Vi har en lille ejendom med juletræer. Derudover har vi et stykke skov på 5 ha og i forbindelse med den en vildtager på ca 2 ha. Her er som regel råvildt, men jeg har i år ikke set nogen fejninger, så det var ikke med de store forventninger, at jeg under bukkejagten gik til skydetårnet, som står lige i udkanten af skoven.
Godt placeret i tårnet sidder jeg og venter. Første livstegn er en rå, der kommer ud af skoven. Den kigger sig ofte tilbage, og min erfaring siger mig, at så kan der måske komme en buk bagefter. Jeg lader blikke glide stille rundt på arealet og opdager så et dyr, der kommer ud af skoven i den anden ende.
Det er dog ikke et rådyr, dertil er den for lille. Tankerne flyver gennem mit hoved: Er det en kat, nej, en ræv, nej. Kikkerten kommer stille op, og til min store overraskelse ser jeg, at det er en mårhund. Jeg får stille og roligt listet min riffel op i skydestilling, får sikret et fast skydeunderlag og med mårhunden midt i trådkorset lader jeg kuglen gå.
13 unger
Der er så langt græs, at jeg efter skuddet ikke længere kan se dyret, og med stor forventning kravler jeg ned fra tårnet og begiver mig de godt 80 meter hen til det. Det viser sig, at den har fået et perfekt skud og er død på stedet.
Jeg tager mårhunden op i halen og bærer den ud af det lange græs. Jeg undrer mig over, at den er så tung. Den har en meget stor mave, og jeg beslutter mig for at åbne dyret. Til min store overraskelse finder jeg 13 store unger i maven på den. Var der gået 1-2 uger mere, var de blevet født.
Jeg har siden haft kontakt til vores lokale mårhundejæger, og vi har nu sat en fælde op i håb om at fange hannen. Det er i skrivende stund ikke lykkedes. Mårhunden er sendt til en konservator for at få garvet skindet. Det kommer hjem til august.
FOTO: MARTIN POULSEN OG PH
