Søndag den 17. december, dagen efter en våd julefrokost, diskuterede Charlotte Frydkjær og hendes kæreste lidt, om de skulle droppe jagten denne dag og blive hjemme på sofaen, eller om de alligevel skulle prøve lykken. Det var utrolig dårligt vejr – blæst og overskyet, men ”lortevejr er jo hjortevejr”, så afsted tog de. Det kom Charlotte ikke til at fortryde.
Gik Efter Hvid Dåhjort
Med til historien hører, at min far ugen før havde ringet og spurgt mig, om jeg ville skyde en stor, hvid dåhjort, der gik på reviret, og som var i ringe stand. Dette takkede jeg ja tak til, da jeg endnu kun havde skudt råvildt og aldrig helt haft mod på at skyde større vildt – trods det, at jeg har haft riffeltegn siden 2002. På vej ud til reviret snakker vi frem og tilbage om, hvor vi skal vælge at jage henne på reviret: om vindretning, og hvordan og hvorledes. Valget falder på et tårn inde i skoven. Da vi pürscher os ind i stykket, mærker vi begge vinden i ryggen og ærgrer os begge over den kraftige vind, som kører rundt i skoven. Da klokken er ved at være mange, er det for sent at vende om. Vi fortsætter derfor jagten og lister os hen til tårnet inde i skoven. Da vi når det, giver jeg riflen til min kæreste og kravler op for at mærke, om vinden er for kraftig til at sidde i tårnet. Vi er begge lidt opgivende på grund af vejret.
Kæmpegevir dukker op
Da min kæreste er kommet op i tårnet og har rakt mig riflen, men endnu ikke har fået sig sat, ser jeg pludselig ud af øjenkrogen et kæmpestort kronhjortegevir dukke frem fra den tætte underskov. Hjorten står skråt til venstre blot cirka 25 meter væk. Den stikker snuden højt op i vejret, og man kan se, at den har fået færten af os, men heldigvis kører vinden rundt ved tårnet, så hjorten opdager ikke, at vi er så tæt på og forsvinder stille og roligt ind i den tætte granskov igen. Jeg er endnu ikke klar til et skud, da den dukker op igen, nu lige foran tårnet. Den står nu igen cirka 25 meter fra os og vejrer. Den virker urolig og løber hurtigt langs skovkanten og forsvinder i tæt skov. Blot 1 minut senere dukker den igen op nu i den åbne skov 150 meter fra os. Jeg venter, til hjortens krop er helt fri, og skyder. Den tegner, som den skal, og vakler væk fra os og lægger sig. Jeg når slet ikke at få “feber”, fordi det hele gik så hurtigt.
Højt humør, men – – –
Vi venter en lille halv times tid, inden vi går ned til det sted, hvor hjorten ligger. Humøret er højt, og jeg glæder mig til at se hjorten nærmere an. Da vi nærmer os, løfter den desværre pludselig hovedet. Nu kunne jeg pludselig mærke, at pulsen steg. Vi dukker os og kravler usete hen til et stort grantræ, hvor jeg rejser mig og får godt anlæg. Derefter skyder jeg den på halsen. Skuddet sidder perfekt, og hjorten dør på stedet.
Da vi kommer hen til den, bliver vi overrasket. Vejret og sigtbarheden havde ikke været optimalt, vi vidste bare, at det var en stor hjort, men da ikke en ulige 20-ender! Efter at have sundet mig nogle minutter måtte opkaldet til min far gøres – for det var jo ikke den hvide dåhjort, der var blevet nedlagt! Det eneste, jeg fik sagt til ham var – ”Far kommer du lige ud i skoven og kigger?” Min far kom straks, og overraskelsen var stor, da han opdagede, hvad der var blevet skudt – en kronhjort, som aldrig før var blevet spottet af hverken jægere eller kameraer. Kæmpekram og lykønskninger blev givet, og jeg kunne ånde lettet op. Sikke en dag!
Har du et trofæ, du ønsker at få opmålt? Se tid og sted for nye trofæopmålinger her: www.trofæmåling.dk
