VED NIELS DYGAARD.
Endelig blev det august. Efter en lidt mærkelig opstart til bukkejagten 2019. Min jagtkammerat, Bent havde meldt afbud i god tid p.g.a sygdom. Vi andre havde prøvet at finde en 4. mand uden held. Søndag d. 11. august ringede John til mig, – om vi kunne være to mand mere, for så var Martin og Leif klar. De var blevet droppet af markejeren, hvor de plejede at gå på jagt. Det var godt nok træls for dem med så kort varsel. Jeg lovede at ringe til vores udlejer, Mikael – om det var muligt, at vi kunne være 5 mand. Det var heldigvis ikke noget problem. Han kunne jo ikke love, at vi kunne skyde 10 bukke, men han havde fået et nyt revir, som grænsede op til hans, så det gik nok, mente han.
Så var vi klar. 5 forventningsfulde jægere var klar til at drage til Sverige for ca. 23. gang. De sidste 7 år hos Mikael. John, Leif og jeg ankom d.14. Martin og Jørgen kom dagen efter. Den 15. tog vi 3 sammen med Mikael ud på et nyt revir, som han havde fundet til os. Her så vi fire gode bukke. Da vi kom hjem, stod den på madlavning – stegte ål, persillesovs og nye kartofler, en masse mandehørm og sent i seng. Næste morgen, tidligt op. Vi var SÅ klar.
Den første morgen tog jeg ud til en rigtig god, grøn mark, hvor der efter sigende skulle gå en buk, som aldrig havde sat op som seksender, men havde alderen. Jeg så kun råer og lam og et par dåer med kalve denne morgen. Hjem og høre de andres oplevelser. En god frokost og så til køjs. Op efter et par timer for at gøre os klar igen. Jeg tog helt ud i den sydlige ende ved en grøn, kløver-lucernemark. Der havde jeg set en rigtig fin seksender den sidste aften i 2018. Jeg så kun nogle harer, en 1 års seksender og en abnorm 1 års buk. Da der var en time til lukketid, valgte jeg at skifte plads til en lysning cirka 300 meter fra, hvor jeg sad. Der stod der et tårn ved en grisefoderplads, men med en grøn kant ved en ny rydning til den anden side at tårnet. Det var her, jeg skød min første bronzebuk hos Mikael det første år i 2013.
Jeg var lige kommet op i tårnet, da der kommer en buk ud af skoven. Jeg tager kikkerten op og kan se en mærkelig buk. Den virker ikke så høj, men med en masse på stængerne. Da der lige er blevet skovet en del tømmer, og skovningsmaskinerne har lavet mange kørespor af ler, tror jeg, at bukken har stået på hovedet i leret, så det var lerklumper, der sad på stængerne. Bukken esser stadig, løfter hovedet og går ned i et lille vandløb for at komme op på den anden side og står og kigger over mod den anden side af lysningen. Jeg kan se, at det er en seksender, og at den er kraftig ved roden.
Jeg beslutter mig for at skyde, og den falder for en god, høj bladkugle. Jeg ryger en smøg, inden jeg kravler ned. Da jeg kommer hen til bukken og tager fat på opsatsen, opdager jeg, at det ikke er spor blød ler, men en masse sprosser. Jeg tæller og tæller, 14 ender – ulige 16 ender. Jeg må lige sunde mig: ”For h…… Frederiksen – Jeg tror, du har skudt dit livs buk!” Jeg står lige og overvejer situationen. En rigtig tung buk, langt til bil, og vejen opkørt af skovningsmaskiner. Tillige har jeg et dårligt knæ.
Jeg er nødt til at efterlade bukken og går tilbage til bilen. Kører hjem for at se, om nogle af de andre var kommet hjem. Det var der – Martin havde skudt en fin ulige otteender. Jeg fortalte, at jeg havde skudt en lille buk, og om han ville hjælpe. Det ville han selvfølgelig. Da vi kørte ud til bukken, kunne jeg ikke holde mig længere. Jeg gav ham en albue i siden og sagde, at jeg nok havde skudt mit livs buk. Da han senere sad knælende ved bukken, gav han mig ret. Da vi kørte mod slagtehuset, ringede vi til Mikael, om han ikke kom ned, da vi havde skudt en lille buk. Da han så den, blev han hel tavs i lang tid. Vendte og drejede den og måtte til sidst indrømme, at den havde han nok ikke set før, selvom han kender sit revir og sin stand af bukke som sin egen bukselomme.
Det blev en lang aften med hørm og pral og selvfølgelig lidt whisky. Næste morgen kom jeg ikke på jagt. Var nok mættet. Om aftenen havde jeg en rigtig stor buk for, måske endnu større, men jeg manglede kuglefang.
Alt i alt nok den bedste tur til Sverige nogensinde. 5 jægere – 10 bukke, to til hver. Godt kammeratskab. Hvad mere kan man forlange, jeg glæder mig allerede til næste gang. Næste gang bliver vi 6. Bents kone har sagt, at til næste år har vi bare at tage ham med. Hun kan ikke holde ud at have ham hjemme midt i august.
Bare ærgerligt, at der er så langt imellem augusterne.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
