TEKST: NIELS DYGAARD.
En god jagtkammerat, der begyndte at komme på jagt i det gamle Østtyskland nogen tid før murens fald, har siden 1994 sørget for, at jeg selv og flere andre gode jagtkammerater gennem årene har haft mulighed for at opleve og deltage i jagten på nogle af de bedste revirer i denne del af Tyskland. Gennem mere end 20 år har vi således opbygget et mangeårigt venskab med vores tyske jagtkammerater, fået en indsigt i den tyske jagttradition og kultur og mødt en gæstfrihed, der åbner utroligt mange døre. Således kommer vores tyske kammerater og deres venner også kommer på jagt hos os i Danmark. Det er da også ad denne vej, at jeg fik mulighed for at nedlægge en god muflonvædder. Tre tidligere ture efter en god vædder var endt, uden at det var lykkedes at finde den helt rigtige. Men jeg havde fornøjelsen af at være med på flere spændende jagter efter vildsvin og andet klovbærende vildt, som terrænerne også huser i stort tal. Vi fik set flere gode væddere, stadig uden at det lykkedes. Og den ene vædder, som sandsynligvis var helt rigtig og tilmed også på skudhold, opdagede vi først som værende rigtig stærk, da den gik væk fra os i det vigende dagslys. Chancen var forspildt. På den fjerde tur gik det helt anderledes. Vi lagde ud med to dages trykjagt og aftenansitz hos en god kammerat i det sydlige Tyskland og kørte herfra nordpå mod Magdeburg for at prøve lykken på muflon hos en af vores andre tyske jagtkammerater, der havde en moden vædder fri på årets afskudsliste.
Kort efter, at vi var ankommet til reviret og havde skilt os af med bilen, kom vi i kontakt med en rudel mufloner på 12-14 dyr. De var i det fine solskinsvejr søgt ud på en lille eng i det relativt åbne markrevir, som vi jagede på. Efter en kort pürsch var vi inde på fornuftig skudafstand. I rudlen var der fem væddere, hvoraf i hvert fald to eller tre var gode. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke fik set så grundigt på dem alle, da den ene vædder viste stærk interesse for fårene og markerede sig ret tydeligt i forhold til dem. Da jeg samtidig kunne se, at hornlængden var hele vejen rundt og oppe i øjenhøjde, var jeg næsten klar over, at den måtte være god. Min opmærksomhed lå derfor fuldt ud på dette dyr. Kun ganske få ord blev vekslet mellem revirets ejer, Guido, og mig, og vi blev meget hurtigt enige. Den 4-benede skydestok blev sat op, og da han nikkede, var jeg i den grad klar, havde fattet sigtet og stak snellen. Skuddet faldt og sad midt på bladet, sådan som vi alle ønsker os det.
Som det er beskrevet, blev det en meget hurtig jagt, som jeg da gerne havde ønsket mig længere. Men efter tre ture uden at komme til skud skal man også kende sin besøgelsestid, når chancen endelig byder sig. At det så blev en stærk guldmedalje, opmålt til hele 216,20 point af Sten Breith, er naturligvis noget ekstra til et i forvejen meget flot trofæ og den jagtlige oplevelse.
Det er en jagtoplevelse, som i vidt omfang kan tilskrives en jæger, der forvalter sit terræn og sin vildtbestand efter den stærke tyske jagttradition og kultur, utrykt meget fint gennem udsagnet; ”Hegen und Jagen, Jagen und Hegen, aber erst Hegen.”
En stor tak til mine danske og tyske jagkammerater, der har været med til at åbne for en sådan oplevelse. En ganske særlig tak til Guido Neuleuf, der tydeligvis kender sit revir og sin vildtbestand. Efter tysk tradition: Et kraftigt Horrido og Waidmannsheil til alle.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
