Ny podcast om at blive ramt af sygdommen TBE ”Jeg kunne ikke holde ud at åbne øjnene”

Sæsonen for skovflåter er godt i gang. Hvis man færdes meget i skoven, er det derfor en god ide at være opmærksom på risikoen for at blive smittet med flåtoverførte sygdomme som borrelia og TBE, der kan føre til alvorlig hjernebetændelse.

AF: REDAKTIONEN

FOTO: ERIKA THORHAUGE THEJLL

I Danmark er der størst risiko for at blive smittet med TBE på Bornholm, hvor der er 2-4 tilfælde om året, men der ses også smitte i Nordsjælland og på Fyn. Derudover kan man blive smittet med TBE i andre europæiske lande, fx Sverige.

I podcasten fortæller Erling, hvordan han i 2019 fik TBE efter at være blevet bidt af en flåt i sin have i Asserbo. Han begyndte at få det dårligt en uges tid efter flåtbiddet, men først efter flere måneders udredning, hvor lægerne mistænkte både depression og kræft, stod det klart, at han havde TBE. I dag er Erling rask, men han lever med senfølger af sygdommen.

I DENNE PODCAST, DER ER PRODUCERET AF SUNDHEDSTV, KAN DU HØRE HANS HISTORIE

Tbe i Danmark

Flåter lever overalt uden for, men særligt i skove, moser og enge. Ved flåtbid kan både bakterier og virussygdomme overføres til mennesker. TBE skyldes virus, som flåten er bærer af, hvor borrelia skyldes bakterier.

TBE smitter med det samme, flåten bider, mens borrelia først smitter efter omkring 24 timer. Hvis du fjerner flåten inden for 24 timer, minimerer du derfor risikoen for borrelia, mens der stadig er risiko for at være blevet smittet med TBE. Borrelia bliver typisk behandlet med antibiotika, men der findes ingen behandling for TBE. Man kan dog blive vaccineret forebyggende mod TBE.

Symptomer på TBE

Symptomer vil typisk vise sig i løbet af de første uger efter, man er blevet smittet med TBE. De vil ofte svare til almindelige influenzalignende symptomer, hvor man kan have ondt i led, muskler og hoved, føle sig træt og have kvalme. Efter en uges tid forsvinder symptomerne igen. For mange sker der ikke mere end dette, men nogle oplever, at sygdommen herfra udvikler sig til egentlig hjernebetændelse. Hvis det sker, vil man efter lidt tid udvikle alvorligere symptomer som f.eks. hukommelsesbesvær.

Du kan læse mere om forebyggelse, diagnosticering og behandling af TBE på SundhedsTV.dk

Læs mere om flåter her:

Flåter angriber også fasaner

Nye jægere i Danmark ENGFLÅTER

Beskyt din familie og dig selv imod flåtbid

Læs mere

Nyheder