VED NIELS DYGAARD.
Igennem flere år har mine to fætre og jeg taget en årlig tur til Polen, men i 2019 stod den på Irland og sikahjort. En tur, der skulle vise sig ikke kun at levere på oplevelsen, men i den grad også på trofæsiden.
Vi fløj til Dublin og kørte derefter sydpå til lodgen i Glendalough, en lille by vest for Wicklow, hvor vi skulle bo de næste dage. Efter ankomsten blev vi budt velkommen af jagtlederen, John ”sika” Fenton, hvor vi fik en snak om jagt på sika, og hvad vi som jæger skulle være opmærksomme på, inden den stod på middag på den lokale restaurant, hvor vi kunne lære hinanden at kende.
Det var anden aftenjagt, og vi var efterhånden halvvejs igennem turen. Jeg blev hentet af Mick endnu en gang, og vi kørte ud i reviret. Vi stopper op et par gange for at spotte ud over nogle af de åbne stykker efter sika, men de viser sig ikke rigtigt endnu, så vi kører ned og parkerer bilen ved tæt ved et lille vandløb. Jeg tager mit grej og gør mig klar til en pürsch. Til min overraskelse fisker Mick en hund ud fra bagrummet af bilen, som jeg ikke før nu have anet, at han havde med. Nå, men vi bevæger os ned mod vandløbet, og der er en trampesti, som også benyttes af vandrere. Vi bevæger os langs vandløbet, som vi har på vores højre side og er ellers omgivet af noget tæt buskads. Tempoet er roligt, og jeg går bag Mick, hvor hunden pænt går lige bag ved ham og stopper op, når han gør det. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om jeg synes, at det er fascinerende, at den bare går frit bag ham, eller at det er irriterende, at jeg skal passe på, at jeg ikke får trådt på den.
Sika´er i sigte
Efter kort tid hører vi noget, der kunne være en sika, der rumsterer rundt på den anden side af vandløbet. Mick kigger på mig, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal være klar. Ud af det blå kommer der en hind i fuld fart ud fra buskadset på den anden side af vandløbet og krydser forbi os med en fin hjort lige i hælene tæt foran os, og væk var de lige så hurtigt, som de kom. Det var stadigvæk tidligt på aftenen, og jeg blev nu sikker på, at det skulle lykkes for mig at nedlægge min første sika denne dag.
Vi forsatte kort fremad ved vandløbet til en åbning i buskadset, som førte til et lille skjul, der stod i bunden af en stor skråning. Vi gik stille frem til skjulet og brugte god tid til at afsøge skråningen med kikkerten, men der var ingen sika at se. Vi sætter os til rette i skjulet, som knap nok kunne rumme to mand og en hund. Igen griber vi fat i kikkerten og går i gang med at afsøge skråningen, og der går ikke lang tid, før vi ser de her hvide sprosser bage nogle store bregner lidt til venstre for os. Mick bliver fuldstændig forstenet, og vi sidder længe og kigger, men den rykker sig ikke meget, så jeg kigger rundt for at se, om der er andet, der viser sig på skråningen, og det er der. Jeg prikker Mick på skulderen og peger hen mod en hjort, som står perfekt til et skud, han kigger kort på den, men blikket vender hurtigt tilbage til den første hjort, som stadigvæk ikke havde vist sige helt endnu. Da hjorten så endelig viser sig, er jeg ikke i tvivl om, hvorfor Mick var så interesseret i den, for jeg kan godt se, at det er en stor, flot hjort. Mick kigger på mig og siger, at, når jeg er klar, må jeg godt skyde. Jeg får lagt riflen godt til rette og får sat mig i en god position. Jeg tænker: nu får jeg min første sika, og jeg kan godt mærke, at pulsen stiger, og det hele bliver lidt mere intenst. Nu mangler jeg bare en skudchance, men skråningen er ret kuperet, og muligheden for at placere en ordentlig kugle kommer bare ikke, og det ender med, at den forsvinder ud til venstre i en masse bregner. ØV ØV ØV, tænker jeg, der forsvandt min chance. Mick kigger på mig og siger, at han tror, at det er en guldmedalje, hvilket ikke hjælper på ærgrelsen. Mick finder et kald frem og kalder et par gange for at lokke hjorten tilbage, men han vil heller ikke kalde for meget, da han ikke vil risikere, at den dukker op på siden af os.
En nysgerrig hund
I al vores iver efter hjorten ser vi nu, at hunden er listet stille og roligt ud af skuret og står på en sten lige ude foran skjulet. Mick får kastet nogle mindre pæne gloser efter hunden og får den tilbage i skjulet, for den skal ikke forspilde chancen med hjorten, hvis den viser sig. Vi sidder og venter lidt og ser nu, at hjorten igen viser sig, jeg får riflen lagt an og kan nu virkelig mærke pulsen. Normalt får jeg ikke rigtigt bukkefeber, men det gjorde jeg i den grad her. Der går ikke lang tid, før hjorten står perfekt. Jeg afsikrer, tager en dyb indånding og afgiver mit skud, hvorefter hjorten falder til jorden, hvor den stod. En perfekt kugle, som jeg faktisk også stadig har, da de fandt den, da de efterfølgende ordnede dyret.
Det var nu en realitet, at jeg havde skudt min første sikahjort. Vi er begge to høje over, at det lykkedes at få kaldt hjorten tilbage, og at den nu ligger der. Da vi kommer hen til den, er pulsen stadigvæk høj, og kroppen sitrer. Jeg kan godt se, at den er stor, og Mick siger lige pludseligt, at det er en af de største og flotteste hjorte, han nogensinde har set, og der er jeg ikke i tvivl om, at det er et drømmetrofæ.
Hjorten er efterfølgende opmålt af Sten Breith til 273,10 point, hvilket må siges at være en guldmedalje i den høje ende og nok også mit livs trofæ, som nu er placeret centralt i min stue, så jeg kan nyde synet af den hver eneste dag.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
