Om at rejse med jagtvåben

TEKST: JENS E. PERTO. FOTO: JENS E. PERTO OG STEEN ANDERSEN SAMT OKYELA/SHUTTERSTOCK.

Besværet og omkostningerne ved at medbringe sine egne våben på jagt i udlandet er i de senere år blevet så store, at stadig flere jægere låner eller lejer sig frem på destinationen. Men det er og bliver den næstbedste løsning – især, hvis man ikke til daglig bruger standardstørrelse af skæfter, øjenafstand til kikkerter og så videre. Der er også mange jagtdestinationer, hvor det ikke er muligt at låne eller leje et brugbart våben – eller et våben i det hele taget.

På trods af besvær og omkostninger vælger de fleste jægere derfor stadig at anvende deres egne våben, når de skal på jagt i udlandet. Det er der mange grunde til. Jægerens egne våben vil ofte være tilpasset ejerens fysiognomi og præferencer – for eksempel med hensyn til skæftelængde og -form, type af aftræk, model af sigtekikkert og så videre. Alt andet lige vil man levere bedre skydning med et våben, som er individuelt tilpasset ens fysiognomi og personlige præferencer, og som man har opnået fortrolighed med gennem træning.

Vær i god tid

Desværre er det bestemt ikke blevet lettere at rejse med jagtvåben. Afhængigt af destination og transportmiddel er der komme stadig mere papirarbejde og krav om tilladelser i forbindelse med at rejse med våben. Normalt vil arrangøren sørge for det fornødne med tilladelser til våbenimport i destinationslandet, tolddeklarationer og så videre. Der er dog ét forhold, man især skal være opmærksom på, og det er et gyldigt våbenpas, da det erfaringsmæssigt tager lang tid at få sit våbenpas opdateret på grund af stort efterslæb hos myndighederne. Man skal derfor især være opmærksom på, at gyldigheden af haglbøssers optagelse i et våbenpas kun gælder i det pågældende jagtår. Vil man hvert år rejse ud med sin haglbøsse, skal våbenpassets gyldighed af denne grund forlænges hvert år hos politiets administrative center i Holstebro. Det er en administrativt håbløs regel, som har sin rod i, at tilladelse til lovligt at eje en haglbøsse er knyttet til besiddelsen af et gyldigt jagttegn. For jagtriflers vedkommende giver det færre problemer, da våbentilladelsen gælder i ti år, mens våbenpasset gælder i 5 år ad gangen. Men det er stadig vigtigt, at våbenpasset er gyldigt for det pågældende våben, da man herved kan undgå megen spildtid eller ligefrem at måtte efterlade sit våben i tolden hos destinationslandet.

Det er muligt at medbringe våben uden at have våbenpas. Det foregår ved, at man udfylder en tolddeklarationsblanket (som også bruges ved rejser uden for EU), og foreviser våbnene ved SKATs toldekspedition både ved ud- og hjemrejse. Metoden er ofte også mere besværlig ved ankomsten til destinationen, hvor man forventer at se et våbenpas.

Husk også, at mange flyselskaber kræver, at man i god tid – ofte senest 24 timer eller mere før afrejse – giver besked om, at man medbringer våben på rejsen. I det hele taget er det klogt at være i god tid og have udfyldt alle blanketter hjemmefra. Man bør også altid være i lufthavnen i god tid – mindst to timer før afgang – så der er tid til at ordne alt det fornødne, selv om der er kø.

I bil

Formaliteterne ved at krydse landegrænser i bil er mange steder blevet mere omfattende siden årtusindskiftet, men er dog stadig til at håndtere. En undtagelse er vores naboland Sverige, hvor det er blevet ganske nemt at medbringe sit jagtvåben, hvis man har et våbenpas og deklarerer indførslen via nettet. Her er problemet reduceret til besværet med den administrativt tunge proces ved først at få og siden løbende forny gyldigheden af et dansk våbenpas.

De øvrige jagtdestinationer, som danske jægere typisk selv kører til, kræver normalt en deklaration og/eller en importtilladelse fra det pågældende lands myndigheder. Uanset, så skal våbnene en eller flere gange tages ud af bilen og kontrolleres, når grænsen krydses. Ved jagtrejser i egen bil vil flere jægere normalt køre sammen, og der vil ofte være betragtelige mængder bagage. Her er det en klar fordel at medbringe et våben, som kan være i en kort våbenkuffert – eller med andre ord et våben, som er adskilt. Det kan man gøre med alle knæklåsvåben og med de mange moderne rifler, som har vekselpiber og derfor er lette at adskille med en heksagonnøgle.

En klassisk repeterriffel kan som bekendt ikke skilles ad uden brug af værktøj. Men derfor skal man dog ikke fortvivle, hvis man gerne vil have den med ud at rejse. Det er ikke raketvidenskab at fjerne skæftet fra en klassisk repeterriffel, så den kan være i en kort geværkuffert. På næsten alle repeterrifler er låsestolen fastgjort i skæftet med to skruer, som blot skal fjernes, for at riflen kan skilles ad. Principielt er der igen forskel fra den teknik, som anvendes på de mere moderne rifler. Der skal blot bruges en skruetrækker, som passer til skruernes kærv, så denne ikke skamferes, når man fjerner skruerne. I mange tilfælde kan man udskifte skruerne til en torx-udgave, som er lette at spænde med en vinkelnøgle.  

Mange rifler har i dag montager, som gør det muligt at fjerne sigtekikkerten og sætte den på riflen igen, uden at træfpunktet ændres. Det gør det lettere at få plads til alle delene i en kort kuffert.

Hvis ens sigtekikkert er fastgjort til riflen med en montage af Weaver-typen, har man samme situation, som når man vil fjerne skæftet fra en klassisk repeterriffel. Hvis man skruer sigtekikkertens montageringe af de baser, som er skruet fast på riflen, så vil riflens træfpunkt maksimalt flytte sig én eller højst to centimeter, når man igen monterer kikkerten på riflen. Tager man en spændeskive med den rigtige tykkelse og filer et hul i kanten, har man et glimrende lille værktøj til formålet.

Flyrejser

Stadig flere jagtrejser foregår imidlertid med fly. Det skyldes naturligvis, at det er blevet meget billigt at flyve som følge af den hårde konkurrence mellem flyselskaberne. Denne konkurrence har bevirket, at en flyrejse i høj grad er blevet en individualiseret ydelse. Billettens pris afhænger for eksempel ofte af, om man har bagage med, ønsker et bestem sæde eller vil have servering under turen.

Før rejsen er det både klogt og nødvendigt at sætte sig ind i reglerne for transport af våben og ammunition. Det gælder både lufthavnens og det enkelte flyselskabs regler. De vil normalt fremgå af lufthavnenes og flyselskabernes hjemmesider, som nemt kan findes på nettet.

Når det gælder transport af jagtvåben, er flyselskaberne underlagt strenge sikkerhedsmæssigt begrundede krav, som kræver en særlig håndtering af den rejsendes bagage. Tidligere, hvor bruttoavancen på flyrejser var langt større, var håndtering af speciel bagage normalt en ydelse, som indgik i den ordinære billetpris. Men på grund af konkurrencesituationen kræver de fleste flyselskaber i dag betaling for de ekstra omkostninger, håndteringen af jagtvåben giver dem. Om betalingen så dækker mere end omkostningerne, er et helt andet spørgsmål.

Tabellen her angiver som eksempel SAS’ takster for at medbringe jagtvåben i bagagen. Mange flyselskaber opkræver gebyr per våben, selvom man kommer to våben i samme kuffert.

Da gebyrerne kan variere noget flyselskaberne imellem, kan de faktisk være udslagsgivende for, hvordan man kommer billigst frem til sin jagtdestination. Det kan derfor være lønsomt at kontrollere det enkelte selskabs regler, før man køber en billet.

SAS’ gebyrer for at have jagtvåben i bagagen på rejser til forskellige destinationer.

Forskelle mellem flyselskaber

Ligesom der er store forskelle på billetpriser, er der forskelle på flyselskabernes tilgang til transport af jagtvåben. Flere af lavprisselskaberne tillader slet ikke, at man har våben i bagagen. Andre har mere eller mindre finurlige regler.

Det hollandske flyselskab KLM har for eksempel særlige krav. Ved rejser uden for EU skal man have en særlig tilladelse fra de hollandske toldmyndigheder til at rejse til, fra eller via Holland med våben og/eller ammunition. Det tager op til 8 uger at opnå tilladelsen. De omfattende regler bevirker, at selv selskabets ansatte ikke altid kender eller forstår dem. For et par år siden måtte jeg igennem en omfattende korrespondance med KLM, før jeg fik lov til at flyve til Aberdeen via Amsterdam – uden den ovennævnte tilladelse, som ifølge selskabets egen hjemmeside ikke kræves ved rejser inden for EU. 

Da jeg sidste år rejste med Lufthansa til Namibia, noterede jeg mig, at der kun blev opkrævet afgift for jagtvåben, hvis de blev transporteret i en separat våbenkuffert. På rejsen måtte man medbringe to stykker bagage. Ergo adskilte jeg fluks min dobbeltriffel og min repeterriffel, så de kunne være i en kort våbenkuffert, som jeg derefter placerede i min rejsetaske. Keine Hexerei, nur Behändigkeit. Det gik fint på rejsen til Namibia – ingen problemer og intet gebyr. Det, jeg ikke lige havde taget højde for, var, at jeg på vej hjem skulle flyve med en af Lufthansas samarbejdspartnere, Eurowings. De havde andre regler for jagtvåben i bagagen end Lufthansa, hvorfor det kostede mig 1.600 kr. at få mine våben med flyveren hjem. Moralen er, at man skal se sig grundigt for, inden man køber billet. Skriv og spørg selskabet, så der ikke er tvivl om de gældende regler for hele ruten, hvis flere partnerselskaber er involverede.

Valg af flykufferter

Da jeg for alt for mange år siden begyndte at rejse på jagt i udlandet, gik det fint med at aflevere sin riffel i et blødt etui. Jeg har endda kendt gamle jægere, som fortalte, hvordan de før flykapringernes tid blev bedt om at tage deres dyre dobbeltrifler med ind i flykabinen for at mindske selskabets risiko for erstatningskrav ved beskadiget bagage. Det var dengang. I dag kræver alle flyselskaber, at jagtvåben transporteres i godkendte våbenkufferter.

Også her er det er i sagens natur meget lettere at håndtere en kort geværkuffert end en lang – både på baggagetrolleyen i lufthavnen, på eventuelle hoteller og senere i den bil, som transporterer jægeren fra lufthavnen til jagtreviret.

Traditionelle geværkufferter, hvor våbnet ikke skal adskilles, bliver ofte henvist til afdelingen for stor bagage, da transportbåndene ikke altid kan håndtere de lange kufferter. Det kan give ekstra besvær og ventetid i nogle tilfælde. Korte kufferter er derfor at foretrække.

I gamle dage fik man ofte lavet fine transportkufferter til både haglbøsser og rifler. De var lavet af træ, som afhængigt af prisen var beklædt med kanvas eller læder og forstærket i hjørnerne med læder eller messing. Disse kufferter er stadig i høj kurs, men desværre ikke egnede til flytransport.

Hverken transportbånd eller bagagemedarbejdere skåner erfaringsmæssigt geværkufferter – snarere tværtimod. Jeg har personligt overværet baggagemedarbejdere kaste gamle våbenkufferter af læder og egetræ ud fra flyet og flere meter ned i baggagevognen under dem. Jeg kan ikke forestille mig, at de er mere forsigtige med moderne kufferter, der er mere slagfaste.

 De fine gamle våbenkufferter blev designede, dengang transport foregik med tog eller skib, og hvor bagagen blev båret ombord ved håndkraft. Med nutidens metoder bliver de simpelt hen slået i stykker. Brug dem kun, hvor man kører i bil til jagtreviret.

Ammunition

Af denne og mange andre årsager er stort set alle haglbøsser og de fleste moderne jagtrifler i dag designede til nemt at kunne skilles ad. Derfor er det oplagt at transportere dem i korte geværkufferter, som er designede og godkendte til flytransport. Kufferterne kan købes i mange varianter, hvis producenten da ikke leverede våbnet i en kuffert af kompositplast, som kan modstå den barske behandling under flyrejser.

Den internationale luftfartsorganisation (IATA) klassificerer ammunition som farligt gods, der skal beskyttes mod kraftige påvirkninger. Det vil i praksis sige, at hver patron skal være adskilt fra de øvrige via ruminddeling af æsken. Nogle selskaber/lufthavne tillader, at man har ammunitionen i den originale emballage. Der er dog også selskaber/lufthavne, hvor man kræver, at ammunitionen transporteres i en hård boks. Visse steder kræver man tillige, at boksen/ammunitionskassen har en lås – og er helt adskilt fra den øvrige bagage. De fleste selskaber kræver dog blot, at ammunitionen skal transporteres i en anden kuffert eller taske end våbenet. Det samme gælder om muligt for en vital del af våbnet, så det ikke kan bruges, uden at man er i besiddelse af begge kufferter. Det vil i praksis sige bundstykket på repeterrifler, og i nogle tilfælde forskæftet på knæklåsvåben.

Vær også opmærksom på, at geværolie med faresignaler også betragtes som farligt gods, som ikke må medtages. 

Forsikring

Ved enhver rejse er der en vis risiko for, at et jagtvåben bliver beskadiget eller stjålet. Risikoen for tyveri er ikke stor, men det sker dog. Arver man et fornemt jagtvåben, eller hvis det af andre årsager har stor affektionsværdi, bør man måske ikke tage det med på jagtrejser, der involverer flytransport.

Selvom jeg ikke kan dokumentere det, så er det mit indtryk, at våbenkufferter i særlig høj grad lider overlast og bliver forsinket under flyrejser – muligvis på grund af jagtmodstandere blandt de mennesker, som håndterer bagagen. Efter hundredvis af flyrejser har jeg selv aldrig haft en skade på en almindelig kuffert, men jeg har fået beskadiget adskillige geværkufferter i varierende grad. Faktisk har jeg af og til spekuleret på, om de høje tårne i lufthavne udelukkende bruges af flykontrollørerne, eller om de også anvendes til at kaste våbenkufferter ud fra.

Under alle omstændigheder bør man også sikre sig, at våbnene er forsikrede under rejser. Efterhånden er mange jagtvåben, kikkerter og andet tilbehør blevet så kostbare, at den samlede værdi kan overstige det beløb, som en almindelig rejseforsikring dækker.