AF SIMON K BARR. OVERSÆTTELSE: NIELS DYGAARD. FOTO: TWEED MEDIA.
De situationer og de oplevelser, jeg som jæger har haft, har det været langt bedre at dele med nogen, da de fandt sted – end længe efter, at de var sket. Det er aldrig det samme at forklare noget anden eller tredje gang uden de detaljer og de ydre forhold, der er knyttet til en jagt. Det er ikke kun selve jagten, jeg har nydt at dele med andre, det er også det periferiske i forhold til hovedbegivenheden, som har nydt godt af at blive oplevet i fællesskab. Den lokale befolkning, kulturen, maden, floraen og faunaen for slet ikke at nævne ”det lille glas”, som en vellykket jagt ofte afsluttes med.
Jeg er så privilegeret at være på jagt sammen med min nære ven og jagtkammerat, Oliver Dorn flere gange om året. Selvom vi er fra to forskellige lande og kulturer, jeg er fra UK og Oliver fra Tyskland, passer vores appetit på jagtoplevelser særdeles godt til hinanden. Vi deler en ægte passion for mange af de samme vildtarter, og de forskellige opfattelser, vi bestemt har, giver kun stof til en spændende konversation under jagtmiddagen – og det uanset hvad det lokale køkken måtte servere. Vi har mange gange været sammen på jagt i Tyskland, England og Skotland, en enkelt gang i Østrig og nu for nylig i Namibia.
Vores jagtfilosofi er den samme, selv om den er udsprunget af forskellige jagttraditioner. Dette kan sammenfattes til en etisk fair jagt på stærke, bæredygtige vildtbestande – hverken mere eller mindre. Med udspring i dette tog vi sammen på en jagtrejse til Bulgarien. Vi havde hørt meget spændende om Bulgarien fra flere jægere, som vi vidste, vi kunne tage for gode varer. Vildt i topklasse, landskabets skønhed og ikke mindst hvor ikke-kommercialiseret denne tidligere kommunistiske stat er som en sublim jagtdestination. Datoen for turen blev valgt og flyafgangene rettidigt booket.
Vi fløj fra henholdsvis London og Frankfurt og havde aftalt at mødes i Sofia, Bulgariens hovedstad. Flyveturen til Bulgarien tager blot 2.5 time fra London og kun lidt over 2 timer fra Frankfurt og gør det derfor nemt at nå for et stigende antal både mandlige og kvindelige, europæiske jægere, der er villige til at rejse til et andet land for at opleve et eksotisk jagteventyr.
Når man har sin riffel med på en flyvetur, er det normalt, at man får den udleveret af tolderne eller lufthavnspolitiet, når man ankommer. Det var derfor noget af en overraskelse at se min riffelkuffert ankomme på bagagebåndet i Terminal 2 i Sofias lufthavn ved siden af en klapvogn. Efter at jeg hurtigt havde reddet min riffel fra denne mærkelige situation, blev jeg mødt af en tolk, der fik mig til at føle mig mere som en krigskorrespondent end en jæger, men bulgarsk er et svært, slavisk sprog, så assistance til kommunikationen var mere end nødvendigt. Oliver lettede en time senere end jeg. Vi fandt uden besvær hinanden, og ventetiden brugte jeg på at nyde en lokal øl med min nye bulgarske guide.
Vi skulle køre fire timer østpå for at nå frem til vores jagtområde. Ikke længe efter at vi havde forladt lufthavnen, blev både Oliver og jeg overraskede over at se reklamer for jagtvåben på kæmpestore billboards langs motorvejen. Sådan noget ville man næppe få at se langs en tysk Autobahn eller en engelsk motorway, men her viste bulgarerne altså deres støtte for jagt.
Undervejs nød vi fra bilen synet af det fascinerende landskab med skovbevoksede bjerge så langt øjet rakte gennemskåret af dybe, mørke slugter. Som vi sad og kiggede ind i dem under det lave løvhang, spekulerede vi på, hvilke skabninger, der mon lurede derinde.
Vi ankom til det privatejede jagtgods ”Bukovetz”, hvor vi blev hjerteligt modtaget. Den imponerende hovedbygning ligger sammen med de tilhørende huse i bunden af en dal ved en sø, omgivet af en smuk, gammel skov. Til godset hører cirka 30.000 hektar uspoleret natur i den centrale bjergkæde, ”Stara Planina” i ”Veliko Tarnovo” provinsen. Vores værter tog glade og smilende imod os med egnens lokale snaps og friskbagt brød, som er godsets traditionelle velkomst til dets jagtområde.
Beliggende på Balkanhalvøen med Sortehavet mod øst er Bulgarien porten til det europæiske fastland fra Tyrkiet, hvilket igennem århundreder har sat sit kulturelle præg på landet. Ligesom mange af dets nabolande var Bulgarien efter 2. Verdenskrig en kommunistisk stat og forblev det indtil Berlinmurens fald i 1989. Landet har efter det kommunistiske regimes kollaps gennemgået en lang og smertefuld omstillingsproces på vej til en forhåbentlig forbedret markedsøkonomi. Bulgarien, der kom med i EU i 2007, er unionens fattigste land. Man tager derfor med glæde imod udenlandske jægere og den indtægt, de bringer til landet. Derfor var alle de bulgarere, vi mødte, særdeles venlige og imødekommende. Det var vigtigt for dem, at vi følte os godt tilpas trods de åbenbare kommunikationsvanskeligheder, som på en eller anden måde dog føltes langt mindre efter de første glas snaps.
Demokrati har ført til mange forandringer i landet. Umiddelbart efter det kommunistiske regimes fald blev landet sendt ud i en tilstand af ustabilitet. Trist nok havde dette en negativ virkning på vildtet. Nogle af de fattigste og mest afsidesliggende kommuner blev økonomisk presset til det yderste i denne periode. Vildtet blev afgørende for underhold og overlevelse, derfor blev vildtbestanden mange steder decimeret – i særdeleshed bestanden af muflon. Efter at man nu i godt 14 år er blevet mere opmærksom på den ikke ubetydelige indtægt, jagtturismen indbringer, som vi så det demonstreret på plakaterne ved lufthavnen, kan jagten på Europas store vildtarter ske på et bæredygtigt grundlag i Bulgarien.
Landet og i særdeleshed ”Bukovetz” er kendt for sine kæmpestore keilere. På godset nedlægges hvert år cirka 200 keilere i trofæklasse, og verdensrekorden er efter sigende fra Bulgarien. De jægere, der besøger Bukovetz, skyder ikke sjældent store keilere med en vægt på omkring 200 kilo og tænder over 27 centimeter. Både Oliver og jeg var ivrige efter at komme på jagt efter dem, da vi begge har en dybfølt passion for netop denne vildtart, men der er også råbukke og muflon i verdensklasse, så vi havde mange valgmuligheder.
Mit personlige ønske var at nedlægge en repræsentativ muflonvædder snarere end at skyde en stor keiler eller en smuk råbuk. Efter tidligere at have besøgt to lande på jagt efter en vædder uden held var dette en jagt, jeg behøvede for at bryde den onde cirkel, og jeg håbede, at det denne gang ville ske uden komplikationer.
Mit sidste møde med en muflonvædder var et halvt år før på en bjergtop i de franske Alper i sne, der nåede mig til bæltestedet. Jagten fandt sted i en vild snestorm – faktisk den værste min guide nogensinde havde oplevet på en jagt. Det er nok at fortælle, at jeg faktisk skød til en pæn vædder, men at jeg ærgerligt nok skød klart forbi. Den situation har jeg siden da tit genkaldt mig, og det er ikke en, jeg ønsker at gentage.
Godset “Bukovetz” har i 12 år været i privateje. I denne periode har man lagt og fulgt en målrettet strategi for forvaltningen af vildtet med det formål at fremme vildtbestandene og for at rehabilitere økosystemet og igen opnå en naturlig balance. For fire år siden fik godset den bulgarske regerings tilladelse til at udsætte mufloner fra fremmede blodlinjer. Godset satte som betingelse for dette projekt, at der ikke skulle være nogen fredningstid på de udsatte væddere. Uden en fredningstid kan jagtindtægterne optimeres, hvilket hjælper med til at betale for projektet. Dette betyder, at det i modsætning til i de fleste EU lande er muligt at jage muflonvæddere hele året på ”Bukovetz”. Med en sund, selvsupplerende vildtbestand kan godset tillade, at der hvert år nedlægges et antal muflonvæddere i trofæklassen. Jeg håbede, at en af disse væddere i år kunne blive min.
Efter flyveturen til Bulgarien og en lang køretur til jagtområdet blev vi enige om, at en aftenpyrsch efter råbuk ville være passende. En nem, lille jagt, hvor vi kunne blive bekendt med området, ville være en perfekt optakt til den egentlige jagt. Da mørket faldt på, havde ingen af os haft held til at nedlægge en råbuk, men vi havde til gengæld begge været tæt på keilere, hvilket fik spændingen og forventningerne til den forestående jagt til at stige.
Da vi havde nydt en øl, gik vi ind til middagen. Maden, som blev serveret i hovedbygningen, var prima. Mens vi nød måltidet, talte vi om denne, vores første jagt i Bulgarien. Om terrænet, skovenes størrelse, antallet af skovveje, foderpladserne, det velorganiseret gods og om de bulgarske bjerges åbenbare skønhed. Som det har været tilfældet på alle vores andre ture, opdaterede vi hinanden på, hvad vi hver især havde oplevet.
Efter en god nattesøvn forlod vi begge godset tidligt næste morgen efter råbukke, da vi aftenen før var blevet udfordret af denne vildtart. Jeg var så heldig at få øje på en passende seksender med en opsats på cirka 350 gram, som jeg gav en god kugle på forkanten af bladet. Efter skuddet løb bukken cirka 80 meter ned i en dyb slugt og ind i en tæt vegetation, hvor vi mistede ”den døde buk” af syne. Vi fandt vi den heldigvis til sidst og vendte tilbage til godset. Jeg kunne næsten ikke vente med at fortælle Oliver om min oplevelse og med at finde ud af, om det også var lykkedes for ham at skyde en. Da jeg kom tilbage til godset, stod han smilende, bøjet over en anden smuk seksender, der var lagt ud på plænen, hvor den ventede på min tilbagekomst. Vores glæde over den vellykkede jagt, der havde givet jagtturen en opmuntrende start fra gensidig
Vores opmærksomhed samlede sig nu om de vildtarter, vi hver især var kommet efter. Oliver var fast besluttet på at ville nedlægge en stor keiler, og jeg håbede på endelig at få ram på en muflonvædder. Om eftermiddagen var det tydeligt, at vejret ikke var med os. Klart solskin, tordenvejr, regn, stærke kastevinde og højtryksvejr svarede alt sammen til udsigten for resten af turen.
Mens min guide og jeg den aften i stærk regn søgte efter en vædder, fik vi øje på en flok på 30 mufloner lidt inde i et gammelt skovområde, men der var ingen vædder i blandt. Vi så lidt flere dyr langt ude i horisonten, men stadig ingen væddere. Bortset fra vejret var hele sceneriet så smukt, at det var til at tabe både næse og mund over. Det var fantastisk at være på jagt i område, som set ud fra vildtets synspunkt er den perfekte habitat, og som samtidig er et levende eksempel på, hvordan der så ud i det meste af Europa, inden mange af skovene for flere hundrede år siden blev fældet.
Efter at det var blevet mørkt og efter en times kørsel fra det område, hvor muflonerne holdt til, kom jeg tilbage til godset. På vejen tilbage sad jeg og tænkte på, om Oliver havde fået sin keiler? Jeg lagde mit grej fra mig og gik direkte over i spisesalen, hvor jeg kunne høre Oliver berette om, at han, efter at mørket var faldet på, havde afgivet et skud til en stor keiler. Han følte sig sikker på skuddet, men de fandt ingen schweiss og ej heller keileren. For mig er dette et mareridtsscenarie, der kan spolere søvnen, selvom man tydeligt husker alt omkring skuddet, afstanden, og forventer at ville spore og finde vildtet næste morgen, når det igen er lyst. Jeg lyttede til alle detaljer i Olivers beretning, og situationen lød positiv i mine øre. Vi ville dog ikke kunne få svaret før næste morgen, men det var tydeligt, at det at vi talte om ville hjælpe Oliver til at kunne få nogen nattesøvn.
Tidligt om morgenen næste morgen tog igen ud i bjergene i jagten på en vædder. Oliver ville gå efter en råbuk, men inderst inde vidste jeg, at han kun havde fokus på sin keiler, og om hvorvidt den ville blive fundet. Vejret var rædselsfuldt, og vi kom begge gennemblødte og tomhændede tilbage, og der var stadig intet nyt om keileren. Jeg forstod Olivers følelser, da jeg selv tidligere har været i samme situation – det kan føles meget ensomt. Straks efter vi var kommet tilbage, gik vores guider ud for at lede efter keileren.
Og lykkeligvis kom de efter en stund tilbage med en dejlig last på pickuppen – en kæmpestor keiler med tænder på hele 21 centimeter. Jeg var oprigtigt lige så glad som Oliver var. Dette var den største keiler, han nogensinde have nedlagt, og skuddet havde siddet perfekt. Den var kun løbet et kort stykke til et skjul bare få meter fra, hvorfra den var blevet ramt. Oliver var lettet, og det var jeg også, da jeg forstod og kunne dele hans følelsesmæssige rutschebanetur fra skuddet faldt og til øjeblikket, hvor han endelig kunne tage denne flotte trofæ-keiler i øjesyn.
Om eftermiddagen brød solen igennem, og jeg håbede, at min jagtlykke også ville vende. Ville det endelig lykkes mig at skyde en stor muflon? Da jeg panorerede hen over nogle åbne slugter med min letvægts 10×42 Leica kikkert, fik jeg øje på en gruppe på seks væddere, der lå og solede sig. Idet vi tog hensyn til både terræn- og vindforholdene, kom vi ind på cirka 50 meter. Flokken af drøvtyggende mufloner havde lagt sig i et golf-bunker lignende krater.
En let hvirvelvind røbede os, og muflonerne rejste sig straks. Vi havde allerede taget flokken godt i øjesyn, og guiden havde udpeget den vædder, der stod til højre. Da jeg zoomede ud på min Leica for at få så stort et synsfelt som muligt, rettede jeg sigtet på den udvalgte, storhornede muflon, men måtte vente, indtil de andre havde flyttet sig lidt. Afstanden var kort nok til, at det næste træk ikke krævede mange overvejelser
Skuddet sad perfekt, hvilket et højt spring og spark bagud med bagløbene tydelig markerede. Vædderen løb cirka 50 meter, inden den faldt, og nu det var endelig lykkedes mig at nedlægge en smuk, fem år gammel, repræsentativ vædder med horn på 72 centimeter. Tilfredsstillelsen var umådelig stor, især på grund af de ugunstige forhold, vi i tre dage havde oplevet – for slet ikke at nævne de to tidligere jagtture, jeg havde været på.
Jeg kunne ikke vente med at fortælle Oliver, at jeg endelig havde fået min muflon, da han vidste, hvor meget jeg havde sat ind på det. Han blev selvfølgelig glad på mine vegne, da han hørte det, og den aften fejrede vi sammen hinandens succesfulde jagter, mens vi spiste spidstegt vildsvin. Vores tur til Bulgarien havde på enhver måde været en succes, både hvad jagt, oplevelser og venskab angik.
Blandt alle de destinationer, hvor jeg har været på jagt, er Bulgarien i dag ubetinget en af mine favoritter. Man møder en vild, uspoleret natur af en næsten ubeskrivelig karakter, som virkelig appellerede til mig.
Jeg synes simpelthen, at det er en ægte, uopdaget jagtjuvel, og jeg vil højest sandsynligt tage tilbage dertil til vinter – forhåbentlig sammen med Oliver eller en af mine andre jagtkammerater.
Endnu engang blev det slået fast, at det er langt bedre at dele de op- og nedture, successer og især fiaskoer, der altid kan forekomme på en jagttur i fællesskab. Når man er på jagt med en jagtkammerat, er det som om, jagten giver anledning til en dobbelt så stor glæde, når noget går godt, men endnu vigtigere, når man deler oplevelsen, gør det skuffelsen langt mindre, hvis noget ikke lykkes. Jeg kan af selvsamme grund ikke forestille mig at tage på en jagtrejse alene, og jo flere ligesindede jeg kan dele glæden ved jagten med desto bedre.
Mit udstyr
- Blaser R8 Professional .308, www.blaser.de
- Leica Magnus 2.4-16×56 riffelkikkert, www.leica-sportoptics.com
- Leica Ultravid binokulær kikkert 10×42, www.leica-sportoptics.com
- Hornady SST 150-grain, www.hornady.com
- Swazi Tahr Anorak, www.swazi.co.nz
Denne jagt var booket hos: www.bukovetz.com
