TEKST: TORBEN MØLLER-NIELSEN, KLARTXT
FOTO: TORBEN MØLLER-NIELSEN OG BINE SCHMIDT SAMT WIRESTOCK CREATORS/SHUTTERSTOCK
Der er mange holdninger til, hvad danske jægere i Sydafrika betragter som den store trofæ-drøm. For nogle er det kuduen, det grå spøgelse med de snoede horn. For andre er det den dødsensfarlige kafferbøffel, der ikke går af vejen for prompte at straffe et dårligt placeret skud på den mest ubehagelige måde. For mig er det impalaen, der er nummer et. Det er en fuldstændig ikonisk antilope, som med sine elegante bevægelser og smukke lyreformede horn næsten altid optræder i film fra Afrika.
Ofte blot som en smuk statist i baggrunden eller som føde for en af de store katte, men den er altid med til at gøre indtrykket af Afrika mere komplet. Sådan et trofæ har jeg altid drømt om at få op på væggen. Et lille stykke af Afrika i det flade Midtsjælland. Min afrikanske drøm
Leopard Lodge
Jeg fik muligheden for at besøge Matswani Safaris nye Leopard Lodge i april 2022. Lodgen ligger i Sydafrika cirka 240 kilometer nord for Pretoria i Waterberg området. Matswani ejer cirka 3.000 hektar, hvor de forskellige lodges er placeret. Her drives der ikke jagt, men man har lejet sig ind på andre områder i nærheden, hvor man kan jage stort set alt, hvad hjertet begærer, og pengepungen kan holde til. Min drøm var altså en impala, som er et af de billigste trofæer, da den er så almindelig. Hos Matswani koster en impala, uanset størrelse, 450 Euro. Hertil kommer 525 Euro for en skuldermontering eller 155 Euro for en europæisk montering, hvor det bare er hovedskallen der monteres på en plade. Dertil kommer 100 Euro for dyrlæge og transporttilladelser. Så et impalatrofæ koster altså i omegnen af 5.000 kroner og op til 8.000 kroner alt efter montering. Noget billigere end en kudu, som typisk løber op i godt 30.000 kroner.
En impala minder meget om en dansk dåhjort. Samme størrelse og vægt. Jeg troede egentlig, at de var noget mindre, sikkert fordi jeg har set en leopard ubesværet klatre op i et træ med en impala i kæften. Men efter at have set og løftet på en impala, så siger det vist mere om leopardens styrke end om min viden om afrikanske antiloper. Det er altså et ret stort dyr, som der er rigtig mange af, og jeg havde derfor en forventning om, at det nok ville blive en af de lettere jagter i mit liv. Sådan en slags: Jeg kom, jeg så, jeg skød. I stedet blev det nærmere: jeg kom, jeg så et glimt, jeg hørte noget, og væk var den.
Et frodigt og eksotisk landskab
April måned i Sydafrika er efterår på den sydlige halvkugle, og temperaturen er som en dansk sommer, altså midt i tyverne, og så kan man forvente regn. Nogle gange regner det meget. Og området ved Waterberg havde fået usædvanlig meget regn i april. Det betød, at plantevæksten var eksploderet. Alt var grønt, frodigt og tæt. Og dermed var det næsten umuligt at komme tæt på en impala til fods, inden den hørte eller lugtede en. Men det skulle ikke forhindre mig i at prøve.
Det er noget helt specielt at være på jagt i Sydafrika. Når man stiger ud af bilen, ved man med det samme, at det er noget særligt. Lydene er anderledes. Farverne er anderledes. Lugtene er anderledes. Det kan godt være, du er bevæbnet med en riffel og parat til at kue flora og fauna, men naturen er parat til at give igen, hvis du er uforsigtig. Hvis planterne ikke har torne, som er klar til at flå tøjet af dig og punktere dækkene på firhjulstrækkeren midt i ingenting, så er de giftige. Der er tre meter lange sorte mambaer, en af verdens farligste og mest aggressive giftslanger, som med glæde vil hugge dig i ansigtet. Der er edderkopper med et bid, som kan få dit kød til at rådne. Der er flodheste, som tilsyneladende lever og ånder for at skubbe din bil i floden, inden du kan nå at stave til tyksak. Og så er der vildt. Meget vildt. Vildt som er vant til at blive jaget af mennesker og store katte, og som derfor altid er på vagt.
Ind i bushvelden
Jeg var så heldig at have fået Herman Lubbe som min PH. Herman er lidt af en institution hos Matswani, hvor han har været jagtchef i mere end 20 år. Hvad han ikke ved om sydafrikansk jagt og natur er ikke værd at vide. Og hvad der er endnu bedre, så er han utrolig let at være sammen med. Man er ikke i tvivl om, at det er ham, som bestemmer, men man er heller ikke i tvivl om, at han vil gøre alt, hvad han kan, for at du får en god jagtoplevelse.
Det stod ned i stænger, da vi kørte ud til det område, hvor vi skulle finde en impala. Regnen stilnede dog af, da vi nåede ind i området, og vi så to unge impalabukke travlt optaget af en styrkeprøve – brunsten var nært forestående. Vi rullede langsomt videre, mens de to impalaer forsvandt i buskadset. Så åbnede vi dørene og steg ud i den mest velduftende, friske og vidunderlige natur – bushveld’en i Limpopo. ”The game was afoot!,” som Sherlock Holmes ville have sagt.
Vi lister os af sted
Herman forklarede, at vi stille og roligt ville prøve at gå hen ad grusvejen og se, om vi kunne spotte en impala. Fordelen ved at gå på vejen er, at der ikke ligger visne blade og grene, så hvis man ellers er en smule forsigtig, så kan man pürsche sig frem næsten lydløst. Og vi skulle tæt på, hvis vi skulle have en chance for at se dyret, da bevoksningen var rigtig tæt. Som sagt, så gjort.
Vi listede af sted, det bedste vi havde lært. Herman stoppede ofte og brugte sin Leica flittigt. Jeg havde med vilje ikke taget en kikkert med. For det første var jeg sikker på, at Herman var langt bedre til at spotte dyrene end jeg, og for det andet skulle jeg alligevel kun bruge kikkertsigtet.
Herman fortalte senere, at det nogle gange var et problem med jægere, som lige havde købt en fantastisk ny kikkert. Det var lige før, de glemte, at de også skulle have riflen frem og skyde.
Kudu tæt på
Blot 200 meter henne ad vejen var der noget, der bevægede sig. Alle stivnede. Et vortesvin med tre smågrise tøffede i raskt trav over vejen. Femten minutter senere standsede Herman og løftede advarende en hånd. Jeg spejdede ind i bushen, men kunne ikke rigtig se noget. Herman stod helt stille med kikkerten for øjnene. Pludselig fik jeg øje på en kæmpestor kudu ko, som stod og stirrede stift på os ikke mere end 30 meter væk. Jeg ved ikke, i hvor lang tid vi stod og stirrede på hinanden. Det føltes som evigheder, men det har nok ikke været mere end et minut. Så drejede den væk og travede ind i buskadset. Tre sekunder senere blev den efterfulgt af kudutyren, som åbenbart havde stået skjult kun et par meter fra koen. Det er helt fantastisk, så stille sådan nogle store dyr kan bevæge sig i så tæt buskads.
Så er den der!
Vi fortsatte i et adstadigt tempo hen ad vejen. Der var efterhånden gået en times tid, siden vi stod ud af bilen. En af fordelene ved at gå stille og roligt er, at man har tid til at se det hele, også de små ting. Et stykke foran os flaksede en hærfugl op fra jorden. Sådan en så jeg sidst for 50 år siden på en villavej i Horsens, hvor den sad på en telefontråd og sikkert tænkte, at den nok skulle have drejet til højre i stedet for til venstre for et par uger siden. Synet af den smukke fugl med den karakteristiske fjerkam på hovedet havde gjort et uudsletteligt indtryk på en otteårig dreng, så gensynsglæden var stor. Og fornøjelsen blev endnu større, da jeg fik øje på et par kaffertoko’er, som tilhører næsehornsfuglene, og som også kaldes den flyvende banan. Sådan en havde jeg ikke set før, men dem var der mange af her. Jeg traskede stille af sted i mine egne tanker, mens jeg glædede mig over de små og store naturoplevelser, da Herman igen stivnede et par meter foran mig. ”Impala!” kom det sagte fra ham, mens han diskret vinkede mig tættere på.
Hvad er for og bag på en impala?
Herman stod med Leica’en og stirrede stift ind i buskadset. Jeg kiggede over skulderen på ham. Alt var grønt, grenet og tornet. Hviskende fortalte Herman, at han havde set en gammel impala buk cirka 40 meter inde i buskene. Herman stillede den trebenede skydestok op, og jeg fik sat riflen op. Der var et lille hul på størrelse med et A3-ark, hvor jeg kunne se skillelinjen mellem impalaens sandfarvede ryg og den hvide bug. Men jeg kunne med min bedste vilje ikke se, hvad der var for og bag på dyret.
”Wait a bit.” Ja, jeg havde så sandelig også tænkt mig at vente lidt. Tanken om at sætte en kugle i den forkerte ende af en impala i det her område var ikke rar. Det ville være en grim anskydning og højst sandsynlig betyde, at vi ikke fandt impalaen igen.
Pludselig kunne jeg se, at den drejede hovedet ned mod bagløbet for at klø sig. Så nu vidste jeg, hvad der var for og bag. Nu manglede jeg bare et frit skud til det øverste af forløbet. I modsætning til et klassisk dansk bladskud, som oftest placeres lidt højt og lige bag forløbet, så havde Herman instrueret mig i, at på impalaen sidder hjertet lavere og længere fremme. Så min optimale skudplacering ville være at følge forløbet op, og sætte kuglen cirka 5-10 centimeter oppe i kroppen.
Sandhedens time
Impalaen stod stadig og kløede sig, og jeg kunne ikke se noget forløb. Altså ingen skud. Efter hvad der føltes som en evighed, havde den fået kløet færdig og trådte et halvt skridt tilbage, hvorved den blottede den forreste del af kroppen og det øverste af venstre forløb.
”Jeg har et skud”, sagde jeg på engelsk til Herman, som stod lidt til venstre for mig. Det mente han ikke. ”Too many branches”.
”Kom om bag mig!”, hviskede jeg til ham. Herman sneg sig om bag mig og kiggede ned langs riflen.
”Aaah, shoot him, shoot him.”
Jeg lod trådkorset glide op langs forløbet, tog en dyb indånding, åndede halvt ud, klemte kærligt om aftrækkeren på den gamle Howa og lod skuddet gå.
En god fornemmelse
Jeg kunne tydeligt høre kugleslaget, og jeg havde en god fornemmelse med skuddet. Jeg genladede, men impalaen var pist væk. Jeg så tilbage på Herman. Han smilte bredt. Han havde også hørt kugleslaget. Vi stod lidt og lyttede i stilheden efter skuddet. Ikke en lyd. Ikke en gang de ellers allesteds nærværende cape turtelduer sagde noget.
Vi gik stille ind i bushen. Jeg var helt sikker på, præcist hvor dyret havde stået, da jeg skød, for der var stort set kun det samme hul igennem buskadset. Vi var hurtigt fremme ved påskudsstedet. Impalaen var ikke at se. Til gengæld lå der en stor klat schweiss med lungevæv, og der var et tydeligt schweiss spor. I Sydafrika bruger man ikke ret ofte schweisshunde. Risikoen for, at de kommer til skade eller bliver bidt af et eller andet kryb, er simpelthen for stor. Til gengæld er PH’erne og trackerne umanerligt gode til at finde selv de mindste blodspor, knækkede grene og andet, som kan give et hint om, hvor dyret er gået hen.
Hjerteskud
Der var dog ikke behov for den helt store sporfinder-eksamen her. Schweiss sporet var tydeligt, og vi havde ikke gået mere end fem meter, før vi fandt impalaen. Skuddet sad præcist der, hvor jeg gerne ville have det, og kuglen i kaliber 308WIN havde lavet gennemskud, hvilket forklarede det gode schweiss spor.
Senere, da dyret blev forlagt, kunne jeg se, at jeg havde ramt hjertet perfekt. Det er altid en lettelse, når man finder dyret forendt med et godt skud, især når man jager med lånt grej, som jeg i dette tilfælde kun havde skudt fem skud med på skydebanen.
En guldmedalje
Det var et meget smukt dyr. De lyreformede horn var kulsorte af fugten fra bladene, og den korthårede pels føltes fuldstændig som følpels fra en eksklusiv chaise longue fra Le Corbusier. Herman kiggede nærmere på impalaen og fortalte, at det så ud til at være en buk på plus 10 år. Hornene var tykke og sylespidse, men havde sandsynligvis været 10 centimeter længere for et par år siden. Alligevel kunne den opnå en guldmedalje målt efter Safari Club Internationals regler.
Jeg var glad. Meget glad. En god jagt, et smukt dyr, og et godt skud. Nu glæder jeg mig bare til, at trofæet kommer hjem, så det kan pynte på mit lille kontor i Midtsjælland og kalde minderne frem.
