På jagt efter tahr i New Zealand

Set på afstand ligner en gammel tahrhan mere et stort vildsvin end et dyr fra gedefamilien; men ved nærmere øjesyn er det måske et af bjergenes mest ædelt udseende dyr.” Frederick Markham, britisk jæger og forfatter 1854.

Selv i New Zealand, som har den største bestand af tahr, bortset fra dens hjemland i Himalayabjergene, er tahren et forholdsvis ukendt dyr. Jeg havde længe haft et ønske om at opleve en bjergjagt efter tahr i de spektakulære Sydalper og højlandsområder på New Zealands Sydø. Med ry for exceptionelle trofæer og genetisk set de stærkeste eksemplarer for adskillige vildtarter fra hele verden, var det ikke en vanskelig beslutning at planlægge en jagtrejse til dette fantastiske land.

Tahren blev udsat i New Zealand for mere end 100 år siden, og den lever i dag vidt udbredt i De sydlige Alper. Dens latinske navn, Hemitragus jemlahicus betyder helt bogstaveligt ”den halve ged” fra Jumla Dalen i Himalaya. Men hvordan gik det til, at denne stridhårede drøvtygger også kom til at leve i New Zealand? I 1800-tallet blev eksotiske vildtarter jaget og indfanget af velhavende mennesker som f.eks. Hertugen af Bedford, der ville have en Himalaya-tahr på sit gods, ”Woburn Abbey” i England.

Det var netop dyr herfra og bragt med skib, som New Zealands ”Department for Tourists and Health Resorts” i 1904 lod udsætte nær ”Mount Cook” i håbet om, at de ville tiltrække velhavende, udenlandske jægere. Der blev udsat vildtarter fra hele verden, fra Himalaya, det skotske højland, de østrigske alper. Og ja – New Zealand blev et Noahs Ark for de mest ikoniske, jagtbare vildtarter. Disse udsætninger har betydet, at landet formodentlig er blevet verdens største jagtparadis.

New Zealand er et smukt, varieret land med græsmarker, sletter, bjerge, fjorde og regnskove. Landets varierende topografi skyldes den dynamiske grænse, som det ligger hen over mellem to tektoniske plader. På grund af de forkastninger og forskydninger, som sker, hvor disse plader støder sammen, er New Zealand blevet beriget med nogle ganske enestående landskaber, der gør jagten her til en særdeles spektakulær oplevelse.

Med min passion for højlandsjagt ville jeg på denne tur have fokus på tahr. Skønt bestanden er truet i deres oprindelsesland Nepal, trives de og forekommer talrigt her i New Zealand takket være en perfekt habitat og fraværet af prædatorer. Det bedste tidspunkt at jage Tahren på her er i efterårsmånederne, når de er i brunst. ”Brøletiden”, som man kalder den, starter som regel hos kronhjortene midt i april og kulminerer med tahr, der begynder på deres årlige kampe midt i maj.

En voksen tyr vil normalt veje omkring 75 kilo, men den kan i sjældne tilfælde nå op i nærheden 120 kilo. Den har en skulderhøjde på 100 centimeter og kendes på den næsten 25 centimeter lange, krusede manke. Om vinteren kan en voksen tyrs pels variere i farverne fra sort til mørkebrun med lysere partier på bagparten. De yngre tyre er som regel brune eller rødbrune med en kortere manke. Om vinteren er det ofte den voksne tyr, man først vil lægge mærke til på grund af dens større korpus og mørkere udseende. Ligesom hos skotske vildgeder har begge køn horn. Tahrtyrenes horn er dog meget tykkere og længere end hunnernes – som normalt ikke bliver betragtet som et trofæ. En trofæbærende tahr er mindst fem år gammel, og på det tidspunkt kan dens horn kan have nået en længde på 12 – 13 tommer. Ifølge Steuart Laing, som er forfatter til bogen ”Tahr: A new Zealand Hunters Handbook” kan et ekstraordinært stort tahrtrofæ fra New Zealand have en længde på 15 tommer, men det forekommer meget sjældent.

– Han skriver videre: ”Et tahrtrofæ´s kvalitet øges ved længere horn og større omfang af hornenes base.” Det er også værd at notere sig, at kvaliteten af tahrens trofæ ikke nødvendigvis falder med alderen på samme måde, som det er tilfældet ved en ældre kronhjort. I modsætning til mange andre gedearter er kødet fra en tahr til trods for, hvad mange næppe ville tro, meget velsmagende. “Selv køllerne fra en voksen tahrtyr, der er ved at komme i brunst, smager glimrende,” beretter Steuart.

Jeg vil i øvrigt absolut anbefale, at man læser bogen om tahr. Jeg læste den på vejen herud, og det er den perfekte appetikvækker, som stimulerer jagtlyst, inden man lander. Den indeholder mange nyttige informationer om tahrens forskellige habitater, dens bevægelsesmønstre i løbet af dagen, dens sociale struktur samt om jagtmetoderne.

Evnen til ikke at blive opdaget er altafgørende, når man skal jage tahr, og brugen af en kikkert også helt essentiel. ”Tahren har en formidabel synsevne, og det er typisk den, der får øje på jægeren først – og ikke omvendt. En tahr kan opdage en bevægelse på lang afstand, og hvis den først er advaret, vil den holde øje med fredsforstyrreren højt oppe fra. Da synet er dens primære forsvar, vil det være spild af tid at prøve at pyrsche sig ind på den, når du er inden for synsvidde,” forklarer Steuart. Det er derfor, kikkerten spiller så vigtig en rolle ved bjergjagt. Vælg et kvalitetsprodukt, for den vil vise sit værd, når du har mest brug for det.

For mig var det ligetil at vælge en kikkert. Leica har skabt en førsteklasses kikkerter, som tilfredsstiller bjergjægerens krav. Geovid HD-B med afstandsmåler er ikke blot, hvad optikken angår, sublim, den har også den mest avancerede afstandsmåler, der er skabt til jagtbrug. Kikkerten har en indbygget brugervenlig, men sofistisk ballistik kalkulator, som langt overgår alle de andre, som jeg har prøvet. Geovid HD-B´en har i øvrigt en utrolig fin farvegengivelse, høj kontrast og lysgennemstrømning.

Jeg ville have en riffelkikkert, der matchede min binokulære kikkerts funktionalitet, og her faldt valget på en Leica Magnus. Det nyeste skud på stammen er en 1.8×12-50, som er helt perfekt til bjergjagt – den er let og har klassens bedste lystransmission. Den riffel, jeg valgte, blev en af mine favoritter og af samme høje kvalitet. Sauer 404 er efter min mening en perfekt, moderne bolt-action riffel, som besidder den kvalitet og præcision jeg efterspørger, og så passer den som hånd i handske til mit kikkertvalg.

På samme måde var kalibervalget let for mig. Jeg havde brug for et kaliber, som ville ramme præcist både på mellemlange og lange hold, og som samtidig havde stor anslagskraft på mellemstore dyr. Jeg valgte .270 Winchester. Da jeg har brugt dette kaliber mange gang tidligere, har jeg stor tillid til dets evne til at skyde, som man forventer og forlanger det på lange hold. En 8,4 grams Interbond kugle ville være ideel til denne vildtart og den mission, der ventede mig.

Mit valg af outfitter var tilsvarende let. Jeg havde tidligere på mine udenlandsture hørt meget fordelagtigt om familien Fraser og Cardrona Safaris. Alle deres jagter foregår i overensstemmelse med ”Safari Club International´s” etiske standard. Foruden tahr tilbyder de også jagt på kronhjorte i verdensklasse, gemse, dådyr, whitetail hjort, geder, vildsvin, sika, samt rusa- og sambarhjort. Fraserfamilien har været i jagtbusiness i 30 år. Andrews søn, Duncan, der er sidst i tyverne, står i spidsen for deres eksklusive jagtbureau. Takket være familien Frasers gode ry kommer sheiker, amerikanske oliemillionærer, tyske notabiliteter og britiske aristokrater til denne destination for at jage på et privatejet jagtreservat nær ved ”Mount Cecil” i ”The Hunter Hills”. Således er Duncan ofte vært for højt profilerede gæster, som foretrækker at holde lav profil, når det gælder deres aktiviteter her.

Jagten på tahr foregår i et regeringskontrolleret, alpint terræn højt oppe i bjergene. Der er et stort jagttryk på de områder, som det er let at nå til. De mere afsides områder flyver man til med helikopter, for det sparer dig for meget lange vandreture. Når man er oppe i det rette område, bliver man sat af for at jage til fods, og derefter bliver man samlet op en dag eller to senere – alt afhængig af vejret – og forhåbentlig med sit trofæ.

Efter at have været på jagt i bjergene i nogle dage, var vi endelig lige i hælene på en tahrtyr, idet vi kunne følge dens skarpt kantede spor, som var tydeligt afsat i årets første, lette snefald. Sporene krydsede bjergryggen i nordlig retning. Spændingen voksede, da vi fandt stedet, hvor dyret havde ligget. Ved at scanne bjerget med kikkerterne fik vi ganske rigtigt øje på en voksen tyr, der stod og kiggede ned i dalen under den. For at komme til skud, skulle vi rykke frem i åbent terræn. Det ville kræve en meget forsigtig opstigning og samtidig skulle heldet være med os. Jeg beregnede afstanden til tahren og fandt derefter den position, som jeg regnede med at komme til at skyde fra, og ved hjælp af basal trigonometri, kom jeg frem til, at afstanden fra den mulige skudposition og over til tyren ville være cirka 300 meter. Det er ikke en usædvanlig afstand for bjergjagt, men det var stadig et langt skud og ikke et, jeg bare ville tage uden at bruge Leica´ens ballistik kalkulator, så jeg var sikker på, at mit første skud ville sidde, hvor det skulle.

Vi fortsatte vores opstigning til den ønskede position og nåede den uden at få forstyrret det behårede dyr. På det tidspunkt stønnede både min guide og jeg tungt, og vores hjerter hamrede. Tahren var overhovedet ikke klar over vores tilstedeværelse. Nu var tiden inde til at komme i den rette position og beregne afstanden til tyren. Ifølge min kikkert befandt den sig 305 meter væk i en stejl 50 graders vinkel. Mit gæt ville være, at jeg skulle holde lidt højt på bladet, så kuglen på grund af den skrå vinkel ville falde lidt og ramme vitale dele. Men kikkerten, der havde beregnet og gemt mange real-time variabler i dens algoritme, viste noget andet. På grund af den tynde luft, temperaturen og især den stejle vinkel, skulle jeg holde lige på. Det kom som en stor overraskelse for mig. Mit instinkt sagde mig, at jeg skulle sigte højere, skuddet var trods alt på 300 meter, men jeg valgte at stole på kikkerten og holde lige på bladet, som den foreslog.

Efter et par minutter var jeg klar og lagde riflen godt til rette på min oppakning og nogle klippeblokke. Et intenst kvarter gik, mens tyren stod med front direkte mod os uvidende om den røde plet, der fulgte hver eneste af dens bevægelser. Til sidst fik jeg chancen, og en enkelt god kugle drønede ud over bjerget. Tyren faldt helt udramatisk og meget beroligende for mig lige på stedet.

Kikkerten havde regnet rigtigt, men havde jeg fulgt min umiddelbare indskydelse, ville skuddet formodentlig være gået over – eller endnu værre have forårsaget en anskydning.

Det var heldigvis ikke svært for os at spore og finde min tahr. En utrolig flot tyr i medaljeklasse med 12 tommer lange horn. Den del af jagten, hvor der ikke var brug for ”lykke og held”, var skuddet på den lange afstand. Min kikkert havde analyseret forholdene til perfektion, og jeg havde succesfuldt nedlagt dette usædvanlige dyr med klinisk præcision takket være den sofistikerede teknologi, som uden tvivl vil være en stor hjælp for mig, næsten gang jeg skal på bjergjagter.

New Zealand er ved at blive en af verdens førende jagtdestination kun overgået af Afrika, og populariteten er stadig støt stigende. New Zealand er et fremragende rejsemål for familier, da det er sikkert og demokratisk land at færdes i. Hvis man ønsker at stikke afsted i et par uger eller mere og har en god bog med til flyveturen, kan jeg kun anbefale et jagteventyr her. Måske opsummerer dette fantastiske citat fra Lieut-colonel C.H. Stockley´s bog fra 1928 ”Big Game Shooting in the Indian Empire”, hvorfor tahren er så eftertragtet:”En gammel buk, der står med sine fire ben plantet på en klippeblok højt oppe over et dyb på 1000 fod, med det lange hår bølgende i vinden og en holdning, der udstråler Du kan ikke komme mig nær, er for enhver storvildtsjæger et smukt syn og en evig udfordring, som er næsten umulig ikke at tage op.

En 5 dages jagt på tahr med Cardrona Safari koster 6,500 US dollars. Dette inkluderer fly fra UK, transfer, trofæafgift, ophold, forplejning incl. drikkevarer, interimistisk præparation af trofæ og transport under jagten. Flere oplysninger kan findes på: www.cardronasafaris.com.