VED NIELS DYGAARD.
2019 var lige skudt i gang, det var koldt og januar måned. Jeg havde gået længe og set frem til dette jagteventyr med min far, og endelig var tiden inde. Vi fløj fra Aalborg lufthavn, og nogle timer senere satte vi vores fødder i Stansted lufthavn. Vores guide ved navn Dennis kom og samlede os op foran lufthavnen. Dernæst stod den på en times køretur nordpå til guidens bopæl. Allerede på vejen derop, så jeg mellem 15 og 20 muntjac gå langs vejsiden og fouragere. Så steg spændingen endnu mere, og jeg kunne ikke vente med at trække i jagttøjet.
Kl. 06.30 ringede alarmen, og jeg sprang ud af sengen som en spændt fjeder, for nu skulle vi endelig på jagt. Der blev trukket i det varme tøj, for temperaturen lå omkring frysepunktet.
Vi kørte en halv times tid, inden vi ankom til jagtstykket. Først blev min far sat af sammen med en af guidens kammerater, hvorefter guiden og jeg gjorde os klar. Med riflen på skulderen fulgte jeg forsigtigt guidens fodspor. Vi skulle bevæge os 300 meter gennem et skovstykke for at komme ned til jagttårnet. Endelig kom vi ned til tårnet og fik sat os til rette. Det var lige i skumringen og svært at se længere end 40 meter fra tårnet. Pludselig prikkede guiden mig på skulderen og pegede forsigtigt lige frem for tårnet. Vi tog begge kikkerten op for at studere, hvad der befandt sig længere fremme. Jeg konstaterede, at det var en muntjac, og at det var en hjort.
Få sekunder efter sagde guiden “shoot”, og jeg tog riflen, lagde kolben til kinden, øjet til kikkerten. Førte hurtigt sigtekorset hen på bladet, fik styr på min vejrtrækning og klemte på aftrækkeren. Dyret faldt sammen på stedet, og guiden lykønskede mig. Bukkefeberen ramte mig, det sitrede i min krop og mine hænder rystede. Det var ikke til at forstå, at det var gået så hurtigt.
Vi sad og ventede et godt stykke tid, og pludselig dukkede der flere muntjac op – dog ingen hjorte.
De bevægede sig fuldstændig lydløst gennem terrænet og dukkede op ud af det blå. Få sekunder efter forsvinder de igen uden videre. Det er et meget fascinerede dyr, og man skal virkelig være klar, for måske får man kun få sekunders chance, mens de giver sig til kende. Mens vi ventede, føltes tiden som evigheder, og jeg kunne ikke vente med at studere dette smukke trofæ på nært hold.
Endelig forlod vi tårnet og bevægede os langsomt ned mod dyret. Dér lå den så, min første engelske muntjac. Jeg studerede den nøje og beundrede dens specielle udseende med store kirtler under og mellem øjnene samt små hugtænder. Guiden sagde dog til mig “we can do better” og mente, at vi nok skulle få et større trofæ, selvom jeg var meget begejstret for dette nedlagte dyr. Til sidst tog vi det obligatoriske trofæfoto til jagtjournalen. Efterfølgende kom min far og guidens kammerat for at lykønske mig.
Samme aften drog vi igen ud i den smukke britiske natur i jagten på en lidt større og ældre muntjac-hjort. Vi begyndte vores pürsch ned mod tårnet. Med det samme forsvandt alle hverdagens bekymringer, og sanserne blev skærpet. Al fokus var på mine skridt i skovbunden – og se og lytte, om der skulle være bevægelse omkring os. Vi nærmede os et jagttårn. Fra tårnet gik der 4 spor ud i forskellige retninger, hvor bevoksningen var holdt nede, så dyrene var nemmere at se.
Guiden trådte op på første trin af stigen for at observere ned ad det ene spor. Få sekunder efter bukkede han sig ned, pegede og hviskede, at der stod en rigtig god muntjac. Han bevægede sig langsomt op ad stigen, og jeg fulgte efter. Hvert trin kunne jeg mærke under mine fodsåler, og stigen føltes uendelig lang. Omsider kom vi op i tårnet, og hjorten befandt sig stadig nede på sporet. Jeg kunne allerede mærke min puls banke afsted, og alle bevægelser var i slowmotion for ikke at lave en forkert lyd. Jeg sad på knæ i tårnet, lagde riflen op, placerede sigtekorset bag bladet på dyret, for hjorten stod skråt med hovedet væk fra os. Mens den stod og fouragerede, klemte jeg forsigtigt på aftrækkeren. Dyret væltede omkuld, men rejste sig straks og løb ind i buskadset. Med det samme følte jeg en uro i kroppen og en klump i halsen. Tankerne fløj rundt “har jeg skudt forbi?” “har jeg anskudt dyret?” eller “missede jeg lige min store chance”. Altså en blandet følelse af feber og uro for at have lavet en dårlig skudafgivelse. Guiden sagde, at den tegnede fint, og at han troede, at den ville ligge forendt i buskadset.
Minutterne føltes uendelige, men efter små 10 minutters venten gik vi ned mod skudstedet. Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg følte glæde eller fortvivlelse i kroppen. Da vi kom ned til skudstedet, lå der masser af blod, vi drejede hovedet i retningen af, hvor hjorten var løbet hen, og blot 10 meter inde i buskadset lå den forendt. Med det samme sagde guiden “Wow what a monster!”. Jeg var lettet, og endelig følte jeg glæden brede sige i kroppen. Dér lå mit drømmetrofæ, og mere end jeg havde turdet håbe på. Endnu en enestående jagtoplevelse blev foreviget med adskillige fotos.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
