AF CLAUS CHRISTIANSEN
FOTO: CLAUS CHRISTIANSEN SAMT GERHARD PETTERSSON, TOBYPHOTOS OG CONNY SJOSTROM/SHUTTERSTOC.
I en tid, hvor delebørn og weekendfædre nærmest er standard, bliver jagtmulighederne i den situation ofte meget begrænsede, når børnene er små. Altså, hvis man ikke, som jeg, har en forstående mor til børnene, samt et godt bagland. Men der findes da heldigvis alternativer, når børnene vokser til…
”Er du snart stor nok til at komme med på jagt?” spurgte jeg en dag Gry, min yngste datter på seks. Hun nikkede, selvom hun jo ikke helt vidste, hvad det egentlig var, hun svarede på.
”Hvad så med at sidde på et gammeldags lokum udenfor, altså hvor der ikke er noget rigtigt toilet?”
”Det er ikke noget problem,” svarede hun. Jeg smilede for mig selv, for en fællestur til stugan i Sverige var i støbeskeen. Med Mai på otte havde jeg ingen bekymringer, men Gry på seks ville jeg lige sikre mig, at også hun gerne ville med på en tur.
Pigernes mor havde ikke så mange feriedage tilbage og havde spurgt, om jeg havde mulighed for at holde ferie med dem i uge 42.
Elgjagten var jo allerede planlagt i uge 41, men hvis jeg delte min efterårsferie op, så kunne pigerne få noget ”fartid” og en tur med til Sverige – og måske komme med på jagt.
Så tog turen form, jeg ville komme hjem fra elgjagten et par dage før beregnet og arbejde nogle dage, så jeg ugen efter kunne tage på forlænget weekendtur med tøserne til Sverige. Helt fra de var små, har jeg prøvet at give dem en god indsigt i naturen.
Pigerne har de bedste forudsætninger, deres mor er selv jæger, men nu ikke længere så aktiv som faderen. Jeg glædede mig, for jeg havde flere gange set råvildt fra et tårn på en rydning, hvor udsynet og pladsen var god.
Hvis vejret var godt, kunne vi alle tre sidde i tårnet, eller alternativt på jorden under det. Blæste det koldt, kunne vi gå lidt længere ned på stykket og sidde på en rydning, hvor skoven ville give læ.
Så blev det tid.
Elgjagten og arbejdet var klaret, nu var det nu.
Det tog noget længere tid at pakke, end forventet.
Familietur i Sverige kræver noget af et udstyr, hvis man ikke begrænser sig. Jeg kunne snart se mulighederne for at nå ud allerede samme dag smuldre, men det var bedre at lande ordentligt og få pakket ud. På køreturen derop, blev de 5 timer for pigernes vedkommende brugt på lidt video på den bærbare, samt Nintendospil.
Vi var ikke nået ret langt op i det svenske, før sneen begyndte at dale. Pigerne var ret vilde, det var da fedt med sne, selvom det pludselig mest lignede en vinterferie. Da vi ankom, tændte jeg op og begyndte at bære vores bagage ind, pigerne fik det varme tøj på og byggede figurer i efterårets første sne.
Det hus, vi havde lejet, ligger langt ude i terrænet ved en sø og er uden indlagt vand og strøm. Måske lidt primitivt, men en ekstra 12 volt akkumulator sørger for belysning og energi til computeren.
Vi kom på plads og fik noget aftensmad. Der gik ikke så lang tid, før vi tørnede ind for natten, selvom jeg havde dømt næste morgen til at sove længe i.
Det viste sig at være en god ide, da det regnede fælt fra morgenstunden.
Efter morgenmaden insisterede faderen på at se kronhjortejagt på Berleburg på pc’en, så jeg havde den glæde at se jagtfilm sammen med døtrene.
Senere på dagen klarede det op, og pigerne, især den store, ville gerne ned til søen og fiske.
Pigerne fik fiskestænger meget tidligt, da jeg dengang fik et godt tilbud, men nu skulle de prøves for første gang. På den mindstes stang satte jeg noget brød på en krog, men den store syntes jeg, skulle prøve en spinner.
Jeg fiskede meget som knægt, men efter jagttegnets ankomst er det ikke meget, jeg har brugt mit grej. Så det er meget af det isenkram, jeg fik i konfirmationsgave for godt 30 år siden, der stadig er i tasken.
Mai fik en kort instruktion i, hvordan man kaster, og så gik det hurtigt langt over faderens forventning. Men Gry mistede snart interessen og begyndte at tulle lidt rundt. Jeg overtog hendes stang og satte en blank spinner på. Søen er godt grumset, så jo mere bling-bling der er i vandet, des større var måske chancerne? Håbede på, at der måske var en aborre, der ville interessere sig for en 12 grams bladspinner. Intet skete, så for at holde Grys humør oppe, afbrød vi dagens fiskeri.
Lidt sen frokost skulle vi have, og så af sted på jagt. Nu viste det svenske vejr sig heldigvis fra den smukkeste side.
Solen skinnede, da vi stavrede over mod det tårn, jeg havde udset. Mai var hurtigt oppe, men Gry syntes, det var farligt. Vi havde lige set et væltet tårn på vejen ud, så hun var blevet noget utryg. Men ved nærmest at kravle op ad stigen inde i fars favn, lykkedes det at komme helt op med humøret i behold. Jeg kravlede ned efter riflen, og vi fik sat os på plads. Den store sorte tømmermand hakkede lystigt i et træ, ravnene klonkede rundt i horisonten, det her var bare smukt og meget stille.
Pigerne kikkede i afstandsmåleren, og vi hviskede om alt det, vi så.
Pludselig dukkede der et smaldyr op ude midt på stykket.
Hvor mon hun kom fra?
Måske var der her mulighed for at give pigerne en jagtlig oplevelse?
”Kan du se rådyret?” spurgte jeg lavmælt Gry og pegede.
”Ja,” hviskede hun og holdt sig for ørerne, som vi havde aftalt.
”Kan du,” spurgte jeg Mai, men hun rystede svagt på hovedet. Jeg rakte ud efter Sakoèn og sagde, hun også skulle holde sig for ørerne.
Dyret var stoppet og havde drejet sig. Jeg måtte vente på, at det stod med siden til. Afstanden var små 100 meter, og der var mange ting at holde fokus på.
Da dyret tog et par skridt og stod godt, rettede jeg sigtet ind. Samtidig rejste Gry sig op fra hugsiddende stilling, hun ville se, hvad der skulle ske.
Et hurtigt blik på begge piger sikrede, at de var klar, de skubbede ikke, og så klemte jeg forsigtigt af.
I skuddet væltede dyret, men rejste sig igen og løb besværet.
En voldsom smerte dunkede i min venstre hånds langfinger. Hvad var det nu lige, der var sket?
Efter godt 20 meter væltede dyret, og jeg fik kigget på min finger.
Under skudafgivelsen havde jeg været så koncentreret om selve skuddet, at jeg ikke havde tænkt på, at min finger lå mellem bipod’ens skarpe kant og træværket i tårnet. Blodet tapløb ud fra et hul lige ved neglen.
Men selve skuddet var gået, hvor det skulle, og pigerne var ivrige efter at komme ned og se, hvad det var, vi havde nedlagt.
Fingeren måtte vente.
Solen var endnu ikke gået ned, så der var rigeligt med lys til at orientere sig.
Jagten var jo slut, så vi kunne igen snakke uden at hviske.
Vi kravlede ned igen, i omvendt rækkefølge, som vi kom op.
”Må jeg slagte den,” spurgte Mai, allerede inden vi var nået over til dyret.
Jeg svarede, at hun godt måtte skære den op i halsen, men at jeg ville ordne resten. Det var hun helt med på.
Men hvor var nu dyret blevet af?
Rydningen var blevet grubbet, og dermed ekstremt ujævn, så det var ikke nemt at fokusere på et sted, imens man gik fremad.
Men kort efter stod vi alle ved dyret, og Mai gik i gang.
Da hun havde fået åbnet i halsen, holdt pigerne derpå i hvert sit bagben, så alle var med i opbrækningen.
Da jeg bagefter havde taget jakken på igen og hængte riflen over skulderen, var Mai allerede i gang med at slæbe råen op mod bilen. Men dyret var tungt, og snart måtte hun opgive.
Jeg tog den rebløkke, jeg altid har i lommen, og bandt dyrets ben sammen, så hovedet blev holdt mellem forbenene. Da jeg svingede det op på skulderen og skulle til at gå, sagde Gry: ”Det er lige som en taske – det ligner en taske.”
”Ja,” sagde jeg, og den er ikke billig – den er ikke bare dyr, – den er RÅdyr”.
Den forstod hun godt og måtte lige fortælle den historie til storesøster, der i mellemtiden var kommet foran.
På turen tilbage i bilen og resten af aftenen gik snakken lystigt.
Næste morgen øsede det atter ned, og tæerne blev strakt under dynen. Selvom regnen ikke var stoppet helt, da vi havde fået sen morgenmad, mente Mai, at det måtte være godt fiskevejr. Fiskene var jo alligevel våde, så vi tog overtøjet på og greb fiskestængerne.
Gry ville gerne fiske, hvis jeg kastede ud for hende, og vi havde et fint makkerskab, kun afbrudt af lidt udredning af storesøsters line indimellem.
Et bundbid kostede Mai en spinner, men en ny blank sag fra kassen var snart i vandet.
Igen mistede Gry lysten til at spinne ind, og jeg fiskede lidt, mest for at holde gejsten oppe hos Mai.
Pludselig fik jeg bid!
Efter en kort fight viste en gedde på mindst 45 centimeter sig i overfladen.
Spinneren var slugt helt, så jeg skyndte mig at hive den i land, før linen blev klippet af de skarpe tænder.
For at få krogen fri, måtte gedden lade livet.
Nu var Mai blevet mere tændt, da der vitterligt var fisk i søen.
Jeg fiskede også videre og fik en gedde mere i samme størrelse på. Den sprang dog af igen, da jeg prøvede at lande den.
Vi fiskede videre, og med ét lød Mais råb: ”Far, jeg har bid!”
Den var kroget rigtigt, så med kameraet på video, fik vi foreviget hendes første fisk. En gedde på cirka en halv meter.
”Skal vi ikke spise den til aften,” spurgte Mai.
Uden egentlig at tænke mig om, svarede jeg, at selvfølgelig skulle vi det.
Mai aflivede gedden med en kniv og blev fotograferet med fangsten. Vi stoppede fiskeriet, fordi vi skulle mødes med de andre fra jagtlaget, da der var fælles elgpartering.
Her kunne Mai stolt og med begejstring fortælle om sin fangst.
Da vi havde trukket lod om kødet, pakkede vi det ned og kørte til skovs.
Jeg havde udset en lysning med et godt tårn, hvor vi kunne tilbringe aftenstunden. Næsten fremme stoppede jeg pigerne og listede selv frem til tårnet.
Der var intet at se.
Pigerne blev vinket frem, og da vi skulle til at klatre op, så jeg en skygge ude til højre. ”Se piger,” hviskede jeg, ”der står en elg.”
Og ganske som bestilt stod der en pindtyr små 70 meter ude og iagttog os.
Da den kort efter travede af, sagde Gry: ”Den ligner en hest”, og ja, det måtte jeg jo give hende ret i.
Igen kom vi op med beskyttet opstigning, og kort efter sov Gry mellem Mai og mig. Dagen gik på hæld, og i mørkningen dukkede en skygge op lidt længere fremme på grusvejen.
”Se Mai,” hviskede jeg, ”der er en ræv.”
”Skyd den,” var hendes kommentar …
Men med en sovende Gry skulle jeg ikke have lavet noget larm. Det forklarede jeg Mai, men løsningsorienteret, som hun er, havde hun holdt Gry for det ene øre, lukket det andet med sin skulder, klemt sit ene øre mod Grys hoved og holdt sig selv for sit frie øre.
”Skyd” hviskede hun, det er helt sikkert jægerblod, der løber i hendes årer.
Sikken opfindsomhed, men jeg ville ikke have, at Gry skulle på traumecenter, blot på grund af en ræv …
Den var da også smuttet ind i krattet igen i mellemtiden. Der skete dog ikke mere den aften, så vi kørte hjem til stugan og fileterede gedden.
Det er jo primitive forhold, men en grydefuld pasta med ketchup til smørstegt gedde, det var den herligste luksusmiddag for tre naturfolk. Men kors hvor er der mange ben i sådan en krabat.
Vi fandt dog snart en fin arbejdsrytme.
Jeg dissekerede fisken med en gaffel, og med de små fingre kunne pigerne pille benene fra.
”Det ligner laks”, sagde den ene.
”Det smager som kylling,” sagde den anden. Og ved fælles hjælp blev vi alle stopmætte. Efter maden måtte der igen jagtvideo på pc’en, og pigerne ville gerne se med.
Næste dag var det tid til at køre hjem. Det regnede om morgenen, så for ikke at udfordre skæbnen valgte jeg, at vi ikke skulle i skoven.
Den store var knotten, hun ville gerne på jagt. Lillesøster syntes, det var helt OK ikke at gå ud. Egentlig var det da også rart at komme hjem i fornuftig tid, der var jo også en del kød, der skulle pakkes ned.
På køreturen hjem spurgte jeg pigerne, hvad de ville fortælle i skolen. Begge var ivrige efter at fortælle deres version af efterårsferien. Da jeg så til sidst spurgte, om det var synd at skyde rådyret, kom svaret prompte fra dem begge: ”Nej.”
”Hvorfor ikke,” spurgte den glade far.
Mai var den der svarede først ”Det er jo vores mad.”
Da vidste jeg, at jeg havde gjort det helt rigtige…
