AF NIELS DYGAARD.
Efter et langt jægerliv med mange års oplevelser på Dianas sti, havde jeg i mange år leget med tanken om at komme udenlands og prøve lykken på andre vildarter. I 2018 fik jeg en invitation til at komme på jagt i New Zealand, og jeg var ikke længe om at beslutte mig.
Det var specielt gemse, der var mit mål, og efter at det lykkedes mig at nedlægge en sådanne, skulle jeg naturligvis også forsøge mig på tahr.
Jagten foregik i Alperne på den sydlige ø. På turens sidste jagtdag kørte vi meget tidlig morgen sammen med vores guide nede i bunden af en dal, hvor vi ved hjælp af guidens falkeblik og en usædvanlig god, mange gange forstørrende kikkert, spottede nogle dyr langt oppe under en fjeldtop.
På den årstid, vi var der, var det vinter, så denne morgenen viste termometeret minus 9 grader, og varmeanlægget i bilen var stået af, så min makker og jeg havde ingen betænkeligheder med at beslutte os for, at vi ville forsøge at komme op til de spottede dyr. Det ville da i det mindste give lidt varme i kroppen. Støvler og tøj var i forvejen gennemblødte fra dagene før, da det for det meste havde regnet ned i stænger, hvilket er meget normalt for årstiden.
Jeg havde tidligere på rejsen nedlagt en mindre tahr, som jeg var ganske tilfreds med, men da det nu var rejsens sidste jagtdag, kunne jeg jo lige så godt forsøge lykken igen. Vores guide og en lokal jæger ville hellere om på den anden side af dalen, hvor de havde spottet nogle tahr, der ikke var så langt oppe.
Min makker og jeg startede så turen opad, og det tog ikke lang tid, før vi ikke længere kunne klage over kulden. Jo længere vi kom op, jo mere stejlt blev det, men heldigvis var der da af og til nogle buske, så man også kunne bruge sine arme og hænder for at komme frem. Efter flere timers klatren kom vi op til det punkt, vi på forhånd havde udset os, og som vi vidste, at vi kunne spotte flokken fra. Der var flere hunner og yngre dyr i flokken, men først efter længere tids søgen med kikkerter opdagede vi endelig den store han. Han lå på et fladt fremspring oven over sit harem, så han rigtig kunne holde øje med dem.
Afstanden var kun 95 meter, og da jeg lod kuglen gå, tegnede han på den måde, at han sprang direkte ud i luften og landede 25 meter længere nede i kløften, hvorfra han fortsatte med at rulle nedad, til han var ude af syne derfra, hvor vi lå. Heldigvis var det muligt at følge hans spor, og det viste sig, at han var blevet stoppet af nogle sten ca. 100 meter længere nede, hvor han lå forendt. Havde han fortsat lidt længere, tror jeg ikke, at vi havde fundet ham, for så var han fortsat ud over en lodret kant.
En fantastisk jagt. Og måden det blev gjort på. Rigtig hårdt arbejde, men det glemmer man alt om, når det hele lykkes. Selv vores guide var imponeret over, at vi havde gennemført jagten.
Det findes helt sikkert meget større tahr-trofæer, men for mig betyder dette noget helt specielt. Turen ned var ligesom meget nemmere denne gang, og vi fandt hurtigt ud af, at ved at kure/glide i sneen gik det hele meget nemmere. En fantastisk afslutning på mit livs jagtrejse til et fantastisk jagtland.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
