TEKST OG FOTO: NIELS DYGAARD.
På vej til Schweiz til et kursus med den tyske jagt- og dyremaler Bodo Meier, gjorde min kone og jeg sidste sommer en afstikker ind i Nordrhein Westfalen for at tilbringe et par dage hos min ven, Albrecht Meyer zu Hölsen, som jeg havde lært at kende på trykjagter i Schleswig Holsten hos en fælles ven der.
Albrecht viste os flere interessante seværdigheder, bl.a. det lokale ølbryggeri, men det mest spændende for mig var, da han tog os med ud til ”Die Senne”, et 12.000 hektar stort militært øvelsesområde for soldaterne på den nærliggende ”Feltmarschall Rommel Kaserne”.
Albrecht er gode venner med en af dette kæmpestore områdes skovfogeder, Matthias Hoelscher, og sammen med ham kørte vi rundt i dette fantastiske terræn, der spænder lige fra frodig sjællandsk bøgeskov til magert vestjysk hede- og klitlandskab. Overalt så vi dåvildt, adskillige rudler på op imod et halvt hundrede stykker. Ofte stoppede vi op og stod ud af bilen for i vore kikkerter rigtigt at kunne nyde synet af de smukke dyr. Utroligt, at man kan stå her i Tysklands mest tætbefolkede forbundsland og blot 100 kilometer fra Ruhrområdet uden at kunne høre en eneste fremmed lyd.
Matthias fortalte, at området foruden dåvildtet, hvoraf der årligt bl.a. ved fire store trykjagter nedlægges omkring 1.000 stykker, også huser en stor bestand af både kronvildt og vildsvin. Med disse ord i ørerne vil intet jægerhjerte fortænke mig i, at jeg ikke kunne tilbageholde en høflig forespørgsel, om det mon var muligt, at mine fire konsortiekammerater og jeg eventuelt kunne komme med på en sådan jagt. Det skulle ikke være helt umuligt, mente Matthias. Han måtte dog først forespørge hos sine foresatte. Da Albrecht, som ikke er ”en hr. hvem som helst” der på egnen, også ville lægge et godt ord ind for os, var det med et forhåbentligt ”Auf Wiedersehen auf Jagd”, at vi tog afsked med Matthias.
Med schiessnachweis på lommen
I september dumpede der så en officielt udseende kuvert ned i min postkasse. Den var fra selveste Bundesforstamt og indeholdt den gode besked, at vi var inviteret til den jagt, der var berammet til lørdag den 25. november – en jagt, hvor jeg med H.C. Andersens ord først skulle så gruelig meget igennem, inden – – -. Vedlagt var også et ark med diverse betingelser for at kunne deltage, bl.a., at der kun måtte anvendes blyfri ammunition, og at man ud over tysk jagttegn på dagen også skulle medbringe et såkaldt ”Schiessnachweis” – samt de 80 Euro, som det kostede at deltage.
Heldigvis vidste jeg, at man kunne få et sådant skydebevis udstedt hos Korsholm. Mine fire konsortiekammerater og jeg kørte derfor til Skjern, hvor vi i deres skydearena fik en meget instruktiv og behagelig skydelektion med en af deres instruktører, Bjarne Alsaker. Vi kunne derfor alle glade og fornøjede køre derfra med vores ”Schiessnachweis” på lommen. Nu kunne de bare komme an!
Kun ikke-alkoholiske øl før jagten
Efter små seks timers kørsel ankom vi om fredagen sidst på eftermiddagen til Bad Salzuflen, hvor Albrecht driver et større landbrug. Efter en hyggelig aften hjemme hos ham og en god nats søvn stod vi tidligt næste morgen klar foran vort logi, det stilfulde ”Hotel zum Löwen”, hvor Albrecht ville hente os og sammen med os køre ud til jagtområdet. Da vi ankom, holdt der allerede snesevis af biler på et stort parkeringsareal. Albrecht havde fortalt os, at der i alt ville deltage ca. 100 jægere og næsten lige så mange drivere med hunde. Det hele organiseret på en sådan måde, at hver af de 5 skovfogeder, som er tilknyttet stedet, havde cirka 20 skytter under sig. Da vi havde fået vore biler parkeret på anviste pladser, begav vi os op til en stor lysning i en fyrreskov, hvor parolen ville blive givet.
Jeg giver fri i dag
Præcis klokken 9 trådte en 10 mand stor blæsergruppe frem og blæste til samling. Ikke én tone kom eller lød forkert. Herefter tog jagtens leder, Oberförster Rost ordet. I en beundringsværdig klar og tydelig parole, der rummede alle de aspekter, man kan forlange af en god parole, kom han omsider til dagens ”Freigabe”. Spændte lyttede vi:”Ich gebe heute frei – – -.” Ja, hvad måtte nedlægges? Normalt på en sådan jagt kun ”Kahlwild”, altså hvad hjortevildt angår, ganske unge hjorte, såkaldte ”Spiesser” samt hinder og kalve, for vildsvins vedkommende Frischlinge og Überläufer. Til alles store overraskelse og glæde hørte vi imidlertid, at der ved denne jagt også måtte nedlægges trofæbærende vildt. Der måtte således også skydes stærke hjorte, blot skulle man være sikker på, at det ikke var en ung, lovende hjort, men en ældre, som ikke længere var nødvendig for avlen. De fleste tyske jægere har lært sig, hvordan man kan afgøre dette, men vi fem var enige om, at vi nok skulle afholde os fra dette tilbud. Da man i Tyskland ligesom herhjemme er meget opmærksomme på og frygter, at ASP, afrikansk svinepest skal brede sig til landet, måtte der også nedlægges både keilere og søer, blot ikke ”führende Bache”, so med smågrise.
På vej til Hochsitzen ad endeløse chausseér
Vi blev herefter råbt op fordelt på vore ”Ansteller”, de hjælpere, der skulle sætte os af. Mine fire kammerater skulle med ”Ansteller” Rübke. Jeg derimod skulle sammen med Albrecht til et andet sted, hvor Matthias ville sætte os af. I dette gigantiske område tog køreturen ud til de to Hochsitze, hvor vi skulle sidde, en lille halv time ad kilometerlange, brostensbelagte chausséer og ligeså lange grusveje. Jeg fik anvist en Hochsitz inde i selve skovstykket. I det regnfulde vejr, som vejrudsigten også havde stillet i udsigt, var trinene glatte, hvad man måtte være opmærksom på, når man kravlede op. Jeg nåede da også velbeholden op til mit ophøjede sæde, hvorfra jeg havde god udsigt ned over tre spor, der strålede ud i hver sin retning. Da jeg ikke har en kikkert med afstandsmåler, søgte jeg straks fikspunkter, som jeg mente var inden for cirka 100 meter.
Es geht los – – –
Kort før klokken 10 hører jeg i det fjerne de første skud, men ikke i nærheden af vort område. En halv time går, hvor alt er roligt, men så lyder der et skud tæt ved.. Var det Matthias? nej det måtte være Albrecht. Ikke længe efter får jeg pludselig øje på noget, der bevæger sig langt nede på et af sporene. Kikkerten afslører, at en då i rask fart er på vej op mod mig. Dette syn sætter helt automatisk også straks mit pulsslag op! Da den er godt 100 meter fra mig, drejer den imidlertid af og løber ind i skovstykket mellem de to spor. Med riflen i anslag venter jeg spændt på, hvor den vil komme frem. Jeg kommer ikke til at vente længe, for få øjeblikke efter kommer den ud på det andet spor, som den krydser uden at stoppe op. Hvad var det nu, der blev sagt i parolen:”Wir wollen waidgerecht jagen – lad derfor være med at skyde til løbende rå- og dåvildt, for de kommer jo tit i en hoppende bevægelse, så det er næsten som med bekkasiner, når du skyder i zig, er de i zag og omvendt!” Selv om den ikke kom voldsomt hurtigt, vovede jeg derfor ikke at afgive noget skud, og kunne således kun se til, da det smukke dyr forsvandt inde mellem fyrrestammerne.
Løbsk adrenalinpumpe
Længe hersker der, bortset fra lyden af fjerne skud, fuldkommen ro, men lidt i klokken halv et sker der igen noget nede på sporet. Det gør der så endnu en gang også med min hjerterytme, for nu ser jeg 3 dåhinder på vej op mod mig. Næsten på samme sted som det enlige stykke forsvinder imidlertid også de ind mellem skovfyrrene. Afstanden er igen omkring 100 meter, så hvis bare – – -. Med pulsen dunkende helt op i ørerne venter jeg på, at de skal komme frem. Kronvildt, og råvildt havde jeg allerede nedlagt på andre jagter i Polen og Tyskland, men endnu ikke dåvildt. Skulle jeg her få chancen til mit første stykke? Der træder en af de tre hinder også ud på sporet, hvor den giver sig til at esse. Min adrenalinpumpe er nu ved at løbe helt løbsk. Med 270 Winchester´en i anslag venter jeg nu blot på, at den skal stå med siden til. Det sker, jeg tager et par dybe indåndinger, lander den røde plet på bladet og slipper kuglen. Jeg hører tydeligt anslag, og forventer at se den vælte i knaldet, men det sker ikke. I stedet ser jeg den i et par akavede spring forsvinde ind i den underskov af efterårsbrune bregner og småbøge af samme farve, hvorfra den var kommet. Jeg er ikke i tvivl om, at den er dødeligt ramt, men hvor langt vil den eventuelt kunne gå. Jeg lader derfor hurtigt på ny og spejder ned ad sporene for i givet fald at kunne skyde igen. Én hind ser jeg straks løbe væk, helt uskadt. Lidt senere ser jeg også endnu stykke forsvinde, og ligeså uskadt. Den, jeg skød til, må altså stadig befinde sin inde i skovstykket.
Niels alene i verden
Det var fristende at gå derhen for at få syn for sagen og om nødvendigt afgive fangstskud, men parolen lød jo udtrykkeligt: ”Keiner darf seinen Hochsitz verlassen!” Da jagten var berammet til klokken 14, måtte jeg derfor berede mig på halvanden times næsten uudholdelig venten. Hvor kan man føle sig ensom og forladt, som man sidder der i den tyste, endnu regntunge skov, overladt til al sin uro og dystre tanker – begår man ikke gerne fejl med haglbøssen, da endnu mindre med riflen, så bare ikke nogen anskydning. Hvis jeg skulle få et nyt tilbud, skulle det være serveret på et sølvfad, ellers ville jeg undlade at skyde, for i parolen var der jo også blevet sagt, at hvis man skulle komme til at gøre sig skyldig i to anskydninger, var jagten slut for ens vedkommende – og hvem ville gerne bringe sig i den pinlige situation, og da slet ikke når man er med for første gang og tilmed i et andet land.
På en lyserød sky
Jeg fik ikke flere tilbud, og endelig kom Albrecht kørende i sin store firehjulstrækker for at hente mig. Jeg sætter ham hurtigt ind i situationen og udpeger det sted, ud for hvilket jeg mener, at den må ligge lidt inde ved. Til min skuffelse ligger den der ikke. Jeg spørger derfor Albrecht, som er gået lidt længere væk, om vi ikke skal tilkalde en hundefører frem for at trampe rundt og gøre det endnu sværere for hunden. Jeg får ikke noget svar på mit spørgsmål, men ser ham få øjeblikke efter løfte begge arme som tegn til, at jeg skal komme nærmere. Det er fantastisk, hvordan man fra den sorteste kulkælder på et splitsekund kan blive sendt op på en lyserød sky, men det er præcis, hvad der sker for mig, for dér foran mig ligger min hind. Da jeg knæler ned ved den, gennemstrømmes jeg af stor lykkefølelse, iblandet en dråbe vemod, som jeg altid – sikkert som mange andre jægere – føler, når man har taget et liv. Min glæde blev ikke mindre, da jeg så, at den var ramt på bladet af min lynhurtige 8,4 gram tunge, blyfrie Hornadykugle.
Skænker gavmildt to hunder til ungjægere på kursus
Sammen trækker vi den ud til sporet, hvor Albrechts Toyota holder og læsser den op i vildtkurven, han har monteret bag på anhængertrækket. Derefter kører vi hen for at hente den då, Albrecht har skudt, inden vi returnerer til det aftalte samlingspunkt, hvortil flere af de øvrige jægere fra vores afdeling allerede er ankommet. Jeg lagde mærke til en flot fuldskuffel og sagde til Albrecht, at jeg var ligeså glad for min hind, som den anden jæger måtte være for sin hjort. ”Jeg er nu ikke sikker på, at han er så glad” sagde Albrecht. Hans erfarne øje havde straks set, at den var ”falsch”, da det var en ung, lovende hjort.
Det er ved jagten dér skik og brug, at man på slagtepladsen selv brækker sit vildt eller hjælper til med at brække det. Albrecht foreslår dog, at vi storsindet skal overlade vores to hinder til de ungjægere, der denne dag er på kursus her, og hvor de netop skal lære, hvordan man brækker et stykke vildt – jeg bifalder.
Keiler kendte klokken!
Tilbage på samlingspladsen gør det godt med den portion varme suppe, der bliver serveret fra jagthytten. Jeg er spændt på at høre, hvad de andre havde oplevet. Min navnefælle, Niels havde ikke fået nogle tilbud overhovedet, Jan havde set en fuldskuffel, men da han ikke var sikker på, om den var ”richtig” eller ”falsch”, havde han ikke villet skyde. Preben havde for sent opdaget en mindre rudel dåvildt, der lydløst havde nærmet sig hans Hochsitz. Først, da han ville tage sit regnslag på, blev han opmærksom på den, da rudelen opskræmt af lyden og bevægelsen herfra straks satte i løb, og uanset hvor meget han piftede, lykkedes det ham ikke at få dem til at stoppe op. Klokken et minut over to, da han netop er ved at tage patronerne ud af sin riffel, ser han en keiler komme frem og roligt give sig til at esse blot godt 50 meter fra hans Hochsitz. Men klokken var jo over 2! ”For pokker, kunne den da bare være kommet 2 minutter før, men den kendte åbenbart både klokken og parolen,” som Preben galgenhumoristisk udtrykte det.
Med bruch i hatten
Foruden mig havde kun Leif afgivet skud og det til en pæn gaffelbuk, der endnu havde den ene stang i behold. Det var således kun os to, Oberförster Rost kaldte frem for i lighed med de øvrige heldige skytter at overrække os den afbrækkede grenkvist, den såkaldte ”Bruch”, som der er tradition for i Tyskland. I alt var der blevet nedlagt 93 dyr, heraf 59 stykker dåvildt, 12 stykker kronvildt, 15 vildsvin og 7 stykker råvildt. Det var dog kun knapt halvt så mange skytter, der kunne sætte en Bruch i hatten. Flere havde nemlig nedlagt både to og tre stykker, En enkelt skytte havde endda nedlagt hele fem stykker dåvildt. Dette kan lyde voldsomt, men man ville jo netop gerne have bestanden nedbragt, og derfor havde det i parolen også lydt: ”Wir wollen Strecke machen.” Den blev denne dag dog ikke helt så stor som ved tidligere jagter – hvor man tit har haft det dobbelte på paraden – hvilket Rost tilskrev de lidt ugunstige vejrforhold.
