Tekst: Mette Karin Petersen
Foto: Slotsmedia
Det stormer. Det regner. Det er mørkt. Der er stadig en time til, at solen står op. Kroppen er fyldt med spænding og glæde. Glæden over at være lige her. Sammen med to af mine bedste engelske jagtkammerater, Jack og Sam. Spændingen ved ny kultur, ny natur og en helt ny og anderledes hjorteart – muntjac, jeg skal på jagt efter.
Regnen slår mod ruden, mens vi denne kolde december morgen venter i bilen. Venter på at solen står op. Humøret er højt, og røverhistorierne er allerede godt kørende, trods vi knap er vågnet.
Den mørke skov begynder så småt at lysne. Med riflen i den ene hånd og skydestokken i den anden begynder vores jagt. Jagten på en ny jagtoplevelse.
Muntjacs
Allerede idet vi træder ud af bilen, spotter jeg de første tre muntjacs. De står i det tætte krat foran os, femoghalvfjerds meter fremme. Men det er stadig for mørkt til at afgive et skud. Sam, der ejer jagten, vifter os videre med sin hånd. Videre ned ad skovstien. Jeg går nærmest i panik. Panik over at forlade de tre muntjacs, som vi lige har spottet. Hvorfor ikke afvente at solen står op?
…hvorfor, fandt jeg hurtigt ud af. Vi venter ikke, af den simple årsag at bestanden af muntjacs i netop dette område er stort. Altså, vi kunne spotte muntjacs næsten hele tiden. Men dette var ikke ens betydende med, at de var nemme at jage. Tværtimod. De var konstant i bevægelse. Det betød, at vi hele tiden skulle være et skridt foran. Det krævede, at vi kunne udtænke deres rute, så vi kunne stå klar til, at de bevægede sig ud netop der, hvor vi havde placeret os.
Efter halvanden times tid har vi stadig ikke trykket på aftrækkeren. Normalt vil jeg ikke tænke ’’sådan’’. Normalt forventer jeg ikke at trykke på aftrækkeren på jagt. Men efter at have stødt på mere end ti muntjacs, begynder jeg at blive ivrig. Meget ivrig. En smule utålmodig. Jeg ser mulighederne, men er udfordret i at komme i position. Stemningen bliver mere løssluppen. Vi fortsætter røverhistorien, hvor vi sidst slap. Vi griner lavmælt. Vi hygger os. Præcis som det skal være – men med støj mindskes chancerne. Skulle man tro. For netop som vi mindst venter det, spotter jeg en muntjac.
Tæt i krattet, knapt hundrede meter fremme. Den er overraskende nok ikke blev skræmt af vores høje humør. Vi fryser. Jeg tænker. Forsøger at tænke et skridt længere frem. Jeg vælger at stille mig på stien i håbet om, at den unge muntjac buk vil fortsætte sin gang lige frem. Skridt efter skridt bevæger han sig tættere på stien. Jeg står klar. Riflen på skydestokken. Fødderne solidt plantet i gruset. Hjertet banker derudaf. Her kommer han.
Hastige små skridt. To skridt ude af busken, jeg musser, han stopper. Den røde prik i trådkorset er placeret i hjertet. Fingerspidsen trykker langsomt, men kontrolleret på aftrækkeren. Bang! Et spring og han sætter i løb. Nervøsiteten breder sig i kroppen. Trods følelsen af et godt skud bliver jeg i tvivl. Med hastige skridt går jeg mod skudstedet. Kigger mig omkring. Her ligger han. I det tætte krat. Min første muntjac. En ung buk.
Jagt handler for mig ikke om at trykke på aftrækkeren. Det handler om alt det udenom. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde at trykke på aftrækkeren ikke betød noget. Selvfølgelig gør det det. Det er med til at sætte en form for et punktum på hele oplevelsen. Det fuldender. Det bidrager til helheden. Det giver mig mulighed for at nyde og mindes oplevelsen langt ud i fremtiden. Selv når kødet er spist, så har jeg det afkogte skull på hylden. Kald det et trofæ, et memorabilia. Et minde, der ikke forgår.
