TEKST OG FOTO: PER KAUFFMANN
Som sagt, så er en drivjagt i Polen – og alle andre steder for den sags skyld – en usikker affære. Ikke bare fordi jagt er jagt, men også fordi alle muligheder er åbne, og ingen kan forudse ret meget – uanset hvad der loves fra arrangørens side. Men der er også nogle ting, der er helt sikre. Ikke mindst er der næsten altid 100% sikkert, at der er nogle, der bliver glade – og andre det modsatte. På den måde er der garanti for, at nogen kommer til at betale for nogle andre, via de puljeordninger man traditionelt arbejder med.
Puljens ulemper
Det aftales nemlig tit i forbindelse med en drivjagt ”at skyde i pulje”. Der findes en række forskellige ordninger – nogle mere spidsfindige end andre – men fælles for dem alle er, at man deler afskydningsafgifterne ligeligt – uanset hvad man selv har bidraget med til paraden. Ofte er det sådan,at alle vildsvin betales af puljen – også keilere, og at puljen ligeledes dækker råvildt og hundyr fra hjortevildt. Det vil egentlig bare sige, at hvis man skyder hjort, er det ens egen tegnebog, der må træde til. Ulempen ved en puljeordning er, at man, såfremt man skyder under gennemsnittet, er med til at betale for andres fornøjelser. Det var eksempelvis tilfældet på en drivjagt, som jeg deltog på for ikke så længe siden i Kroatien. Trods kun 11 deltagere var der alligevel to, der ikke fik skudt noget som helst, mens en tredje skød hele 13 vildsvin – heraf to keilere. Det er nemt nok at regne ud, hvilket forhold de to personer efterfølgende havde til puljen og for den sags skyld også til lysten til at deltage igen næste år. Som et andet eksempel kan jeg nævne ham, der det ene år skød en håndfuld grise, herunder to keilere – den største i medaljeklasse – men det næste år ikke fik skudt noget som helst. Efter den første jagt var han noget kry og den første til at tilmelde sig igen. I dag har han det lidt mere blandet med det…
Puljens fordele
Fordelene er dog værd af hæfte sig ved, for en pulje er en slags forsikring mod en økonomisk åreladning, hvis man skulle opleve den store lykke at vælte en stor keiler. Samtidig skaffer det ofte flere grise på paraden, fordi den enkelte jæger har nemmere ved at trykke til, når der kommer et stort dyr, der kunne være en keiler, men senere viser sig at være en af de relativt dyre søer. Der ligger en stemning over puljejagt, som får den enkelte til at være lidt mere fremme i skoene.
Drivjagt i Polen
Vi er 16 mand i gruppen på denne jagt i Polen, hvilket nok er lidt i overkanten. Ingen tvivl om det. Jeg tror, at det betyder, at nogen får lidt tynde poster – især i de små såter. Socialt er det også for mange, og man kan risikere at gruppen deler sig i to-tre fraktioner, og derved reduceres fornøjelsen ved samværet, især hvis man er i den forkerte gruppe. Afgangen fra det ganske udmærkede hotel i Kolobrzeg er en god halv time forsinket – angiveligt pga. et punkteret hjul på bussen – hvilket meget vel kan være den rigtige begrundelse. Den polske by Kolobrzeg ligger ud til Østersøen, altså lige stik syd for Bornholm. Området er kendt som den polske riviera med sine brede badestrande. Herudover er der et væld af wellness centre og spabade, idet det specielle mikroklima og den mineralrige jord og saltholdige luft har stor helbredende effekt på mennesker med bl.a. kredsløbssygdomme, åndedrætsproblemer og gigt. Kolobrzeg har således officiel status som kurby, hvor tyske og polske kurgæster kan blive behandlet på nationernes regning.
Den lille hund blev hos mig hele drevet trods et skeptisk syn på mig.
En god start
Første såt er et stort moseområde med store lysninger inde imellem de tætte pilekrat. Der må også være nogle større vandområder længere fremme, for gæssene er de første til at komme hen over skytterne, da drevet går i gang. Senere kommer ravnene, så skovskaderne og til sidst grisene. Jeg står i første række inde i drevet og har fået anvist en plads for enden af en langstrakt lomme, som er tæt bevokset med gråris. Snart efter kan jeg høre grene knække derinde. Så er der stilhed og så igen lyde, som om en rotte svin bevæger sig uroligt derinde. Der er ingen tvivl om, at de har været helt fremme ved mig for at se, høre eller lugte om det åbne stykke, der ligger bag mig, skulle være passerbart uden fare. Snart efter får jeg besøg af en gravhund, der synes, at det er bedre at sidde ved mig end at tage kampen op mod grisene. Den ryster af kulde eller ophidselse, og er tydeligt skeptisk overfor mig til at starte med, men den slapper lidt mere af, da jeg jo hverken bider eller sparker ud efter den på vildsvinefacon. Hvis det holder stik, at der er grise i krattet, er der heller ingen tvivl om, at de på et tidspunkt vil brække ud og give mig en chance. Det er kun at stå stille og vente på, at driverne kommer tættere på og trykker dem ud til mig. Der går lang tid, og først da drivernes råb kommer helt tæt på, sker der noget. Pludselig brækker fire grise ud af krattet.
To store plettede søer fra første såt.
Så kommer der gris
Den første er en stor broget tingest. Så følger en anden stor broget gris og herefter en normalfarvet i samme størrelse og endelig en noget mindre frieschling. De kommer ret forfra og vil passere mig på få meters afstand. Jeg kan ikke skyde så spidst og må derfor vente til, at de har passeret linjen til naboskytten. Jeg følger med den forreste og skyder, så snart den er fri af naboen. Ikke noget svært skud på den korte afstand. Den tegner men fortsætter i fuld fart. Sekunder senere skyder min nabopost, uden at jeg ser en reaktion på nogen af grisene. Jeg kunne måske nok have nået at skyde til den sidste gris, men jeg vælger i stedet for at holde øje med den først beskudte, der dog også forender 40 meter længere fremme.
Der blev skudt en del ræve på jagten.
Den gris, der løber som nummer to, vælter også – skudt af naboen. En til hver altså! Der lyder adskillige skud længere ude. Det tyder på, at det bliver en god såt. Især på post fire til otte er der skudt flittigt. Senere, da driverne kommer frem, forlyder det, at der er skudt mindst otte svin i såten. Allerede nu træder forskellen i held frem. De fleste har ikke skudt noget, men en har skudt tre svin, en anden har fire forbiskud, en tredje har nedlagt en so, en fjerde en ræv, og endeligt er der faldet en lille keiler.
Den store keiler
Selv om man har skudt en gris i første såt, vil man gerne skyde en mere i anden. Jeg sidder næsten helt yderst i skyttekæden, hvilket kan være både godt og skidt. I denne såt – og den næste i øvrigt også – er det dog lige meget, hvor man sidder, for begge såter er fuldstændig tomme for skudbart vildt. Der er lidt skuffelse at spore i gruppen, da vi efterfølgende går til frokost.
En 185 cm høj tolk skal man altid glæde sig over.
Intet hjælper dog så godt på humøret som en polsk pølse, og optimismen vender tilbage. Vores tolk er en ung kvinde af særdeles nydelig karakter, endskønt dette ikke har noget med emnet at gøre. Nogen større jagtlig indsigt afslører hun ikke, men hun viser os dog den interesse at følge med drevet for at oversætte det polske ord for “nummer tre” til “number three”, selvom guidens tre løftede fingre burde kunne gøre det. Men hvor skal man gøre af den 185 centimeter høje tolk, når skytterne er sat af? Og jo – det er her problemet ligger, for når man får næstsidste post, bliver hun stående bag en og guiden bag den allersidste post. Man kan vælge at glæde sig over hendes fremtrædende parfume, når hun stiller sig tæt bag en, men for jagtens skyld ville jeg nok hellere have været fri. På denne post synes hun tilmed at kede sig, for hun fremdrager i hvert fald et stort bundt hvide papirer, som hun ivrigt begynder at bladre i, netop som drevet blæses i gang. Herved gør hun sig skyldig i samme mangel på forståelse for, hvad der foregår, som også nogle jægere gør, når de stiller sig op for synligt, bevæger sig, flytter sig eller vandrer frem og tilbage. Bevares – alt kan ske, men det reducerer muligheden for, at der kommer noget ud. Nu kan jeg høre lyde inde fra såten. Vi står 20-25 meter fra en bræmme af høje tagrør, hvilket giver grisene en god mulighed for at komme helt frem til kanten og uset holde øje med, om der skulle være ugler i mosen. Og det kan de så nemt konstatere, at der er.
Den store keiler.
Et ærgerligt sammentræf
Derfor går den 175 kilo tunge keiler tilbage i rørene, søger længere ned ad skyttekæden og finder et bedre sted at passere. Det første skud kommer fra keilerens venstre side, mens den spurter ud over det åbne stykke. Men det mærker den ikke, for det går forbi. Det næste skud kommer fra hans højre side, og kuglen træffer ham smerteligt bagest på underkæben. Heldigvis for alle – og ikke mindst for keileren, har skytten til venstre nu repeteret en ny kugle i kammeret, og denne gang sætter han et dræbende skud på den store krop.
Der er naturligvis lidt diskussion om, hvem der egentlig kan tage æren for drabet, for det er en megastor keiler. Men den diskussion hører hurtigt op. Et skud i kæben kan naturligvis ikke kvalificere sig, og skytten ærgrer sig over at have været en skostørrelse 42 for langt fremme i foranholdet. Jeg måler lynhurtigt den synlige tand op til otte cm, hvilket betyder, at den vil gå noget over 20 cm, når den er taget ud. Ved den senere vejning når keilerens vægt i brækket tilstand op på 123 kilo, og den længste af tænderne når op på knap 23 centimeter. På grund af tændernes tykkelse ved basis går den lige præcis over de 120 CIC-point og er derfor en guldmedalje. Et sjældent stykke vildt på en drivjagt efterhånden.
Traditionen tro får man et lille bevis på, at man har skudt svin – her brændenælde.
Den store keiler er naturligvis såtens omdrejningspunkt, selv om der også skydes et par mindre grise. Jeg får skudt en enkelt ræv i dagens sidste såt, men jeg havde naturligvis hellere set, at det var en gris. Paraden slutter i mørke med 11 svin inkl. de to keilere, to stykker råvildt og to ræve. Nogle har intet set, og de er skuffede. I det hele taget er det ikke lige, hvad vi har forventet på dette stjernerevir.
Hjortevildt på parolen
Næste dag skal vi køre et godt stykke i bussen ud til et revir, hvor der må skydes dåvildt og kronvildt – herunder hjorte af begge slags – disse dog uden for puljen. Der er to hjorte af hver slags på licensen. Herudover gives der besked om, at værterne helst vil have, at vi skyder hinder frem for kalve, da de ikke har så mange af de sidstnævnte. Her kan man så lige tænke over om, hvorvidt denne melding giver mening…
Uanset hvad, så er området overvejende skov, og vejret er fortsat tungt – men uden regn. Til gengæld ligger der en gedigen tågedis over området de første par timer. Der sker ikke rigtig noget i første såt og egentlig heller ikke i den anden. Der kommer en ræv ud til mig på post 16, og den får jeg skudt på et halvt hundrede meters afstand i bevægelse, hvilket aftvinger ros fra guiden, der står bag mig. Et par jægere får skudt kronhind – begge lidt bag til – og en tredje skyder forbi på en keiler. Det er i øvrigt den eneste gris, der er set indtil videre. I tredje såt bliver der også set en del hjortevildt men ikke mange grise. Jeg står på en forpost og lader først to rådyr passere og senere en 6-ender kronhjort. En keiler går skråt igennem, men uden at jeg får en skudchance til den. Så endelig dukker der to stykker kronvildt op til venstre for mig. Det er en hind og en kalv, og de har ikke særlig travlt. Hinden går ned i skuddet, og kalven stopper kortvarigt op, mens jeg repeterer. Den springer dog i skuddet og viser ingen skudtegn. En senere undersøgelse viser heller ingen tegn på, at dyret er ramt.
5 kilos hjort
I fjerde såt lyder der kun et eneste skud på trods af, at der drives et meget stort område. Skuddet gjaldt en fire-fem kilos kronhjort, der gik ned i skuddet, tumlede rundt i kvaset, rejste sig igen og forsvandt. Vi driver nabosåten efterfølgende i den antagelse, at dér sidder hjorten. Men vi ser den aldrig mere. Til gengæld falder der nogle svin og et par ræve. Også denne dag holder vi parade i mørke, og resultatet på en dåhjort, tre kronhinder, tre rådyr, to ræve og fem vildsvin udmærker sig ved at være varieret mere end omfattende.
Den sidste dag trækker jeg hverken post 15 eller 16 og får derved lov til at stå for mig selv i hver eneste såt, hvilket jeg langt foretrækker. Jeg ser ryggen af en keiler, der forsvinder i det gule græs og skydes af naboen. Tillykke med den. Senere står jeg ved en fin veksel, og der er gris lige i starten, men de kommer på tværs, og jeg kan ikke se nok gennem de halvanden meter høje siv. Der skydes lidt hist og her gennem dagen, men det går langsomt, og der kommer ikke flere chancer til mig. En lidt skuffende finale som alle havde store forhåbninger til. Vi slutter med 35 svin til 16 mand, og med min enlige gris ligger jeg dermed under snit.
Men som sagt: på en drivjagt er der altid nogen der bliver skuffede.
