Flere flotte seksendere har han nedlagt, men som årene er gået, har han altid haft en drøm om at skyde en guldmedaljebuk.
Det er bare noget helt specielt at jage dernede, ikke mindst fordi landskabets udtryk er så langt fra dansk industrilandbrugs golde marker. Det er så varieret og uplejet, at vildtet stortrives her, og råvildtbestanden slår den danske mange gange. På en hjortejagt i Polen i 2019 mødte jeg min gode ven, Lars, som også kunne lide jagten på den rødbrune råbuk, og han havde i august været på nogle revirer med meget stærke bukke, og nu var chancen der, da han ringede og sagde:”Michael, skal du med på brunstjagt i 2023?”
Mit svar var selvfølgelig ”JA.”
Kæmperevirer på 4500 hektar
Under ventetiden kom der desværre noget i vejen, men vi skulle nu ikke være urolige, for Tue, som er vores rejsearrangør fra Globus-jagtrejser, havde et es i baghånden, så vi kunne komme på et andet revir, men i samme region i det sydøstlige Polen, som er kendt for stærke bukke.
Flyet var booket, og lige pludselig stod vi langt nede i Polen, hvor vi blev hentet af vores tolk, der skulle køre os i cirka to timer til syd for Warszawa.
Vi skulle bo på et typisk polsk Gasthaus med god polsk mad til tider (ha ha). Vi fik pakket ud, og alt var i den bedste orden med indtjekningen.
Vores guider kom.
Det var to ældre herrer, der ikke kunne ret meget engelsk eller tysk, men vores tolk var god til engelsk, så det var ikke noget større problem. Vi skulle jage på to forskellige revirer på hver cirka 4500 hektar, der hovedsageligt bestod af landbrug, brak, småremiser og skov.
Vi skulle starte med en aftenpürsch. Der blev set nogle bukke, men chancen til skud kom ikke, men på pürschen næste morgen fik jeg skudt en god regulær seksender, og min glæde var stor, for nu var vi ligesom kommet i gang – dejligt. Da vi kom tilbage fra morgenpürschen, hvor vi begge havde skudt en buk, skulle der rigtig fortælles om vores jagtoplevelser – og det både under morgenmaden og hele formiddagen.
Det var bare hygge i godt selskab.
Kanalspærring
Sidst på eftermiddagen fik vi serveret en tre-retters menu, og da den var indtaget, var vi klar til endnu en pürsch. Efter de to første jagter i samme revir, skulle vi prøve et andet, da vores guider mente, at det var bedst om aftenen.
Vi kørte lidt rundt i reviret og spottede ud i terrænet, parkerede bilen og pürschede. Da det hurtigt blev mørkt omkring klokken 20.30-21.00, skulle der snart ske noget. Vi gik ned langs nogle afhøstede kornmarker, hvor vi havde en skov i baggrunden, men inden vi kom helt derned, kom vi til en cirka fire meter bred kanal helt fyldt med vand, så den kunne ikke krydses. Vi valgte at følge den på vores venstre side.
Vi stødte et par råer i noget buskads, og kort tid efter stopper min guide op, idet en buk akkurat har rejst sig på en afstand af cirka 120 meter, men selvfølgelig på modsatte side af kanalen, hvor den står 10-15 meter inde på marken.
Hovedet er højt hævet, og derfor er det ikke til at se, at det er en rigtig god buk.
Stille og roligt får jeg skydestokken op, og med riflen solidt placeret i den, afgiver jeg mit skud.
Det sad lige i bringen på bukken. Da der var en stor busk et stykke foran os, forsvandt bukken ud af syne bag den, mens to råer sprang op og løb hver sin vej.
Kæmpeplask i kanalen
Der var ikke nogen buk at se, men vi hørte et kæmpe plask i kanalen. Vi gik hen til det sted, hvor lyden var kommet fra, men vi kunne intet se, så jeg blev stående, mens min guide gik tilbage til bilen, hvor tolken sad. De kørte om på den anden side af kanalen, og dér fandt de schweiss fra bukken, men ingen buk. I det samme, som tolken siger dette, spotter jeg en brun skygge – bukken – ude i kanalen. Jeg kaster skydestokken over til dem, og med den, får guiden trukket bukken op. Da han ser den, springer han højt i luften af bare glæde og råber: ”Gold, Gold, big gold!”
Bruttovægt på 760 gram
Da er det lidt ærgerligt, at man står på den forkerte side af kanalen, så jeg sætter fuld fart på ud til vejen. Her bliver jeg samlet op, og turen går til samlingsstedet, hvor min ven, Lars, med sin guide venter os.
Nyheden havde de hørt, og alle var helt vilde, ikke bare jeg selv, for det var en kæmpe guldmedaljebuk med en brutto vægt på 760 gram. Så er det jo ikke til at få armene ned igen.
Sikke en aften. Og dette måtte fejres med en god kold pilsner på vejen tilbage til vores logi. Her var der dækket op med et fint pålægsbord, og så fik vi lige historien igen. Og billeder skulle der ses og sendes hjem.
Næste medaljebuk
Næste morgen klokken 4.30 var vi klar igen til fjerde pürsch. Vi skulle ud til det første revir, da der var set et par gode bukke. Dem skulle der lige kigges lidt nærmere på. Vi kommer ned til en stor græseng, og der spotter vi hurtigt et par gode bukke, men de stod temmelig langt væk. Vi stopper bilen, og jeg får selv lov til at pürsche langs skovkanten. På vejen kommer der så løbende yderligere to bukke ude i engen.
De var egentlig ikke så interessante, da dem længst væk så meget mere lovende ud. Jeg kommer ind på cirka 100 meter og ser ikke mere til bukkene.
Jeg bliver stående stille i skovkanten og prøver at kalde, og da kommer en mindre seksender løbende, men der var stadig de to ude i engen.
Jeg bevæger mig længere frem til et sted, hvor et stykke brak som et indhug går ind i skoven. Her stiller jeg mig på post på hjørnet af indhugget. Der er igen intet at se, men jeg sætter alligevel skydestokken op og prøver at kalde.
Først kommer en rå, og næsten i samme øjeblik en stærk buk ude på cirka 90 meter. Jeg kigger på opsatsen, den bliver godkendt, så skuddet går, og bukken forender blot fem meter fra skudstedet. Det blev min anden medaljebuk, en flot sølvmedalje, og jeg var mega-glad for, at det igen var lykkedes.
Vi kommer tilbage til det sted, hvor vi mødes hver dag, så vi kan se hinandens bukke. Det er egentlig fedt at se sin jagtmakkers bukke på nærmeste hold og ikke have så travlt, så det ikke kun skal være på billeder eller sidste dag til protokol-vejningen.
Med stor glæde hos os begge over vores trofæer kører vi hjem til et igen fuldt dækket morgenbord.
Sorte opsatser
På den femte pürsch på den sidste aften skal vi igen ud til reviret, hvor jeg havde skudt min guldmedaljebuk. På det 4500 hektar område er der stadig meget, man ikke har set. Vi kommer igen ud på en cirka 300 meter bred græseng, hvor der er en majsmark på vores venstre side og en høj vold til højre for engen, som nok er en hel kilometer lang. Og så sker der det, at på en afstand af 3-400 meter rejser der sig en buk.
Vi bliver stående.
Vores tolk er med igen, og der bliver sagt: ”Kør videre og stop ikke, for denne buk er kæmpestor!”
Bukkene i dette område har næsten helt sorte opsatser, så det ser vildt ud, når der er noget stort mellem ørerne. Vi kørte nok 150 meter forbi den, og rundt om hjørnet på majsmarken ser jeg, at bukken stille og roligt bliver stående. Da den lidt efter forsvinder ud af syne et par 100 meter længere fremme, hopper jeg ud og pürscher tilbage til hjørnet af majsmarken.
Igen +700g brutto
Nu bliver det svært, for der vil være helt åbent og frit syn til mig for bukken. Den står der stadig med bagpartiet mod mig, og jeg kan stille, i kanten af majsmarken, liste mig 25 meter længere frem.
Op med skydestokken.
Vente, til bukken står rigtigt.
Den skulle jeg bare have.
Skuddet går, og bukken forender efter en lille spurt.
Kongebuk, tænkte jeg og går hen til den.
Man skulle tro, at det var løgn, men endnu en guldmedaljebuk havde jeg nedlagt.
Plus 700 gram brutto igen.
Dette her bliver min vildeste bukkejagtrejse for ever, kan næsten ikke tro andet. Efter denne pürsch ved man snart ikke, hvad der skulle komme på den næste tur eller den sidste pürsch på denne tur, men jeg ved, at der går en stor medaljebuk mere derude, som har snydt mig.
På ny mødes jeg med Lars, billeder tages, og min glæde deles med vores guider, tolken og Lars.
Igen kommer vi hjem til endnu et veldækket bord, og klokken bliver ikke mange, før vi lægger os, da vi skal op og ud på sidste pürsch, inden turen går tilbage til Danmark. På vores sidste morgenjagt bliver der ikke skudt noget, da tiden er knap, fordi polakkerne gerne vil have god tid til protokollen og kørslen til lufthavnen.
Totalt set skød jeg på denne tur fire flotte bukke, og min ven, Lars fem, hvoraf de to er til medalje, så det må siges at være et kongerevir, et bukkeparadis.
Jagten en krøbet under huden
For Michael har jagten altid betyder rigtig meget. Så meget at den er kommet helt ind under huden. På benet har Michael fået lavet både skydetårn, hjort og vildsvin til minde om nogle af sine jagtoplevelser. Selvom han endnu ikke har nået at nedlægger en bjørn er den også krøbet ind under huden på ham, så mon ikke Michael snart drager en tur til Canada. Hvem ved?
FOTOS MICHAEL SCHULTZ OG PREBEN HENRICHSEN SAMT FONTI.PL OG SZCZEPAN KLEJBUK/SHUTTERSTOCK.
