Danmark har allerede 5 nationalparker fordelt rundt i landet. De omfatter nogle af Danmarks mest enestående naturområder og landskaber. En del har dog ment, at naturen ikke har været i fokus i disse nationalparker, så derfor har man nu besluttet, at der skal oprettes 15 naturnationalparker.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Du er velkommen til også at sende os din mening. Vi ønsker en god debat og har plads til alle holdninger. Vi forbeholder os ret udvælge indsendte indlæg ud fra kvalitet, relevans og evne til at bibringe debatten nye indsigter.  Skriv til info@mitjagtblad.dk.

Som jæger og naturmenneske kan man kun hilse den slags tiltag velkommen. Det er planen, at disse naturnationalparker primært skal etableres på statens arealer, og at al jagt skal forbydes i parkerne, der så vil komme til at fungere som reservoirer for vildtet til glæde for jægerne. Men så dukker vor tids modebegreb inden for naturforvaltning op: Rewilding. I stedet for at lade naturen passe sig selv, så er der et massivt pres for, at områderne skal græsses i bund af såkaldte ”store græssere”. Det kan være husdyr som heste og køer, der kan klare at gå ude året rundt, men også elg, bison, kronvildt og dåvildt kan komme i betragtning.

2 meter højt vildthegn

Det siger sig selv, at hvis man gerne vil have et massivt græsningstryk, så bliver man nødt til at hegne for at holde dyrene på det område, man ønsker græsset i bund. I forslaget, der er sendt i høring, skriver man da også: ”…Der forventes at blive opsat to typer hegn i naturnationalparkerne: Kreaturhegn og vildthegn…” og ”…Vildthegn (nethegn) vil typisk være over 2 m høje…” og ”…Vildthegn vil være egnede til indhegning af hjortevildt (kronvildt, dåvildt, råvildt) og elg, men også kreaturer, heste og europæisk bison…”.

Hvis det bare var de almindelige 2-tråede kreaturhegn, betød det ikke så meget for vores hjemlige hjortearter og jagten. Den slags hegn hopper de over uden problemer. Men et 2 meter højt vildthegn er en anden snak. Det er et nethegn, som er designet til ikke at kunne forceres af kronvildt, dåvildt og råvildt, som dermed effektivt bliver hegnet inde og/eller ude. Og så er der som jæger pludselig ingen grund til at være glad. For ikke nok med at naturnationalparkerne nu ikke længere kommer til at fungere som et fredeligt reservoir for hjortevildtet til glæde for jægerne og andre naturinteresserede, så gør man nu op med et gammelt princip i vores natursyn og naturforvaltning, nemlig vildtets frie bevægelighed. Endelig kan man jo også diskutere det fornuftige i at opsætte kilometer efter kilometer af hegn, når det nu er naturen, der skulle være i fokus.

Forslaget er sendt i høring med høringsfrist 12. februar 2021 og kan læses her: https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/64751