TEKST: METTE BOELSGAARD HANSEN.
FOTO: BIRGIT BASBALLE SAMT JELENA SAFRONOVA OG FJAH/SHUTTERSTOCK.
Johan B. Steen sagde engang, at en pointer skal være som ”Et møbel i huset og en ild i marken.” Det beskriver meget godt en af pointerens helt fantastiske egenskaber. Vi hører fra tid til anden, at en pointer har brug for meget motion og aktivitet for at kunne være en harmonisk hund. Og jeg er til dels enig, men en af de meget udtalte egenskaber ved pointeren er netop dens evne til at tilpasse sig de omgivelser, den er i. Når pointeren er hjemme, er den rolig, mild og enormt tålmodig – en rigtig familiehund. Men når pointeren slippes i marken, så går den på jagt fra første sekund – og det gør den godt.

På jagt med pointeren
Pointeren er en stående jagthund, der jo som bekendt betyder, at den har den helt særlige egenskab, at den tager stand for fuglevildtet. Den stivner, står helt stille og holder vildtet fast, til jægeren kommer frem. På ordre rejser hunden vildtet, så jægeren kan fælde det, og hunden apporterer det fældede vildt til jægeren. Pointeren er alsidig, men egner sig især godt til fuglejagt på åbne vidder. Her imponerer den med sin fart og effektivitet. Netop farten, effektiviteten og det fantastiske fuglearbejde er med til at gøre jagten med pointeren så smuk. Pointeren er nem at dressere, og det korte tætte hårlagt gør, at pelsen ikke kræver særlig pasning.

Oprindelse og udseende
Hvor pointeren stammer fra, er der lidt uenighed omkring. Men mange kilder mener, at pointeren oprindeligt stammer fra Italien. Ordet Pointer er spansk (de Punta) og betyder at udpege en fugl, og at tage stand – ”to point”. I 1713 tog engelske soldater pointere med fra Spanien, og disse hunde dannede grundlag for racen. Derfor kaldes racen i dag for den engelske pointer. Pointeren kom til Danmark omkring 1850. Den er en mellemstor hund på 20-30 kg. og højden ligger mellem 61-69 cm., hanner lidt større end tæver. Farverne er primært hvid med orange, lemon, sorte eller brune pletter. Ensfarvet og trefarvet pels er også korrekt.

På markprøve med pointeren
Sidst i februar og start marts begynder agerhønsene at parre ud, og mange starter her træningen i marken. Flere deltager også på markprøver med deres pointere. Markprøve er en prøve- og konkurrenceform, som tester de stående hundes kvaliteter og jagtmæssige egenskaber. Markprøverne ligger typisk i marts/april og igen i september/oktober. I foråret går vi på stubmarker og marker, hvor afgrøderne blev sået i efteråret.
Markprøverne fingerer praktisk jagt på fuglevildt, og der er da også nogle helt særlige regler for, hvordan hunden må opføre sig på en prøve. For eksempel må hunden ikke løbe efter hare eller råvildt. Ud over markprøver findes der skovprøver. Fra sidst i april træner vi ikke længere i marken, da fuglene skal have ro til at yngle. Hen over sommeren arbejder mange med apportering og lydighed i al almindelighed. Der findes også apporteringsprøver og udstillinger, hvor pointeren ofte er repræsenteret.

Ny i Pointerklubben
Som ny pointerejer i Danmark indbydes man i et unikt fællesskab af jagt og hundefolk. I Dansk Pointer Klub har vi årligt flere forskellige arrangementer som fællestræning, vintermøde, familieweekend om sommeren og hovedprøven i foråret. Her mødes vi, diskuterer, bliver klogere, konkurrerer, træner, deler ideer og hygger os sammen.
Som ny hundefører og medlem af Dansk Pointer Klub får man muligheden for at komme i en mentorordning. Her bliver man koblet på en erfaren pointermand (eller kvinde), som kan hjælpe med råd og sparring omkring træningen af ens hund. Mentorudvalget i klubben inviterer endvidere til apporterings-, markprøve- og udstillingstræning, hvor nogle af landets dygtigste dressører inden for hvert deres område kommer og deler ud af deres viden. Her får de nye medlemmer ny inspiration, hjælp til deres egen hund, men vigtigst af alt mulighed for at møde andre pointerfolk fra klubben.
Hvis man overvejer en pointer som sin næste jagtkammerat, skal man vide, at fremtiden kan byde på smukke, unikke jagt- og træningsoplevelser. En jagtkammerat som kan begå sig på de fleste jagter og altid vil fascinere de andre jægere. Et medlem af familien så mild og god, at børnene straks udråber pointeren til deres bedste ven. Et helt unikt fællesskab og netværk i Dansk Pointer Klub og nye venner over hele Danmark.
Pointeren er for mig så helstøbt, fordi jeg har en hund, som jeg kan bruge i mit daglige arbejde med børn. Jeg har en hund, som (til)passer perfekt ind i en familie med små børn, hvor der nogle dage er god tid til træning, og andre dage må den nøjes med en tur i haven. Pointeren med dens utrættelige lyst til at jage, intensiteten i arbejdet og de poetiske fuglesituationer tager jagtoplevelsen til et helt nyt niveau. For mig kan det beskrives kort. Pointeren – en genvej til lykke.




