TEKST OG FOTO: VADIM SEMASHEV. OVERSÆTTELSE: NIELS DYGAARD.
Flyveturen den næste dag fra Petropavlovsk og til Palana gik overraskende hurtigt, og det til trods for at vi måtte skifte fly, da man var ved at anlægge en ny startbane i den tidligere hovedstad Korakia. Vi fløj først med en Antonov 26 til Tilichiki og videre derfra med helikopter i Palana, hvor vi mødtes med vores guider.
Det faktum, at alle flyveturene forløb helt uden de forsinkelser, som er så typiske for Rusland, hvor der ofte er problemer med udstyr og vejrforholdene, får mig nu her bagefter til at tænke mere på de problemer, vi oplevede på selve jagten og især på hjemturen. Alt, hvad der sker i ens liv, hænger sammen, og intet ser ud til at være ligeså regelmæssigt i mønsteret som et zebraskind. For dette er Kamchatka, hvor man efter smukke efterårsdage kan opleve uger med regn, snebyger og stormvinde og ikke mindst tåge så tæt og blød som fløjl, som forårsager, at al flytrafik bliver sat på ”stand by”.
Akklimatisering med bjørne og flyndere
Efter at vi havde tjekket ind på Palana´s eneste hotel, traf vores guide Kostya et godt valg. I sin ”Kruzak” – en Land Cruiser – kørte han os alle til udkanten af byen, hvor vi fik mulighed for at fotografere bjørne. Her havde en eller anden dumpet et læs laksehoveder, og nu var en flok bjørne i forskellige størrelser i gang med at indtage et fiskemåltid her midt på eftermiddagen og i fuldt dagslys.
Det var interessant at iagttage det hierarki, der herskede. De unge bjørne måtte vige for de ældre han- og hunbjørne, men alt skete i en rolig og fredsommelig atmosfære. Vi sad i bilen blot nogle få meter derfra og kunne fotografere optrinnet. Kostya mente, at vi havde godt af at ”akklimatisere” os og træne med vores kameraer – og uden våben.
Efter planen skulle vi først tilpasse os en tidsforskel i forhold til Moskva på otte timer. Derfor sejlede vi den næste dag i to både ud for at fiske. Her lykkedes det os at fange to store flyndere, og jeg kan kun bekræfte, at nystegte flyndere smager aldeles pragtfuldt.
Ind i jagtområdet med bæltekøretøj
Næste dag fortsatte vi turen mod det område, vi skulle jage i. Transporten med et russisk bæltekøretøj, en såkaldt GT-T har sine fordele og ulemper sammenlignet med båd og firehjulstrækker, som jeg har benyttet på tidligere jagter. For det første er larmen inde i ”blikdåsen” helt forfærdelig. Når vejret tillod det, sad vi derfor udenfor på bæltekøretøjet. Det var både koldt og vådt, og den rystede voldsomt, så vi måtte holde os godt fast og sørge for, at vi ikke mistede noget af vores grej. Fordelen ved at sidde ude var den friske luft og en fantastisk udsigt til den vildmark, som vi kørte igennem.
Vi kørte hele dagen med dette køretøj og overnattede i en primitiv jagtcamp, inden vi fortsatte næste dag. Omsider nåede vi vores jagtcamp, som viste sig at være ganske komfortabel med egne soverum, pejs i opholdsrummet og en særskilt hytte med en todelt sauna og vaskerum.
Undervejs havde vi set så mange bjørne, at vi, da vi havde talt en tyve-tredive stykker, holdt op med at tælle dem. Om dagen gik de og spiste bær, og om aftenen trak de ned mod floderne, hvor laksene allerede var begyndt at gyde. Flere af bjørnene reagerede først, når vi var helt tæt på dem med bæltekøretøjet. En kæmpestor han trak sig først tilbage, da vi var tyve meter fra den.
På jagt til hest efter bjerggeder
Da vi havde fået os installeret, ventede vi sammen med vore guider på de heste, vi var blevet lovet. En af hestene i campen havde netop fået et føl og den døbte vi ”Basecamp”. Føllet var kulsort, til trods for at både moren og faren var hvide. Næste dag red min ven Anton og jeg i det første morgengry ud sammen med vores guider for at se efter bjerggeder. De øvrige fra jagtselskabet måtte blive i lejren, indtil de nye heste ankom. At sidde til hest var en helt ny oplevelse for os. Efter næsten 12 timer i sadlen den første dag, nægtede mine ben om aftenen at bære mig. Vi var om dagen faret vild i tæt tåge i et bjergpas, og derfor blev det en ekstra lang tur for os.
Næste dag gik vi direkte fra lejren og op i et bjergområde, hvor guiderne havde observeret nogle flotte væddere. Jeg havde ved tidligere lejlighed besluttet, at jeg ikke længere ville deltage i anstrengende bjergjagter, men det havde jeg valgt at se bort fra det på denne tur. Nu måtte jeg så betale prisen for det på den stejle bjergside, men til sidst nåede vi op og begyndte at snige os ind på flokken, hvor der var nogle flotte væddere i trofæklasse.
De stod et godt stykke fra os, og da vores afstandsmåler ikke virkede, forsøgte både Anton og jeg os med et skud. Resutatet blev, at vi begge skød forbi. Da Anton er både yngre og mere atletisk end jeg, ville han forsøge at pyrsche sig ind på flokken. Jeg måtte derfor vende tomhændet tilbage til lejren, mens Anton om eftermiddagen kom tilbage med en flot vædder liggende på sadlen bag sig.
Nyt forsøg efter Bjerghed
Næste dag ville Anton have en pause hjemme i lejren, mens jeg sammen med min guide tog til et nyt bjergmassiv for at jage en ny flok. Vi tog afsted til hest, men da en vigtig del på min saddel på grund af slitage gik i stykker, måtte vi fortsætte til fods. Vi fandt den nye flok, men den stod næsten 500 meter væk, så for at komme nærmere måtte vi klatre ned i en dalsænkning og op igen på den modsatte side. Der besluttede jeg mig for at skyde. Det var nok ikke den rigtige beslutning, for jeg har ikke stor erfaring med at skyde på lange afstande. Men jeg skød, og det blev en ren forbier. Jeg forsøgte herefter at korrigere lidt, men det blev en ny forbier. Således mislykkedes mit andet forsøg på at skyde en bjergged.
Næste dag red vi op på bjerget på den modsatte side af dalen. Vi red i zig-zag op ad bjergsiden. Min hest blev træt, og den nægtede pure at adlyde både stemme og tøjlerne. Vi kom godt halvvejs op ad bjergsiden, inden Anton og jeg måtte stige af og fortsætte til fods op til toppen, hvor guiderne lå og ventede på os. Min ven havde allerede skudt sin vædder, men han fulgte med mig for selskabets skyld og som moralsk støtte. På den anden side af bjergkammen havde guiderne allerede opdaget en flok, som vi nu ville forsøge at komme på skudhold af. Vi sneg os af en lang omvej for forhåbentlig at få vinden fra den rigtige retning. Dette var min fjerde tur op på bjerget og mit tredie forsøg denne dag på at nedlægge en vædder. Jeg var ved at nå grænsen for, hvad jeg kunne holde til. Jeg satte mig derfor ned, tog nogle dybe indåndinger og rejste mig så igen for at fortsætte.
Jeg havde lånt min Swarovski-kikkert med afstandsmåler til min guide, Vadim, som gik lige foran mig. En af de andre guider lå længere nede på bjergsiden og spejdede ned mod bjerggederne. Med sveden drivende ned ad mig, sneg jeg mig forsigtigt efter min guide. Vadim havde allerede rejst sig og stod og kiggede op over bjergkammen og ned mod flokken. Jeg lagde mig udmattet ned ved siden af ham.
På Skudhold
Guiden Baranov lå et par hundrede meter længere væk på bjergsiden og gjorde tegn til Vadim, om at vi skulle gå rundt om et klippefremspring og snige os ind fra en anden kant. Det gjorde vi og nærmede os fremspringet, som vi måtte passere for at få mulighed for at kunne se gederne neden for os på bjergskråningen. Vi krøb op til bjergryggen og kiggede forsigtigt op over den. Under os så vi flere geder, deriblandt fire stærke væddere. Èn skilte sig markant ud med store, flotte horn. Vadim hviskede til mig, at de stod 220 fra os. Vi havde, skjult bag bjergkammen, mulighed for at krybe lidt tættere på. Vinden var god, og Vadim og jeg krøb nærmere, og Baranov signalerede til os, at alt var OK.
Vadim skubbede min rygsæk hen til mig, så jeg kunne bruge den som underlag for riflen, og jeg lagde mig forsigtigt til rette og gjorde klar til skud til den største af vædderne. Den stod på en afstand af ca. 150 meter, men jeg måtte lægge mit hoved ned på rygsækken for lige at få ro på. Derefter rettede jeg sigtet mod vædderen. Jeg afsikrede, åndede ud, og trykkede blidt på aftrækkeren og håbede, at vædderen ville vælte i knaldet.
Men den flygtede i stedet for sammen med de tre andre op imod vinden og forsvandt bag et klippefremspring. Vadim ventede, til den sidste var forsvundet, og sagde til mig:” Kom, vi følger efter dem!” Jeg lagde alt fra mig undtagen riflen og løb efter Vadim. Jeg pustede allerede tungt og følte snart, at jeg var ved at blive kvalt, men jeg fortsatte efter guiden. Vi begyndte at klatre nedad imod det sted, hvor vi mente, at vædderne var forsvundet hen. Vadim opdagede dem, og jeg fik en ny chance til min vædder, der stod ude på 160 meter. Skuddet smældede og ekkoet bragede mellem klippesiderne. Endnu en gang løb de alle fire videre og forsvandt ud af syne. Det var umuligt for os at følge efter dem på grund af det stejle terræn, og jeg måtte opgive håbet om at få en flot vædder på denne jagttur.
Vi tager på bjørnejagt
Vi måtte vende tilbage til lejren og så småt begynde at tænke på tilbageturen til Palana. Vadim vidste ikke, hvor bæltekøretøjet, som vi var kommet med, befandt sig lige nu. Hans satellittelefon var gået i stykker, så vi måtte tilbage til hovedlejren længere nede i dalen for at få kontakt. Dér fik vi at vide, at bæltekøretøjet stod i Palana, så det ville tage et par dage, inden vi kunne blive hentet. Vi havde således endnu et par jagtdage, vi kunne udnytte, inden vi skulle forlade vildmarken. Jeg orkede ikke en ny anstrengende tur op i bjergene, så den resterende tid ville jeg bruge på bjørnejagt.
Anton var så uheldig at falde af hesten og på ryggen ned i et vandløb. Ryggen tog ingen skade, men bolten på hans Blaser-riffel gik i stykker, da den ramte en stor sten. Vadim og jeg brugte dagen på at spore en stor, flot bjørn fra en af laksefloderne. Vi opdagede den på en afstand af 500 meter. Den gik og åd blåbær og bevægede sig så hurtigt, at vi måtte løbe for at indhente den. Det første skud afgav jeg på en afstand af 120 meter, men det så ikke ud til, at min .300 WIN Mag-kugle havde nogen virkning på den gigantiske Kamchatkabjørn. Mon en 375 H&H ville have været bedre. Jeg måtte bruge endnu et par kugler, inden bjørnen væltede. Den sidste kugle ramte rygraden, og selv da havde bjørnen kræfter nok til at løfte hovedet og kigge på mig for ligesom at se sin overmand i øjnene.
Tilbage til civilisationen
Mod slutningen af turen kom vejret til at volde os lidt problemer. Bæltekøretøjet fragtede os tilbage til Palana, men hotellet var overfyldt på grund af fly, der hverken kunne lette eller lande i det regnfulde og tågede vejr. Vores guide Kostya skaffede os logi i en ledig lejlighed, og et par dage senere kunne vi stige ombord i en helikopter tilhørende et byggefirma og med den flyve til byen Esso. Fordelen ved denne by er, at det er et af de få steder i Kamchatka, som har forbindelse til halvøens vejnet. Efter at have tilbragt natten på et hyggeligt hotel kunne vi næste morgen læsse vores udstyr ind i en minibus og påbegynde køreturen sydpå til Petropavlovsk. På vejen tilbage til hovedstaden fik vi også lejlighed til at besøge det kniv- våben-og trofæmuseum, som Gennady Viktorovich har skabt, og som er kendt langt ud over Kamchatkas grænser. Det var desværre ikke tilladt at tage fotos inde på museet. Gennady fortalte os, at en amerikaner havde tilbudt ham en million dollars for hans samling.
Tilbage i Petropavlovsk er der intet, der kan stoppe flyene – hverken tåge eller regn. Og hjem måtte vi alle. Alle jagtture får en ende, selv om man umiddelbart efter ofte begynder at tænke på den næste. Jeg fik min bjørn, men ikke min vædder. Bjergterrænet var nok for stor en udfordring for mig i denne omgang. Og Kamchatka, det er noget helt for sig selv. Et utroligt land, et utroligt landskab uden slanger, flåter og onde ånder. En jagt er forbi, og længe leve den næste jagttur.
Knæk og bræk!
