Det er måske et tabu at tale om nutidens opdrætsmetode, som er baseret på en masseproduktion, men det ændrer ikke på det faktum, at overlevelsesgraden eller reproduktionen af fasaner på den fri vildtbane i Danmark er ekstrem lille eller slet ikke eksisterende.
Det er vigtigt at få sagt, at hensigten med denne artikel ikke er at kritisere de mange dygtige og professionelle skytter, som vi har i Danmark. Det er heller ikke en kritik af de dyreværnsmæssige forhold, vi tilbyder avlsfuglene eller fasankyllingerne, da disse forhold i sammenligning med andre lande er nogle af verdens bedste.
Hensigten er udelukkende at få sat fokus på andre opdrætsmetoder, som kan være med til at øge overlevelsesevnen og reproduktion hos de udsatte fasaner. Opdrætsmetoder, hvor man forsøger at øge overlevelsesgraden og evnen til en reproduktion ved at naturliggøre æglægningen og specielt udrugningen og prægningen af de klækkede fasankyllinger.
Fasanudsætning i 200 år
I næsten 200 år har man udsat fasaner i Danmark. I de første mange år var fasanjagt forbeholdt konger, hertuger, grever og baroner, hvorimod fasanjagten i dag er blevet en form for allemandseje blandt de danske jægere.
Fasanen var tidligere at betragte som en invasiv art, indtil den grundet den store jagtlige efterstræbelse i 1972 blev anerkendt som vildtlevende i Danmark.
Jeg har altid sagt, at jagt skal forklares og ikke forsvares. Men i forbindelse med nutidens fasanjagt, og specielt hvis vi bringer den gamle kliché i spil, som siger, at vi jægere går på jagt for at høste af overskuddet, har vi et forklaringsproblem.
Hvis man i forbindelse med fasanjagt skal tale om at høste af overskuddet, må det alt andet lige være overskuddet af en eksisterende bestand på den frie vildtbane.
Her er det, at forklaringsproblemet opstår, vi har nemlig ikke en fast bestand af fasaner i naturen, som år efter år kan levere nye fasaner på den frie vildtbane, i hvert fald ikke i et omfang, så vi kan gå ud og sige, at vi blot høster af overskuddet.
Hvis man ikke er enig i dette, mangler jeg en forklaring på, hvorfor man på samtlige jagtrevirer i Danmark, som udsætter fasaner, udsætter det samme antal fasaner år efter år, uden at afskydningsprocenten eller afskydningstallet stiger.
Det kan ikke være, fordi vi afskyder alle de udsatte fasaner, da afskydningsprocenterne (altså hvor mange af de udsatte fasaner vi årligt afskyder) generelt ligger på mellem 30% og 50%. Selvom man nogle få steder har en afskydningsprocent af de udsatte fasaner på mere end 50%, er det et faktum, at der står en del fasaner tilbage på reviret, når jagtåret slutter. Det store spørgsmål er, hvad der sker med disse fasaner?
Hvor forsvinder de udsatte fasaner hen
Nogle få af de udsatte fasaner kan gå til umiddelbart, efter at de er udsat, mens andre automatisk bliver en del af fødekæden i løbet af sommeren eller efteråret og vinteren.
En udsætningsplads, fyldt med fasankyllinger, virker som en buffet-invitation til et veldækket spisebord på samtlige prædatorer. Der er ingen tvivl om, at de mange udsatte fasaner er en føde-gevinst for samtlige rovfugle i Danmark. Derudover vil en del af de dem udvandre, hvilket er en naturlig adfærd for fasanen, da den derved kan øge populationen i området.
Manglende reproduktion
I slutningen af marts og starten april måned ser vi, hvordan fasankokkene kæmper mod hinanden på den frie vildtbane, og hvordan de vogter over deres harem af fasanhøner, som de efter en yndefuld kurtisering drenker (parrer).
Det er ikke mangel på sæd fra fasankokken, som er forklaringen på den manglende reproduktion, da en fasankok i parringssæsonen kan producere sæd til mere end 2.000 æg. Skulle der være langt mellem fasankokkene på reviret, er naturen så snedigt indrettet, at sæden fra fasankokken i første omgang opbevares i fasanhønen i en hudfold i æggelederen. Dette sæddepot sikrer, at fasanhønen kan sikre en fortsat produktion af befrugtede æg i adskillige uger efter en parring.
Vi kan ikke blive ved med at lukke øjnene for, at de fasaner, som overlever jagtsæsonen, tydeligvis ikke evner at reproducere sig. Om dette skyldes fasanhønens manglende evne til at lave gode redeskjul, som forhindrer de sorte fugle eller andre dyr i at finde rederne og æggene, eller om fasanhønerne gennem årtiers masseproduktion af æg, har mistet en del af evnen til at udruge og passe de klækkede fasankyllinger, skal jeg ikke kloge mig på. Jeg kan blot konstatere, at der er noget galt med de udsatte fasaners reproduktion. Da en fasan kan blive 8 år gammel, er alderdom ikke en del af forklaringen.
Bæredygtig udsætning
Mange steder indfanger man avlsfugle efter jagtsæsonen. Dette gøres for at sikre en masseproduktion af æg, altså en ægproduktion, som i antal ikke ville kunne lade sig gøre på den frie vildtbane. For at sikre, at de lagte æg bliver befrugtet, tilsætter man selvfølgelig et antal fasankokke, ofte én fasankok til 7 fasanhøner.
En fasanhøne i fangenskab lægger normalt 6 æg på en uge. Ved daglig indsamling af lagte æg samt tilskud af kvalitets- og specielfoder øges ægproduktionen hos fasanhønerne. Når fasanhønen oplever, at reden ikke bliver fyldt op, fortsætter den ægproduktionen, således at den i æglægningsperioden kan producere 30-35 æg. En fasanhøne på den frie vildtbane ville kun producere det halve, altså omkring 15 æg, hvorefter den ville begynde at udruge æggene.
Når man i Danmarks Jægerforbunds blad, JÆGER, fra 2022 kan læse en artikel med overskriften ”Bæredygtig Udsætning”, forsøger man i min optik at sælge et budskab, som taler uden om det reelle problem, nemlig de udsatte fasaners manglende overlevelsesevne og den manglende reproduktion.
En bæredygtig udsætning som beskrevet i artiklen har intet med bæredygtighed at gøre, medmindre formålet er at kunne udsætte rigtig mange fasaner på reviret, hvert år – år efter år. Om man vil kalde disse fasaner et resultat af bæredygtighed eller en masseproduktion af skydefugle må være op til den enkelte at afgøre.
Hvis man på det jagtrevir, som artiklen beskriver, undlod at indfange fasaner i et par år og i årene efter ville afholde fasanjagter på de overlevende fasaner, som gennem en reproduktion skulle levere nye fasaner til jagterne, ville det være mit bud, at man i bedste fald højst kunne afskyde 10-20% af tidligere års antal.
Opdræt tæt på det naturlige
Der findes i dag flere opdrættere, som forsøger sig med at opdrætte fasankyllinger, hvor prægningen og overlevelsesgraden blandt de udsatte kyllinger prioriteres højere end nutidens masseproduktion.
Opdrætsmetoden, som jeg kalder, ”Opdræt tæt på det naturlige”, er på ingen måde ny men blot den metode, som man opdrættede fasaner på i gamle dage.
Dengang var det ikke en masseproduktion, som man havde for øje. Man havde fokus på at opdrætte fasankyllinger, som via en god prægning og et liv under åben himmel fra dag ét havde de optimale muligheder for at blive en integreret del af den danske fauna.
I stedet for at have flere hundrede fasankyllinger samlet i én flok fra de er klækket, består hver fasanflok kun af 20 fasankyllinger. Som erstatning for fasanhønen går fasankyllingerne sammen med en skruk dværghøne, som udover selv at have udruget omkring halvdelen af fasankyllingerne både kan og vil passe på sine kyllinger.
- Det hele begynder i marts måned, hvor man ved hjælp fra stigende temperaturer og mere lys i foråret etablerer et foderskifte på de voksne dværghøns. Dette skulle gerne ende ud i, at dværghønen bliver skruk, hvilket betyder, at hun vil ruge på æg.
- Inden da har man taget æg fra sine avlsfasaner, og derfor kan man lægge 10-12 æg under dværghønen (skrukhønen), som straks begynder at ruge på dem.
- Samtidig lægger man æg i rugemaskinen. På 7.- 8. rugedøgn lyser man de fasanæg, dværghønen ruger på, samt de æg, man har i rugemaskinen. Derved kan man få taget de æg fra, som ikke er befrugtede (også kaldet lysæg).
- 24 døgn efter rugningen er begyndt, klækker fasanæggene under dværghønen, og samtidig klækkes fasanæggene i rugemaskinen.
- Der suppleres op med nyklækkede fasankyllinger til dværghønen, som ifølge nuværende lovgivning må have maximalt 20 fasankyllinger ved sig.
De 20 fasankyllinger opfatter dværghønen som deres rigtige moder, da hun ud over at vogte over dem hver dag også lærer dem at fange insekter og indgyder frygten for predatorer med mere.
Dette betyder, at bindingen mellem dværghønen og fasankyllingerne bliver betydelig stærkere end bindingen til de 2 til 3 uger gamle kyllinger af tamhøns, man traditionelt tilsætter hundredvis af nyudklækkede fasankyllinger i masseopdrættet.
Vi skal i vores fremtidige opdræt være opmærksomme på, at egenskaber, som fremmer redebygning, rugning, prædatorfrygt og dermed overlevelsesgraden, ikke på samme måde fremmes hos de fasankyllinger, som er udruget og klækket i det nuværende traditionelle masseopdræt.
20 fasankyllinger pr. dværghøne
Dværghønen og hendes 20 fasankyllinger går sammen i et starthus, hvor fasankyllingerne i de første 5 dage ikke må komme for langt væk fra dværghønen. Årsagen er den simple, at kyllingerne de første par døgn, efter at de er klækket, kun reagerer på fasanhønens kaldelyde. Derfor skal fasankyllingerne i dagene efter klækningen hele tiden “holdes” meget tæt på dværghønen, hvorfor jævnlige tilsyn er nødvendige.
Det faktum, at fasankyllinger i dagene umiddelbart efter klækningen kun reagerer på kaldelydene fra en rigtig fasanhøne, er et problem i forhold til det regelsæt, som i disse år er gældende for opdræt af fasaner med skrukhøns.
Med fokus på pladsforhold og dyrevelfærd har man – i mangel på viden om fasanhønen og kyllingernes kommunikationsevner og adfærd i dagene efter klækningen – fastsat et regelsæt, som i dag kræver, at hver dværghøne med kyllinger skal holdes på et areal, hvor buret skal dække et tilgængeligt grundareal på mindst 4 m2.
Selvom en nyklækket fasankylling opholder sig ca. 90% af tiden under dværghønen i dagene efter klækningen, er det af afgørende betydning, at den kan finde tilbage til hende og få varmen, når og hvis den kommer frem i lyset og bevæger sig lidt væk fra hende.
Vigtigheden af, at fasankyllingerne ikke kan komme for langt væk fra dværghønen de første 5 dage efter klækningen, kan ikke understreges nok, da de nyudklækkede fasankyllingers temperaturregulering i den første leveuge ikke er fuldt udviklet. De er fuldstændig afhængige af varmen og luftfugtigheden under dværghønen. Kommer fasankyllingerne således i denne periode for langt væk fra hønen, risikerer man, at de ikke kan finde tilbage og derved dør af kulde.
I dagene efter klækningen er fasankyllingerne mere afhængige af varme og luftfugtighed end et decideret fødeindtag. Dette skyldes, at de nyudklækkede fasankyllinger fra naturens side er udstyret med en form for madpakke. Det er en rest af blommesækken, som fasankyllingerne stadig har i sig, og som de efter klækningen kan overleve nogle dage på. Specielt indholdet af fedt og proteiner fra blommesækken er meget vigtigt efter klækningen, hvor det meste af fedtindholdet udnyttes det første døgn, mens proteinindholdet gradvist udnyttes over de første 3 døgn.
Starthuset
For nogle år siden startede man med at placere dværghønen og hendes fasankyllinger i et specielt bygget starthus.
Starthuset er indrettet med to rum, et lille rum, adskilt med en lille lem fra et større rum, hvor frisk foder og vand er placeret. I begge rum lå der tør strøelse i bunden, ligesom begge rum er overdækkede med trapezplader, som kan løftes. I enden af starthuset er der tremmer, så fasankyllingerne fra uge 2 kan komme ud i en lille voliere, og indtil da er der sat en lem for her.
Uge 1
Bruger man det specialbyggede starthus, er det som nævnt vigtigt, at de nyudklækkede fasankyllinger i de første 5 dage ikke kommer for langt væk fra skrukhønen, da deres temperaturregulering i denne periode ikke er fuldt udviklet. Dette sikres ved, at man i dagtimerne holder øje med fasankyllingerne. Ser man, at fasankyllingerne ikke søger skrukhønens varme, hvilket kan ske, hvis skrukhønen opholder sig i det lille rum, mens nogle af fasankyllingerne opholder sig i det store rum, skal man sørge for, at fasankyllingerne igen kommer ind under skrukhønen og får varme.
Om natten skal fasankyllingerne hele tiden have visuel kontakt til skrukhønen, og derfor skal både skrukhønen og kyllingerne lukkes ind i det lille rum i starthuset.
Man kan i stedet for et specialbygget starthus indsætte en større murerbalje med et net over i den ene ende af den 4 m2 store trekantsvoliere, som er overdækket. Her placerer man i de første 5 dage dværghønen og hendes fasankyllinger med foder og vand. Dette sikrer, at fasankyllingerne ikke kan komme for langt væk fra dværghønen.
Uge 2
Efter ca. 7 dage kan man udvide starthuset med en lille voliere på ca. 1 m2. Husk at overdække volieren med net. I denne lille voliere skal der være adgang til grøn vegetation, og fasankyllingerne kan via tremmerne i enden af starthuset komme ud i volieren. Tremmerne sikrer, at skrukhønen ikke kan komme ud af starthuset, og om natten lukkes fasankyllingerne ind i starthuset sammen med skrukhønen.
Hvis man har brugt en større murerbalje til dværghønen og fasankyllingerne i de første 5-7 dage, kan denne murerbalje erstatte starthuset – men inde i den 4 m2 store trekantede voliere.
Uge 3
Nu kan man rykke hele den store trekantsvoliere inklusiv skrukhøne og de 14 dage gamle fasankyllinger ud i den engelske voliere på reviret.
Placér så vidt muligt trekantsvolieren i midten af den engelske voliere tæt på det planlagte sol- og foderspor og tæt på skjul og dække.
Hvis man skal udsætte mange fasaner på denne måde, kræver dette mange trekantsvolierer, og her er det en god ide at sætte trekantsvoliererne side om side, eller i en større eller mindre halvbue.
Om natten lukkes fasankyllingerne ind i starthuset eller op i den store murerbalje sammen med skrukhønen.
Uge 4
Gør det samme som i uge 3, men i den engelske voliere slipper man nu en voksen mere end ét år gammel tamhane fri. Den skal virke som en form for vagtpost, og tamhønsene (skrukhønsene) vil senere, når de bliver sluppet fri i den engelske voliere, blive tiltrukket af ham, og fasankyllingerne vil følge med.
Nu skulle fasankyllingerne gerne hver aften af egen fri vilje gå ind til skrukhønen, som stadig er i trekantsvolieren.
Uge 5
Nu fjernes den lille lem i enden af trekantsvolieren, så fasankyllingerne har adgang til den engelske voliere. Dette gøres selvfølgelig om morgenen, så kyllingerne kan gå lidt på opdagelse i løbet af dagen.
Skrukhønen må stadig ikke komme ud af starthuset, hvilket forhindres ved tremmer, som kun fasankyllingerne kan gå igennem.
Man vil opleve, at fasankyllingerne godt kan gå på opdagelse hos hinanden. Det er nemlig ikke sikkert, at de fasankyllinger, som kommer fra trekantsvolieren nummer et, nødvendigvis går ind i samme trekantsvoliere igen, da de lige så godt kan søge ophold i en af de andre trekantsvolierer. Når fasankyllingerne er blevet så gamle, accepterer skrukhønsene dette, hvilket de sikkert ikke ville have gjort tidligere.
Det er vigtigt, at alle trekantsvoliererne har en optimal placering i den engelske voliere. Dette bør så vidt muligt være i midten, og når fasankyllingerne træder ud af deres voliere, må der maksimalt være 1-1,5 meters afstand til skjul og dække, som eksempelvis kan være buske eller andet krat.
Det er selvfølgelig et must, at den engelske voliere indrettes korrekt med skjul, dække, solpletter, solspor, og nattesæder med mere.
Uge 6
Nu åbnes der for skrukhønsene, så de også får adgang til den engelske voliere. Dette gøres selvfølgelig også om morgenen, så de kan gå på opdagelse hele dagen.
Husk at tilse den engelske voliere flere gange i løbet af dagen og hold øje med, om alle skrukhønsene opholder sig på indersiden af hegnet til den engelske voliere.
Det burde ikke være nødvendigt at nævne det, men man skal sikre sig, at alle sluser i den engelske voliere er 100% sikre. Altså at de er ensrettet udefra og ind.
Det må ikke være muligt for fuglene at vandre ud af den engelske voliere gennem en sluse fra indersiden og ud. De udsatte fasankyllinger er godt præget på skrukhønsene, og hvis en skrukhøne derfor kan vandre ud af den engelske voliere gennem en sluse, er det hundrede procent sikkert, at den vil tage en masse fasankyllinger med sig.
Ved at supplere fodringen med melorme og andre insekter forstærker man fasankyllingernes færdigheder i selv at fange naturlig føde, hvilket er yderst gavnligt på den frie vildtbane. Det øger beviseligt overlevelsesgraden hos fasankyllingerne, efter at de er blevet selvstændige individer.
Man kan allerede umiddelbart, efter at fasankyllingen er klækket, begynde tilskudsfodring med for eksempel melorme.
Man kan eventuelt lave sit eget opdræt af melorme, hvilket du kan læse mere om i artiklens sidste afsnit, Opdræt af melorme.
Dværgønsene
Man har tidligere prøvet at erstatte dværghønen med en fasanhøne, men modsat dværghønen (tamhøns), som gennem generationer er blevet tamme og håndtérbare, kan fasanhøner i opdrættet aldrig blive lige så tamme og håndtérbare som de tamhøns, man benytter i dag.
Årsagen til, at mange bruger dværghønseracer som skrukhøns til udrugning af fasankyllinger, er alene, at de ikke er så tunge.
Dværghøns af racen Wayndotter eller en blanding af dværghøns og Den Røde Amerikaner har man gode erfaringer med.
Man skal sikre sig, at tamhønsene ikke bliver for tunge, da man skal have in mente, at hønseproduktion i fødevareindustrien generelt går ud på at opdrætte store og kødrige individer, og ikke adrætte, opmærksomme og lette fugle med adfærdsmæssige egenskaber, som kan være til gavn for andre hønsefugle.
Tilegnet det lille opdræt
Som enhver kan regne ud, er det svært at ophøje denne form for opdræt til en masseproduktion, da der for hver 20 udsætningsklare fasankyllinger er brug for en skruk-tamhøne. Derudover skal der bruges mere areal og flere mandetimer i denne form for opdræt, hvilket vil påvirke prisen på slutproduktet, hvis fasankyllingerne leveres i 6-ugers alderen.
Har man planer om at udsætte flere tusinde fasaner på reviret, er den ovennævnte metode ikke den nemmeste at gennemføre. Den er ikke kun mere omkostningsfuld, men kræver også en betydelig større arbejdsindsats, før man er i mål.
Er man derimod tilhænger at det lille opdræt, og er man interesseret i at lære noget om fasaner og deres adfærd, vil jeg klart anbefale, at man går efter denne mere naturlige opdrætsmetode.
Konceptet går ud på, at man køber en fasanfamilie, bestående af én skrukhøne
(dværghøne) med 20 daggamle fasankyllinger samt cirka 3 kilo startfoder. Det koster omkring kr. 850 inkl. moms.
Hvis man ikke selv vil bygge trekantsvolieren, kan man tilkøbe den hos opdrætteren med eller uden starthus.
Sørg for også at få en professionel rådgivning med i prisen, hvor du løbende kan kontakte opdrætteren, hvis der er spørgsmål, eller du løber ind i problemer.
Det er vigtigt, at man har sat sig grundigt ind i gældende lovgivning, inden man går i gang med projektet, og er bekendt med ethvert regelsæt, som vedrører opdræt med skrukhøner. Da det er levende dyr i fangenskab, som vi har med at gøre, skal man selvfølgelig også kunne afsætte de tidsmæssige ressourcer til projektet.
Opdræt af melorme
Melskrubbe/Melbille Tenebrio molitor er en art af skyggebiller, hvis larver vi kalder melorme. Melorme er derfor ikke orme, men larver af en bille.
Melorme er meget proteinrige, og derfor er de et rigtig godt fødetilvalg til fasankyllinger.
Man kan selv opdrætte dem, men her råder jeg enhver til at tage sin partner eller samlever med på ideen, da nogle sikkert vil få kuldegysninger ved tanken om et melormeopdræt på ejendommen.
Melbillernes liv består af 4 stadier: æg, larve, puppe og udvokset tilstand.
Hvis man vil starte med at opdrætte melorme, kan man for billige penge købe nogle hos dyrehandleren. De kan opbevares i større eller mindre beholdere af for eksempel glas eller plastik
Nogle af melormene bliver meget hurtigt til små, hvidgule pupper, der i løbet af to-tre uger forvandler sig til voksne biller. Disse biller lægger nye, små æg, som igen udvikler sig til nye melorme.
Det tilrådes at flytte de voksne biller over i et andet glas, efter at de er kommet ud af puppen.
Tiden for en livscyklus kan tage mellem syv uger og 12 måneder, og den er udelukkende afhængig af temperaturen. Den hurtigste livscyklus foregår ved en temperatur på cirka 26 grader Celsius.
Ønsker man en mere langstrakt udviklingstid, bør man opbevare melormene ved 4-5 grader Celsius.
Melbiller er både hårdføre og nøjsomme og trives udmærket i et stort syltetøjsglas, eller i et lille terrarium med låg.
Sådan laves en melormekultur
Tag eventuelt et stort syltetøjsglas og fyld det halvt op med en blanding af hvedeklid og havregryn. Tilsæt et par skiver æble, kartoffel eller gulerod. Husk at påsætte et låg med lufthuller eller et fintmasket net eller stof, således at melormene bliver i beholderen.
Som foder kan man anvende diverse gryn- og meltyper kombineret med lidt frugt og grønt.
Melormene kan ikke kravle op ad lodrette, glatte sider og forsøger heller ikke på det, så længe der er føde nok. Men de voksne biller kan flyve, når temperaturen bliver høj nok. Melormene og de voksne melbiller kan godt finde på at spise af deres egne æg og larver. Det er deres måde at holde bestanden og konkurrencen nede på.
Melormene skal ikke have vand, da de kan optage væske fra den mad, de får. De kan derudover udnytte det vand, de selv danner, når de nedbryder maden.
Selvom melbiller og melorme er rimeligt hårdføre, skal de alligevel behandles godt, hvorfor man jævnligt bør kigge til dem og supplere op med havregryn og hvedeklid, hvis det begynder at lugte.
