en god seksender, men for langt ude og for sent til, at vi kan gøre noget ved det. Ingen tvivl om, at det er pladsbukken, og at Sabelbukken kun får lov til at være i området på dispensation.
De sidste dage i sæsonen
Et par dage senere er vi ude igen. Sæsonen lakker mod enden, og det er næstsidste aften. Vi er lidt tidligere ude, nu må han ikke snyde os mere. Vi ligger bag en vold og holder øje med det fugtige engområde, han tilsyneladende foretrækker at esse på. Da der ikke rigtig sker noget, beder jeg Alexander blive liggende og pürscher mig baglæns for at checke en anden mark på den anden side af et bredt læhegn. Da jeg kommer ud til hvedemarken, er der umiddelbart ikke noget at se, men kikkerten afslører det øverste af en opsats ude midt i marken. I løbet af kort tid har jeg hentet Alexander, og med ryggen op mod et tæt læhegn kommer vi ind på knap hundrede meter. Der er nu ingen tvivl om, at bukken er særdeles god, høj og kraftig. Det er også tydeligt, at han ligger og halvsover i hveden. En gang imellem kommer hovedet op for lige at tage bestik af situationen for derefter at falde ned igen. Vi benytter en af disse pauser til at komme endnu tættere på. Som sagt har vi en mørk baggrund i form af et tæt læhegn og er samtidig både i skygge og i god vind. Vi sætter skydestokken op på 50 meters afstand, men bukken er stadig dækket af hveden bortset fra hovedet, der kommer op en gang imellem. Vi rykker tættere på ad et par omgange, men Alexander er stadig ikke vild med at skyde den på halsen. Til sidst er vi 17 meter fra ham, står på åbrinken en anelse højere, end han ligger, har stillet skydestokken op, og Alexander er i klarstilling. Hver gang han løfter hovedet, hører jeg det lille klik fra riffelsikringen til højre for mig. Alexander er helt klar, hvis bukken pludselig skulle rejse sig. Men det gør han ikke. Tiden snegler sig af sted, og da der er fem minutter tilbage, inden solen går ned, beder jeg Alexander holde sig klar og siger så hej til bukken. Først ganske lavmælt, så højere og højere. Nu må han dog fatte det. Pludselig rejser han sig, men drejer rundt i samme bevægelse og springer 10-15 meter, inden han stopper og kigger ned mod os med bredsiden til. Det er nu, vi oplever de magiske sekunder, der opleves som timer, og det er nu, at Alexander skal træde i karakter. Men intet sker, bortset fra en lav stønnen ovre fra skytten. Så springer bukken i lange spring ned mod remisen, hvor han stopper et kort øjeblik, inden han er væk. ”Skuddet ville ikke gå af”, siger Alexander stakåndet efter denne sindsoprivende oplevelse og den mest oplagte chance, han vil få i mange år.
Husk lige sikringen
For det er jo det der med sikringen, der nødvendigvis skal skubbes lidt frem, inden skuddet kan gå. Den fejl har både jeg og en række andre begået – oven i købet adskillige gange, når situationen har været tilpas spændende og tilpas langstrakt. Den lille knold, der vælter læsset, så at sige. Slukøret trasker vi hjem, for hvor var det en god chance, og hvor kunne det have været en flot premierebuk. For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at vi næste aften er på plads igen. Sidste chance, for det er 13. juli og Alexander skal på job de næste aftener. Sabelbukken står på engen, da vi kommer, men forsvinder, inden vi kommer i stilling. Vi kan høre ham lege med en rå eller pladsbukken på den anden side af et læhegn, og inden længe kommer han tilbage og stiller sig op på 60 meters afstand til en perfekt kugle. Ingen fejl denne gang, og Alexanders første buk er en realitet. Ikke verdens største, men når det er ens første buk, kan man skyde, hvad man vil.
