TEKST ANDERS KIEL NYGAARD
FOTO: ANDERS KIEL NYGAARD OG THOMAS LINDY SAMT SHIREBROOK PHOTOGRAPHY/SHUTTERSTOCK
Spaniels er bare nogle støvlepudsere”
”De fugle, de finder, kan jeg sgu selv sparke op
Fordommene omkring de vævre spaniels er mange, men faktum er, at jeg sjældent er på jagt, uden at mine hunde finder vildt, og jeg kommer oftest hjem med noget på tasken. Jeg har, siden jeg fik min første spaniel skudt langt over 2000 fugle over mine hunde, og jeg har altid kunne se dem finde- og efterfølgende apportere vildtet på tætteste hold! Selv på de kedeligste dage er det sjældent, at vi ikke får støvsuget terrænet og fundet sneppen, der puttede sig under grantræet, fasanen, der trykkede sig i brombærrene eller haren, der gemte sig i læhegnet. Jagt med spaniels er teamwork i den forstand, at hunden aldrig er længere væk, end at man kan se, hvad den foretager sig, og hunden jager sammen med dig!
Field trial spaniels – De stønnende hundes Formel 1!
Lidt om mig selv – jeg hedder Anders, er 25 år gammel og har gået på jagt, siden jeg kan huske! Jeg fik min første FT Springer Spaniel som 16-årig, samme år som jeg fik mit jagttegn. Sidenhen har jeg fået yderligere 3 springere, og derudover arbejdet med en række øvrige spaniels under min lille Kennel, Dauntless. Fælles for mig og mine kolleger, der nyder jagt med spaniels, er, at vi arbejder med stødende hunde – altså hunde, der jager med et kort søg før skuddet, men som i øvrigt sagtens kan fungere som fremragende apportører efter skuddet. Spaniels bliver således primært anvendt til klassisk roughshooting, som qua navnet er en engelsk jagtform, hvor man alene eller sammen med sine jagtkammerater går og skyder over egne hunde. Netop denne jagtform er også min absolut foretrukne, da man her altid kan se hunden arbejde. Man er sammen med hunden, man kan se hundens bevægelser, man kan se hundens ageren i terrænet, og som trold af en æske kan de finde fugle i selv det mest uforudsigelige terræn. Netop dette gør, at det altid er spændende at gå med en spaniel. Der er hele tiden action, ikke alene fra hundene, men også fra de kammerater, du går med side om side. Intimiteten er i top, og der er plads til hyggesnak, drilske – men også anerkendende – bemærkninger, da vi altid kan se hinanden og vores hunde. Netop det sidste og denne helhedsoplevelse, tror jeg, betyder meget for os spanielejere. Jeg har stor respekt for de øvrige hunderacer og anerkender kvaliteterne ved blandt andet de drivende hunde, men jeg ville simpelthen kede mig ved at gå på jagt med en hund, jeg ikke kan se arbejde. Jeg ville nok også bekymre mig for, om den nu havde krydset hovedvejen, og gad vide om den kunne finde hjem?
Hvis man imidlertid ikke er helt med på, hvad det vil sige at gå på roughsooting, kan man med fordel besøge Klubben for Field Trial Spaniels hjemmeside, som er landets største klub for racen. Her kan man finde et raceportræt og yderligere information om racen, ligesom der er gratis film fra klubbens mesterskaber, der også afholdes som roughshooting.
En af de helt gode dage!
Igennem de sidste fire sæsoner har jeg og hundene tilsammen lagt cirka 200 snepper i tasken. Jeg her født og opvokset i det mørke Midt- og Vestjylland, hvor kronvildt og drivjagt med fuld hals for mange er den typiske jagtform. Det er også begrænset, hvor mange fasaner vi har, da der er langt imellem de store herregårde og godser i området. Så hvis man vil den klassiske spaniel-jagt og nyder at skyde over egen hund, så må man tit og ofte nøjes med snepper her i landsdelen – det gør mig nu absolut ingenting, da sneppen og sneppejagt er min absolut foretrukne jagtform!
Det har samlet set givet mange gode oplevelser, men der er bare nogle dage, man aldrig glemmer! Der er blandt andet den dag, hvor vi i vores lille sneppeklub skød 25 snepper på én dag. Jeg vil dog fremhæve en dag, som jeg havde med min gode kammerat, Stig, i starten af november 2020. Trods en aldersforskel på over 25 år kommer Stig og jeg godt ud af det med hinanden, sikkert via vores fælles passion for spaniels. Vi har altid nogle gode dage, men denne dag var dog særlig god, da vi to mand i løbet af blot 3-4 timer fik skudt 14 snepper. Og selvom vi (synes vi selv) oftest er ret godt skydende, så var det alligevel ikke prangende denne dag. Der var mange snepper, men de var levende. Vi havde måske 60 snepper på vingerne, men havde nok kun skudchance til 25-30 af dem. Vi havde denne dag et hold på 4 spaniels med os, og så havde Stig smuglet en pølse-panter med i form af en labrador. Alle hunde gjorde et fantastisk stykke arbejde, men for mit vedkommende var dagen særlig god, da min efterhånden rutinerede sneppehund, Scott, bare arbejdede fuldstændig, som jeg kunne ønske mig. Samtidig fik min unghund, Ben, for alvor sine første rigtige sneppe-situationer med flush-og-apportering – trods de lidt levende snepper! Hundene skulle virkelig arbejde for situationerne denne dag! Så ikke alene var antallet af snepper formidabelt, men når alt så samtidig spiller med hundene, ja så er det svært at få armene ned.
Denne dag havde jeg faktisk mulighed for sneppedoublé – det var den allerførste situation, vi havde den dag i november. Vi var bogstavelig talt 20 meter fra hovedvejen, hvor vi havde parkeret bilerne. Der var lige en lille selvsået, tæt grankultur mellem noget højskov, inden det egentlig sneppe-terræn startede. Stig og jeg blev enige om at gå hver vores vej rundt om den og sende nogle af de gamle hunde så langt ind, vi kunne. Kort tid, efter at jeg havde sendt Scott afsted, råber Stig ”SNEPPE!” kort efterfulgt af ”TO!”.
Lavt imod mig kommer to snepper, men på grund af skudretning og sikkerhed i forhold til Stig og hovedvejen, bliver jeg nødt til at have dem til at flyve forbi mig. Inden jeg får mig vendt og drejet og får skuldret bøssen, er snepperne pludselig et stykke ude. Jeg får skudt til den første, og den falder, og straks kigger jeg efter nummer to! Jeg skimter den mellem træerne, men den er simpelthen for langt ude, og jeg kan ikke få hold på den mellem de mange stammer i højskoven. Jeg får ikke skudt til den sidste, selvom det ellers lignede en oplagt chance til doublé. Jeg kunne om ikke andet glæde mig over dagens første sneppe og kunne sende Scott på apportering. Selvom han sad gemt i grankulturen, har han måttet kunne se sneppen falde i skovbunden, for ud kommer han og bringer en lige-ud-lige-hjem apportering til min hånd.
Min unge hund, Ben, skulle også for alvor prøve sneppejagt denne dag, og efter at Scott trofast havde leveret de første fire snepper til tasken, var det Bens tur. Jeg husker tydeligt, at vi gik op ad et spor, hvor skov-rydningskøjetøjerne havde kørt. Ben sendte jeg fra side til side, og han kastede sig hovedløst ind i mellem de fældede stammer og grene, mens jeg selv gik meget bekvemt på sporet. Pludselig letter en løs sneppe ude på 25 meter. Jeg når lige at holde på den, da den igen smider sig. Ben havde ikke set den, men det havde jeg! Fremad det gik, og da vi kommer til stedet, hvorfra sneppen i første omgang lettede, er det tydeligt at se på Ben, at der er sneppe-fært i luften! Jeg kan mærke på ham, at han virkelig gerne vil fremad, så vi sætter tempoet et gear op! Da vi kommer hen til det sted, hvor sneppen smed sig, er den væk, men Ben vil stadig fremad!
Hurtigt bliver det tydeligt for mig, at sneppen løber foran os, og at Ben skal arbejde for at få den sat. Som trold af en æske kommer sneppen ud på sporet, og jeg blæser et stop-fløjt til Ben. Sneppen suser hen langs sporet i 1-meters højde, men Ben respekterer fløjtet og sætter sig. Jeg har derfor fri skudmulighed og afgiver et skud. Sneppen falder, men det er en vingebrækker, så den sætter straks i løb på det åbne spor!
Jeg sender hurtigt Ben af sted, og efter en kort spurt får han løbet sneppen op! Fuldstændig fantastisk situation, hvor før- og efterskuds arbejdet ikke kunne have været bedre! Det var især dejligt, at Ben respekterede stop-fløjtet i en situation, hvor han ellers havde alle muligheder for at prelle på fuglen. Havde han gjort det, kunne jeg ikke have givet et forsvarligt skud.
Endnu en sneppe leveret til hånd. Det var min sneppe nummer ni den dag, og i alt endte det med at blive til 67 snepper over sæsonen for mig og hundene. Normalt er tal ikke noget jeg går op i, men det vidner alligevel lidt om hundenes evner (foruden min jagtiver).
