Natpürsch på vildsvin

Vildsvinene lyser op som små rød-hvide pletter et par hundrede meter ude over den første mark, jeg kommer til. Det er helt tydeligt en so med syv årsunger, altså hendes kuld fra samme vinter/forår. Vinden er imod mig, og det fugtige efterårsvejr har gjort alt lidt vådt og blødt – det er fine forhold til pürsch på vildsvin om natten.
Jeg lister nærmere, men grisene tager helt tydeligt ikke bestik af mig. Natten er mørk uden måne, så jeg må jævnligt kontrollere retning og kuglefang i min termiske håndspotter. Selvom jeg har skruet helt ned for lysstyrken, blænder billedet af vildsvinene næsten – så tydeligt fremstår de i det moderne jagtudstyr. Jeg kommer efterhånden ind på 80 meter og kan så småt høre dem grynte og smaske, mens de roder marken op. Jeg lister helt ind på 50 meter, inden jeg sætter skydestokken op, lægger riflen op og tager sigte med den termiske sigtekikkert.
Man kan tydeligt følge enhver bevægelse og selv de skiftende ansigtsgrimasser på grisene. Skuddet falder mod en af årsungerne, et par sekunder er alt et virvar af røde pletter, der farer omkring, inden alt igen er mørkt og stille.
Grisen er bare gået et par meter frem og forendt. Jeg brækker den hurtigt på stedet og ser på uret, at det stadig er under en halv time siden, jeg gik af sted. Man skulle da være et skarn, hvis man ikke lige gik op og kiggede på de andre marker også…

Store bestande i Sverige

Vildsvinets enorme bestandstilvækst i Sverige og de følgeskader, de skaber for landbruget, har løbende nødsaget politikerne til at tillade et stigende antal hjælpemidler for jægerne for at kunne holde bestanden på et tåleligt niveau. Senest blev det i 2019 tilladt at anvende natsigte og termisk sigtekikkert på jagt efter vildsvin. Debatten om, hvorvidt alle tiltagene er berettigede, om man er gået for langt, eller der skal mere til, er relevant, men ligger uden for denne artikels fokus. Her vil jeg blot dele min erfaring med anvendelse af termisk sigtekikkert og de muligheder, det har givet for jagten på vildsvin på mit svenske revir.

Muligheder, der opstår i livet, er ofte tilfældige, og således har en række af tilfældigheder også gjort, at jeg har opnået størstedelen af min jagtlige erfaring i skovene i Småland, selvom jeg er bosiddende i København.
I starten drejede det sig primært om småvildt op til og med råvildt, senere elgjagt, men siden vildsvinene for alvor blev talrige omkring 2010, har vildsvinejagten været noget specielt for mig. Det er gået i blodet på mig, som min hustru ofte undskyldende påpeger, når jeg for 117 gang genfortæller drabelige scener fra seneste vildsvinejagt til middagsgæsterne. Mange forskellige jagtformer er blevet afprøvet, herunder lokkejagt, drivjagt, anstand ved åtel og meget mere.

Jagten med min tyske jagtterrier, som jeg bruger som stillende hund på vildsvin, er umådelig spændende og udfordrende. Omvendt har de fredsommelige jagtformer som anstand og pürsch også en særlig plads i mit hjerte, da man går helt i ét med naturen. Alle tre jagtformer er indtil 2019 dog primært foregået i døgnets lyse timer, skumring og dæmring. Muligheden for at jage med termisk har givet helt nye muligheder for anstand og pürsch døgnet rundt.

Mere jagt

Heldigvis kender jeg mit revir indgående, så jeg markerer mentalt, hvor min lille årsunge ligger. Jeg pürscher stille videre. Der sidder en hare og esser på den næste mark. Skovene er for tætte, og natten for mørk til, at man effektivt kan pürsche rundt derinde. Jeg har et par gange tidligere kunne høre vildt nærme sig i mørket og afventet dem med riflen klar. Det er dog chancebetonet, så jeg følger skovvejene og bruger håndspotteren, når jeg kommer frem til de små marker, der ligger som pletter i de dybe skove – typisk landskab i det smålandske, der giver muligheder for varieret jagt.

På den næste mark er der tomt. En natugle kalder i natten. Jeg lister videre, og der er heller ikke aktivitet på marken ved siden af.
Jeg tænker så småt på, om jeg skal vende om og få bragt mit bytte i hus.
Arh, jeg tager lige de sidste to marker med også. Da jeg kommer over en højderyg, går der pludselig en so med tre årsunger på 60-70 meters afstand.
De har tydeligvis ikke fået fært at mig; så ville farten være en anden, men de på vej væk fra mig.
Jeg lister efter dem over den stenede græsningseng på godt 100 meters afstand uden at få skudchance. Rotten drejer om et skovhjørne og forsvinder i mørket. Jeg lister i en bue rundt om hjørnet og pludselig ser jeg rotten igen. De går og roder mellem nogle store sten, som årsungerne helt forsvinder bagved. Jeg får riflen i anslag, og da en årsunge står med fuld bredside til et stykke fra de andre, falder skuddet.
Den falder på stedet, og jeg kan høre rotten brage igennem underskoven med højlydte grynt. Bare et par sekunder, så er de over alle bjerge. Sikke en aften, tænker jeg. Det er en sjældenhed at få nedlagt to grise så hurtigt efter hinanden på pürsch.
Månen kommer lidt højere på stjernehimlen, mens jeg brækker vildsvin nummer to.

Jeg har slukket alt elektronisk udstyr og hængt riflen helt om på ryggen, mens jeg trasker hjemad med grisen på slæb. Heldigvis er det bare en årsunge, og det går lidt ned ad bakke, så det går fint med at trække den de par hundrede meter ned til skovvejen. Jeg går i jævnt trav hjemad for at hente pick-up’en til afhentning af mine grise. Da jeg kommer ned til den første mark, hvor min første gris ligger, hører jeg grynt i mørket.
Jeg får instinktivt min riffel frem. Det termiske grej fumler jeg lidt mere med. Det er stadig nyt i hænderne for mig, særligt når det er mørkt. Jeg spotter ud over marken, og ser en stor rotte vildsvin i den ene ende af marken. I den anden ende står en so med seks årsunger. Kan det være den samme som før, tænker jeg. Umuligt… jeg når ikke at tænke færdigt, før en skygge træder ud af krattet en meter bag mig. Hvad der må have været en enlig orne, der nok har cirklet lidt om damerne ude på marken, er gået med vinden mod mig. Vi bliver begge to (lige lovligt) overraskede.
Heldigvis brager dyret et sekund efter ind i skoven og væk. Jeg er glad for, at ingen filmede mig der… (De er store, de grise, når de er tæt på).

Hjertet har lige sprunget et par slag over, og pulsen skal lige ned igen, inden jeg igen scanner marken. Rotten med so og seks årsunger er forsvundet, de har nok hørt postyret. Men den store rotte står endnu roligt nede i den anden ende.

Jeg lister nærmere og får et ordentligt kig på dem. Rotten består ud over førersoen og ni årsunger også af tre tanter, altså grise på to-tre år fra soens tidligere kuld. Det er tydeligt at se størrelsesforskellene i den termiske sigtekikkert. Rotten er ude på 80 meter, men med fast anlæg i min gode skydestok, skyder jeg til en årsunge.
Skuddet rammer lidt højt, og grisen falder ved træffet omkuld med fire stive ben strittende i vejret. Jeg genlader øjeblikkeligt og kan til min overraskelse følge rottens flugt ved at svinge riflen med til venstre. Førersoen leder sin rotte ud på marken, hun har helt tydeligt ikke kunne registrere, hvor skuddet kom fra. Hun standser, rotten standser et sekund efter og kigger sig omkring. Da falder mit næste skud, og endnu en årsunge ligger i græsset. Resten af grisene ser jeg naturligvis ikke mere til.

Jeg står lidt forbløffet tilbage og skal lige synke spyttet, inden det helt går op for mig.
Fire grise på godt en time, heraf tre på samme mark. Det er helt uhørt her omkring. Kun gris nummer to ville jeg have haft en god chance til, hvis det havde været dagslys. Jeg får brækket begge dyr og trasker hjemad efter bilen, stadig lidt uforstående over aftenens udfoldelser. Månen er efterhånden kommet godt op på himlen, så man kan se skygger i terrænet. Da jeg næsten er hjemme ved gården, ser jeg nogle skygger på marken bag laden. Kan der virkelig være flere vildsvin i skoven? Op med den termiske, ja ganske rigtigt går seks ”fjolårskultingar”, altså vildsvin i to-årsalderen, uforstyrret derude. Jeg pürscher nærmere langs laden, og overvejer på vej derhen, om man overhovedet kan tillade sig at nedlægge så mange grise på én aften. Det er næsten vulgært.
Jeg tager faktisk riflen ned igen efter at have fundet dyrene i sigtekikkerten. Så husker jeg landmandens svada fra dagen før om, at nu skal der altså skydes nogle af de jävla grise. Han havde natten forinden set en rotte på 30 vildsvin fornøje sig på hans ene mark og var godt træt af deres ødelæggelser. Jeg får riflen op igen og trykker på aftrækkeren.
Grisen løber bare 30 meter fremad og ligger stille. Jeg har ikke flere patroner med ud, så jeg aflader og slukker alt elektronisk udstyr. Det har været en næsten surrealistisk og uventet begivenhedsrig aften. Så indstiller jeg mig på det forestående arbejde med at brække det sidste dyr, få bragt byttet hjem, hængt dem op og flået. Det er mange gange lettere at flå særligt vildsvin, der har så meget fedt under huden, mens de stadig er varme. Det giver også mulighed for, at kødet køles ned tilpas hurtigt. Heldigvis var alle vildsvinene af en størrelse, jeg selv kunne håndtere. Det er langt ud på natten, inden jeg udmattet lægger hovedet på puden. Morgenpürschen springer jeg vist lige over…

Det var et jagtligt udbytte, jeg ikke har oplevet hverken før eller siden på pürsch. Jeg talte efterfølgende med landmanden om, hvorfor der pludselig var så utroligt mange vildsvin i skoven. Bestanden kan lokalt blive meget stor, mens der få kilometer derfra ikke kan være set vildsvin i årevis. Det var dog alligevel et helt utroligt antal vildsvin, selvom bestanden til tider har været stor på reviret. Andre år har der været mere sparsomt med grise. Vi kom frem til, at han samme dag, han så de 30 vildsvin, havde spredt den sidste gylle akkurat på den mark, som også var der, hvor jeg skød tre af mine grise. Det var et mildt efterår, så det havde nok sat gang i orme og larver, som havde tiltrukket vildsvinene. Det var helt tydeligt, at der kom adskillige rotter fra forskellige sider, som var det en magnet. Ugen efter fortalte han, at han havde pløjet marken ned som sædvanligt, og at vildsvinene havde mistet interessen for den.

Fem vildsvin på en natpürsch er helt usædvanligt i mit område, og jeg kan stadig til tider selv synes, at det trods alt var lidt voldsomt. Dog kan jeg med sikkerhed sige, at alle skud blev afgivet under kontrollerede forhold, med fast anlæg og på håndtérbare afstande. Alle var de unge dyr, som er dem, man anbefaler at udtage flest af. Jagtetikken skal man ikke slække på, selvom debatten om vildsvin kan frembringe opfattelser af vildsvin som skadedyr, som man kan gå lidt lettere til. Alle fem dyr lå som nævnt også umiddelbart forendt (hunden var åbenlyst lidt træt af mig, at jeg ikke kunne have ladet et enkelt af dem løbe bare 100 meter). Landmanden var til gengæld ovenud tilfreds.

Vildsvinene har sat sindene i kog hinsidan, og historien her taler sit tydelige sprog. Anvendelse af natkikkert og termisk grej udfolder mulighederne for at holde bestanden i skak ganske betydeligt. De fleste anvender dem på anstand ved åtel, og der er sjældent så mange vildsvin i skoven som den her omtalte aften.

Men med bare en håndspotter kan man på en hurtig aftentur få overblik over, hvor mange vildsvin man har derude i mørket og planlægge afskydningen derefter. Jagtudbyttet af vildsvin i Sverige i 2019/2020 nåede helt op på 146.000 dyr sammenlignet med 112.000 dyr året før. De nye hjælpemidler har uden tvivl spillet en stor rolle i denne udvikling.

Jagttider på vildsvin i Sverige

Jagthunde må anvendes i jagten fra 1. august til 31. januar (foruden i Blekinge len, hvor vildsvinejagt med hund fra 1. august til 20. august ej er tilladt på grund af høje temperaturer og altså af hensyn til hundene)

Siden 2019 må vildsvin, foruden brug af kunstigt lys, jages med infrarøde sigtemidler og termisk sigte. Termisk må dog kun anvendes i åbent terræn eller ved åtel.

FOTO MATHIAS VOGDRUP-SCHMIDT SAMT ERIK MANDRE, MARTIN MECNAROWSKI OG ALEXANDERSTOCK23/SHUTTERSTOCK