Markhor-pioner Sardar Naseer Tareen er den 24. juni afgået ved døden i sit hjemland Pakistan 81 år gammel. Ganske få mennesker uden for Pakistan har hørt om ham, og ganske få kommer nogensinde til det. Han er en af de mange ubesungne helte i naturbevarelsen verden over, og var det ikke for hans ihærdige indsats, ville arterne Suleiman Markhor og Afghan Urial med altovervejende sandsynlighed kun findes i historiebøgerne i dag.
Sardar Naseer Tareen uddannede sig til filminstruktør i USA. Da han vendte hjem til Pakistan i 1983 fik han til opgave at lave en film om provinsen Balochistans dyreliv. Han havde på daværende tidspunkt hverken forudsætninger for – eller interesse i – naturbevarelse. Han indså hurtigt, at de vilde får og geder, han filmede, var hastigt på vej imod udryddelse. Som søn af et af de lokale stammeoverhoveder havde han mulighed for at gøre noget aktivt ved situationen, og han lod sig kaste hovedkulds ud i et tæt samarbejde med Nawab Taimur Shah Jogezai, som var klanleder for Kakarstammen (de nærmeste naboer). Sammen skabte de ” Torghar Conservation Project”.
De to ansatte syv lokale krybskytter som vildtbetjente, og Tareen udnyttede sine kontakter i USA til at indlede et samarbejde med USFWS omkring planlægning og overvågning af det ambitiøse projekt. Planen var, at der – når betydelige bevaringsresultater i form af voksende bestande kunne dokumenteres – skulle udstedes licencer til trofæjagt på nogle få bukke om året, som kunne sælges til internationale bjergjægere som finansiering af projektet. En ægte Markhor-pioner.
Resten er historie. Succesen var overvældende og inspirerede mange tilsvarende projekter andre steder i Pakistan. Dette ledte til tilsvarende resultater i bevarelsen af andre underarter af markhor og urial samt adskillige andre pakistanske arter. I Balochistan er bestanden af Suleiman Markhor gået fra under 100 dyr i 1985 til mere end 3.500 dyr i dag. Jagten financierer hele projektet, som blandt andet omfatter 150 vildtbetjente, der beskytter 1.800 kvadratkilometer naturreservat.
