FOTOS: JENS ULRIK HØGH, PH OG JONAS KILDEGAARD HANSEN.
Vi mødes ved jagthytten i skovbrynet. Det charmerende gamle bindingsværkshus kæmper med en stor eg i haven om titlen som grundens ældste og mest krogede. Udsigten er fantastisk. Grunden ligger højt i forhold til det omgivende terræn, og vi har et kilometerlangt kig over markerne imod selve godset Vesterbygaard med Tissø i baggrunden.
Vi er her fordi herregårdsskytte Jimmie Sørensen har indvilget i at vise os godset og sponsorere en eftermiddags bukkejagt til nyjægeren Tina Vibeke Rasmussen. At hun har været så heldig skyldes, at hun har en spændende historie at fortælle.
License to Kill
Vi nærmer os midten af juli måned. Der er kun få dage tilbage af den danske bukkejagt. Det er nok et af de vanskeligste tidspunkter i sæsonen at overliste en buk på. Desværre er vi ikke så heldige, at brunsten så småt er ved at komme i gang. Til gengæld er jagtvejret nogenlunde så godt, som det kan blive med meget svag vind og en ganske let regn, som kan kamuflere lyden af vores listende skridt.
Tina har haft jagttegnet i to år. Hendes baggrund for at gå igennem en hel vinters aftenskoleuddannelse for at få det er alt andet end typisk. Hun ville simpelthen have jagttegnet for at blive bedre rustet til at aflive nødstedte dyr i hendes frivillige arbejde som kredsformand for Dyrenes Beskyttelse i Nordsjælland. Altså en ”License to kill” og dermed også en tilladelse til at eje de nødvendige redskaber til formålet. Faktisk havde Tina ingen som helst planer om at blive jæger i ordets traditionelle forstand.
Men sådan gik det altså ikke, for nu befinder vi os altså her for at forsøge at få Tinas første danske buk i Vesterbygaards frodige mosaiklandskab. De store marker gennemskæres af vildtstriber, vildtagre, levende hegn, småskove åer og masser af andre levende tiltag, så det er en fryd for alle sanser. Jimmie Sørensen betaler hvert år godset for at tage omkring 10% af landbrugsarealet ud til vildtpleje – og det kan ses, høres og duftes overalt på ejendommen, som i bogstavelig forstand summer af liv.
På jagt
Vi starter med at pürsche os frem igennem et langt markspor med en vildtstribe i markkanten langs hele sporet. Jimmie er biotoppleje-entusiast, i en grad man sjældent støder ind i. Han sammensætter selv de frøblandinger, han bruger i vildtstriber og –agre, og han er nød til at købe frøene i England, for at få det udvalg af sorter han behøver. De fleste af vildtplantningerne står i 2-3 år og rummer let 10-15 forskellige planter. Der veksles med majs for at rense jorden for ukrudt hvert tredje eller fjerde år.
”Hov! Der står et rålam og kigger i majsen!” Jimmie afbryder sig selv midt i en hviskende beretning om stenkløvers mange fordele i en vildtager. Tina lyser op i et smil – dagens første spottede råvildt er et stærkt lille lam, som stirrer selvsikkert på os fra en plet imellem majsplanterne mindre end 20 meter borte. Jeg løfter kameraet, men er ikke hurtig nok. Bukken er ikke hjemme i remissen, så vi går videre ad den planlagte rute.
Tina har egentlig ingen traditioner for jagt i familien. Ved siden af hendes almindelige arbejde driver hun en lille kennel med schæferhundeopdræt fra en mindre landejendom i Sigerslevvester tæt på Frederikssund i Nordsjælland. På stedet arrangerer de også hundesvømning, og så har hun i en årrække været kredsformand for Dyrenes Beskyttelse. Det betyder bl.a. at hun træffer afgørelse om, hvordan der i hvert enkelt tilfælde skal reageres på opkald til ”Dyrenes Alarmcentral 1812”. Skal der sendes en schweisshundefører, en dyrlæge, hende selv eller nogen helt andre mennesker ud?
Nysgerrig nyjæger
Det havde igennem flere år været en kilde til frustration, at hun ikke selv havde muligheden for at aflive dyr, men var tvunget til at vente på en person med de fornødne tilladelser. Det var som nævnt årsagen til, at hun meldte sig til jagttegnsundervisningen, men underviseren viste sig i sidste ende at være så inspirerende, at Tina fik mod på at blive jæger for alvor, med alt hvad det indebærer. Siden hun fik tegnet, har hun da også meldt sig ind i et konsortium på Lolland, anskaffet jagtriffel og bestået riffelprøven. Det første stykke vildt med Saueren mangler dog fortsat i journalen….
Jimmie spotter et ildrødt glimt i kanten af rapsmarken og får straks kikkerten op for øjnene. Buk eller rå? Han ved, at der går en rigtigt sur og gal gammel buk på denne del af reviret, hvor en lund af ældgamle løvtræer omkranset til alle sider af vildtagre udgør den perfekte råvildtbiotop. Skydestokken er oppe og riflen er klar, hvis dyret skulle træde ud på barjordsstriben og vise sig at være jagtbar.
Nogle lange sekunder senere bliver sagen afgjort. Det er en rå. Hun befinder sig et halvt hundrede meter ude og går lidt omkring og nipper i vildtstriben, inden hun får øje på os, løber nogle meter og stiller sig op for at sikre med hele bredsiden til os…. ”Havde det dog bare været bukken”, sukker Jimmie, som først og fremmest koncentrerer sig om udsætning af fasaner på denne ejendom. På trods af en stærk råvildtbestand er der derfor kun nedlagt to bukke på godset i denne sæson.
Vi fortsætter forbi yderligere et par harer. Jeg er holdt op med at tælle dem, da jeg passerede halvtreds. Der er ingen som helst tvivl om, at de på denne ejendom nyder særdeles godt af de mange biotopmæssige tiltag for fasanerne. Vi får øje på mere råvildt efterhånden som eftermiddagen skrider frem. Heldet er ikke med os – de er alle råer med lam, og vi går tilbage til jagthytten for at spise en bolle med hjemmerøget gåsebryst, inden vi tager aftenrunden op imod solnedgang. Jeg noterer mig i mit stille sind, at jeg bør skyde flere gæs og få brysterne røget – det er en ren gudespise.
Anden omgang
Vi starter på et pürschspor igennem skoven ved hytten. Jimmie, som selv er meget erfaren råvildtjæger med hundredvis af bukke på samvittigheden, forsøger sig med at kalde. Men vi er for tidligt ude – hormonerne er ikke rigtigt oppe i omdrejninger endnu.
Da vi slipper skovbrynet og pürscher frem ad en markvej, får vi øje på et par råer på en af de mange små pletter på markerne, som ikke er blevet tilsåede i foråret af hensyn til markvildtet. Vi lister os videre, men har ikke bevæget os fremad i et minut, før en ældgammel buk pludselig stikker hovedet op af kornet mindre end 15 meter fra os.
Vi har i den grad invaderet dens komfortzone, og den springer højlydt smælende igennem det øje korn. De to råer 100 meter ude strækker halse for at se, hvad postyret handler om, imens Jimmie får skydestokken op i det spinkle håb, at bukken standser for at sikre, når den når frem til den bare plet. Tina er klar.
Men nu har råerne set os og springer bort fra pletten og gennem kornet ind imod skoven. De trækker bukken med sig, og han standser kun i omkring fem sekunder med front imod os midt i kornet på omkring 150 meters afstand. En meget erfaren jæger ville måske kunne levere et nogenlunde sikkert halsskud, men Tina kender sine begrænsninger og fravælder den tvivlsomme chance. Da bukken atter springer standser den ikke, hvor vi kan se den. Pokkers! Så tæt på, og så alligevel ikke….
Ikke denne gang
De sidste minutter inden solnedgang prøver vi endnu engang lykken med bukkekaldet i en gammel bevoksning. Jimmie er ikke typen som overgiver sig frivilligt. Men heller ikke her er bukkenes hjerner blevet så hormonforstyrrede, at det har hæmmet deres indgroede overlevelsesinstinkter … Solkalenderen afslutter denne eftermiddags heroiske forsøg på bukkejagt, og da vi trasker tilbage til jagthytten ser vi naturligvis en hel del råvildt. Lige inden vi når frem, får vi en ordentlig skideballe af en buk i skovbrynet. Typisk!
Jagt er jagt. Man vinder langt fra hver gang, men i dette tilfælde er jeg mere en nogensinde overbevist om, at nyjægeren tager oplevelsen med ophøjet sindsro. Det har været en fornøjelse og særdeles inspirerende at jage med Tina og Jimmie. Vi har fået gået en reel tur i et imponerende kulturlandskab, hvor vildtplejen i den grad har forbedret landbrugslandets naturværdier helt enormt ….. og hvor er det fantastisk, at vi er nået dertil, hvor mennesker med Tinas indgangsvinkel kaster sig fordomsfrit ud i jagtens glæder.
