Jeg lå på kanten af et klippefremspring med en rystende krop, der aldrig før havde været udsat for en sådan udmattelse. Jeg følte mig totalt afkræftet, havde lettere hovedpine og var ikke længere i fuld kontrol med min krop. Ikke desto mindre gjorde adrenalinen præcis det, den er skabt til – at bringe mig klar på et splitsekund. Den gjorde mig klar til det øjeblik, jeg havde ventet på i flere år, for derude på godt 375 meter stod den Gredos Ibex – det trofæ jeg havde drømt om gennem hele mit voksne jægerliv.
Den stod præcis, som jeg havde drømt om på toppen en stor sten med hele siden til og blikket rettet direkte mod mig.
Den havde tydeligvis set os, men mente sig sammen med de øvrige Ibex i den store flok, som den var en del af, sikker nok i forhold til den afstand, der var imellem os. Sikker nok til ikke at søge yderligere væk lige med det samme.
At opleve og se et så prægtigt, elegant og majestætisk dyr stå i sit rette element og poserer med al den skønhed og storhed, der er muligt og tilmed på en baggrund af betagende bjerge, lige på kanten af snegrænsen – Det syn vil jeg aldrig glemme – det fås ganske enkelt ikke større.
De flotte svungne horn kunne ikke præsenteres bedre, og pelsen i sit allerflotteste antræk gjorde dette øjeblik til et af de største i mit jagtliv.
Foran mig stod et af de absolut smukkeste trofæer, man kan tænke sig. Min opgave var nu at fuldbyrde denne jagtoplevelse, og yde det bedste jeg havde lært og trænet med et sikkert skud på den meget lange afstand.
Heldigvis var den Swarovski sigtekikkert, der sad på den Blaser R8 cal. 300 win mag., jeg havde lånt, forsynet med både vind- og afstandskorrektion. Med en forstørrelse på godt 15 gange var min opgave begrænset til blot at kontrollere åndedrættet og sikre et så roligt aftræk som muligt i nuet under indflydelse af total fysisk udmattelse, adrenalin og den åndeløse betagelse, som jeg befandt mig i. Jeg var presset af, hvor længe denne enestående chance ville byde sig og ikke mindst risikoen for at skuffe de 4 guider, der havde gjort dette øjeblik muligt, og som netop nu alle stod med deres håndkikkerter låst på denne enestående smukke Ibex.
Jagten på Ibex havde jeg drømt om længe, og det var vigtigt for mig at komme med den rette guide på denne store tur. Derfor havde jeg fundet frem til Alberto Munoz fra Caza Planeta, som er en af Spaniens største og mest seriøse jagtudbydere.
Alberto har gennem hele sin ungdom og voksne liv guidet netop disse jagter – en livsstil han er opvokset med, og som han har arvet efter sin far Luis Munoz.
Jeg var dagen forinden fløjet til Madrid og blev her modtaget i lufthavnen af Candela og Alberto, som kørte mig til Caceras i Extremuda provinsen i det vestlige Spanien ca. 300 km. fra Madrid – næsten nøjagtigt mellem Madrid og Lissabon.
Vi skulle jage den legendariske Gredos Ibex. Den største af de 4 Ibex arter som befinder sig i Gredos bjergene, der ligger umiddelbart udenfor Caceras.
Spanien er et helt enestående jagtland, hvor de mest kendte trofæer er de 4 Ibex arter: Gredos, Beceites, Sierra Nevada og Ronda Ibex, men Spanien kan også tilbyde trofæjagt på store råbukke, kronhjorte, dåhjorte, muflon, Barbary sheep, vildvin og ikke mindst de 2 arter af gemser, Pyrenær og Cantabrian. Hertil kommer de store monteria jagter og ikke mindst de eksklusive hagljagter på de rødbenede agerhøns.
Vi blev indlogeret i udkanten af byen på et særdeles flot og luksuriøst hotel med en fantastisk udsigt over byen og bjergene i baggrunden.
Næste morgen blev jeg afhentet meget tidligt på hotellet af Alberto og hans søn, der skulle være min tolk på denne jagttur. Vi kørte en times tid til en lille by for foden af Gredos bjergene, hvor vi på den lokale cafe skulle mødes med den ene af repræsentanterne for den nationalpark, vi skulle jage i. Den anden af parkens repræsentanter var allerede taget op i bjergene for at spotte. En nationalpark i Spanien er ikke sådan at sammenligne med en park på vores breddegrader. Her taler vi hele den sydlige del af Gredos bjergene på flere tusinde hektar, hvor bestanden er særdeles stor af netop Gredos Ibex.
Det er den spanske stat, der udbyder licenserne, og de er altid repræsenteret ved jagterne i nationalparkerne. Alberto Munoz er en af de største aftagere af disse licenser, og han har desuden et privatejet areal på ca. 3000 hektar i Gredos bjergene, hvor han også jager disse pragtfulde dyr – men altid med en bæredygtig afskydning. Alberto havde dog valgt at jage i den enorme nationalpark sammen med mig på denne tur.
Jeg var blevet spurgt, om jeg ville låne en hest til jagten, men det havde jeg konsekvent afvist i tillid til min egen fysiske formåen, hvilket jeg undervejs dog fortrød mange gange. Min stolthed forbød mig at tilbyde ”et kongerige for en hest”, hvilket også ville have været noget af et postulat.
Efter en hyggelig snak med repræsentanten fra nationalparken om hvor han mente, at vi skulle jage denne dag, gik vi så i gang med at bestige disse enestående smukke bjerge, efter at bilen havde bragt os så langt op, som den kunne i terrænet.
Gredos Ibex kan jages fra september til maj, og vi var lige i starten af april nu, og denne dag begunstigede os med et helt fantastisk vejr, så vi måtte tilpasse beklædningen til både varmen men også til den kulde, vi vidste ville komme, når vi kom op til snegrænsen. Det var ikke helt nemt, men de guider der var med var utrolig hjælpsomme og gjorde en stor dyd ud af at bære riflen og det ekstra tøj.
Jeg var lidt forundret over de meget store rygsække, guiderne bar på, men det skulle jeg senere finde af hvorfor.
Det var en utrolig hård og nådesløs opstigning. Vi gik uafbrudt i 5 timer og så kun ganske lidt vildt. Ibex så vi kun på meget lang afstand. Man skal virkelig gøre op med sig selv, om ens fysiske form er til en sådan opstigning. Det er helt uproblematisk at leje heste for at lette turen, men det havde jeg jo fraskrevet mig, hvilket jeg er glad for i dag, da det gjorde oplevelsen endnu større, omend det var hård undervejs.
Jeg blev mere og mere udmattet, og da vi endelig fik kontakt med den første repræsentative Ibex, der lå smukt på en sten ca. 150 meter over os, var jeg mentalt klar til at tage min chance men lod være, da Alberto sagde, at vi kunne finde væsentligt bedre eksemplarer noget højere oppe. Det var jo det, jeg havde drømt om, så vi fortsatte, mens jeg igen og igen sagde mig selv ; ” Pain is temporary, Pride is forever”. Mentalt blev jeg holdt oppe af den enestående natur, vi befandt os i.
Da vi nåede op til lige under snegrænsen, skete der for alvor noget, pludselig så vi store grupper at Ibex, som både indeholdt hanner og hunner, og i en af grupperne spottede vi en Ibex, som kunne være målet for vores jagtoplevelse.
Vi besluttede os for at gå efter den, og efter ca. en time kom vi så tæt på gruppen, som det var muligt, og vores Ibex havde taget stand på en stor sten og stod nu med hele siden til os på ca. 375 meter.
Alberto besluttede, at vi måtte tage chancen fra denne afstand, og jeg fandt mig herefter til rette på kanten af et lille klippefremspring. Her blev jeg udstyret med de rygsække, som guiderne havde medbragt, så der kunne laves et så godt anlæg, som det var muligt.
Jeg var meget bevidst om mit åndedræt efter den hårde opstigning, og jeg fik det under så meget kontrol, som det nu var muligt og lod skuddet gå. Jeg kunne intet se umiddelbart efter skuddet – andet end at hele flokken øjeblikkelig satte i løb ned over bjerget, og der var ikke nogen kommentarer fra de 4 guider, der stadig stod med fastlåste kikkerter.
Der når at gå mange tanker igennem hovedet på een i disse meget få sekunder – også en mental klargørelse til en eventuel stor skuffelse. Men så indfinder virkelighed sig igen, da Alberto højt råbte ”yes it`s down”
Det er helt unødvendigt at beskrive den følelse, man bliver ramt af i sådant et øjeblik.
Alberto var dog i tvivl om, hvorvidt den var blevet liggende, så han sendte en af guiderne hele turen bag om området, hvor jeg havde afgivet skud. Med denne manøvre ville Ibex´en, hvis den rejste sig løbe imod os, og dermed give mig chancen for et nyt skud.
Denne rundtur tog næsten 45 minutter og varede i min bevidsthed en evighed, men til stor glæde kunne vi se i kikkerterne, at guiden signalerede, at bukken var fundet lige nedenfor den sten, den havde stået på.
Jeg tror næppe jeg har oplevet en større glæde, end da vi endelig kom frem til denne prægtige Gredos Ibex. Al træthed og ømhed i kroppen forsvandt til fordel for en usandsynlig glæde og stolthed over at sidde med dette pragtfulde trofæ.
Der når at gå mange tanker igennem hovedet på een i disse meget få sekunder – også en mental klargørelse til en eventuel stor skuffelse. Men så indfinder virkelighed sig igen, da Alberto højt råbte ”yes it`s down”
Det er helt unødvendigt at beskrive den følelse, man bliver ramt af i sådant et øjeblik.
Alberto var dog i tvivl om, hvorvidt den var blevet liggende, så han sendte en af guiderne hele turen bag om området, hvor jeg havde afgivet skud. Med denne manøvre ville Ibex´en, hvis den rejste sig løbe imod os, og dermed give mig chancen for et nyt skud.
Denne rundtur tog næsten 45 minutter og varede i min bevidsthed en evighed, men til stor glæde kunne vi se i kikkerterne, at guiden signalerede, at bukken var fundet lige nedenfor den sten, den havde stået på.
Jeg tror næppe jeg har oplevet en større glæde, end da vi endelig kom frem til denne prægtige Gredos Ibex. Al træthed og ømhed i kroppen forsvandt til fordel for en usandsynlig glæde og stolthed over at sidde med dette pragtfulde trofæ.
Guiderne gjorde alt for at udtrykke deres glæde på mine vegne på en måde, jeg ikke tidligere har oplevet. Det var et øjeblik, der gerne måtte vare ved resten af dagen, hvilket det også kom til.
Efter vi fik taget de mange og flotte trofæbilleder, gik holdet straks i gang med at skinne ibex´en og klargøre den til nedturen, som for dens vedkommende kom til at foregå i en af guidernes rygsæk.
Da skinningen var vel gennemført, fandt Alberto et udspring fra en kilde, hvor vi satte os, og herefter blev indholdet i rygsækkene åbenbaret, og hold da op….. her var medbragt flasker med spansk rødvin og tapas og brød i alle afskygninger, som vi herefter nød i den bagende sol.
Aldrig har jeg oplevet en sådan stor gestus, eller smagt så god en rødvin og tapas, som vi fik her, humøret var højt med en dybtliggende og varm glæde fra alle deltagere.
Det var en respektfuld fejring fra deres side og en helt unik oplevelse for mig.
Efter denne unikke tapas oplevelse begyndte så den lange tur ned. Den tog trods alt lidt kortere tid end opstigningen, om end det næsten føltes hårdere. Men det blev helt og aldeles overskygget af glæden over den gæstfrihed, den ekspertise, den venlige imødekommenhed og den enorme jagtoplevelse, der netop havde fundet sted.
Efter to og en halv times nedstigning med totalt overanstrengte muskler og ben – men stadig med smilet om munden – nåede jeg sammen med holdet omsider ned til den lille flod, hvor vores bil holdt og ventede på os.
Vil du vide mere om jagt i Spanien, kan du rette kontakt til
Artemis Hunting på telefon 53858838, eller gå ind på deres hjemmeside
