– De har en tommetyk panserplade af brusk under skindet, fortalte Robert Steenbeke mig, mens vi spejdede ud over terrænet efter vildsvin. ”De er virkelig nogle hårde børster.” Robert, hvis selskab 1A Hunting in Texas Guide Service, har en mangeårig aftale med den ranch, vi kørte på, har guidet jægere i 18 år, men nu overvejer han at trække sig tilbage.
Blot 50 miles fra grænsen til Mexico i The Lone Star State – Texas´ officielle tilnavn – ligger Zavala County, hvor vi var på jagt på en 53 km2 stor ranch. I Amerika er alting bare i stor målestok, og landbruget er ingen undtagelse. Med kvægdrift og – vi er jo i Texas – olie kunne man fristes til at tro, at jagt ville stå langt nede på listen. Sådan forholder det sig ikke ifølge Robert. ”Jagt er mindst ligeså vigtig for ranchejerne som deres kvæg, især hvis der er tørke. Det er virkelig en betydelig økonomisk faktor hernede.”
Mens vi kørte ad ranchens støvede veje, viste Robert mig de skader, som vildsvinene forvolder: væltede hegn, gennemrodede marker, hvor der var gravet store huller i jorden. ”Der er også flere jagtfarme i dette område,” fortalte Robert mig, mens han langsomt sagtnede farten og bremsede helt ned. ”Du kan godt forestille dig, hvad det vil koste dem, hvis deres hegn bliver ødelagt. Jagtfarme er ”big business” i Texas.” Jeg kunne nu se, hvorfor vi var standset. Ude i et kæmpestort område, lige ved siden af en gigantisk vandingsmaskine stod en rotte vildsvin, i alt cirka 15 og guffede løs af afgrøden.
Ophidset ved udsigten til at prøve at komme tættere på ét af dem, spurgte jeg, om vi skulle se, om jeg kunne komme til at nedlægge et. ”Det kan ikke betale sig,” sagde Robert. ”Der er ingen dækning – du vil aldrig komme på skudhold.” Med min afstandsmåler tjekkede jeg afstanden til dem, den var 183 meter. Vi havde vinden lige imod os, og jeg mente, at jeg, hvis jeg kravlede halvdelen af vejen, kunne komme på skudhold. Jeg foreslog Robert det. ”Du er velkommen til at prøve,” sagde han, fornøjet over min ivrighed, ”men jeg tror ikke, at du kan nå ind på under 183 meter.” Det afgjorde sagen for mig, og jeg spurgte om, der var nogle restriktioner med hensyn til, hvilken af grisene, jeg skulle søge at nedlægge, og om der var noget i omgivelserne, jeg skulle være opmærksom på. Hans svar? ”Skyd så mange, som du kan!”
Robert så til, helt overbevist om, at forsøget var dømt til at mislykkes. Denne del af Texas er ikke kendt for sit smukke landskab, heller ikke for en vild og spændende topografi. Gigantiske, industrialiserede farme med robotstyret maskineri, oliebrønde, kæmpestore højspændingsmaster og endeløse, asfaltveje kendetegner dette område. Og det åbne terræn, der var fladt som en pandekage, ville ikke gøre det let for mig at komme ind på grisene.
Jeg startede med at trække min kasket langt ned over øjnene, så jeg kun havde en lillebitte sprække til at holde øje med vildsvinene i. Jeg bevægede mig frem i sneglefart, og tiden syntes at stå stille. Efter hvad der føltes som timer, hvor jeg uendelig forsigtigt havde ålet mig frem, tjekkede jeg afstanden: 150 yards, og fra min liggende position var det en fin afstand. Jeg gjorde mig klar til skud og ventede. Når du står over for en flok vildsvin og venter på en god skudchance, er det ofte et spørgsmål om tålmodighed. Jeg kom dog ikke til at vente længe. Flokken stod allerede temmelig spredt, og til venstre havde en stor keiler skilt sig ud fra de øvrige. Den væltede i skuddet.
Forvirrede over det pludselige brag, men ude af stand til at lokalisere det, satte resten af flokken ikke straks i løb, hvilket gav mig chancen til tre skud mere og med dem tre vildsvin. Så havde de tilbageblevne også fået nok og tog flugten, og vi gik i gang med at læsse de nedlagte svin op på ladet af pickuppen. ”Vildsvin er god mad! Vi skyder hvert år cirka 600 her på farmen, men alligevel vokser bestanden stadig. Det er af afgørende betydning at fortsætte denne bortskydning, for det er ikke kun farmerne, det går ud over. De skader hele økosystemet, og de æder alt, inklusive vildfuglenes æg og unger.”
Da vi havde læsset grisene af, brækket og vejet dem, tilbød Robert at vise mig nogle af de steder, hvor de lagde lokkemad ud. Dette er blot én af de talrige jagtmetoder, der bliver taget i brug i Texas over for problemet med vildsvinene. Ikke blot kan man tjene penge ved jagten, men den skade, de anretter på landbrugsafgrøderne og miljøet i det hele taget løber op i millioner af dollars alene her i Texas. Miljøpåvirkningen er så stor, at et af naboamterne udbetaler en skydepræmie på 5 dollars for hver grisehale. Som Robert forklarede mig, har man i krigen mod disse ”grise-hooligans” taget alle tænkelige strategier i brug: jagt fra helikopter, halsbånd med radiosender, fælder, jagt med hunde, og føderalt kontrollerede giftudlægninger, og selvfølgelig god, gammeldags jagt.
Robert forklarede, hvorfor det er nødvendigt med så mange forskellige metoder. ”Problemet med vildsvinene er, at de er kloge. De lærer meget hurtigt, og man kan ikke benytte den samme metode i særlig lang tid. Du er nødt til hele tiden at variere fremgangsmåden, ellers finder de ud af det, og du vil ikke få ram på dem.” Trist for dem, der hellere så en verden uden jagt, men heldigvis for os er der ikke andre løsninger, skønt videnskabsfolk ifølge Robert arbejder på en metode til at sterilisere vildsvinene. ”Problemet med dette forsøg er for det første, at det stadig kun befinder sig på udviklingsstadiet, og at det sandsynligvis vil vare mange år, før det kan tages i brug. Dernæst vil et sterilisationsprogram blive alt for dyrt, mens jagt faktisk er en økonomisk gevinst både for egnen som sådan og også for enkeltpersoner. Selv, hvis man finder frem til en sterilisationsmetode, vil det stadig ikke være den bedste løsning. Det vil altid være jagt.”
Texas´ vildsvin
Vildsvinene nedstammer dels fra tamgrise, som spanierne havde med sig og dels fra vildsvin importeret fra Rusland. At identificere, hvem de nedstammer fra, er let, når man står ved et dødt vildsvin: efterkommerne efter de russiske vildsvin har nemlig en lille, ekstra tand mellem fortænderne og kindtænderne. Denne findes ikke hos dem, der nedstammer fra tamgrisene. Keilerne kan veje op til 91kg, søerne op til 80kg, men varierende fødemængde kan have indflydelse på størrelsen.
Med 5 til 6 smågrise i hvert kuld, og med gennemsnitligt 1,5 kuld per so om året, er det let at se, hvorfor antallet af dem og deres territorium er vokset så hurtigt. Man anslår bestanden i Texas til godt 2,5 millioner. Vildsvinene må jages hele året i Texas, men da 95% af statens areal er privat ejendom, skal man have ejerens tilladelse til at gå på jagt efter dem, samt en jagtlicens, som kan købes i de fleste våbenforretninger og i mange større butikker, der sælger outdoor-artikler.
Mit udstyr
Sauer 101 Classic XT, kaliber .308 Win, www.sauer.de
Leica Geovid 10×42 HD-B laser – binokulær håndkikkert med afstandsmåler, www.leica-sportoptics.com
Leica Magnus 1.5-10×42 riffelkikkert, www.leica-sportoptics.com
Hornady Full Boar 165-grain ammunition, www.hornady.com
