TEKST: NIELS DYGAARD.
Fortællingen om min indtil dato største råbuk ind, tager sin begyndelse allerede i efteråret 2017, hvor jeg efter flere års søgen, endelig finder et revir med høj løvskov. Det kan faktisk godt kan være lidt svært at finde, heroppe i det allernordligste af Jylland, hvor jeg bor.
Skoven er en del af et større skovområde på omkring 300 hektar, og da der er både kronvildt, dåvildt og råvildt i området, passede det perfekt til mig, da riffeljagten har en helt speciel plads i hjertet. Så med jagtlejestart fra den 16. maj var det bare at vente i spænding. Da reviret ikke tidligere havde været lejet ud, kunne jeg allerede i de tidlige forårsmåneder begynde at sondere terrænet: hvor kunne man eventuelt placere sig, hvor færdes dyrene, og hvilke dyr færdes hvor? Efter en del af ture på reviret kunne jeg konstatere, at det havde en pæn bestand af især råvildt, og i tak med at vi kom længere på foråret, begyndte der også at vise sig en del bukke og også nogle lovende eksemplarer.
Så spændingen var stor, da kalenderen omsider viste den 16. maj 2018. Klokken var 04.00, da vækkeuret kimede, men da var kaffen allerede sat over og riflen fundet frem. En halv time senere lukkede jeg forsigtigt bildøren bag mig og begav mig ind ad det smalle skovspor, der fører ind til den hochsitz, som jeg 2 måneder tidligere havde sat op i en fin, lille lysning. På grund af det utrolig flotte vejr, der havde ramt vore breddegrader de første 14 dage af maj, fremstod skoven helt umanerlig frodig og tillokkende denne morgen
Jeg var ikke nået mere end 100 frem, før der trådte en rå ud på det smalle spor. Jeg satte mig langsomt på hug for ikke at skræmme den, da den så måske ville kvittere med den velkendte smælen, hvilket lige ville skruen en tand yderligere op for det i forvejen agtpågivende vildt, der måtte befinde sig i området. Efter små 10 minutter forsvandt råen ligeså lydløst, som hun var dukket op, og jeg kunne fortsætte min færd frem mod den grønne lysning. Efter denne lille forsinkelse, nåede jeg omsider hochsitzen 10 minutter før solopgang. Jeg får mig placeret og lagt riflen tilrette og kan konstatere, at lysningen er blevet endnu grønnere og endnu mere tillokkende i løbet af de sidste 14 dage.
Så begynder solens første stråler at titte frem imellem bøgens spredte blade, imens jeg sidder og tænker på, hvor dejlig en morgen det i grunden er. Det er præcis det, jeg elsker ved dansk bukkejagt: at sidde og fornemme, at naturen vågner. Pludselig bliver jeg revet ud af mine tanker af en bevægelse i udkanten af lysningen. Jeg ser hurtigt, at det er et rådyr. Det er endda en buk, en gaffelbuk, der lydløst bevæger sig igennem de visne blade og grene, der dækker skovbunden. Det er imponerende, hvordan det kan lade sig gøre. Han er ikke mere end lige kommet ud på lysningen, før han går ombord i det grønne græs. Afstanden er kun cirka 40 meter, og jeg kan tydeligt høre, hvordan han napper græsset over. Jeg sidder og betragter ham lidt, mens han mæsker sig i det friske græs, og jeg beslutter og lade ham spise videre og se, hvad der så ellers måtte ske.
Efter cirka 20 minutter bliver stilheden brudt, og ud af øjenkrogen ser jeg en grå skygge komme styrtende igennem bladene i skovbunden, og alt andet end lydløst. Gaffelbukken sikrer øjeblikkeligt og kigger i retningen af skyggen, der kommer farende. Jeg kan med det samme se, at også dette er en buk, om end i en helt anden kaliber en dens lydløse artsfælle, der nu står midt ude på lysningen og kigger skræmt i retningen af larmen. Jeg griber instinktivt riflen, og i samme øjeblik kommer bukken ud på lysningen, tydeligt ophidset over sin mindre artsfælles tilstedeværelse. Gaffelbukken vurderer hurtigt, at dette ikke er en kamp, den agter at tage op og vælger derfor skarpt forfulgt af sin rival at tage flugten imod den trygge skov. Alt imens har jeg fokus på at få stoppet den nyankomne buk, inden han forsvinder ind imellem stammerne igen lige så hurtigt, som han kom. Så samtidig med, at jeg følger ham med riflen, prøver jeg alt fra et højt pift til råb for at få ham til at stoppe, men lige lidt hjælper det. Det er, som om han kun har én ting i hovedet, og det er at få gaffelbukken væk fra sin lysning. Da gaffelbukken springer ind imellem træerne, og hans forfølger er blot 5 meter fra skovkanten, og det føles, som om chancen forsvinder imellem hænderne på mig, stopper bukken pludselig op og ligesom følger gaffelbukken med øjnene. I det øjeblik, hviler trådkorset allerede på bladet. Kuglen bliver sluppet og sender bukken ned i det grønne græs, som han lige har forsvaret så indædt.
Jeg bliver siddende i hochsitzen, for at genopleve det hele, inden jeg går ned for rigtigt at se ham an. Jeg blev IKKE skuffet, bukken viste sig at blive målt op til 151,7 CIC point.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
